smårepetitioner

2012-02-01T22:27:00.003+01:00

27. januar 2012: Kranvejen.

2012-02-01T22:27:00.000+01:00

27. januar 2012: Hundelufter ved Skibhusskoven.

2012-01-31T22:26:00.000+01:00

Musiknyt 1: De første 2:40 minutter af den kommende Baby Woodrose plade er nu sluppet ud af sækken. Carsten Holm gav i dag premiere til "Nothing is Real" på P6. Klik her, og find så ca. 16 minutter ind i dagens program. Jeg er godt tilfreds, og ser med sindsro frem til både pladeudgivelse, og gruppens besøg i Odense til maj. Musiknyt 2: Der er kommet en billedside til titelnummeret fra Lise Westzynthius kommende plade "Tæt På En Kold Favn". Videoen virker lidt for hjemmegjort til at det er rigtigt godt, men giver anledning til endnu engang, at glædes over, hvor fantastisk et nummer, der gemmer sig inde bag Café-Noir-reklame-æstetikken.

2012-01-25T22:18:00.001+01:00

Årets første musikkøb blev et download af Woodpigeons "For Paolo", årets første koncert er endnu ikke en realitet. Her følger en oversigt over de planlagte koncerter, og pladekøb for foråret.

Koncerter
03. marts: Spleen United (Posten)
10. marts: Mikael Simpson (Posten)
17. marts: Malk De Koijn (Posten)
30-31. marts: Leaves Festival (Kansas)
03. april: Thomas Anderson Wij (Dexter)
18. maj: Baby Woodrose (Posten)

Plader
20. februar: Lambchop "Mr. M"
20. februar: Tindersticks "The Something Rain"
5. marts: Lise Westzynthius "Tæt På En Kold Favn"
?. marts: Cody "titel ukendt"
?. april: Songs for Wendy "Meeting Point"
?. april: Dans & Lær "titel ukendt"
16. april: Baby Woodrose "Third Eye Surgery"
29. maj: Marissa Nadler "The Sister"

2012-01-25T14:13:00.000+01:00

Bruger du noget i din Bonnie? Så er der Bonnie "Prince" Billy kaffe til de der måtte have svært ved at holde sig vågen til hans musik.

2012-01-24T19:35:00.003+01:00

Der er knap halvanden måned til at Lise Westzynthius udsender "Tæt På En Kold Favn", første album siden "Siberian Mission" udkom i november 2007, og første plade fra hende på dansk. Det er altid forbundet med en hvis spænding, når idolerne udsender nyt. Holder de stilen? Holder de standarden?

Første nummer fra den kommende plade blev offentliggjort i dag, og deler navn med pladen. Titelnummeret er umiskendeligt Lise Westzynthius, og alligevel er der sket, ikke et jordskred, men en udefinerbar udvikling i det musikalske udtryk. Der er mere luft, og mere tyst, i forhold til på de tre foregående plader.

Vi danser på en knivsæg

Jeg ved det godt

Men det er ikke det værste

Det værste er at jeg er ligeglad

Du har kørt mig over

Men du vender tilbage hver dag

Du vender tilbage

Og spinder hjul i mit blod

Men det er ikke det værste

Det værste er at jeg er ligeglad

Du stjæler hele tiden

sandheden fra min maveregion

Men det er ikke det værste

Det værste er at være

tæt på en kold favn

Skal man tro mig, så er nummeret en stor positiv overraskelse. Der er sket noget, og omstillingen til det danske sprog er mere end vellykket. Hvis hele den kommende plade holder dette niveau bliver den mesterlig.

"Tæt På En Kold Favn" kan høres ved at klikke ind på Lise Westzynthius Facebookside, og trykke sig videre ind på Bandpagemuligheden.

2012-01-23T12:48:00.000+01:00

Hører man til dem, der har set ”High Fidelity” så kan man muligvis huske, at der er en scene, hvor hovedpersonen for gud ved hvilken gang har sorteret sine plader, og denne gang sorteret dem til at stå i kronologisk rækkefølge. Selv ville jeg aldrig kunne gøre det, min hukommelse er alt for fragmenteret til at rumme den slags data. Alligevel kan jeg uden problemer sætte dato på dagen, hvor jeg købte Dans & Lærs ”Havens Fugle”: 7. januar 2011.

Jeg havde læst flere anmeldelser af pladen, uden at de havde overbevist mig om, at ”Havens Fugle” nødvendigvis var noget, der skulle kunne falde i min smag, men efter at have læst Jens Blendstrups drøm af en anmeldelse på Undertoner kunne det lige pludselig kun gå for langsomt med at få købt Dans & Lærs debutplade. 7. januar var en fredag, og en arbejdsdag. Jeg forsvandt dog med lynets hast fra min arbejdsplads midt på eftermiddagen, da min kones godt fremskredne graviditet havde udløst en fejlalarm. Vi valgte at gå fra hospitalet og hjem, da den slags gåture åbenbart er en god ting når graviditeten er opover. Med mandens sans for logistik spurgte jeg om vi ikke kunne slå to fluer med et smæk, og på vejen hjem stikke indenom en pladebutik, og få købt ”Havens Fugle”. Som sagt, så gjort, men pladen kom først på anlægget ugen efter, da min kone fødte dagen efter. Skærer man ind til benet, og ser bort fra det lyserøde skær ovennævnte historie udløser, og den melankolske følelse det giver mig, at tænke på, at ”Havens Fugle” var den første plade min søn kom til at høre, så synes jeg, når jeg ganske nøgternt tænker på det, at ”Havens Fugle” er en af de mest fascinerende plader, det danske plademarked har budt på i virkelig mange år. Derfor var det med store glæde, at jeg opdagede, der var ny plade på vej fra Dans & Lær. I den forbindelse greb jeg fat i Bjarke Søballe Andersen, der er frontmand/bagmand for og i gruppen.

Selvom Dans & Lær er et relativt nyt bekendtskab for de fleste, så rækker projektet længere tilbage end man skulle tro. ”Havens Fugle” udkom i efteråret 2010, men vi skal helt tilbage til omkring 2002 for at finde begyndelsen til projektet. Jeg har spillet i bandet Leisure Alaska i mange år og gør det stadig (selv om vi er lidt på stand by i øjeblikket). Det var i forbindelse med indspilningen af en Leisure Alaska-sang, at jeg eksperimenterede med at lægge et klip fra fuglebåndet ind. Jeg blev efterfølgende enig med mig selv om, at jeg ville prøve at lave et nummer, hvor fuglen fik lov at være frontfigur. Det var gulspurven. Jeg blev glad for resultatet, og lavede i de efterfølgende år de resterende 9 numre på "Havens Fugle". Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lavede gulspurven. Men mit bedste bud er, at der gik otte år, fra jeg lavede den første indspilning, til pladen blev udgivet. Og det var omtrent midt i denne proces, at jeg blev enig med mig selv om at lave en hel plade ud af det.

Fugleinteressen har fulgt Bjarke siden barndommen, og båndet med Ole Geertz-Hansens stemme, som Dans & Lær bruger som bærende del på ”Havens Fugle” fik han foræret som tiårig. Båndet blev udgivet af Dansk Ornitologisk Forening, og stammer fra 1970, og båndet kommer igen til at levere bidrag til den kommende udgivelse, men kommer ikke til at stå alene denne gang. Ti år før Ole Geertz-Hansen blev foreviget på kassette udsendte Forlaget Rhodos i 1960 Poul Bondesens ”Fuglesangen”, en kombineret lp/bog, der nu er blevet taget op og brugt af Dans & Lær. Udover fuglesangene kommer pladen også til at rumme en hyldestsang til nomenklaturens skaber Carl von Linné. Om det er begyndelsen til enden på fuglesangenes hersken i Dans & Lærs repertoire, vil dog først stå klart et uvist sted ude i fremtiden når det bliver tid til gruppens tredje plade. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen nervøsitet hos Bjarke for at folk skal se brugen af fugle lyde som genbrug eller en gimmick. Det lyder muligvis arrogant, men der er meget lidt frygt at finde i dans & lær. Jeg er overbevist om, at der nok skal komme rigeligt med kommentarer om, at nu er idéen med fuglene brugt, og at vi bør finde på noget andet. Men det bekymrer os ikke synderligt. Vi har været i tænkeboks længe, og det er absolut ikke umuligt, at vi kaster os over noget andet læremateriale senere hen. Men vi var i bandet enige om, at der var meget mere gods at hente i kombination af fuglelyde og elektronisk musik, og at det var et eksperiment, vi havde lyst til at fortsætte. Jeg mener ikke, at vores musik på noget tidspunkt har været en gimmick, og hvis nogen skulle finde på at kritisere os for at gentage os selv, så tager vi det med sindsro. Vi er stadig Danmarks bedste fuglefunkband.

Danmarks bedste fuglefunkband har dog ikke altid været et vi. I tidsrummet mellem første og anden plade er Dans & Lær gået fra at være et soloprojekt for Bjarke, til at være en gruppe. På den første plade skrev og indspillede jeg stort set al musikken selv. Jeg indspillede en ny fugl, hver gang lysten meldte sig, og jeg havde ikke nogen forkromet plan om, hvad det hele skulle ende med. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at det skulle være en plade, men forestillede mig egentlig ikke, at musikken skulle/kunne spilles live. En julekoncert, og invitation til at spille opvarmning for Annika Aakjær var dog for fristende tilbud til at de kunne afslås, og udstyret med en spolebåndoptager og sin guitar gik Bjarke på scenen. Koncerterne gav blod på tanden, og Bjarke gik på jagt i omgangskredsen for at finde folk til at hjælpe sig med at fremføre musikken som et band. I dag er Dans & Lær en kvintet. De fire nye bandmedlemmer kendte ikke hinanden på forhånd, men efter en tid, hvor gruppen skulle finde ud af om kombinationen af hinanden fungerede, skulle det vise sig, at sammensætningen var et af de tilfælde, hvor alt gik op i en højere enhed. Fuglene fik et helt nyt liv, når de blev spillet live, og det stod helt klart, at Dans & Lær fremover skulle være et band. Nu har vi så spillet som band i halvandet års tid, og vi havde lyst at udbygge repertoiret. Og det naturlige valg var at indspille sammen. Så den nye plade er forskellig fra den første på to meget håndgribelige punkter. Den er indspillet i fællesskab af et band og ikke klippet sammen af mig alene. Og alt råmaterialet til den nye plade blev frembragt på en uge, hvor indspilningen af den første foregik over mange år. Trods Bjarkes bopæl i London, hvor han arbejder som oversætter, og enkelte logistiske problemer på den konto, så fungerer bandarbejdet i det store hele gnidningsfrit. Bjarke tager til Danmark når der skal spilles koncerter eller indspilles. Vi laver bare nogle koncentrerede lommer, hvor det kun drejer sig om fuglemusik. Det dejlige ved vores musik er, at den ikke skal spilles i faste arrangementer. Alle stykker kan strækkes, hvis vi føler for det på den givne dag. Vores tangentmand, Lars Meiling, kalder os et legoband, og det er nok den mest præcise beskrivelse, der kan gives. Vi ved, hvilken klods der er den næste, men vi kan selv bestemme, hvornår den skal tilføjes, og hvilken farve den skal have. Den frie form betyder, at vi før en koncert kun behøver nogle få øvere, hvor vi lige føler os ind på numrene igen.

