Tredje udgave af Little Nothings er sat til, at skulle udkomme til januar. Det er endnu ikke for sent at konvertere!

"Hvis du kommer til et hjem, hvor et par bor sammen og hans vinylplader stadig står fremme. Så ved du, at det er en alfahan, der bor der."

Peter Lund Madsen
(Udtalt i: Hjælp! Min kone er skidesur)

Jeg kan huske, at jeg har stået med den i hånden i Stenstrup Biblioteks afdeling for voksentegneserier - jeg kan derimod ikke huske, om jeg nogensinde fik den lånt, men en ting er sikkert, og det er at jeg aldrig har fået den læst før nu. Desværre. Maus er noget af det mest fantastiske jeg meget, meget længe har investeret tid og penge i. Handlingen, såvel fortællingen fra dengang, som den sideløbende nutidshandling sitrer af had og frygt, og fortællingens evne til at holde læseren fast er uovertruffen. De to bind fås samlet til næsten ingen penge på Amazon. Anbefales.

Med Pixeline er det nu muligt, at holde Spil Dansk Dag året rundt.

På dagen i dag, hvor Midlakes længe ventede tredje helspiller langt om længe er blevet annonceret til udgivelse i februar næste år, fandt jeg også en opdatering til en for mit vedkommende mindst lige så vigtig udgivelse. Udover arbejdet med deres egen plade, har Midlake også fungeret som backingband på John Grants kommende udgivelse Queen of Denmark, der ser ud til at se lyset engang i 2010. Det nye er, at der nu er sat titel på pladen og noget, der ligner en dato selvom det kun er årstallet, der er på plads. John Grant var frontmand og drivkraft for The Czars, et af de mest underkendte bands denne verden har set, og besad en af de fornemste vokaler i nyere tid. Om han stadig besidder den vil 2010 vise.

Det var ikke mange, der havde valgt at kigge forbi Momentum denne lørdag aften, men som altid, så var Odenses glemte spillested alligevel en garant for en uformel og afslappet stemning.

Som lokalt residerende kan jeg ikke forestille mig et bedre sted, at sætte en koncert op med Er De Sjældne end lige netop på Momentum. Humøret på scenen syntes også, at matche den positive og afslappede stemning, der herskede i lokalet. Er De Sjældne stillede op i trioform, og skal man tro på de ord Solveig Sandnes indledende gav publikummet med på vejen, så er det ikke en form, der tidligere er afprøvet. Udover Solveig Sandnes, så var de andre to tilstedeværende: Disa, der dels gør sig i eget navn, men som også jævnligt optræder sammen Mouritz/Hørslev Projektet, og så Anders Remmer, hvis portefølje er for langt og rummeligt, til at jeg vil være manden, der skal udvælge højdepunkter fra det.

Er De Sjældne havde ikke meget, at komme med, faktisk så lidt at ekstranumrene blev et par reruns af, hvad vi allerede havde hørt en gang før. Det gjorde nu ikke noget, for denne aften var mere af det samme så klart at foretrække frem for at kunne gå lidt tidligere hjem. Der blev leget lidt ekstra i de to gentagelser, publikum blev opfordret til at rasle løs med deres nøgler, og jo, der blev også sunget med.

Selve koncerten var kort, men tilstedeværende. Der blev introduceret sange, og der blev stemt ukuleler. Anders Remmer fik lidt til at lyde af meget, Disa modulerede sin stemme rundt i et effektlandskab, der fint og fornemt klædte musikken, og længst til højre sad Solveig Sandnes skiftevis med guitar og ukulele, og fortalte, hvad de forskellige tekster udsprang fra, før hun tog sangen i sin mund. Koncerten nåede hele pladen igennem, men strakte sig en kende længere end den halve time, det tager at høre Lyserød, Lyseblå, Beige fra ende til anden. Aftenens højdepunkter blev ”Selv Den Bedste Båd Kan Kæntre” og ”Et Hjerte (Er Ikke Et Atomkraftværk)”, selvom ingen af numrene gjorde det store for at fjerne sig fra det udgangspunkt, der er at finde i indspillet form, men det gjorde ingen af aftenens numre. Linjen fra pladen blev holdt, instrumenteringen blev blot lagt om.

Fuglene kredser om Er De Sjældnes tekster, men lige så nærværende er den forlisende, og forliste kærlighed. Enkelte steder finder de sammen, som i ”Spurvehøg”, der viste sig at være delvist baseret på en sand historie. Hjertesorg til trods, blev alt leveret med en sødme, der aldrig kørte over i det kvalme, men blot trak tilhørernes mundvige opad.

Oplevelsen af Er De Sjældne var gennemført sympatisk. Det var sproglig tæft leveret med musikalsk snilde, og et rart bevis på, at det danske sprog kan synges med mere sproglig dybde end det musikalske affald radiostationerne kaster op til lytterne hver dag.

