Påbegyndt.

lyset faldt så smukt
knustes
og gik ud
da det ramte gårdspladsen

Kafka hade inte heller så roligt.
Tekst på nyligt indkøbt t-shirt.

Det her klummeskriveri har nu stået på i et stykke over et år, nok til at skabe sig et navn skulle jeg mene, men åbenbart ikke nok til at til at vække pressens bevågenhed. Mit billede har endnu ikke været at finde på de kulørte sider, jeg har ikke givet interviews til nogen som helst og ikke engang Ugeavisen har gidet bruge mig som ugens smil, men nok skal være nok, hvis der ikke er andre der vil, så kan jeg da interviewe mig selv.
Det bliver et interview eksklusivt for denne klumme og for denne avis, en gave til de(n) trofaste læser(e), der hver onsdag trodser, hvad der anses for god smag og bruger et par minutter i selskab med de tastetryk, jeg knalder ned i sekunderne op til deadline. En invitation til en delagtiggørelse i hvad der driver værket og inspirerer mig til i disse spalter nådeløst at spidde den odenseanske folkesjæl når jeg uge efter uge går bag om, hvad end der har bragt mit pis i kog eller fået mit blod til at rulle hurtigere i dagene op til, at jeg sætter mig til tastaturet.
Glem alt om hvad du hidtil har betragtet som hudløst ærligt, glem den vanlige fornedrende facon folk normalt er nødt til at ty til for at komme i medierne, når de udleverer sig i løgnedetektorunderholdning og andet medieskabt skidt. Det her er den ægte vare, den rå sandhed om hvad der gemmer sig bag Martin Petersens facade. Er jeg andet og mere end det elskelige, intelligente og ydmyge menneske jeg giver udtryk for? Er der nødvendigvis dybde og tyngde bag en mands ord, blot fordi han er høj og småtyk? Det bliver den slags spørgsmål jeg kommer til at udfordre mig selv med i interviewet, når jeg om lidt lader indbegrebet af inderlig udlevering fylde siden.
Desværre er det gået med dette interview, som det så ofte går med så meget andet i medierne. Kræfterne er blevet brugt på at puste en gang ingenting op til det helt store, for så at lade luften gå af ballonen når tiden er inde og forventningerne skal indfries. Tilbage er nu kun pladsen til et enkelt spørgsmål, så Martin, jeg bliver nødt til at spørge mig: tror du virkelig, der er nogen der gider læse sådan en gang juks som den her parodi på et interview har udviklet sig til? Ja, hvorfor ikke? Folk er så vant til intetsigende indslag i alverdens medier, der skal nok være nogen, der når at læse det færdig før de opdager de er blevet taget ved næsen.

The Fabolous Furry Freak Brothers Omnibus må være noget nær årets tegneserieudgivelse. Alt, der nogensinde er tegnet med The Fabolous Furry Freak Brothers i ét samlet værk på 624 sider til en pris på under 200,- inkl. porto fra Amazone. Klassisk hippieunderholdning med Fat Freddy, Freewheelin' Franklin og Phineas, der med linjer som "Dope will get you through times of no money better than money will get you through times of no dope." og "While you're out there smashing the state, don't forget to keep a smile on your lips and a song in your heart!" leverer årets måske mest essentielle sengelæsning. Anbefales.

Skulle jeg være en karakter fra en tv-serie, så tror jeg, at jeg ville vælge Dr. Cox fra Scrubs.

20. september 2008 - Posthuset, Dannebrosgade

21. september 2008 - Fordør.

Det spor af støv det trak, da jeg tidligere på dagen trak denne guitar ud fra under sengen, vidner om, hvor lidt den har været brugt. I den tid og de år jeg har haft den, har den så vidt jeg kan huske kun været brugt en enkelt gang, da en gæst spillede en i øvrigt fin coverversion af et Bonnie "Prince" Billy nummer. Jeg har forsøgt at lære kunsten at spille guitar på en lånt akustisk én af slagsen, hvad der hurtigt udviklede sig til en ugentlig undskyldning for at drikke øl med ham, der skulle lære mig det. Da denne guitar blev købt, havde jeg indset, at jeg aldrig selv ville blive den der betjente den, men den blev købt alligevel. For at have et instrument i huset, eller nok mere sandsynligt fordi jeg syntes den så sej ud og pengene var der. Nu har den ligget under sengen i tre år, nu tror jeg tiden er inde til, at jeg finder en ny ejer til den og indkasserer lidt håndører.