”Havens Fugle” fik en blandet modtagelse. Jens Blendstrup uddelte 5/6 på Undertoner, og konkluderede at ”Havens Fugle” er som at gå tur rundt om Utterslev Mose, mens du danser og er ét med naturens dansegulv, samme karakter nåede Jeppe Krogsgaard Christensen frem til i Berlingske Tidende, der også lod pladen finde vej til top 10 over de bedste danske plader i 2010. I den Anden ende af skalaen uddelte Thomas Steen Jensen kun 2/10 på Diskant.dk., og udledte, at ”Havens Fugle” snarere var en fiks idé end et egentligt album. Det bider dog ikke på Bjarke, der udover at være vildt begejstret for Berlingskes placering af pladen på deres årsliste, og være pavestolt af Jens Blendstrups ord, bemærker at den store spredning af meninger er et godt signal om, at det ikke er helt ligegyldigt, det man har frembragt. En kommentar fra min side om at ”Havens Fugle” fugle fik megen opmærksomhed set i forhold til at det var en egenudgivelse henvendt til et smalt publikum får Bjarke til at råbe vagt i gevær. "Havens Fugle" var ganske rigtigt en egenudgivelse, men jeg vil nu ikke sige, at den er henvendt til et smalt publikum. Den henvender sig til alle, der kunne tænke sig at dykke ned i fuglenes verden på en ny måde. Det forhold, at den var en egenudgivelse, sætter så selvfølgelig en vis begrænsning for, hvor bredt den kan nå ud. Der var overraskende stor interesse omkring pladen i pressen. Nu er det selvfølgelig ikke mig, der skal vurdere, hvorfor der var interesse, men jeg tror, at det faktum, at Ole Geertz-Hansen, som er stemmen på båndet, stadig lever i bedste velgående, var en afgørende faktor. Det var en kæmpe fornøjelse at lave interviews sammen med ham i Go' Morgen Danmark og TV2-nyhederne. Han er en utroligt vidende, generøs, nysgerrig og dybt humoristisk mand. Jeg drømmer om at være ligesom ham, når jeg bliver 75. Jeg har ikke selv tænkt på ”Havens Fugle” som en ny måde at dykke ned i fuglenes verden på, men jeg må give Bjarke ret, for da jeg sidste år holdt et sted på Nordfyn med nedrullede vinduer kunne jeg lige pludselig genkende gulspurven på den nedadgående slutstrofe. Hvor jeg normalt kæmper med at huske sangtitler og tekster når det gælder musik, har Dans & Lær vist sig, at være en ganske udmærket musikpædagogisk indførsel i fuglegenkendelse.

At ”Havens Fugle” er en egenudgivelse, har givet en frihed i forhold til distributionen af pladen, som Dans & Lær i et par omgange har gået alternativt til værks i forhold til. Skærtorsdag sidste år hang gruppen 100 lp’er op i træerne ved Dronning Louises Bro, som folk frit og kvit kunne plukke ned, og tage med hjem. Når vi har spillet live har vi oplevet en utrolig positiv energi omkring vores musik. Folk er decideret glade i låget og synger og pipper gladeligt med. Da påsken og foråret kom, syntes vi det var på tide at give noget af al den positivitet tilbage og prøve at skabe en Dans & Lær-oplevelse, der ikke foregik på et mørkt spillested, men ude i den rigtige natur. Det var en helt fantastisk dag. Folk blev virkelig glade. Og det var sjovt at se den lidt nervøse tilgang, de fleste havde. Nyhederne er propfulde af historier om et voksende antal indbrud i de danske hjem. Men når man hænger en plade i et træ, som folk er helt velkomne til selv at plukke ned, skal alle lige sikre sig, at det er ok, at man tager en. Børnene havde det sjovt med at klatre op efter de plader, der hang højt oppe. Og der var endda en mand på omtrent 70 år, som blev helt forårskåd. Han pegede og sagde "Nå, Rigshospitalet ligger jo lige derovre, hvis det skulle gå galt", og så satte han af og fik fat i en plade, der hang temmelig højt oppe. Lp-uddelingen blev varslet på bl.a. Gaffa og Facebook, mens gruppen var mere hemmelighedsfulde da de senere stavede gruppens navn på en af væggene ned til søerne, og lod folk plukke deres ”Skade” single med hjem til fri afbenyttelse.

Endnu er detaljerne at finde et sted i det uvisse, men alt tyder på at den kommende Dans & Lær udkommer til april, sandsynligvis igen som egenudgivelse. Pladen er endnu ikke blevet døbt, til gengæld skulle det være ganske vist, at første single kommer til at hedde ”Grønirisken”, og skulle blive offentliggjort i slutningen af februar.

2012-01-23T12:24:00.000+01:00

NPR har gjort det muligt at streame den nye Leonard Cohen plade "Old Ideas". Korsangerinderne er blevet dysset gevaldigt ned i forhold til de foregående comebackplader, og det klæder den gamle crooner, at hans vokal står alene frem. Klart det bedste udspil fra canadieren de sidste (næsten) 20 år.

2012-01-22T23:03:00.000+01:00

Woodpigeons "For Paolo" kan nu downloades fra gruppens Bandcampside, de nærige typer kan endda få lov til at høre hele herligheden først.

2012-01-19T22:36:00.000+01:00

Musiknyt 1: Der er ny smagsprøve tilgængelig fra den kommende Lambchopplade "Mr.M". "Gone Tomorrow" er mere svulstig end Lambchop normalt lyder, og i et en kende mere jolly tempo. Jeg er efter første gennemlyt ikke helt overbevist, jeg kan sagtens nøjes med Kurt Wagners stemme og en guitar. Musiknyt 2: Der er kommet officiel (tror jeg) video til Song for Wendys nummer "The Night". Med fast forward knappen trykket i bund danser nordlyset hen over bjergene. Simpelt, og betagende smukt - video, såvel som lydside. Musiknyt 3: Jarvis Cocker interviewede Leonard Cohen i forbindelse hans kommende plade "Old Ideas". The Guardian har bragt et uddrag. Musiknyt 4: Fik man smag for mere C.S. Nielsen forleden, så er releasekoncerten afholdt på Blågård Apotekblevet optaget, og kan findes her.

2012-01-18T21:07:00.000+01:00

Før Ørestaden blev klodset op ude på Amager, og Danmarks Statsradiofoni tog turen fra Rosenørns Alle og over i de blå kasser. Der var der i Danmarks Radios bygninger på førnævnte adresse en årligt tilbagevendende begivenhed, der med undertitlen DR's Uafhængighedsdag ganske simpelt hed Radiohuset Rocker. I en årrække bød de indenfor til et væld af koncerter fordelt over en lille scene i gangområdet og radiohusets fire studier, paneldiskussioner, og boder repræsenterende alt indenfor den uafhængige danske musikbranche var også, og bedst af alt, maden indtog man i kantinen, og der var ikke sparet på noget, hvis man altså selv var grådig nok til at fylde tallerkenen med top på.

Jeg var afsted et par år i træk, og nåede bl.a. at se The Untamed, Munck//Johnson, Baby Woodrose, Mikael Simpson, Nikolaj Nørlund, Powersolo, Lise Westzynthius, Moi Caprice og mange, mange flere, der forlængst er glemt. Jeg kom til at tænke på arrangementet da jeg forleden var igennem kasserne med bootlegs på jagt efter en optagelse. Her fandt jeg optagelser af såvel Lise Westzynthius, som Moi Caprices koncerter fra 2003. Begge er nu lagt op, og kan hentes ned, hvis man kunne have lyst til at høre hvordan det lød.

Lise Westzynthius - Radiohuset Rocker 26/04-03 (Download)

01 Cross My Heart

02 Sensation

03 The Loneliest Being (Gangway)

04 Speak

05 French Leave

Moi Caprice - Radiohuset Rocker 26/04-03 (Download)

01 Riding in Cars With Girls

02 Daisies

03 The Sun and the Silence

04 Artboy Meets Artgirl

05 Girls in Trees

06 Riding in Cars With Girls (Det Elektriske Barometer)

2012-01-16T14:24:00.000+01:00

I dag udkommer CS Nielsens "Man of the Fall", og skal man bedømme ud fra anmeldelserne, så er der dømt klasseplade i en grad, der gør det overflødigt at nævne, at manden bor langt ude i en jysk provins, og man muligvis derfor ikke har hørt mere om ham. Lydtapet uddeler seks stjerner, Århus Stiftstidende fem stjerner, og Gaffa uddeler fire af slagsen.

Når man lytter til C.S. Nielsen er det svært at sætte sig udover, at det skulle være en karikatur på mand med guitar a'la Johnny Cash, og andre guitarslingers fra det midterste westen, med hjertet på det rette sted, og bibelen indenfor rækkevidde. Judas sølvpenge dukker endda også op i "Border Blues". Men når man falder ind i musikken, åbnes der op for en nærmest meditativ ro. Stemmen, guitaren, og den smule mere instrumentering der er, glider ind i underbevidstheden og leverer et fløjlsblødt lydtapet. Det er fandens godt, for nu at sige det som det er.

Selvom Gaffa ikke var de mest gavmilde med stjernerne, så har de vist sig gavmilde med opmærksomheden, hvad der har udløst dette fine inteview, og en gennemgang af pladen, der her nedenunder bliver kombineret med de numre, der ligger frit tilgængeligt derude.

"Border Blues"

En sang om den umulige hjemkomst, og vores grundlæggende fremmedhed i verden. En sang til nogle af mine mytologiske forfædre: Kain, Judas og Hank Williams. "I'm black and blue far across the border/ I wish I knew my way back home."

"Sometimes at Night"

En sang om fremmedgørelse og grundlæggende menneskelig ensomhed. Med denne (pladens måske mørkeste sang) vil jeg gerne tilslutte mig Inger Christensens ord om at man skal forsøge at overkomme angsten med angsten i behold. "Sometimes at night I hear the sound of a train blowin' down the line/ Then I wake with a burnin' itch like a bad seed growin' in my mind/ I turn on the light and my face in the window is all I see/ And I wonder if it's half as dark outside as it is inside of me."

"A Stone's Throw Away"

En sang om afstand som et grundvilkår. "I'm a heartbeat ahead and a heartbeat behind."

"Man of the Fall"

En sang om efteråret og syndefaldet som en eksistentiel grundstemning. En lystig dans mod den uomtvistelige forgængelighed. Vi skal alle dø, men "I will do my best to please you/ In my own autumnous way/ 'Cause I'm a man of the fall."

2012-01-16T13:38:00.000+01:00

Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussen. Ca. 1967.

2012-01-15T12:07:00.000+01:00

30.12.11 - Svaner.

2012-01-14T21:52:00.000+01:00

DR K bruger dele af næste uges sendeflade på at vise koncerter fra sidste års Roskilde Festival. Der er ikke tale om hele koncerter, men uddrag af cirka en halv times varighed. Især glæder det mig, at der er fundet plads til P.J. Harvey, men også andre interessante navne finder vej til skærmen.

18.01.12 kl. 22.15 P.J. Harvey
18.01.12 kl. 22.45 Arctic Monkeys
18.01.12 kl. 23.15 Kaizers Orkester
19.01.12 kl. 21.55 Love Shop
20.01.12 kl. 23.35 Raveonettes

2012-01-14T19:07:00.000+01:00

Ny plade fra Cody til marts.

2012-01-12T23:32:00.000+01:00

Woodpigeon har tidligere været nævnt her på bloggen, og med mindre end 14 dage til den kommende ep "For Paolo" er det på sin plads med en teaser. Titelnummeret er allerede blevet luftet fra pladeselskabets side, og kan findes i videoform her. Er man ikke typen på levende billeder, er der en (gratis) downloadmulighed her.

"For Paolo" udkommer 24. januar, indtil da er der den ene smagsprøve, og disse bevingede ord om ep'en fra Mark Hamilton, at gøre godt med.

“My parents were always the type to find an artist and album they liked and then listen to it non-stop in the car for years. It’s these tapes which, whether I liked them at the time or not, formed an undeniable part of my musical DNA: Carole King, Falco, a truck-stop Hits of the 1960s compilation.The songs of the For Paolo EP are a valentine of sorts to those old cassettes of my parents – I’d like to think there’s more than just a dash of Fleetwood Mac’s “Tango in the Night” in the title track, a little bit of girly one-hit wonder in “One To Many”. But then again, whenever I think I’m getting pretty close at sounding one way, I’m the only one who hears it – so you’ll have to excuse the thought that there’s a little bit of Boys Don’t Cry’s “I Wanna Be a Cowboy” and Iron Butterfly mixed in here somewhere too.”

