onsdag, august 29, 2012

..og mens der ikke sker det helt store her på bloggen, så er der pænt gang i den på to genoplivede blogprojekter. Dels min ølblog, og dels bliver bloggen, der hører til Substans.info, fast opdateret med nye scans fra "dengang hver mandag.

tirsdag, august 28, 2012

Woodpigeon har amerikansk tour og ny tourcd på vej. I den forbindelse har den canadiske enmandshær smidt "say, say, say" op til gratis download her.

mandag, august 27, 2012

Tredje album fra The Setting Son lander er på vej. Første single hedder "Above the Rest" og er falsetsyre på første klasse, ledsaget af en video fra charterafsnittet. Pladen kommer til at hedde"Before I Eat My Eyes & Ears" og bliver udsendt på Bad Afro 8. oktober.

fredag, august 24, 2012

På mandag udkommer Codys nye plade "Fractures", og i dag landede den første anmeldelse så.
Lydtapet giver 6/6 og sender sammen med første udslip fra pladen "Caroline" mine forventninger helt op i det røde felt. Hvor højt op spørger du? Så højt, at jeg har bedt min far flytte sin fødselsdag så jeg kan se dem når de kommer til Odense 30. september!

torsdag, august 23, 2012

Jeg er svært forelsket i coveret til den kommende Folkeklubben ep. Det er så simpelt og æstetisk, at det gør godt langt ind i mine visuelle nydelsescentre. Deres udtryk som groft udskåret kan opstilles som Steffen Brandt i front for Ulige Numre må de nu godt have for sig selv. Hør eventuelt "For pengene" og dan din egen mening.
Der er cirka en måned til Thomas Thomsen udsender "Alt det jeg troede du bedst ku' li" 28. september. Indtil da vil pladen track for track blive præsenteret via hans Facebookprofil. Første smagsprøve er "Uerstattelig", det vil sige, første smagsprøve var "Én ting", der blev sluppet for et stykke tid siden.

onsdag, august 22, 2012

Do You Realize - that everyone you know someday will die 
(Flaming Lips) 

Der er ingen vej udenom døden. Du kan snyde den, du kan have ni liv som en kat, men i sidste ende må du, som alle andre overgive dig til den. Om du vil det eller ej, så kommer du igennem livet til både at skulle begrave venner og familie, tage endegyldigt afsked med mennesker du holder af og efterfølgende leve videre med savnet, indtil du en dag bliver den, der er savnet. 

Det seneste stykke tid er jeg blevet ved med at vende tilbage til Cathrine Ertmanns serie ”Om at dø”. En serie, der skildrer perioden fra døden er indtruffet til den afdøde er lagt i jorden. Det er ikke en serie for de sarte, for man kommer tæt på, meget tæt på. Men det er omvendt en serie udført med så megen respekt for emnet, for de døde og for de efterladte, at den efterlader en med ro i sjælen. En ro, jeg tror udspringer fra erkendelsen af, at der også bliver taget hånd om dig når du er død. 

Når man ser på billederne, er det tydeligt, at det for nogen af de døde var tid, og for andre slet ikke var meningen, at de skulle herfra endnu. Et uskyldigt billede af en vugge i et vindue, bliver i denne kontekst til det mest ubehagelige af de syn, der møder dig gennem seriens 26 billeder. Jeg har ikke set på billedet i detaljer endnu, jeg er selv stadig ny i rollen som far, det er for tæt på. Men jeg er også en voksen mand, der har været med til at begrave både ældre familiemedlemmer og jævnaldrende, og dette kig ind bag scenetæppet til en verden de færreste har indblik i giver mig ro. Jeg finder det rørende, smukt endda, at se håret på en afdød i begyndende opløsning blive redt med den største sirlighed og nænsomhed, og den fred, der hersker bag de lukkede øjne vil ord aldrig kunne gengive. 

I forbindelse med serien udtalte Cathrine Ertmann følgende til Information ”Jeg har prøvet at antyde mere, end hvad jeg helt åbenlyst kunne vise i fotografierne. Man må gerne turde dvæle ved fotografierne, og derfor har jeg fokuseret på detaljerne, som jeg håber giver anledning til eftertanke. Måske kan andre endda se det samme fine og smukke i billederne, som jeg så, da lagnerne blev fjernet”.

Billedserien var første gang Cathrine Ertmann stod ansigt til ansigt med en afdød, og billedserien er et forsøg på at gengive den udramatiske oplevelse det var, at være tilstede bag scenetæppet og blandt de døde. Resultatet er et bjergtagende ”afmystificeringsprojekt”. 

Hele serien kan ses på Cathrine Ertmanns hjemmeside.

torsdag, august 09, 2012

Jeg tror ikke, at jeg har været til en eneste Baby Woodrose koncert uden at Ralph Rjeiley har stået bag pulten. Evindeligt og hele tiden på vej ud i salen og tilbage bag knapperne for at korrigere. Lige så sikkert som det var, at Guf stod bag mikronen, lige så sikker en sidste skanse var Ralph bag knapperne. Udover tjansen som lydmand var han involveret i indspilningen af flere af Baby Woodrose og Dragontears-plader, og for mig vil han for altid være en del af billedet på deres lyd. Ralph Rjeiley døde af kræft her til morges. Jeg har aldrig talt med manden, aldrig hilst på ham, men jeg er meget bevidst om, at han har været en stor del af et væld, af mine helt store koncertoplevelser. Jeg smilede altid venligt til ham ved hver koncert, både af høflighed og taknemmelighed. Det ville være uhøfligt ikke at lade et stort tak lyde herfra.

søndag, august 05, 2012

Wovenhand giver et nummer fra den kommende plade, Mikael Simpson giver et nummer fra weekendens Stella Polaris optræden.