Belle & Sebastian nostalgi må være en passende undskyldning for at vise et billede af Isobel Campbell (hun spiller sammen med Mark Lanegan på Vega 25. november, hvis man vil se mere).

BBC Sessions har lige som Peel Sessions altid været et kvalitetsstempel på b-sider og andet bonusmateriale. Derfor kan jeg godt tillade mig at have høje forventninger til den kommende Belle & Sebastian udgivelse "The BBC Sessions", hvis den bare når tilnærmelsesvis i nærheden af de kvaliteter, der var at finde på den opsamling af BBC Sessions som Tindersticks udgav sidste år, så er det godt nyt, der er på vej. Disc 1 kommer til at bestå af optagelser fra forskellige sessions, disc 2 er en samlet koncertoptagelse lavet i Belfast i 2001, der bliver sluttet af med min personlige B&S favorit Legal Man. Trackliste og yderligere info kan findes på Belle & Sebastians hjemmeside.

Han bestilte aldrig fra grillen lige overfor, altid fra den længere oppe af vejen. Lidt bevægelse skal der til, som han sagde.

Værsgo Gaffa, skulle i nogensinde få brug for mine svar til bagsiden, så kan de sakses herfra.
Kommer du fra et hjem med klaver? Min søster fik et klaver ca. samtidigt med at jeg flyttede hjemmefra. Hvis der tænkes på om jeg har musikalsk opdragelse med hjemmefra, så nej.
Spiller du selv et instrument? Nej, jeg kan knap nok klappe i takt, men omvendt har taktfast klapperi spoleret mangt en koncert.
Synger du i badet? Nej, jeg vil hellere lytte til anlægget inde i stuen forgæves forsøge at gøre sig lydhørt i badeværelset end jeg vil høre på mig selv.
Har du nogensinde drømt om at blive musiker? Ja, og fodboldspiller, og sympatisk, og struktureret, men…
Hvad betyder musik for dig? Udgifter og en masse timer brugt på noget, der ikke helt kan forklares.
Hvor mange hyldemeter fylder din musiksamling? Løst anslået lige over 20meter.
Hvad er din yndlingsplade? Sidst jeg prøvede at opstille en liste, var vinderen vist Electro-Shock blues med Eels. Det er et par år siden, det skifter vist lidt fra dag til dag.
Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling? Der står to kasser med ungdomsindkøb under sengen, de bliver kun fundet frem når der er alkohol i blodet og klokken er tæt på sent, svaret kan nok findes deri.
Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren? Jeg ville aldrig vælge en karaokebar.
Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse? Et eller andet fra musiktimerne, Så Går Vi Rundt Om En Enebærbusk eller noget. Hende er jeg glad for jeg ikke indledte et forhold til, sidst jeg så hende var hun iklædt gamacher, hælløse træsko og tre unger.
Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften? Dub! Jeg ender altid ufriviligt med at forsøge at ramme rytmen fra musikken, dub er det eneste, der kører langsomt nok til at jeg kan gøre det uden at miste pusten. Enkelte vil måske foreslå at de indledende toner til champagnegaloppen ville passe bedst til mig, men det er ondsindede rygter uden hold på sig.
Hvad hører du helst søndag morgen? Sidst jeg var bevidst om, hvad jeg hørte søndag morgen, blev jeg en del af et søndag morgenritual i en lejlighed, hvor jeg overnattede. De hørte Sunday Morning med Margo Guryan, hver evig eneste søndag. Det kunne jeg sagtens vænne mig til.
Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet? Thomas Helmig åbenbart, det er hvad der er blevet spillet de sidste to gange jeg har danset (hvad der så strækker sig over et par år) – jeg gætter på, at jeg ikke tør sidde stille til ham, at der er nogle aggressioner, der skal ud før de får lov til at tage over. Thomas Helmig, skyd mig.
Hvad er den første sang du kan huske? Noget fra Kim Larsens personnummerplade. Tutta måske.
Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig? Jeg er vist for kynisk til, at jeg synes noget musik er så smukt og rørende, at det bringer tårerne frem. Der er plader jeg ikke rører fordi det minder mig om noget, der var engang, men det er en anden historie.
Hvilken musik skal der spilles til din begravelse? Det vil jeg ikke blande mig i, jeg håber en venlig sjæl savner mig nok til vælge Motherfucker med Eels.
Har du været i operaen? Næh, det kommer nok heller ikke til at ske. Jeg er ikke engang nysgerrig.
Har du været på festival? Midtfyns Festival fra 1992 og en del år frem, vidste jeg var blevet for gammel det år jeg endte med at tage en taxa hjem til min egen seng to gange.
Hvad er din bedste koncertoplevelse? Ingen anelse. Der skal nok være en 50 stykker af dem, men jeg er ret begejstret for at kunne sige at jeg nåede at se Johnny Cash live (og i levende live).
Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være? Jenny Lewis, for fanden da menneske, Jenny Lewis!!