2012-01-08T22:45:00.000+01:00

Om det er en kort flirt, eller en snigende fuldblodsforelskelse, der på sigt kommer til at fylde det hele ved jeg ikke endnu, men King's Daughters & Sons efterårsudgivelse "If Then Not When" er det bedste jeg er stødt på fra et nyt navn ganske længe. Stilforvirringen er total, for selvom armbevægelserne er af begrænset størrelse, så tages der favntag med et væld af indtryk. Genremæssigt bevæger pladen sig rundt mellem indtryk af postrock, engelsk 70'er folk, og singer-songwriter som vores allesammens venner Will Oldham og Bill Callahan laver den. Forsangeren i King's Daughters & Sons, Joe Manning, lander udtryksmæssigt heller ikke mange skridt fra Bill Callahans vokal, og lad os så lige få med, at droppede Calexico deres udgangspunkt i det mexikanske grænseland, så ville "A Storm Kept Them Away" være en oplagt grundplan for deres videre virke.

Det tager over tre kvarter at komme igennem pladens otte numre, og de to af numrene tikker da også ind på den anden side otte minutters længde. Der er en fandens masse instrumentale passager, hvor der sker en masse, og der er en fandens masse steder, hvor der ikke sker det store, men trods min afsky for åbenlys udøvning af instrumental kunnen, så indrømmer jeg med rank ryg, at det holder, og binder de ofte mere afdæmpede vokalstykker fornemt sammen. Bedst er det på "Volunteer", der grænser sig til et Smogplagiat, men hvor meget støv det nummer end æder fra Bill Callahans fodsåler, så er det mesterligt på dets helt egne præmiser. Der er flere smagsprøver her, hvor man dels kan høre "Arc of the Absentees", der kammer helt over i engelsk folk anno ca. 1970, og så pladens åbningsnummer "Sleeping Colony", der så absolut også hører til blandt højdepunkterne på "If Then Not When".

www.kingsdaughtersandsons.com

2012-01-07T10:42:00.000+01:00

Det er med en slet skjult forbitrelse, at jeg må konstatere, at mit økonomiske råderum ikke er i en størrelsesorden, der giver mig mulighed for at tage til Koncerthusets Studie 1, og se Sharon Jones & The Dap Kings den 17. februar. At se dem live har stået højt på ønskesedlen siden jeg opdagede dem da de for et par år siden udgav "100 Days 100 Nights". Muligheden for at opleve dem live in absentia blev dog muliggjort da de i efteråret udsendte den forkert navngivne "Soul Live" - "Funk Live" havde været en langt mere sigende titel, for det er tommetykke basgange, der kommer ud af højttalerne når man dropper nålen i rillen, det er dog heller ikke de oplagte valg, der udgør pladens indhold, men derimod dybe greb ind på de mere obskure hylder. Førnævnte "100 Days 100 Nights" er der man starter, hvis man er debuterende Sharon Jones lytter, og når den er slidt op, er det "I Learned The Hard Way" der skal smides i indkøbskurven. Videoen til titelnummeret giver en cameo til labelmaten Charles Bradlye i den forrygende indledning, og nummeret i sig selv er et fornemt bevis på soulmusik af den gamle skole Sharon Jones & The Dap Kings gør sig i. Af andre gode eksempler på deres musik kunne man fremhæve deres udgave af "Wild Horses", og lad så denne liveudgave af "100 Days 100 Nights" være det afsluttende argument for min forbitrelse over ikke at skulle i Koncerthuset.

2012-01-04T09:29:00.001+01:00

I et parallelunivers, hvor Vor Herre havde udstyret mig med evnerne til at dreje på knapper i en grad, at der kunne skrives ”producer” på visitkortet, er der ingen tvivl om, at hvis Reigns "The Widow Blades" havde stået på min opgaveliste, ville jeg have kvalt den i ekko og klaustrofobi, rungende bas og tunge trommer. For i forhold til oplægget, en plade bygget op omkring fortællingen om en enke, der forsvandt fra en nærliggende landsby i 1978, skøjter "The Widow Blades" ved første gennemlytning hen over uhyggen, der ud fra forlægget burde tegne sig. Førstehåndsindtrykket sender i stedet tankerne tilbage til årtusindeskiftet, hvor akustiske guitarer, følsomme vokaler og den elektroniske musik fik en bastardunge sammen, der var blottet for kant og umulig at skære sig på. Og hvis man bare havde et minimum af musikalsk smag, var den umulig at fordøje. Efterhånden som man får lyttet sig igennem "The Widow Blades", bliver de dybereliggende lag dog hørbare, og frem dukker Twin Peaks-soundtracket og Radiohead anno førnævnte tidsperiode, hvor de brød det forventede ned og i stedet byggede noget skævt op. Uhyggen titter frem, og det, der efterfølgende åbenbarer sig, er så absolut den indledende tålmodighedsøvelse værd.

Der er flere lange instrumentale passager på "The Widow Blades", dog ingen længere end den lukkende ”The Mounds”, der i løbet af sine små tyve minutters varighed er en rejse gennem et lydlandskab med masser af sving, men blottet for højdedrag. Det kunne være soundtracket til et skizofrent stykke film noir, hvor det maniske slås med det depressive, med død, lidelse, tårer og smil til følge. Rendyrket instrumentalt er nummeret dog ikke, men fortællerstemmen, der dukker op i de døende minutter, er i højere grad en forstærkning af stemningen end egentlig vokal. Filmen ville jeg ikke turde se alene. Hvor det talte ord optræder på pladen, er det ikke som fortæller, men som en stemme fra underbevidstheden. ”Listen to me / I am calling you,” lyder det i ”The Diagram”. Andre steder croones der. ”Plainsong” kunne sagtens være et udpluk fra en Nick Cave-plade, der aldrig så dagens lys, ”Hybrium Sulphate” lyder som en akustisk udgave af den ondeste startfirser-postpunk – tilsæt en baslinje, speed nummeret en kende op, så lover jeg, at du kan se startfirsernes lange sorte jakker for dig, når du lukker øjnene.

"The Widow Blades" er en jordbunden plade, der alligevel stikker i flere retninger. Når man efter et par gennemlytninger lurer, hvilken vej man som lytter skal rette sit fokus, åbner pladen sig. Til de sølle 4£ det koster at downloade pladen, er der fuld valuta for pengene. Tvivlere kan testlytte til ”The Diagram” her.

(Reigns "The Widow Blades, anmeldt for Geiger)

2012-01-03T22:09:00.000+01:00

Skal man tro Gaffa, så er det 16. april den kommende Baby Woodrose plade lander på pladehandlernes diske. Skal man tro Lorenzo Woodrose, så kommer pladen til at rumme ni numre. Der ligger elleve klar, tretten er indspillet, og differencen er sat af til b-sider og/eller andet. Titlen på pladen bliver "Third Eye Surgery", og tracktitlerne ser ud til at blive: "Third Eye Surgery", "Down to the Bottom", "It's Just a Ride", "Love Like a Flower", "Honalee", "Bullshit Detector", "Nothing is Real", "Waiting for the War", og "Dandelion" (en duet med Emma Acs). Teksterne kan findes her. Coveret bliver sandsynligvis (igen) lavet af Kiryk Drewinski.

Læser man mellem linjerne på det, der er sluppet ud fra Lorenzo selv, så kommer den kommende plade længere ud, med længere numre, og mere udsyret tilgang til tingene, men ordet bubblegum dukker også op et par gange, så helt ude, hvor kragerne ender bliver det næppe. Uden at have hørt noget som helst derfra fornemmer jeg, at det tilendebragte Dragontears reinkarneres inde under huden på Baby Woodrose; "Most of the songs deal with a concept of unreality/fantasy – which of course does not make it a concept album as such, it’s just that I like to write a new batch of lyrics circling around a loose theme. There’s no storyline, but an inspiration from the fact that a massive dose of the schedule 1 illegal drug Dimethyl Tryptamine probably shoots from our pineal gland the second we are born and die as well as every night when we dream."

Der er tre en halv måned til udgivelse, og "Third Eye Surgery" er pt ved at blive mikset færdig. Der er lang vej endnu, men forhåbentlig falder der en smagsprøve af undervejs.

2011-12-29T09:31:00.000+01:00

28. december 2012 - Langesø.

2011-12-28T22:50:00.000+01:00

Der er kulturclash for alle pengene, og en fantastisk historie bag når man dykker ned i Baloji. Uncut bragte en fængende anmeldelse af den fantastisk betitlede "Kinshasa Succursale", og YouTubes udbud af videoer har lagt flere lag af støvet afrikaneræstetik til oplevelsen. Født i Congo i 1978, flygtet med sin far til Belgien tre år senere, og ingen kontakt til hans mor før midten af 00'erne, hvor han i en enkelt telefonsamtale skulle gøre rede de foregående femogtyve år. Turen gik derefter "hjem" til Kinchasa, hvor han teamede op med lokale musikere, og indspillede "Kinchasa Succursale". Bedømt ud fra det frit tilgængelige materiale, der danner basis for disse ytringer, er pladen en smeltedigel af indtryk, udtryk og stilarter, groft skåret, uden at nogen andre end Baloji selv har sagt, hvor snittet skulle lægges. Det er første gang, jeg krydser klinger med fransksproget rap, siden det var oppe tiden tilbage i midten 90'erne, men rappens udtryk når det er energien og ikke ordene, der taler for den, er stadig et par forfriskende lussinger når den leveres rigtigt, og det gør den i "Karibu Ya Bintou".

Karibu ya bintou
Independence cha-cha

2011-12-24T13:15:00.000+01:00

"..en slags Radiohead, man kan drikke te til"

Jens Unmack har fanget, hvad den nye Elbowplade går ud på.

2011-12-23T18:02:00.000+01:00

Meg Bairds nye album afstedkommer betragtninger af de kedeligere sider af livet som musikanmelder. Det er desværre ikke ment som ros til albummet.

Som anmelder lever man livet i overhalingsbanen, når emnet, man anmelder, enten fortjener skulderklap på skulderklap eller at blive skudt så hårdt ned, at der ikke er grund til at undersøge vraggodset for overlevende. I disse tilfælde finder fingrene selv tasterne, og hjernens eneste funktion reduceres mere eller mindre til at sige stop, når anmeldelsen synes lang nok. I andre tilfælde, hvor man intet får på hjerte af at høre sit anmeldereksemplar kan man ty til pressemeddelelsen, hive de brugbare gloser ud, omformulere resten og lade en lidt lunken tommelfinger indikere, om oplevelsen lå lidt over eller under middel. Og så er der de gange, hvor det synes mere interessant at fortælle om livet som anmelder end at udføre hvervet.

Den gennemsnitligt intelligente læser og opefter har selvfølgelig gættet, at de følelser, Meg Baird har vækket hos mig, hører til i sidstnævnte kategori. Leveret uden yderligere information end en trackliste og et indhold af musik, hvor jeg efter et par håndfulde gennemlytninger stadig ikke kan skelne de forskellige sange fra hinanden, gør anmeldelsen af Seasons on Earth til noget af det mest langsommeligt fremskridende og overskudsdrænende skrivearbejde, jeg nogensinde har givet mig i kast med.

Den fair anmelder vil naturligvis nævne hendes virke i folkrockgruppen Espers, trække paralleller til britisk start-70’er-folk og påpege, at melodiopbygningen minder meget om det, man også hører hos ligesindede Marissa Nadler, dog med en noget mere jordbunden vokal, der på godt og ondt ikke når så højt op som Marissa Nadlers. Det er hermed gjort.

Seasons on Earth er en plade for tedrikkere, skabt til at blive spillet i baggrunden hos folk med megen tid og tålmodighed, men for deres egen skyld stadig på et niveau, hvor musikken falder i ét med tapetet. Hørt nummer for nummer er Seasons on Earth ikke en dårlig plade som sådan, men som en samlet oplevelse er den så bragende anonym, at det overdøver musikken, oplevelsen og enhver interesse for at fordybe sig yderligere i, hvad Meg Baird desværre nok både har lagt hjerte og sjæl i.