Wovenhand "Glistening Black"
Mikael Simpson "Slaaskamp"
Enhver dansker på min alder er vokset op med store mængder svensk børne-tv synkroniseret så det også gav mening for et barn af anden nationalitet. Nødvendigt selv om det danske og svenske sprog minder meget om hinanden, og aktuelt fordi de to nabolande minder så meget om hinanden kulturelt, at det giver god mening, at udveksle programmer til både børn og voksne, statsradiofonierne imellem.

Bedst husker jeg serierne baseret på Astrid Lindgrens bøger, alle optaget i 60’erne og 70’erne med landliv, skærgård og typisk svenske landsbyer som bagtæppe for handlingen. Egentlig har jeg altid tænkt det som en klichefyldt glansbilledeudgave af det svenske landskab, men så stødte jeg på Sune Jonssons arbejde på Fotografiska i Stockholm.

I den ene bog jeg har stående med hans arbejde beskrives Sune Jonsson på omslaget som kulturhistoriker, lydhør fortæller og dokumentarfotograf. Skulle jeg selv sætte et ord på ham, ville jeg sige antropolog, men den stillingsbetegnelse han fik da han i 1968 blev fast tilknyttet Västerbottens Museum i Umeå var Feltetnolog. Sune Jonsson havde været tilknyttet museet siden 1960, hvor han begyndte at dokumentere affolkningen af landområderne i Västerbotton.

Hans billeder af jordbrugere, husmandssteder og marker hænger fast i ens bevidsthed, når man først går i gang med de mængder af billeder, der findes fra hans hånd. I bogen ”Odlingsbilder” skinner det igennem, hvor fantastisk en landskabsfotograf han var, og hvor fantastisk han var til at dokumentere. Med op til fire års mellemrum vendte han tilbage til de samme landskaber for at kunne gengive dem i hver af de fire årstider. Altid fra samme sted, med samme vinkel til landskabet, og altid i hans genkendelige sort/hvide stil.

Hvor fantastiske hans landskabsbilleder end er, så er det hans portrætteren af det enkelte menneske, der gør, at man gør knæfald for hans arbejde. Hverdagssituationer gengives med en intimitet, der ikke burde være mulig når man tager et billede af en graver, eller en landbrugsarbejder i gang med dagens dont. Mere genkendelig er den stil han praktiserer når han træder ind i folks stuer, og tager opstillede portrætter, der, selvom de har stor variation i deres udtryk, alle kan føres tilbage til hans fotografiske særpræg.

Personligt finder jeg størst glæde i hans arbejde fra de svenske landområder, men det skal nævnes at hans arbejde som fotograf også førte ham til bl.a. USA, Canada, og Congo, hvor han dokumenterede de svenske missionærers arbejde, samt Tjekkoslovakiet, hvor han dokumenterede ”foråret i Prag”. Udover fotografiet, beskæftigede han sig også som forfatter og dokumentarfilmmager. Tyve film, to romaner, en novellesamling, og en mængde af fotobøger, der knapt kan gøres op i tal bør tale deres eget sprog.

Fortjent kom anerkendelsen da også til ham. Han blev i 1995 gjort til æresdoktor ved Sveriges landbrugsuniversitet, og fik den samme titel ved Umeå Universitet i 2001. Den største hæder set med fotografiske øjne, må dog have været tildelingen af Hasselbladprisen i 1993. Begrundelsen for at han skulle modtage prisen lød ” "I næsten et halvt århundrede har Sune Jonsson skildret det nordsvenske landskabs øde og golde skønhed, og det uglamourøse ved simple folks liv. Med sine underspillede og levende billeder har Jonsson udformet sit syn på et samfund i forandring. I hans omfattende bogproduktion, er hans ord og billeder blevet vævet sammen til en unik dokumentation i det amerikanske Farm Security Administration-projekts ånd.” At Farm Security Administration projektet bliver nævnt er intet tilfælde, under et besøg i USA blev Sune Jonsson bekendt med Walker Evans (der var tilknyttet projektet) arbejde og lod sig inspirere af hans tilgang til fotografiet.

Da Sune Jonsson døde i 2009, 78 år gammel, var han blevet et ikon indenfor fotografi, og en vigtig brik i svenskernes nationale selvforståelse. I sine mindeord for Sveriges Radio skrev Michael Timm, at Sune Jonsonn var svensk på samme måde som Dennis Hopper var amerikansk og Renoir fransk, men det er indledningen på Michael Timms mindeord, som jeg tror bedst beskriver, hvordan Sune Jonsson vil blive husket:

 ”Hvad kan man sige om Sune Jonssons billeder? Meget! 
Hvad behøver man at sige? Ikke meget. Egentlig ingenting. 
Jeg tror ikke der findes nogen fotograf, hvis billeder er så lette at identificere for så mange svenskere. Det er nok at beskrive et billede: en pige ved et hegn, et gammelt par foran et hus. ”Nåhr, det billede”. Alle ved hvad man taler om.”

torsdag, august 02, 2012

..og mens Grandaddy har ladet sig gendanne, og indenfor overskuelig fremtid kaster vejen forbi Malmö for at traktere de udvalgte med en gratis koncert, så sniger nyheden sig ind, at Jason Lytle er på vej med nyt. "Dept. of Disappearance" udkommer på Anti 16. oktober. Mere om pladen her, og titelnummeret kan høres her.