Boldklubben..
Havecenteret..
Møntvaskeriet..
Haveforeningen..
Kontaktbureauet..

.. Tryghed & Tristesse

Seasick Steve melder sig med sin kommende plade I Started Out With Nothin' And I Still Have Most Of It Left ind i kampen om årets bedste pladetitel.

Der synes usandsynligt langt mellem snapsene i blogverdenen, men den (for mig) nyligt opdagede Stinestregen synes at have det personlige touch, der skal til for at begå sig.

Ugens klumme:

Glem fast arbejde og de mødetider, der følger med, drop tanken om smukke solopgange og den stilhed, der hersker, når dagen gryr, og udeluk enhver tanke om at tidligt op (og tidligt i seng) er sundt for en lille dreng, for når sandheden skal frem, så er det eneste, der kan motivere min røv ud af sengen om morgenen, kaffe. Kaffe kan få mig til at stå op, kaffe kan få mig til at blive stående. For jeg skal pinedød have min kaffe for at kunne fungere, ikke noget med at tale til mig, og ikke noget med at kræve noget af mig, før jeg har fået min morgenkaffe, formiddagskaffe, middags- eller eftermiddagskaffe, eller hvad tid på dagen, jeg får sparket dynen af mig og færdigovervejet, at jeg nok burde bevæge mig op og ud i virkeligheden. Og den skal være sort, sort som arvesynden, og det mørkeste mørke. Kaffe skal ikke serveres, så der er gjort plads til mælk og sukker, og spar mig for de tusindvis af varianter med sirup, dampet mælk og andet overflødigt. Sort kaffe hele vejen, ingenting i, ingenting til. Læser man op på emnet, så burde min kaffeafhængighed sikre, at jeg lever, hvis ikke for evigt, så dog længere end gennemsnittet. Selvmordsraten er lavere blandt kaffedrikkere, risikoen for gammelmandssukkersyge falder, når man drikker kaffe, og i et land som dette må det være betryggende at vide, at kaffe i en vis grad beskytter mod leverskader forårsaget af alkohol. Alle disse vidunderlige medicinske fordele, og alligevel kan kaffe stadig købes i håndkøb. Koffeinpiller er forlængst røget på recept, mens mokkaen stadig kan langes åbenlyst over disken i både caféer, kafferisterier m.m., hvor er jeg dog privilegeret, at min last her i livet kan nydes uden det store besvær. Ingen tuskhandler i mørke gyder, hvor jeg ikke kan være sikker på det pulver, jeg får udleveret. Er det nu mellemristet? Er jeg blevet snydt og har fået koffeinfri? Og jeg behøver ikke at gå udenfor eller ind i en dertil indrettet kaffekabine for at drikke mig en kop. Kaffe er en fantastisk undskyldning for at mødes - skulle vi ikke lige tage en kop en af dagene? Og kaffe er den perfekte start på morgenen, selv med søvn i øjnene kan enhver betjene elkedel og kaffekværn. Kaffe er så fantastisk, at flere ord er overflødige.

17. september 2008 - Odense Havn.

Et modtaget nyhedsbrev fra Elektrolyt fortæller om nyt på vej med Frodegruppen 40, titlen skulle være "Du Ligner Noget Fra En Pejs".