Køb en Espers-plade i stedet.

(Meg Baird "Seasons on Earth", anmeldt for Geiger)

2011-12-20T13:43:00.001+01:00

Årets coverversion skal også afdækkes.Vinderen er The National og St. Vincents cover af "Sleep all Summer" (Crooked Fingers). Den danske vinder er sidste sektion af Spids Nøgenhats Roskildekoncert, i mangel af link, er her "Den Gennemsigtige Mand" (Furekaaben) live fra Aalborg.

2011-12-19T14:33:00.002+01:00

2011-12-18T20:06:00.002+01:00

Musikåret 2011.

Udenbys

Gaffa
2 Elbow ”Build a Rocket Boys”
3 P.J. Harvey “Let England Shake”
24 Iron & Wine “Kiss Each Other Clean”

Mojo
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
23 Bill Callahan “Apocalypse”

Uncut
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
25 Bill Callahan “Apocalypse”

Endnu et år gået, endnu engang skal der remses op, og skrives, hvad der rykkede, trykkede og pakkede dansegulvet her i huset. Sunday Times synes det, Mojo synes det, Uncut synes det, The Guardian synes det, NME synes det, The Quietus synes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey har med ”Let England Shake” begået årets plade. I alle dybder og lag, i al sin musikalitet, i al sin medrivenhed sejrer den stort. Jeg mindes ikke hvornår en plade sidst har formået at fange og fascinere mig i samme intense grad som ”Let England Shake”. Et mesterværk i ordets fornemste form.

Vanen tro har jeg listet op fra de tre musikblade, der læses her i huset, og også snart vanen tro er det ikke mange titler af årets udvalgte jeg ejer. De udvalgte er ikke engang retvisende, for såvel Iron & Wine som Bill Callahan hører til blandt de største musikalske skuffelser i år, med Iron & Wine på Posten tronende som årets største musikalske nedtur. Det var samme historie sidste jeg så dem/ham, så jeg burde være blevet klogere, men alligevel håbede jeg, at når jeg gik ind for at se en af min generations fineste singer/songwritere, at jeg ikke blev trakteret med et funkjam, men nej. Elbow er også nævnt, og selvom ”Build a Rocket Boys” såmænd var ganske sympatisk, og koncerten på Northside også fin, så stod det i Falconer Salen ganske uædrueligt klart, at det i bund og grund er en fesen omgang flad fadøl de serverer for tiden. Hvor meget jeg end holder af Elbow, så kan jeg ganske ikke holde af Elbow anno 2011. Det er kedeligt, slet og ret.

Birch Book udsendte en selvbetitlet ep i år, og selvom jeg havde en smule startvanskeligheder med den, så førte den til opkøb af de plader jeg manglede med enmandsgruppen. De franske tekster på årets udgivelser, vinder stort efterhånden som de kryber i blodet, og udgivelsen på 10” vinyl med tilhørende cd er uhørt lækker. Heirlooms of August er enhver voksen mands våde drøm af en plade, monoton baryton, men himmelråbende fantastisk. Melankolien siver ned af væggene, og vidderne synes evigt åbne. Marissa Nadler udsendte første plade på eget selskab, og gjorde trods et mere poppet udtryk en ganske god figur. Hendes koncert på et genopstandent Pumpehus, var en showcase af nerver udenpå tøjet, følelsesoverload grænsende til det hysteriske, og fantastiske sange. Bonnie ”Prince” Billy fandt vejen tilbage til storformen med ”Wolfroy Goes to Town”. Klassisk Bonnie, anbefales til de, der havde opgivet ham.

Årets internationale koncert var uden tvivl og sammenligning Oscar Danielson på Teater Momentum. Det var en fryd at arrangere det, det var en fryd at overvære det. Hans plade ”Stockholm i Mitt Hjärta” fra årets start hører også til blandt årets absolut ypperligste.

Året bød også på et væld af lækre vinylgenudgivelser, såvel Grandaddy, som de første to Tndersticks er derfor, at finde på hylderne nu. Også Lee ”Scratch” Perry ”The Return of Sound System Scratch” fortjener rosende omtale. Bokssættet med Calexicos tourplader samlet har jeg opgivet at betale mig fra.

Abbysinians ”Satta” (udsendt under flere titler) får prisen som årets tilbageskuende indkøb, hvis der findes en fornemmere roots reggae plade, så er jeg ikke sikker på jeg ønsker at vide det. Årets genopdagelse på egne pladehylder blev Ny Akustik, men meget, meget mere om dem senere.

Indenlands

Gaffa
2 Malk De Koijn “Toback To The Fromtime”

Det danske musikår startede ondt og grumt med frafaldet af Henrik Hall, der i januar bukkede under for kræft i en alder af 62. Tak for dansen.

Trods indledende tvivl, og det faktum, at pladen endnu ikke er gennemlyttet i tilfredsstillende grad, så vil jeg kaste min indenlands guldmedalje efter Malk de Koijn. Don’t call it a comeback lød det engang, og nej, det er så meget mere end det. Der er kommet rygrad i vrøvlelyrikken, og det klæder trioen at stå ved deres alder, der er i hvert fald skruet ned for spradebasseriet. Det er tørt huggende, og forbandet tilfredsstillende, at lytte til.

I afdelingen for dansk livemusik, altså rytmisk musik fremført af fra dette land kommende musikere, er der hæder og ære til Hymns From Nineveh, der med deres koncert på Posten bragede så intenst igennem, at det var svært at få armene ned igen. Samtidigt hører pladen fra samme til i den mildere afdeling for årets skuffelser, produktionen ødelagde oplevelsen for mig, hvis Hymns From Nineveh på et tidspunkt formår at hive deres liveenergi ned på plade, så garanter jeg, at medlemstallet i folkekirken stiger igen (fandeme).

Med to andenpladser skal vi også have Emma Acs frem i lyset. ”Champagne” var en guilty pleasure i året, der gik. Pop som var det skåret fra Phil Spectors notesblok, med et twist af småpsykedelisk baggrund. Koncerten på Posten gik også rent i blodet på mig, og var en stramt optrukken, men festlig løssluppen affære, hvor de unge mennesker dansede oppe foran, og jeg selv stod lidt længere nede med et svedent og ganske tilfreds grin.

Cody løber med æren som åres danske ep, ”Under the ene og det andet” var en fire retters mellemspiller, der lover godt for den nye plade, der vel for fanden dukker op i det nye år. De Efterladte indfriede forventningerne både på plade, og live. ”Traditionen Utro” var forfriskende skramlet indspillet, mens oplevelsen af De Efterladte live som altid var et studie i bomsolid fremførelse af det danske sprog i stærk kontrast til den dansksprogede elendig radiostationerne synes at tæppebombe os med. Et foredrag med System på Odense Musikbibliotek fortjener også omtale, får man nogensinde chancen for at høre Anders Remmer tale om musik, så grib den. From Sarahs debut-ep efterlod mig med et sympatisk indtryk, og den varslede fuldspiller skal nok gøre det godt næste år.

Raveonettes leverede et brag af en koncert for ganske nylig, der var klart den bedste af den håndfuld koncerter jeg har set med gruppen. Deres seneste udspil har jeg dog ikke fået hørt, det samme gør sig gældende for Mikael Simpsons seneste, samt Song for Wendy, der eller nok skulle have fundet vej til hæder og ære i disse linjer. Slutteligt synes jeg at vi hos Tryghed & Tristesse slap en fantastisk skive med The Silent Sections ”Contour of a Passsing Dream”.

2011-12-17T11:11:00.000+01:00

"The Intoxicated Joy" (min personlige favorit fra The Silent Sections seneste) kan nu downloades her, og Marissa Nadler har smidt en coverversion af Townes van Zandt "Close Your Eyes I'll be there in the Morning" op til download her.

2011-12-15T10:34:00.000+01:00

9. december 2011 - Raveonettes, Posten.

2011-12-15T10:32:00.000+01:00

9. december 2011 - Raveonettes, Posten.

2011-12-15T09:57:00.000+01:00

9. december 2011 - Sune Wagner (Raveonettes, Posten)

2011-12-10T11:00:00.001+01:00

9. december 2011 - Sharin Foo (Raveonettes, Posten)

2011-12-07T22:08:00.000+01:00

Mens jeg går og venter på, at de to første Tindersticksplader skal finde vej fra Norman Records i Leeds, og over Nordsøen til Odense, så er der blevet sat lyd på den første smagsprøve fra den kommende Tindersticksplade "The Something Rain". "Medicine" er et tænksomt og langsomt brændende stykke klassisk Tindersticks, der heldigvis vender ryggen til den småfunk og andet skidteras, der gjorde "Falling Down a Mountain" til deres til dato dårligste plade.

"The Something Rain" udkommer til februar, og måneden efter kan de opleves i Koncerthuset. Til en billetpris på omkring 400,- pr. næse har jeg vist allerede set dem alt for rigeligt til at tage turen.

2011-12-06T13:28:00.000+01:00

Det seneste nummer af Mojo bringer et interview med Glen Campbell, der på en gang skræmmer og fascinerer, bedrøver og bekræfter, at der skal meget til at knække en mand. Glen Campbell udsendte for nyligt det der bliver hans sidste album, og er i gang med det, der skal blive hans sidste koncerter. Der kommer ikke noget comeback, manden har meldt ud, at hans Alzheimers er så langt fremme, at dette er farvel.

Det der fanger mig i interviewet er at hans Alzheimers allerede er så fremskreden, at han ikke er i stand til at huske sin egen alder, hvem han har arbejdet med og hvornår, og alligevel forsætter med at spille. Først tænkte jeg, at det var grådighed på hans vegne fra folkene bag ham, men omvendt når det eneste han har tilbage er musikken, hvorfor så tage det fra ham? Jeg siger tak for sangen, jeg var ikke klar over, at du var så meget mere end bare en rhinestone cowboy, men det kan Elvis, Brian Wilson, Phil Spector, Sinatra og Dino bevidne er løgn.

Glen Campbell - "Wichita Lineman"

2011-12-06T12:19:00.001+01:00

5. december 2011 - Morgenlys.

2011-12-03T20:52:00.000+01:00

3. december 2011 - Vollsmose.

2011-12-03T20:50:00.000+01:00

3. december 2011 - Åsum Bygade/Lunden.

2011-12-03T18:33:00.000+01:00

3. december 2011 - Brandtomt.

2011-12-01T16:18:00.002+01:00

"Jul Igen" med Onkel Dunkel & The Biene Maja Quartet kom heller ikke på Now Christmas i år.

2011-11-30T20:17:00.003+01:00

I morgen startet fugleræset, man kan selvfølgelig drossel ned og stær sig blind på Dans & Lærs uglekalender i stedet.

2011-11-26T12:42:00.000+01:00

Det har taget et utal af aliasser og cirka 20 soloudgivelser at nå frem til Wolfroy Goes to Town. Og det har taget et utal af dyk og udsving i kvaliteten på det udgivne materiale at nå frem til materiale så helstøbt som dette.

Otte år vil jeg påstå, man skal tælle tilbage, for sidst at have stået med en nyudgivet Bonnie ”Prince” Billy lp i hænderne, der holder vand i den grad som den hellige treenighed I See a Darkness, Ease Down the Road og Master and Everyone gjorde, og som Wolfroy Goes to Town også gør.

Wolfroy Goes to Town er afstemt, afvejet, og afbalanceret, og med sine 10 sange fordelt på 50 minutter ikke et minut for lang, eller en sang for kort. Det er en helstøbt plade, hvor Bonnie ”Prince” Billy er trådt et skridt tilbage, og har skåret ind til benet, minimeret udtrykket, og holder sig i intimsfæren af det, der skabte hans navn i starten af årtusindet.