Hvis nogen savner The Bleeder Group, så er det nu muligt at lindre smerten ved at downloade deres afskedskoncert fra Stars i Vordingborg.
Del 1 - Del 2

Undertoner havde i en ganske sympatisk anmeldelse karakteren 4/6 til The Silent Section.

24. oktober 2009 - Koncertgængere.

24. oktober 2009 - Momentum.
(Første billede med Canon EOS 500D)

Før Tindersticks blev til Tindersticks, fandtes der et band, der hed Asphalt Ribbons, hvis medlemmer i det store hele var dem, der blev til Tindersticks kort tid efter, at Stuart Staples havde fundet en tysk tændstikæske et sted i det græske og et navneskifte blev en realitet. Asphalt Ribbons udgav bl.a. The Orchard EP, hvor man kan høre en ung og knapt så croonende Stuart Staples i front for en gruppe, der er noget mere løst funderet og countrycorny end Tindersticks. Når man kender resultatet kan man dog godt høre, hvor det bærer henad.

Det efterhånden meget omtalte projekt, hvor Sufjan Stevens spiller sig igennem de amerikanske stater, må endnu engang lide den tort at se sig overhalet indenom af en anden plade fra Sufjans hånd, og hvis The BQE blot er den første i en planlagt komplet række af plader, der hylder hver eneste gren af det amerikanske vejnet, så er der lang vej igen, før Amerika er blevet forenet på plade. The BQE er dog ikke en hyldestplade, men derimod en plade inspireret af the Brooklyn-Queens Expressway.

The BQE blev oprindeligt fremført i et operahus i oktober 2007 ved 25-års jubilæet for en festival. Nu to år senere er der blevet rettet op på de fejl og mangler, der var i den oprindelige opførsel, og værket har fundet vej til plade. Udgivelsen er endt med at blive til et totalværk, der omfatter både musik, film og tegneserie - tegneserien dog kun i følge med vinyludgivelsen.

Forventer man en Sufjan Stevens plade i stil med den stil, man tidligere har hørt ham indspille, udgive og over årene forfine til det mesterlige, så kommer man til at gå forgæves. Forventer man derimod et kompositionsværk, der først for alvor ruller sig ud, når det bliver akkompagneret af den medfølgende films levende billeder, så er man kommet til det rigtige sted. Den klassiske musik er fint afstemt de varme og tidløse billeder, der sideløbende kører i tre rammer i den midterste tredjedel af skærmen. Den simple teknologi, der er brugt til optagelserne, trækker årene ud af billederne og kunne lige så vel stamme fra 60'erne som den nutid, hvor Sufjan Stevens har lavet filmen. Der klippes i takt til musikken, og da "Movement IV: Traffic Shock" speeder det hele op og tilfører The BQE elektronisk instrumentering og tempo, skifter klippehastigheden tilsvarende.

Indtil da har The BQE lydt lige så klassisk og svulmende, som man kunne forvente fra et soundtrack til en hvilken som helst storfilm fra 50'erne. Afsenderen viser først sit ansigt i "Movement III: Linear Tableau with Intersecting Surprise", hvor det står klart, at det er Sufjan Stevens, der står bag. Her skifter pladen nemlig kortvarigt til den samme slags legesyge småklimteri, der går igen på enhver anden af Sufjans udgivelser.

De tre skiftende rammer i skærmens midte har en kalejdoskopisk effekt, der dog dør ud to-tredjedele inde i pladen. Her tager kedsomheden over, billederne flyder sammen, musikken virker som en gentagelse af det, der lige er blevet spillet, og tanken om at finde frem til fjernbetjeningens fast forward-knap virker tiltagende tillokkende.

Det er altid interessant at se, hvad det kan føre med sig, når kunstnere bryder ud af deres vante rammer og indtager en anden scene. Den gode nyhed for Sufjans Stevens er, at han med The BQE ikke falder tungt til gulvet, men omvendt bliver dette næppe til mere end en tankestreg i hans karriere. Som værk fungerer The BQE bedst sammen med de levende billeder, og som anmelder gætter jeg på, at denne udgivelse vil komme til at samle støv på mange pladehylder. Det er godt gået, men ikke godt nok.

(Geigeranmeldelse af Sufjan Stevens - The BQE)

Jeg blev i dag den lykkelige ejer af et Canon EOS 500D, denne gang tror jeg, at jeg læser manualen.

17. oktober 2009 - De Efterladte.

Historien om Vivian Meier er en af den slags historier, der næsten er for god til at være sand. Den kan i al sin korthed læses på den blog, der er blevet oprettet til at vise, hvem det måtte interessere, Vivian Meiers billeder.

17. oktober 2009 - Dalumvej 7.