I denne uge drømmer jeg om at holde tidlig weekend på Forbrændingen i Albertlund. Torsdag holder Frodegruppen 40 (m.m.) hof og fredag spiller verdens mest sympatiske svensker Oscar Danielson op til velbehag.

Forhåbentligt er det, det første skridt i den retning vi hos Tryghed & Tristesse så længe har arbejdet hen imod, man kan i hvert fald nu høre 3 rensede og remasterede numre med End of Your Garden på MySpace.

Jeg er for en kort bemærkning vendt tilbage til gerningen som anmelder. Det er i første omgang gået udover Death Vessel - Nothing is Precious Enough for Us. Der følger minimum en pladeanmeldelse mere før jeg igen trækker mig tilbage til mit otium.

14. september 2008 - Krop Amok /Brandts Klædefabrik

Maid in China?

- At udlåne Den Lille Havfrue i et halvt år til en udstilling i Kina er grotesk. Man kunne jo heller aldrig finde på at låne Frihedsgudinden i New York ud.

Hvad Karin Nødgaard, kulturordfører for DF åbenbart ikke er bekendt med, er at Frihedsgudinden kan lånes af en enhver, der er villig til selv at hente og bringe.

14. september 2008 - Odense Sygehus.

13. september 2008 - Foderstof, Odense Havn.

13. september 2008 - Silo 8, Odense Havn.

13. september 2008 Silo 8, Odense Havn

Jeg stod i Fredgaard og så på en hel væg af fjernsyn, hvordan det første tårn faldt. Jeg gik hjem, og hele aftenen så jeg på tv, hvordan først det ene, så det andet tårn faldt - igen og igen og igen. Tænder jeg i aften, ser jeg det nok ske igen.

- Har du et yndlingsband?
- Altså, det har jeg, men jeg vil ikke melde noget ud nu, for jeg har haft så kort tid til at tænke det igennem.
(Læst i 24 Timer)

Den nye kulturminister klarer sig indtil videre fint uden en spindoctor.

Nattens nytteløse nydelse,
morgenens mystiske melankoli,
øjnene ser mod den nye sol,
- ønsker tolv timer forlængst var forbi.

Morgenspleen - Mogens Jacobsen
Mellem To Sole - Gyldendal - 1959

Det blev til en sejr, men Carsten Werges kommentar midtvejs i anden halvleg sagde alligevel det hele: Hvor er det godt, det lykkedes næsten.

Jeg har oprettet Facebookgruppen "Facebook ud af medierne", med følgende beskrivelse..

Vi er nået dertil, hvor Facebookgrupper fylder for meget i mediebilledet. Grupper på Facebook er blevet en mulighed for medierne til at lodde folkestemningen, eller understrege pointen i deres historier, uden at resultatet nødvendigvis afspejler virkeligheden. Derfor kan man nu dagligt opleve nyheder i medierne, der kan koges ned til: ”Vi kan på Facebook se, at folk er imod at man kan blive slået/stukket/kørt ned og vi kan se at folk er utilfredse med den straf gerningsmændene får for det. Eller Facebookgrupper om ting, der skal lukkes, genåbnes, genindføres eller afskaffes.

Om det er kapløbet mellem to Facebookgrupper om hvorvidt man skal, eller ikke skal sige undskyld til Muhammed, eller om det på den ene side er smædekampagner mod statsministerfruens rolle i Vild Med Dans, eller på den anden side moralsk støtte til de danske OL-sejlere i den kroatiske båd. Så finder det vej til nyhederne. I dagens udgave af 24 Timer bruges der spalteplads på at fortælle, at Facebook-gruppen ”Luk Markusholm” på få dage er gået fra 20 til 79 medlemmer. Hvor er nyhedsværdien i det, hvor er relevansen? Er der anden forklaring på at den slags kan finde veje til spalter og skærme, end at det er nemt? For nemt måske? Det er forståeligt, at en branche i knibe, benytter sig af den slags billige tricks, men ville man ikke næsten hellere se spaltepladsen afgivet til reklamer?