Væk er følelsen af ligegyldighed, som eksempelvis Beware bød på, hvor der blev underpræsteret, hvor det ikke nødvendigvis var helt skidt, men så åbenlyst også var et stykke fra, hvor godt Bonnie ”Prince” Billy tidligere havde lydt. Og tøjlet er den kvindelige vokal også blevet, så den nu fungerer som medspiller og instrument, og ikke som i tilfældet The Letting Go får lov til at overskide et ellers udmærket stykke håndværk.

De første sekunder af Wolfroy Goes to Town er så poleret retrocountryfiseret, at de er Conway Twitty og et Nudie Suit værdige. Resten af pladen er Bonnie ”Prince” Billy, som jeg ønsker mig ham. En afdæmpet historiefortæller, der holder den røde tråd mellem to stramt optrukne linjer. Korarbejdet i ”New Whaling” er bjergtagende, ”Quail and Dumplings” det mest medrivende nummer, der er hørt fra den kant i mange år. Der er uforglemmelige linjer, som åbneren på ”New Tibet”: ”As boys we used to fuck each other/As men we lie and smile". Sangen er ikke, som den ud fra disse linjer kunne forekomme at være, om alderens tyngen, men derimod en om menneskets fejl og mangler.

Det synes forkert at ofre for megen tid og skrift på Wolfroy Goes to Town. Helhedsindtrykket er et lille mesterværk, så jordbunden som tyngdekraften selv. Frafaldne kan samle tråden op igen her, nye kan stige på, og tvivlere bør begrave deres mistro og overgive sig til manden med det sjove hår. For i al enkelhed er Wolfroy Goes to Town en pissegod plade. Min forventning om at skulle anmelde endnu en skuffelse, fra en mand, der alt for længe har levet højt på sit navn og ikke sine seneste bedrifter, er blevet vendt til spørgsmålet om, hvor højt pladen skal placeres på den liste over årets bedste plader, der vanen tro skal flikkes sammen lige om lidt. Et stort velkommen tilbage på den højeste af piedestaler til Will Oldham og herfra en stor anbefaling til et af de stærkeste comebacks, siden påsken blev grundlagt.

(Bonnie "Prince" Billy "Wolfroy Goes to Town", anmeldt for Geiger.dk)

2011-11-24T18:54:00.000+01:00

Mouritz/Hørslev Projektet har sat lyd til Lindevang Station.

2011-11-23T12:06:00.000+01:00

Song For Wendy spillede i søndags i Odense, en koncert jeg desværre ikke fik set, da de selv havde annonceret den til 20. december. Jeg så dem spille sidste år, til en af de koncerter, der nu ligger til grund for den plade som islændingene er blevet præsenteret for, men som stadig mangler en udgivelsesdato herhjemme. "Meeting Point" blev optaget live ved en række koncerter, og taler rygtet sandt, så har to af optagelserne fra udkanten af Odense fundet vej til pladen. Mens vi venter på at pladen bliver udsendt, og at Disa som en slags trøstpræmie vender tilbage til Odense, og optræder i eget navn den 15. december, så er der stor fornøjelse at hente i denne udgave af "The Night" optaget af islandsk TV.

2011-11-23T10:08:00.002+01:00

Herfra hvor vi står,
kan vi se os omkring - til alle sider
Det bevæger sig når vi går
det forandrer sig i alle tider.

Ovenstående linjer er fra en af de vel mest ikoniske sange i den danske musikhistorie. ”Herfra hvor vi står” er både titlen på nummeret, såvel som den plade den er taget fra. ”Herfra hvor vi står” er også titlen på den udstilling og det projekt, der ligger til grund for de tre bogbind, jeg har liggende bag mig nu. Alle rigt illustreret med billeder taget af de 14 fotografer, der blev udvalgt til, på tværs af landet med hver deres tilgang til fotografiet at dokumentere et Danmark under forvandling.

Om det er et tilfælde, at sangtitel og udstillingens navn har et sammenfald skal jeg lade være usagt, men linjerne passer godt på fotoprojektet. Vi ser alle sider af det danske land, fra øst til vest, og i by og på land. Og projektet tager blandt andet udgangspunkt i den forandring, der er ved at ske. Hvordan sporene fra den industri, og de landbrug, der har formet vores land igennem de sidste par hundrede år, er ved at blive udvisket, og forsvinder. Som en af bogens tekstmæssige bidragsydere bemærker det ”det er svært for det tilsyneladende unødvendige at finde plads”.

Samtidigt er projektet et tidsbillede på Danmark. Fotografierne er taget i perioden 2008-2009, og hvor forskelligartet en tilgang fotograferne end har haft til projektet, så vidner projektet også om, at Danmark er et lille land med en begrænset variation i sine geografiske udtryk. For Danmark er et lille land. Ingen højdedrag over 171m, kun 43.000km2 landjord, men 7.500km kystlinje. Danskerne udspringer af bønder og kystfolk, og nu er vi ved at finde os til rette som bymennesker. Vandet, byerne, markerne, og vejene, der forbinder det hele fylder godt i projektet. Vi, der befolker Danmark, langt mindre, og som billederne dukker frem, står det også klart, hvor fladt et land Danmark er.

Der er lokale kendetegn, men man er tilgivet, hvis man ikke med det blotte øje kan se om man befinder sig i den østlige eller vestlige del af landet. For mig der bor her, er der både det genkendelige i de steder jeg har været, men også det genkendelige i det danske i de billeder, der er taget steder, jeg ikke selv har besøgt. Projektet romantiserer ikke Danmark, forfordeler ikke egne, men viser et bredt spektre af indtryk, der samlet viser Danmark som Danmark virkelig ser ud. Dette synes jeg er et af projektets største kvaliteter.

Med undtagelse af Peter Brandes, som jeg synes lader kunsten tage overhånd i sine billeder, er der ikke en finger, at sætte på resten af de udvalgte navne. Skal der fremhæves nogen, så vil jeg først og fremmest pege på Joakim Eskildsen, der i en blanding af klaustrofobi og åbne vidder præsenterer den ro, der findes på landet. Kirsten Kleins sort/hvide analogbilleder taler, med deres nærmest skræmmende styrke, for sig selv, og Nicolai Howalts mangeartede bud på, hvad der er det danske grænseland fortjener også stor applaus.

De tre bind, der udgør bogværket” Herfra hvor vi står” er en fantastisk introduktion til dansk landskabsfotografi, og et væld af danske fotografer, og selv uden forståelse for de danske tekster i bogen, er bogen værd at investere i. Billedernes styrke og tematiske samhørighed overflødiggør ord, og står alene uden problemer

Udstillingen ”Herfra hvor vi står” kan opleves i København frem til januar, hvor udstillingen bliver vist på gl. Holtegaard og Sophienholm. Udstillingen har også været vist i Skt. Petersborg, og finder med lidt held også vej til andre steder i udlandet.

(ovenstående tekst er den danske udgave af en tekst, der er skrevet til Urbanautica.com)

2011-11-22T21:39:00.000+01:00

Det har taget lidt tid, at få hul på anmeldelsesbylden for den seneste Tryghed & Tristesse udgivelse, men så i dag åbnede himlen sig så. The Silent Section "Contour of a Passing Dream" er blevet anmeldt til 9/10 hos Darkentries.be og 5/6 hos Lydtapet.net.

2011-11-21T19:18:00.000+01:00

The Guardian har haft Q&A med Will Oldham. Find ud af, hvad hans yndlingsdinosaur er, samt anden uundværlig Bonnie-trivia her.

BadEddie asks:
Did you ever get round to Fucking a Mountain?

Wolfroy replies:
yes! and nothing compares to the beauty and immensity of it. but a vagina is softer, warmer, and better!

2011-11-21T14:38:00.000+01:00

Et par bogmærker fra nyligt indkøbte bøger. 1 kringle for 100 kr i bon synes som en fair deal.

2011-11-21T12:12:00.000+01:00

Svend-Allan Sørensen, en af husets foretrukne kunstnere, har været en tur på Færøerne og lave nyt. Det er der blandt andet kommet ovenstående værker ud af, mere billede og tekst for de sprogkyndige, kan findes her.

2011-11-21T12:05:00.000+01:00

Der er "nyt" fra Cody. Dels denne fine lille sort/hvide-optagelse af "Close the Door", og så har der været besøg fra They Shoot Music Don't They, der har slæbt Cody ud på Carlsberg (eller omvendt), hvor det blev til tre sange, og en bordtenniskamp. Igen "Close the Door" og så "Sixteen Holes", samt "Under the Pillow".

2011-11-20T16:35:00.000+01:00

Musiknyt 1: Ny video fra Malk De Koijn. Musiknyt 2: Forsmag på den kommende Lambchopplade "If Not I'll Just Die" Musiknyt 3: Der er kommet en "det er så hvad jeg har lavet i år" opsamling fra Birch Book. Sølle 69 eksemplarer kommer den i, og de hurtige kan købe den her.

2011-11-16T19:10:00.000+01:00

Det er god globalisering på lokalniveau, og et godt bevis på, at alting går i ring, når man i en dansk filial af en norsk butik, kan købe en norsk øl, brygget på tjekkisk humle. Lade Gaards Brygghus pilsner kan findes på hylderne i Rema 1000, og er ved at udvikle sig til et kærlighedsforhold af den slags, der ville gøre sig bedre i foråret, både fordi lovestories tager sig bedre ud i årstiden, hvor alting blomstrer op, og så fordi det er noget sværere at finde en god undskyldning for at tage en tår tørstslukker i november end når termometerkviksølvet har givet 20 grader baghjul. Lade Gaards Brygghus pilsner er en ukompliceret pilsner, der har en kende mere humle end Hof, Tuborg, og hvad der ellers går som klassisk dansk øl. Den supercool blå retroetiket forhøjer nydelsen, og en stor anbefaling af et mindre tungt og sødt alternativ til de klassiske juleøl er hermed sat på skrift.

2011-11-15T13:48:00.000+01:00

"..sådan vil naturen i sagens orden atter omforme landet til ukendelighed, i uendeligt små og katastrofale ryk. Vi ser det dagligt langs kysterne, hvor havet for hver bølge i en uendelig kæde flytter rundt på kysten, retter linjer ud, skubber klinter tilbage, aflejrer det nedbrudte og skaber nye krumodder og tanger. Jo vi ved det godt, og alle danskere har behov for at søge derud og få resignationens ro i blikket, som er så karakteristik for kystfolket."

Uddrag af Erland Porsmoses introduktion til "Sådan Ligger Landet". Den første af bøgerne i bokssættet udgivet i forbindelse med fotoprojektet "Danmark under forvandling".

2011-11-11T14:55:00.000+01:00

Ovenstående foto er nu det dyreste foto solgt nogensinde. 4.340.000$ røg det for forleden hos Christie. Hvis Andreas Gursky kan, så kan jeg vel også.

2011-11-10T13:53:00.000+01:00

The Untamed lukker butikken.

The Delicious Death of The Untamed

After 10 fine Untamed years it’s time to travel back deep deep down in Africa to see if Papa Boomwallah ‘s still got that mojo cookin’. It’s time for the cannibal kings and Zouweena to go back to the jungle and ramble zombielike around with bananaskirts, scary smiles and poisoned liqueurs in skeleton hands ...
Adios – auf wiedersehen - au revoir – see ya later. It’s been a blast!
The Untamed has left the building …

Helle Hellcat, Marco Burro & Jakob The Ghoul

2011-11-10T11:38:00.000+01:00

Der findes de der larger than life grupper man bliver suget ind af, og holder fast i indtil det lille r begynder at blinke oppe i hjørnet af skærmen, og hverken genopfindelse eller gentagelsens glæde kan fastholde ens interesse. R.E.M. forsøgte at finde tilbage til rødderne, med intens kedsommelighed som resultat, Depeche Mode har de sidste ti år kørt rundt i samme uinspirerede rille, og så er der U2, der med frelseren i forgrunden genopfandt sig selv som rockband, og dræbte ethvert incitament for at lytte mere til dem. Alle har de fyldt noget nær en hyldemeter i samlingen, og alle er der blevet solgt ud af, da forholdet mellem dem og mig kølnede ned.