17. oktober 2009 - Dalumvej 7.

"Bad Luck' er et lille skridt i den rigtige retning.."

(Uddrag af brødteksten til Ekstra Bladets Tostjernede anmeldelse af den nye plade fra The Storm)

10. oktober 2009 - Udsigt fra stuen.

Med min egen helvedesoplevelse af Iron & Wine sidste år i Vega in mente, er det svært ikke at blive misundelige når man hører optagelser som disse. Jeg er endnu ikke nået helt til bunds, men det synes at være Sam Beam, hans guitar og kun de to alene sammen på scenen. Paste Magazine bragte apropos et interview med ham omkring udgivelsen af Shepherd's Dog, der stadig er værd at læse.

Der var engang et band, der hed Blur, og som så mange andre lod de sig gendanne for at spille for festivalpublikum og ussel mammon. Ikke desto mindre ville jeg fandens gerne have genset dem. Heldigvis for mig er store dele af Blurs koncert fra Glastonbury at finde hos Deaf Indie Elephants.

En af de mere famøse danske opsamlingsplader fra startfirserne er Irmgardz "Somewhere on the Outside" med bands fra provinsen. Den har Karma nu genudsendt på cd. Kvaliteten af materialet er mildest talt broget, men såvel Moral som Næste Uges Tv er et godt argument for at investere i cd-genudgivelsen.

Der er i dag blevet lagt en video op på YouTube med åbningsnummeret fra The Silent Sections releasekoncert i Moby Disc.

“Hey, let’s be careful out there.”

7. oktober 2009 - Udsigten fra stuen.

Imens at jeg (foreløbig) forgæves forsøger at få Michael Valeurs tidlige karriere skrevet ind i et Worddokument, så kan andre måske have glæde af at lytte til Kærlighed til Kniven, hans samabejde med Jesper Siberg fra 1985.

Lise Westzynthius har netop lagt sin version af Jennys Himmelfærd, der samtidigt er hendes bidrag til den forestående Sebastian tributeplade op på sin MySpace. Samtidig er den længe ventede nyhed om det længe ventede tredje udspil fra Munck//Johnson også dukket op, og går alt som det skal bliver det den 16. november, at Spirits & Ghosts bliver titlen på denne trackliste:

01. Three-Legged Race
02. Bygones
03. Close Your Eyes
04. I Knew Not Sorry
05. Sailing On The River
06. Wallflowers In Bloom
07. The Sweet Hereafter
08. Through Me
09. Waiting For You
10. Walk Into The Night

Et andet fantastisk online billedgalleri er Shorpy.

De seneste dage har jeg beskæftiget mig med at finde billedeksempler på post-mortem fotografering, altså billeder taget efter døden er indtruffet. De fleste billeder indenfor denne genre, er billeder af afdøde i kisten eller sengen, men en del af dem er taget sammen med familie. Jeg har valgt tre eksempler.

Det fantastiske. Jeg synes, det er helt eminent dette billede. Barnets fokus på fotografen, bedstemoderens fokus på den afdøde og mandens tomme blik står så stærkt, at den opsatte situation helt forsvinder fra øjeblikket.Det groteske. Fem smilende unger frem for en død mands kiste. Det ligner mere det årlige julebillede, end et sidste minde. Hvorledes børnene måtte være relateret til den afdøde står hen i det uvisse, men et forsigtigt gæt må være, at det ikke er nærmeste familie. Det oplagte pladecover. De fire kvinder og den døde hund er ren Jan Saudek, og ville gøre sig mindst lige så godt som hans Jan Saudeks nøgne pige gjorde det på coveret til For The Beauty Of Wynona.De ovenstående billedeksempler er alle fundet her.

Min Geigeranmeldelse af Mikael Simpson.

Mig bekendt har det aldrig skadet at vide noget om det man udtaler sig om.
Ikke at have kendskab til emnet, men indsigt i det.

Det højner som bekendt sandsynligheden for at ens vurderinger og udsagn som minimum vil blive taget alvorligt.

Det springer i øjnene hvorledes ovenstående er rigt på betragtninger, beskrivelser og synspunkter, men i sjælden grad blottet for indsigt.

Jeg anerkender anmelderens mod til således at udstille sin uvidenhed over to helsider, og hilser det med min dybeste respekt.

Ærbødigst

(Brugerkommentar til min anmeldelse af Martin Hall - Relief/Cutting Through)

The Archive er en småtragisk kortfilm af Sean Dunne, om manden med verdens største pladesamling. Den er ikke ny, men jeg er først forleden blevet opmærksom på den. Jeg vil ikke sige så meget andet, end det er otte gode minutter tilbragt i tænksomt tempo.

Groove.no tildeler The Silent Section karakteren 4 ud af 7, og kalder deres musik for soundtracket til Odense.