Det er konsekvensløst at melde sig ind i en Facebookgruppe, hvor det synspunkt man giver udsagn for at støtte op om som regel kan koges ned til gruppens navn. Ingen diskussion om alternativer, ingen diskussion om konsekvenser, det grupperne lægger op til er som regel knap nok nuanceret nok til at være stillet sort/hvidt op. Derfor denne gruppe. Et fællesskab af folk, der kan mærke deres nakkehår rejse sig og knoer knyttes, hver gang de støder på ordet Facebookgruppe i mediebilledet. En passiv protest, hvor man lader sig skrive op for at give udtryk for sin holdning og lader det blive ved det.

Støt op, hvis du lyster.

Med Brian Mikkelsens afgang som kulturminister mister Danmark en kulturminister, der har bidraget med.. med.. med.. tjah?!

I lyset af denne uges emne og hvad der måske sker i morgen, så vælger jeg at bringe ugens klumme en dag tidligere.

Det kunne måske minde om dem, men det var altså ikke dit livs tømmermænd du oplevede, hvis du vågnede her til morges og dit hjem lignede Jerusalems ødelæggelse. Det var derimod jordens undergang! Der måske, måske ikke bliver udløst i dag.

Sagen er den, at de neutrale bjergbønder nede i Svejts for videnskabens skyld på et eller andet tidspunkt i løbet af dags dato fyrer op under et videnskabeligt apparatur af hidtil usete dimensioner, der skal genopføre en miniudgave af the big bang. Problemet med skidtet er, at det muligvis skaber et sort hul, der så muligvis får jorden til at gå under.

Hvad de helt præcist skal bruge forsøget til har jeg ikke helt fanget, men når jeg læser at apparaturet kommer til at skabe temperaturer på op imod 100.000 gange solens temperatur, så tænker jeg at det måske drejer sig om udviklingen af en ny slags mikrobølgeovn eller Webergrillens afløser, eller måske er det noget med at skabe en temperatur så høj, at den globale opvarmning lige pludselig ikke fremstår helt så slem.

Jeg ved ikke hvad tid de starter maskineriet, men er det op ad dagen og er du morgenfrisk, så når du måske at få den her klumme med, jeg når til gengæld ikke at få min løn til den første for at skrive den, så hvis verden stadig står, når jeg står op, så smutter jeg nok ned forbi avisen og beder om min løn aconto, så jeg kan nå en gang brunch og ikke skal opleve altings opløsning på tom mave.

Måske er der i skrivende stund kun et par timer tilbage, og hvad skal vi så bruge dem på? Cruise som Nik & Jay gør det i En Dag Tilbage, måske cruise forbi, hvor de bor og uddele flade for det irritationsmoment de har været igennem det sidste år. Eller læne sig tilbage og finde en indre ro ved tanken om at der kun er et par timer til de ryger lige lugt i helvede for det lort de har udsendt. Måske mere simpelt bare bede om ekstra bacon og spejlæg til brunchen og måske endda tillade sig en kold øl dertil, jeg mener at have læst at ens bmi-tal ikke bliver overført til efterlivet. Eller skide højt og flot på det hele, tage på arbejde som man plejer og krydse fingre for at det hele nok skal gå. Jeg tror, jeg vælger den sidste mulighed, jeg er ikke sikker på at min chef tager argumentet ”jeg troede verden gik under” for gode varer, hvis jeg bliver væk i dag og verden stadig står i morgen.

Alt imens Sune Wagner går og pusler med danske sange, der efter sigende skulle blive klar til julehandelen og Sharin Foo, hvis det ikke allerede er sket, snart reproducerer sig, så udgiver Raveonettes hen over efteråret en række download ep'er. Den første bestående af 3 remix er ganske gratis og kan hentes her.

I går udsendte Woven Hand - Ten Stones, der senere på ugen gerne skulle finde vej til min pladespiller. 15. November går Dave Eugene Edwards og hvem han nu ellers vælger at kalde Woven Hand den aften på scenen i Lille Vega, hvad min økonomi ikke tillader mig at overvære. Woven Hand lyder oftere som dommedag end egentlig lovsang, hvad Winter Shaker, der ligger på MySpace sammen med bl.a. de to nye numre Kicking Bird og Horsetail, fint illustrerer.