For tiden er der så igen kommet fokus på ”Achtung Baby”. Som tilfældet ”Nevermind” for ganske nylig, så er min ungdoms plader ikke længere teenagere, men fylder 20 på rad og række. ”Achtung Baby” har jeg ikke hørt i flere år, men i den fulde overbevisning om at den var et monument, der hverken ville lade sige sig præge af vind eller vejr, ladet den stå på hylden med et usynligt mesterværksmærke klistret på fronten.
Mesterværksmærket sidder der endnu efter jeg har fejret fødselsdagen ved at hive pladen frem fra den plads på bagerste hylde bag de to Superjegplader, og igen sneget den ind på husets playliste. Jeg kan dog se, at klisteret på mærket er ved at miste sin klæbeevne, og hjørnerne derfor så småt er ved at løsrive sig fra omslaget.

”Achtung Baby” er stadig en fantastisk plade, men da jeg hev teksthæftet ud af omslaget, og læste med som pladen for 3-4-5 gang blev genoplevet, var der noget, der knækkede. Min idé om ”Achtung Baby” som et moderne værk, hvor lyrikken med referencer og metaforer i særklasse tog greb om livet og kærligheden røg ud med tidevandet, og ind sejlede i stedet et skib, hvor hjerte rimer på smerte, og alt er som det er så mange andre steder. Det overrasker mig, hvor banalt et tekstunivers ”Achtung Baby” bygger på.

Who's gonna ride your wild horses?
Who's gonna drown in your blue sea?
Who's gonna taste your salt water kisses?
Who's gonna take the place of me?

Taget ud af sammenhæng, og hurtigt oversat lyder linjerne fra ”Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” ikke langt fra det, der præger den dansksprogede del af lydbilledet, hvis man tænder for en tilfældig radiostation. Andre ikoniske numre fra ”Achtung Baby” falder lige så hårdt igennem, ”Even Better Than The Real Thing” og ”Tryin’ To Throw Your Arms Around The World” falder hårdest, mens ”Until The End Of The World”, min personlige favorit på pladen, er gået fra en mørk fortælling om dystre tanker, til en lille lummer romance.

”One” giver omvendt mere mening for mig nu, hvor en genopfriskelse af The Edges’ dengang igangværende skilsmisse, har sat sangen i det rette lys, og påmindelsen om, at ”Achtung Baby” blev indspillet i et Berlin, der just var blevet samlet, sætter også linjen ”we’re one, but we’re not the same” i et andet lys.

”Achtung Baby” har holdt langt bedre end både U2, og så meget andet jeg hørte for 20 år siden, men set og hørt på afstand står det klart, at pladens succes i langt højere grad skyldes gruppens evne som musikere, end Bonos evne som sangskriver. Placeret i baggrunden står mesterværket ved magt, men går man tæt på, og dykker ned i detaljen, som ord er i forhold til denne type musik, så åbner det for en diskussion om, hvorvidt pladsen på piedestalen er fortjent.

Under alle omstændigheder, tillykke med fødselsdagen gamle dreng.

2011-11-08T21:20:00.000+01:00

På lørdag gæster De Efterladte Odense, og inden da går touren forbi Aarhus og Aalborg. Til de, der ikke når ud og høre dem på dem igangværende tour, er der rig mulighed for at genopleve deres koncert fra huset i Magstræde 27. oktober 2011. Dels kan koncerten hentes og høres via Fra Kælderen. Tænker man efterfølgende: de lyder rare, og vil have syn for sagen så er store dele af koncerten også optaget, og lagt på YouTube. Trackliste med link til video, hvor muligt, følger her:

Studier af Skyer
Sangen Selv
Nedenom og Hjem
En Knivspids af din tro
Hårdnakket Idyl
Mit Sortsyn
Mit Lyssyn
Hvad kan Jeg se frem til / Anonyme Melankolikere
Til De Efterladte
Hvor alting hører op
Godmorgen Kynisme
Sang i klar frost
I det hus du kalder dit hjem
Den slags fik man tæsk for
Set gennem en voksende rus
---
Skybrud af Byger
Sommerferie Zimmerroom
Alt er i Ørnsbo i dag

2011-11-07T21:10:00.000+01:00

29. oktober 2011 - Vejbyggeri, Odense. (Alt dette er frasorteret materiale fra en kommende serie)

2011-11-06T21:43:00.002+01:00

29. oktober 2011 - Skib.

2011-11-06T15:19:00.000+01:00

29. oktober 2011 - Krage.

2011-11-06T15:04:00.000+01:00

29. oktober 2011- Skade.

2011-11-05T11:12:00.000+01:00

2. november 2011 - Per Vers, Magasinet

2011-10-25T23:03:00.000+02:00

Der er intet galt i at have titlen popsnedker printet på sit visitkort, hvor beskæmmende for kvalitetsbedømmelsen af éns musik påstemplingen af ordet ”pop” end kan være, så er der faktisk op til flere, der fået en fin karriere ud af det. Blandt dem, der kreerer pop vom feinsten i en grad, at han roligt kan ranke ryggen, hører Jens Lekman. I går aftes gæstede han København, opdagede jeg i går aftes, så i dag gav jeg hans nylige ep ”An Argument with Myself” endnu et par spin på anlægget.

Som det ofte er tilfældet med bedre plader, så har det krævet et par gennemlytninger, at blive fortrolig med de fem numre på ep’en. ”An Argument With Myself” er mindre umiddelbar end hans forrige udgivelser, ikke at det skal afskrække nogen fra at læse videre, hvis det er deres popgen, der tvinger dem.

Titelnummeret er en en kende paranoid fortælling om et, ja.. skænderi med sig selv, veludført med to jeg-stemmer, og uden at det bliver helt så calypso, at man griber ud efter frugthatten, så ligger der en del caribiske rytmer i baggrunden, og selvfølgelig også lidt billig synthesizer og lidt reggae. ”Waiting for Kirsten” er storytelling par excellence, med historien om et ophold udenfor et hotel for at møde Kirsten Dunst, et namedrop af Lars Von Trier, og en irettesættelse af førnævnte Kirsten, for nej, der er ikke VIP-indgange i Göteborg, og ingen giver en fuck about who you are. ”A Promise” hiver tempoet ned, ”New Directions” hiver det op igen, og sender kindkys og venlige tanker i retning af Sufjan Stevens (da han stadig var god), og så er der slutteligt ”So This Guy at My Office”, der slutter ep’en, hvor den startede, med endnu en omgang storytelling.

Jeg er jævnt forbitret over ikke at have set Jens Lekman i København i går, han er en af de kunstnere jeg ikke nødvendigvis ser mig selv som stor fan af, men alligevel bliver ved at vende tilbage til, til min egen store glæde. "An Argument with Myself" gør intet galt, der skulle kunne ændre på det.

Er man blevet nysgerrig på mere, kan ”An Argument with Myself” streames her.

2011-10-23T15:17:00.000+02:00

Lad mig bare spille Nick Drake kortet, og på den facon forklare, hvorledes The New Spring tog sig ud som opvarmning til gårsdagens Emma Acs koncert på Posten. Og så følge det op med et hov-hov, hvad har Nick Drake nogensinde gjort dig? For The New Spring gjorde så absolut en glimrende figur, trods den utaknemmelige tjans, at ene mand med guitar, at skulle underholde et publikum, der er kommet for at høre noget helt andet, og det endda (hvis jeg ikke tager fejl) med en forkølelse kørende i kroppen.

Det visuelle udtryk begrænsede sig til, at i takt med at hans stemme kom højere, og højere op, kom han længere og længere op på tæerne, som en art kropslig equalizer. Musikalsk var det en tilbagelænet fornøjelse, at høre Bastian Kallesø fremføre sangene fra The New Springs selvbetitlede forårsudgivelse, og det i en grad, at jeg efterfølgende blev en kende forbitret over, at han ikke solgte sin plade efter koncerten.

Det er cirka et år siden jeg sidst oplevede Emma Acs på en scene. Dengang var det som opvarmning, og nu er det så som hovednavn hun går på scenen. Min begejstring stod mig ud af ørerne dengang, og hvornår jeg sidst er blevet grebet i sådan en grad af en koncert med et navn, hvor materialet var mig stort set ubekendt, kan kun besvares med et spørgsmålstegn.

Nu, et år og en albumudgivelse senere stod jeg så overfor hende igen. Forskellen i forhold til sidst er markant. Ingen pigefnis, og ingen genert kiggen ned i gulvet, i stedet var det en catsuitklædt kvinde, der gik på scenen og forførte sit publikum så effektivt, at enhver katolik i gårsdagens forsamling vil være at finde i skriftestolen i dag, bedende om syndernes forladelse for urene tanker.

Musikken er skåret fra en effektiv skabelon, hvor de søde ballader boltrer sig mellem catchy-as-fuck 60’er pop, med marchmilitant præcist trommespil, masser af orgel, og sitar, som det hemmelige krydderi, der hæver Emma Acs over så meget anden tilbageskuende musik. En time tog det, at få gang i koncerten, og lukke den ned igen. Undervejs var højdepunkterne blandt mange ”Champagne”, ”Yoko” og ”and So Are You”, og i den anden af skalaen var jeg ikke meget for at ”Loss of the Tribe” var kørt ned i et tempo, hvor partykvaliteterne blev druknet. Et enkelt nyt nummer blev det til, Joy Divisions ”Transmission” blev partypoppet op, og ekstranumre kom der heldigvis ingen af. Heldigvis, fordi det i min verden er den største fryd når koncerten efterlader én sulten efter mere, i stedet for skiftevis kiggende på uret og garderobenummeret, mens man høfligt tager de sidste ekstranumre med. Jeg gik sulten hjem!

Jeg har prist Emma Acs før, nu gør jeg det igen, og jeg forsætter gerne med at gøre det så længe hun disker op med koncerter af denne kaliber.

2011-10-23T12:20:00.000+02:00

22. oktober 2011 - Emma Acs, Posten.

2011-10-23T12:18:00.002+02:00

22. oktober 2011 - Emma Acs, Posten.

2011-10-23T11:40:00.000+02:00

"..når jeg hører Animal Collective, Grizzly Bear, Yeasayer, Deerhunter, War on Drugs, Bear in Heaven, John Maus, Ariel Pink, Arcade Fire, Wavvves, Crystal dit og Crystal dat, så trækker min indre Erik Jensen, rockist, kulturchauvinist og -anakronisme sgu også i sine waders og gør klar til at drukne tidens toner i fadbamser i det mest folkelige forum, han kan komme i nærheden af."

Torsten Larsen på bloggen Passive/Aggressive

2011-10-23T11:11:00.000+02:00

22. oktober 2011 - Adam Olsson (Emma Acs, Posten)

2011-10-20T16:48:00.003+02:00

Ny plade fra The Silent Section 10. november. Videoen til "The Voice That Got Away" kan ses her.

2011-10-17T20:18:00.001+02:00

Det gode ved at være en landskabsfotograf
er, at man skal opsøge landskabet.

Man må møde op, komme tilstede.

Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig
del af os selv, som de tilbagegiver til os, når
vi vandrer i dem.

Per Bak Jensen

Mit første møde med Per Bak Jensen var i den dags avis, da jeg i selskab med mig selv havde bænket mig for at få en kop kaffe, og dagens nyheder. På forsiden af kultursektionen blev jeg mødt af en endeløs skov. Der var ingen øvre grænse, for trækronerne var skåret ud af billedet, og disen i bunden af billedet gjorde det umuligt, at se om skoven forsatte i det uendelige eller gjorde holdt på den anden side det synlige. Skovbund, træstammer og tåge. Såre simpelt, og gribende i en grad, at noterede mig navnet på fotografen til senere brug.