Jeg har gennem mit voksenliv læst for lidt til, at jeg trækker på noget eller nogen når jeg skriver. Man kan sige, at jeg skriver uinspireret.

Moi Caprice udsender nyt til oktober, på modebladet Soundvenues hitliste kan man høre, at de forsætter hvor de slap.

7. september 2008 Linjevogter, FC Svendborg - Randers Freja (1-3)

Den 17. november udsender Dragontears opfølgeren til 2000 Micrograms From Home, der for mig stadig klart står som det bedste danske album i 2007. Første smagsprøve fra Tambourine Freak Machine, Sunrise, er nu at høre på Bad Afros Myspaceside.

vejsidebomben var en ny trussel
den har ingen retning
og intet varsel

Storgaard var min ven
og det er meget hårdt, når jeg ser patruljerne forlade lejren i solskin
og fuglene synger
for helvede
så bliver jeg bange

Information, side 1, d.d.

I dagens Information kan der læses om miljøforvirring og de grønne dilemmaer, især det sidstnævnte er stof til eftertanke og kan læses nederst på siden her.

George Orwell førte dagbog fra 9. august 1938 frem til oktober 1942. Denne dagbog bliver nu med lagt op i blogform her. Således at man, hver dag på 70års dagen for indlægget, kan følge med i, hvad tanker han gjorde sig, eller i hvert fald valgte at skrive ned den dag.

I går pinte jeg mig selv igennem fire nye danske plader, Vol. Beat, Choir Of Young Believers, Mani Spinx og Beta Satan. De tre førstnævnte anmeldt til ***** i Gaffa og så Beta Satan med en stjerne mindre i bagagen. Hvis man med så lavt et niveau kan høste så høje karakterer, så har inflationen fået overtaget blandt Gaffas anmeldere. Så kan vi sende de lave karakterer samme vej som 25-øren, for i praksis er de ikke opnåelige. Hvis de plader jeg hørte i går ligger på niveauet før den højest opnåelige karakter, så er standarden for et mesterværk sænket betydeligt. Det virker som en grotesk videreudvikling af skolernes karakterskalaer, hvor det ikke længere kun er det 100 % fejlfri, der får topkarakteren.

Kort fortalt. Vol. Beat opsøger samme hitformular som på forgængeren, nu med Pernille Rosendahl i stedet for Johan Olsen, ind med en gæstesanger ud med et garanteret radiohit. Michael Poulsens stemme ligger fastlåst i det samme leje pladen igennem og variation i rytme og sangopbygning er noget nær ikke tilstedeværende, hvad der resulterer i et monotont udspil rettet mod de folk, der ikke kan kende forskel på højt og godt. Monotonien er også fremherskende på Choir Of Young Believers udspil. To-tre sange inde falder pladen sammen til en kedelig betongrå samling følsomhed, hvor det ene nummer ikke adskiller sig fra det andet, og hvor det følsomme udtryk bare føles klæg og ikke mere følsomt end at pladen næppe ville mærke noget, hvis man sparkede den i skridtet. Beta Satan ligner og lyder som et hvert andet indieband, hvor se hvad vi kan udtænke af skæve beats og nye idéer har erstattet den gode melodi, pladen er irriterende når den bedst, men forglemmelig mest af alt. Tilbage står Mani Spinx, der af uforståelige grunde har fået en samlet anmelderskare bag sig. Det havde han på sin første plade og det har han nu, det beroliger mig dog en del at vide, at pladekøberne trods alt ikke køber den – hverken pladen, eller historien om at han er det mest spændende siden skiveskåret brød. Moby perfektionerede vel nogen nær sammenblandingen af alverdens stilarter på Play, men med ni år på bagen kan man vel godt tillade sig et ønske om en hvis videreudvikling, hvis man vil sammensmelte stilarter. På Black Mamba er resultatet mere en stilforvirring, end et homogent resultat. Der bliver lånt lidt tanker fra Moby, et par tricks fra da Fat Boy Slim var på sit højeste, lidt 80’er kitsch, lidt 90’er dance og en smule dårlig singer/songwriterpop. Med et resultat til følge som kun en mor burde kunne elske.