Det skulle vise sig, at avisen ikke var mit første møde med Per Bak Jensen. År forinden havde jeg set hans udstilling ”Genkomst” på Aros. Billederne af plastikindkapslede halmballer, tågeindhyllede marker med rester af sne, og det første spæde grønt fra den kommende sommers afgrøder spirende frem var stadig med mig i min bevidsthed, men uden afsender. Knapt nok motiver, men snarere tilfældige snapshots taget med den intense æstetiske tyngde, der som en rød tråd går gennem Per Bak Jensen arbejde, og trods sin abstrakte størrelse alligevel er det genkendelige element i hans arbejde.

Et andet genkendeligt element i hans billeder er motiverne. Det er langt hen ad vejen steder vi alle har passeret, men ikke tager yderligere notits af, og da slet ikke husker andet end som en del af den ting, der i vores begrebsverden hedder et landskab. At Per Bak Jensen også har arbejdet med bybilleder bør nævnes, men jeg vil fastholde, at det er som landskabsfotograf, at hans gennemslagskraft er størst.

Læser man op på Per Bak Jensen vil man erfare, at hans missionserklæring er at indfange stedernes væsen, og der er også mere at komme efter i det typiske Per Bak Jensen billede end motivet alene kan bære. Billederne står udenfor tid, og tiden i billederne er et langt åndedrag, hvor fugle og fly i bevægelse tværes ud, og vandets bevægelser kvæles i lukketid. I de stort opsatte billeder fremstår det statiske i billedets ubevægelighed alligevel levende. ”Jeg vil gerne lave billederne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget som muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt”.

Per Bak Jensen blev født i 1949, debuterede i 1978, blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-86, og arbejdede i perioden 1987-2009 som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Hans arbejde er repræsenteret på en bred vifte af danske museer, og er også at finde på blandt andet Biblioteque Nationale i Paris og The Metropolitan Museum of Art.

(Ovenstående tekst er det danske udkast til en introduktion til Per Bak Jensen som jeg er blevet bedt om at skrive for Urbanautica)

2011-10-17T14:25:00.001+02:00

DR K bragte i går aftes den fantastiske sanseskønne dokumentarfilm "Min Dal", om Hans Edward Nørregaard-Nielsens togt på skonnerten Mira igennem Limfjorden i selskab med Kirsten Klein. Et togt, blandt flere, der nu er blevet foreviget i bogværket "Limfjorden - Stemmer og Steder".

Information bragte i forbindelse med udgivelsen et interview med Hans Edward Nørregaard-Nielsen, der blandt byder på følgende fantastiske udtalelser:

»På den video, som følger med bogen, lader jeg mig rive lidt med, sådan som følsomme mennesker af og til gør. Men der siger jeg, at jeg håber, at jeg kan nå at gøre bogen færdig. Og at jeg har en god fornemmelse af det i forhold til den gode Gud. Altså, hvis man ligger med bar røv, så skal man også have lov til at blive færdig.«

»Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen.«

Interviewet kan læses i sin helhed her.

"Min Dal" bliver genudsendt på DR K flere gange i den kommende uge.
20. oktober 2011 kl. 02:20
20. oktober 2011 kl. 19:05
24. oktober 2011 kl. 14:55

2011-10-11T16:57:00.001+02:00

7. oktober 2011 - Hymns From Nineveh, Posten.

2011-10-11T16:55:00.001+02:00

7. oktober 2011 - Jacob Brixen (Hymns From Nineveh, Posten)

2011-10-10T19:40:00.002+02:00

8. oktober 2011 - Cat Martino, Pumpehuset.

2011-10-10T09:54:00.001+02:00

8. oktober 2011 - Marissa Nadler, Pumpehuset.

2011-10-08T12:48:00.001+02:00

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

2011-10-08T12:47:00.003+02:00

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

2011-10-08T12:46:00.001+02:00

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

2011-09-30T21:43:00.001+02:00

Så hengivent har en mand vist aldrig kigget på mig før, men det blev altså også en fin eftermiddag på Teater Momentum da Oscar Danielson kiggede forbi for et par uger siden.

2011-09-28T21:30:00.003+02:00

27. september 2011 - Anders Remmer.

2011-09-27T11:59:00.001+02:00

Jacob Holdt! Selvfølgelig har jeg kendt navnet, selvfølgelig har jeg hørt om "Amerikanske Billeder", og gennem årene set et bredt udsnit af dem, men det er aldrig noget jeg er gået i dybden med. Der er jeg så nået til nu. Hans billeder hænger på Brandts, i sidste uge var han selv på Magasinet og fortælle (og fortælle, og fortælle.. for helvede, hvor han snakker) om tiden, der fulgte efter billederne, om Ku Klux Klan, om hvordan det gik personagerne i Amerikanske Billeder, om tingenes tilstand i det danske land und so weiter.

Bogen "Amerikanske Billeder" fik jeg forærende for et par uger siden, men gik hurtigt kold i hippieværdierne, der fylder bogens indledning, og den overdådigt fejlbehæftede korrekturlæsning, der er lavet på bogen. Stavefejl følger stavefejl i et tempo, der ikke burde være muligt i en bog udgivet på et større forlag. Jeg vender dog snart tilbage til bogen, for efter i glimt at have set og hørt historierne vil jeg have det hele med.

Når Jacob Holdt taler tror man først, at manden er fuld af løgn. Så går der et stykke tid med at tænke over, hvor håbløst og hovedløst naiv hans færd ud i verden har været, for til sidst at konkludere, at det måske er alligevel er ham, der har fat i den lange ende. Hvor må det være rart, at først og fremmest se det gode i mennesket, og hvor må det være vildt og grænseoverskridende, at kunne komme så tæt på mennesker, at man på den måde som Jacob Holdt nu engang gør, får lov til at dokumentere deres liv, og fortælle deres historie. Råt for usødet, og så alligevel med en snas af romantik.

Jeg var slet ikke færdig med at lytte, da foredraget var færdigt. Heldigvis kværnede Jacob Holdt videre i mit hovede, da vi i søndags tog på Brandts og så hans billeder i stort format. Man forstår godt, hvad "de" mener, når han selv fortæller, at "de andre" fotografer ikke anser ham for fotograf grundet hans billeders kvalitet. Billederne lever i høj grad på deres historier, og ikke på de fototekniske kvaliteter, men hellere det end et teknisk perfekt stilleben. Med historierne frisk in mente sprudlede billederne af de tragedier, der ofte lå bag. Hvis man kan tale om, at billederne taler til én, så er det det vi taler om her.

Jacob Holdt kan ses på Brandts frem til 13. november. Hans foredrag kan sandsynligvis opleves frem til den dag han dratter død om. Begge dele anbefales.

2011-09-26T21:15:00.001+02:00

For nogenlunde nylig blev jeg opmærksom på, at Lise Westzynthius havde fået sig en officiel fanside (eller hvad det hedder) på Facebook, og den klikkede jeg så "like" på, og så lærte jeg så meget som at der er en ny plade på vej fra hende. Et sted i den proces kom jeg til at tænke på, at Lise både var mit første interview og min første anmeldelse.

Da "Heavy Dream" udkom i 2002 var jeg på pletten for Murmur.net, og tøvede ikke mange sekunder med at kaste et mesterværksstempel, eller i hvert fald en topkarakter efter pladen. Interviewet er long gone, og med tanke på hvor starstruck jeg mindes at have været, så er det også bedst sådan, men da Murmur.net blev til Undertoner røg anmeldelserne med over, og min første anmeldelse kan derfor læses her.

Anmeldelsen var som nævnt min første, men den synes jeg godt, at jeg stadig vil stå indenfor, og efter at have genhørt "Heavy Dream", synes jeg også sagtens, at Lise kan spole ni år tilbage uden at skulle skamme sig over, hvordan hun lød dengang. Ubevidst lagde jeg igen ud med at bladre rundt i Nina Beiers fantastiske cover, hvor de følelsesladede, og grovkornede fotos stadig på fornemste vis dokumenterer et kvart døgn i en kunstners liv. Jeg bliver stadig helt UH! over synet af et halvt bryst, og en røv set fra siden, selvom jeg i hendes tid med Rhonda Harris har tilbragt det meste af en koncert med frit udsyn op under hendes cowboyjakke, der godt nok dækkede set ud fra en vandret betragtningsvinkel, ikke havde taget højde for en mere lodret anskuelse af tingene.

Jeg havde en fornemmelse af at "Heavy Dream" næppe ville vække det store i mig i dag, og ville kunne kategoriseres i afdelingen for plader, der betød noget engang. Til min store glæde, og overraskelse, er dette ikke tilfældet. "Heavy Dream" har vist sig så tidløs som en god flaske vin, der er passende ved de største af lejligheder, og de mindste af undskyldninger. Det er en simpel plade, næsten ydmyg, der bærer følelserne uden på tøjet, men holder dem tæt ind til kroppen. Synliggør dem, men skriger dem ikke ud. "French Leave" var en åbenbaring at genhøre. Sangen til bedstemoderen, der nøgternt beskriver minderne, savnet og tankerne omkring hendes død rammer hårdere den dag i dag end den gjorde dengang. "Sensation" leger med dansk og engelsk i en verden, der endnu har Nephew tilgode. Det er poetisk.

Der er mange minder og bagudrettede tanker i teksterne på "Heavy Dream". Det er et stort vemod, der synes at have ført pennen, da teksterne blev skrevet ned, men det er en stor skønhed, der har taget styringen, da teksterne blev ført ud i livet. Jeg havde tænkt, at når jeg havde hørt "Heavy Dream" ville jeg stille den tilbage på sin plads uden at pladen ville have bragt noget i spil, måske lidt nostalgi, hvis bølgerne gik højt. I stedet er jeg den kommende plade svært taknemmelig for at have bragt mig på sporet af "Heavy Dream" igen. Tak for det, vi ses forhåbentlig snart.

2011-09-22T13:06:00.002+02:00

Der var engang, hvor de var noget, men det er snart mange år siden, og nu er de slet ikke mere. Jeg har haft et væld af stjernestunder med R.E.M., men kan ikke sige, at jeg begræder deres opløsning. Ikke siden "Reveal" har gruppen formået at levere en plade, der har vagt min begejstring. Helt skidt blev det med "Accelarate" fra 2008, der var så pivringe, at jeg smækkede med døren, og stadig har til gode, at høre noget som helst fra "Collapse Into Now". Tak for sangen anyhoo, for der var et årti, hvor R.E.M. var noget nær det største i min verden.

1. Første gang jeg hørte R.E.M. var sommeren 1991, hvor familien var i sommerhus på Fanø. Solen var evigt tilstedeværende, harerne løb i et væk ude i haven, lommepengene blev fyret af på spillemaskinerne på den nærliggende campingplads, og til min store fryd var sommerhuset udstyret med en parabol, der kunne hive MTV ned fra satelitterne. "Shiny Happy People" kørte i non stop rotation, og jeg mistænker, at jeg har hvint af fryd, hver gang det skete. "Out of Time" blev købt, og det blev starten på en række trofaste år som fan.

2. Første gang jeg oplevede R.E.M. live stod himmel og hav i ét. Jeg havde i 2003 indløst en endagsbillet til Midtfyns Festivalens torsdag, og trådte ind på pladsen mens Saybia spillede af på den store scene. Jeg havde ikke gidet lytte på min mor, og var taget afsted i striktrøje, trods hendes varsel om regn. Trøjen kunne vrides flere dage efter koncerten, men mit første stop på festivalpladsen var under rytmescenens teltdug, hvor Flaming Lips gav koncert, og regnen blev først en realitet for mig da det var for sent at gøre noget ved det. Det var umuligt at komme nogenlunde tæt på scenen, mængden af mennesker var lige så massiv som mængden af regn, der stod ned fra himlen. Op fra menneskemængden stod en tæt tåge af em, der periodevis gjorde det svært at se scenen. Jeg husker intet andet fra koncerten end begejstring, og Michael Stipe, der krøb ned fra scenen og pudsede brillerne for en gut på forreste række.

3. Jeg må have gået på Handelsskolen, da R.E.M. i 1995 gav koncert på Milton Keynes. Jeg sad i hvert fald i kælderen derhjemme, med anlægget tunet ind på P3, der sendte koncerten. Opvarmningsnavnene hørte man ikke, men det var The Cranberries og Radiohead. Koncerten optog jeg på det eneste 120 minutters optagebånd jeg ejede, og det blev kørt tyndt i årene der fulgte. Koncerten var mesterlig, alt sad i skabet, nerverne sad uden på tøjet, og intensiteten var så bastant, at den uden problemer gik med gennem æteren, og ud gennem højttalerne på det anlæg, der en håndfuld år tidligere var blevet erstattet af et konfirmationsanlæg, og derfor nu stod placeret behændigt tæt på computeren, hvor Doom var tidens store hit. For et par år siden fik jeg fingre i koncerten igen, og den dag i dag er stadig med den største begejstring jeg sætter den på anlægget.

2011-09-19T22:00:00.001+02:00

Erika Larsen

2011-09-19T20:55:00.001+02:00

De siger den nye regering ikke holder 4 år.
De siger den gamle regering ikke holdt en meter.
De har sikkert ret.

2011-09-18T22:16:00.001+02:00

18. september 2011 - Oscar Danielson, Momentum, Odense.

2011-09-18T22:15:00.001+02:00

18. september 2011 - Oscar Danielson, Momentum, Odense.

2011-09-18T09:56:00.001+02:00

17. september 2011 - Michael Møller, Dexter.

2011-09-18T09:54:00.003+02:00

17. september 2011 - Michael Møller, Dexter.

2011-09-18T08:47:00.001+02:00

Michael Møller, Dexter, lørdag 17. september.

Det var ikke mig, der tilbage i maj dagligt tunede ind på nettet, og hentede et nummer fra Michael Møllers marathonprojekt "A Month of Unrequited Love". Sporene fra den kedsomhed, der gabte over "A Streetcar Named Desire" var stadig i min eringdring, og det syntes nemmere, at vente på at sangene kom som en samlet pakke. Det er de så nu, ikke at det har fået mig til at reagere, udover at nysgerrigheden alligevel drev mig ned på Dexter lørdag eftermiddag for at høre, hvad Michael Møller diskede op med.

Det blev et par timer med uhyggeligt velspillede popsange, der med et par skift mellem piano og guitar havde en vekselvirkning, der holdt koncerten kørende gennem et ellers ganske ensartet udtryk. "Det kræver nosser, at stille sig op og synge acapella.." bemærkede en gut ude på toilettet, med reference til Michael Møllers entre, der var en sang uden akkompagnement fremført med rank ryg og imponerende tydelighed. Og det gør det, og alligevel kan jeg ikke slippe min mistanke om, at det var et kalkuleret og kopieret kunstgreb, der går sin sejrsgang på verdens indiescener fordi det skaber fokus, og indgyder en hvis respekt for kunstneren. Opmærksomhed fik Michael Møller i hvert fald hos de ca. 60 fremmødte, og han kunne profitere på koncertens tidspunkt, der gav meget til oplevelsen. Ingen fuldesludren i krogene, men til gengæld en masse lydhøre mennesker.

Jeg har alle dage set lyrikken som moi caprices store svaghed, der dog ikke gør det store, fordi deres svulstige popudtryk bringer fokus et væld af andre steder hen i lydbilledet. Teksterne er Michael Møllers gebet, og når disse bliver bragt for dagen i det næsten nøgne udtryk gårsdagens koncert havde, så skinner de igennem. Ikke som funklende stjerner, men som en skævt justeret spot, der rammer dine øjne og gør det svært at fokusere på andet. Gennemsyret af patos er de så højtragende, at de støder mod loftet, hvis de bliver udsat for andet end åben himmel, og i en koncert, hvor alt klappede, og Michael Møller fremstod charmerende i en grad, jeg, efter at have oplevet ham live med moi caprice en håndfuld gange, ikke troede muligt, var de den helt store torn i øjet.

"Den mand ejer ikke et gran af selvironi" lød det ganske rigtigt fra en af mine følgesvende efter koncerten, og jo, der blev bragt mange ord i spil mellem sangene om det at skrive sange, om hvordan det at være sangskriver også var en art forfatterskab, og det ville også være fint nok, var teksterne ikke så banale, med en masse forcerede referencer kastet ind. Jeg takker Michael Møller for en virkelig fin eftermiddag, og ser med glæde frem mod den moi caprice plade, det fremgik, at der arbejdes på. "A Month of Unrequited Love" lader jeg dog stå på pladehylderne.

2011-09-12T23:38:00.001+02:00

Brandon Tauszik

2011-09-12T22:18:00.000+02:00

Jeg har smidt fotos fra Urehoved på Ærø op på min hjemmeside, jeg ved ikke om billederne vinder noget ved det, men historien om halvøen er ganske fin, og kan læses her.

2011-09-11T12:24:00.001+02:00

Jeg hørte på posthuset, at de bombede USA.

Jeg tilbragte frokostpausen i Fredgaard med at se tårnene styrte i grus.

På vej hjem købte jeg en sixpack, og smuttede ind forbi Christian.

Her drak vi mine medbragte Carlsberg, og så krigen mod terror tage sin begyndelse.

2011-09-11T10:26:00.000+02:00

Næste søndag spiller Oscar Danielson i Odense, og de første,der møder frem der, kan glæde sig over, at få udleveret en cd med et par af Oscars demonumre, der ikke har været ude før. Sådan er vi hos Eget Selskab.

2011-09-06T23:39:00.001+02:00

..midt i trediverne, sidst på dagen.

2011-09-05T23:38:00.001+02:00

Det bliver næsten så intimt når man lytter til Heirlooms of August, at jeg får lyst til at sige undskyld og lægge hovedtelefonerne fra mig. Det er tyst, og det er ydmygt, og fornemmelsen af at have overskredet nogens intimsfære ved at lytte til de ti sange på "Forever the Moon" hænger ved de første par gange pladen er på anlægget.

Små valsetakter druknes i engelsk kammerfolk, med et resultat langt mindre dramatisk og pompøst end man ville kunne forvente ud fra den beskrivelse, mens violin og pedalsteel er bindemidlet, der sørger for at pladen klarer sig gennem smult vande uden de store udsving. Jerry Vessel er hverken nogen stor sanger, eller nogen stor sangskriver. Teksterne kan koges ned til små banale kærlighedssange, men indpakningen hæver dem til himlen. Han synger hele vejen gennem pladen duet med Frances Everett, og hun forvandler hans stemme, stemningen og helheden til det nær magiske.

Hvis man kender til Jerry Vessel vil det sandsynligvis være gennem hans virke med Sun Kill Moon og Red House Painters. Den samme trivielle skønhed som Mark Kozelek benytter sig af, har Jerry Vessel forfinet. Historien i pressemeddelelsen er den, at Jerry er vendt hjem til et sted langt ude på landet nogensteds i Florida, og nu har været isoleret længe nok til at indspille en plade inspireret af omgivelserne. Jeg tænker, at kigger man længe nok på store åbne vidder, så indser man nok til sidst, at der ikke er det store at bevise, og går tilbage til det mest basale. Linjer som "I get lost in your blue eyes.." og "I had a beautiful summer with you" lyder i samsang med Francess Everett som noget af det største, der nogensinde er skrevet.

Jeg har allerede gennemskuet "Forever the Moon" som værende en af den slags plader man i en periode ikke kan få nok af, og efterfølgende glemmer alt om. Men de dæmpede toner, og den simple skønhed byder mig her på kanten af efteråret at komme med en uforbeholden anbefaling.

2011-09-02T20:38:00.002+02:00

Det er meget tæt på, at klokken er min næste fødselsdag, og denne gang rykker jeg helt officielt ind i den absolutte midte af trediverne. Det er fint nok, jeg har mit på det tørre. Når jeg alligevel begynder at føle mig som et gammelt røvhul, så er det fordi at pladeselskaberne i deres jagt på nye titler at give deluxe-behandlingen er nået til de plader jeg lyttede til for cirka to håndfulde år siden. Først var det Mercury Revs "Deserter's Songs", der røg i den store reissuemaskine, og her for nylig var turen så kommet til Grandaddys "Sophtware Slump".

Jeg er sprunget over i begge tilfælde, men genudsendelsen af "Sophtware Slump" har ført mig tilbage. Grandaddy var i en periode noget nær det største for mig. "Sophtware Slump" ramte med sine tekster om mennesket, maskiner og naturen helt plet i min begrebsverden. De tidligere udgivelser blev skaffet hjem, men formåede med deres noget mere skramlede udtryk slet ikke at vække samme begejstring. "Sophtware Slump" var perfekt produceret, skæv, men let tilgængelig som enhver anden popplade, og formåede alligevel at være så meget mere end bare det.

Den ni minutter lange "He's Simple, He's Dumb, He's The Pilot" var atypisk for en åbner, og en åbenbaring kort inde i nummeret, da spørgsmålet "How's it goin' 2000 man?" lyder. Den medrivende førstesingle "Hewlett's Daughter" gemmer sig på tracklistens andenplads, fulgt op af historien om "Jed the Humanoid", robotten der drak sig af dage. Mere rørende end egentlig bizart. Guitarene bliver skarpere på "The Crystal Lake", rocker igennem på "Chartsengrafs" og slapper igen så småt af på "Broken Household Appliance National Forrest", efter at det hele har været rørende smukt på "Underneath the Weeping Willows". Sådan forsætter pladen rundt i randområderne, og formår alligevel at smyge sig tæt op af en stramt trukket rød tråd.

Hvert et minut holder i dag. I et nyligt interview fortæller Jason Lyttle om pladens tilblivelse, hvor tiden blev tilbragt i boksershorts med en telefon tæt på, så nye forsyninger af kokain kunne blive bragt frem. En kedelig bagside, men en historie, der giver fin mening, og passer godt til pladens skizofrene hoppen rundt i tempo, og sørgelige og søgende tematik. Jeg nåede at se Grandaddy en enkelt gang, da de spillede på Lille Vega. En koncert jeg ikke husker for meget andet end at vi skulle to numre ind i koncerten før Jason Lyttles mikrofon virkede.

Efter "Sophtware Slump" kom "Sumday", der var nedtonet, men besad samme mesterværkskvaliteter som "Sophtware Slump". Efter det var der ikke det store at komme efter i de sidste Grandaddy udgivelser. Jason Lyttles soloplade, der fulgte Grandaddys brud kan anbefales, projektet Admiral Radley har også sine momenter, men er en uhomogen størrelse, de fleste vil klare sig fint uden.

I går bestilte jeg så vinylgenudgivelserne af "Sumday" og "Sophtware Slump". De er ikke deluxe, de er bare gode at have for en mand midt i trediverne, der først for nylig sagde farvel til sin "Sophtware Slump" musemåtte, der har holdt musen med selskab de sidste mange år. Jeg fik vist aldrig sagt tak til MNW for den fine gave. Dengang vidste jeg heller ikke at hverken den eller pladen ville holde så længe.

2011-08-26T20:19:00.003+02:00

"Hold kæft, hvor jeg fortjener en bajer når jeg er færdig med at hænge det lort her op" som en af Venstres plakatophængere så halvvejs rigtigt bemærkede det..

2011-08-23T14:12:00.001+02:00

Musiknyt 1: Ny Musikvideo fra Emma Acs Musiknyt 2: Ny musik fra Tom Waits Musiknyt 3: Mouritz/Hørslev Projektet meddeler i en statusopdatering på Facebook, at der er gang i tekstskriveriet igen. Det må betyde, at der før eller siden dukker noget nyt op fra den front. Musiknyt 4: Marissa Nadler har lavet en session for WFMU. Den kan høres her.

2011-08-22T21:07:00.000+02:00

Jeg har den store fornøjelse og ære, at være den første, der går igen i galleriet hos Washington Inc. Det kan ses her.