Hvorfor skal der så lidt til at nå op til stjernerne, er det standarderne for anmelderstanden, der er faldet, eller er god musik bare ikke, hvad den har været? De tre af pladerne er annonceret i Gaffa, er det fordi man ikke tør bide den hånd, der fodrer bladet med reklamekroner, men tværtimod skal give noget for noget? Jeg tror ikke selv helt på den sidste, men hælder til en blanding af de første to bud og at Gaffa måske snart burde ryste deres anmelderpose noget så grundigt. De fem stjerner til Sys Bjerre burde tale deres eget tydelige sprog.

Ugens store gallabegivenhed i Odense holdt sig langt væk fra den indre by, måske derfor var der ingen fraskilte kongelige, talenshowsvindertabere eller nogen af Boyerne at se da vi mødte op til mandagens premiere på Løgringenes Herre – Burger Kongen vender tilbage.

Jeg var på Burger King den aften for et par år siden, da de ikke længere kunne nøjes med at flammegrille bøfferne, men grillede, hvad der grilles kunne af inventar og indbo, og med bål og brand tog afsked med Odense. I mandags var jeg så at finde i udkanten af Næsby, da Burger King igen kom inden for rækkevidde for de friturehungrende odenseanere.
Selvfølgelig er det en grotesk handling. At cykle flere kilometer for at stå i kø i omkring en halv time for at kunne bestille en dobbelt cheeseburger med twister fries, men nu havde vi altså valgt at gøre en udflugt ud af det og havde det ikke været for nyhedsværdien i Burger Kings genopstandelse, ja så havde den lokale grillbar da uden tvivl haft noget på menuen af tilsvarende ubehagelig kvalitet.

Nu stod vi altså der og fik bestilt, hvad vi ville have, og spiste op som vi skulle og så må man som bekendt godt få dessert. Det havde dog krævet endnu en halv time i kø, så i stedet gik vi tværs over vejen til Lidls mindst lige så hæsligt farvestrålende varemærke og købte vores dessert der. Køen var mindre i Lidl, ikke meget, men trods alt mindre og det endda med kun halvt så mange kasser åbne som på Burger King – kassepasseren med en halv cigaret bag øret virkede måske knap så sanitært forsvarlig som personalet på Burger King, men da vores indkøbte dessert var forsvarligt pakket ind gjorde det hverken fra eller til.

Vi satte os ned udenfor og nød sydlandsstemningen udenfor, ikke at solen skinnede, men køen til Burger Kings drive-in skabte et trafikkaos, der var en italiensk storby værdig. Inde fra bilerne kunne vi se hvordan fagterne føj gennem luften fra den ene trafikant til den næste og tilbage, som regel med fokus lagt på håndens midterste finger.

Jeg tager ikke med til den næste premiere, mere spændende er det heller ikke, at stå i kø for at få noget på det jævne at spise. Selvom der var rigeligt på hylderne, så mindede hele oplevelsen mig mere om køerne i det gamle Østeuropa end en gallabegivenhed. Jeg er nu alligevel glad for at have Burger King tilbage, det er rart med et alternativ til Ristorante Den Gyldne Måge når kroppen skal hærges med mad.

1. september 2008 Næsbygade.

Kasseret klummeindledning:

Vejrudsigten lover i skrivende stund ualmindeligt overskyet vejr og 13mm regn til på lørdag og jeg beklager virkelig. På vegne af min opførsel det sidste års tid tager jeg naturligvis det fulde ansvar for eventuelt spolerede weekendplaner, afsporede udendørsaktiviteter og umuliggjort kratluskeri. Den er god nok, jeg fylder år på lørdag. Mens andre af avisens klummeskribenter tæller ned til de 30 og kæmper for at blive en rigtig mand, så sidder jeg her midt i det hele. Med hår på brystet og fuldskæg i ansigtet, tager jeg min kaffe sort og ansvaret for det jeg skal, selvom ansvar er det endnu så som så med. Jeg møder til tiden og jeg overholder mine deadlines, bil og børn, hus, have og hvad der ellers findes af voksne faldgruber derude er jeg endnu ikke nået frem til. Jeg er en mand og jeg står gerne ved det, og fra på lørdag er jeg så en 32årig en af slagsen.