torsdag, december 31, 2009

Så farvel årti, din tid er forbi
dine slag er slået, din tid er gået
datoerne får nu et tital graveret
der hvor dine nuller snart er punkterede
men her til sidst tænker jeg
hvad fanden skal vi egentlig kalde dig?

tirsdag, december 29, 2009

26. december 2009 - Horne Sommerland.
Man skal være en kold skid, hvis man ikke kan lade sig lune af dette klip med Lorenzo Woodrose og hans nye sidekick.

søndag, december 27, 2009

Dagene bliver længere, og udgivelsen af Woodpigeons nye plade Die Stadt Muzikanten nærmer sig. Første smagsprøve Empty-Hall Sing-Along er klar.
Der er ikke lang tid til, at tredje kapitel af Lewis Trondheims - Little Nothings bliver udgivet. De utålmodige kan forlyste sig med smagsprøver her.

lørdag, december 26, 2009

Det er udelukkende grundet min svoger, at jeg har noget, der ligner familiære relationer til Horne Land. Han var med i dag, men det var ikke hans skyld, at familien forsamlede sig dernede. En anden del af familien havde taget deres julelogi i en bjælkehytte tre rækker fra vandet. Med en udsigt der i dag tog sig ud så grå som den sidste del af turen ned til dette fynske randområde. Hvis jeg ikke havde set området i sommertid, ville jeg spørge: hvad gavn gør al denne golde jord i dette trøstesløse og nytteløse grå vinterlandskab, andet end at fjerne det smeltevand, der lige nu truer med at tynge denne del af Fyn ned i havet, hvis den opsluger det, og oversvømme området, hvis den ikke gør. Derfor sidder jeg nu og tænker på Dyreborg, der ligger få kilometer derfra, hvor jeg flere somre er kørt forbi endeløse rapsmarker, kirsebærplantager og skove for at nå frem til det, der bedst kan beskrives som en isoleret idyl. Mest tænker jeg dog på Claus Beck-Nielsen før han krøb op i røven på sig selv, og i kunstens interesse tog livet af sit navn. For ti år siden skrev han romanen Horne Land. Det måske mest mørke familieportræt jeg har læst, og en titel jeg i mine tanker vender tilbage til, hver gang jeg er på disse kanter. I dag kunne jeg så se det ved selvsyn, at sådan kan her også være. Væk er forårets spiren, sommerens idyl og efterårets friske åndedrag ind i ansigtet på de, der trodser vejret og vover sig ud. Dette grå er altså også Horne Land, og i dag kan jeg se huset gemt af vejen, og jeg kan se, hvordan det alt sammen kan ske i dette ødeland, der i dag får asken og betonen til at bøje sig i skam når spørgsmålet lyder: hvilken grå elendighed er den største? Horne Land, nu kan jeg se det.
På mandag udkommer Anders And Ekstra i en særudgave, hvor det Disneyrene er lagt på hylden og erstattet med historier fra før censurens indtog. Både Politiken og DR giver udgivelsen et par ord med på vejen, selv tror jeg også vejen går forbi den lokale bladkiosk på mandag.

fredag, december 25, 2009

onsdag, december 23, 2009

mandag, december 21, 2009

Nyt Fra Tryghed & Tristesse

TT06 – The Silent Section - The Curtains Come Down In Flames

Det var i al beskedenhed en overflod af stilren noir, der fandt vej fra Tryghed & Trisseses lagerhaller da pladeselskabet i august udsendte The Silent Section på såvel cd som 7”. Nu kommer efterskælvet så i form af 4-track ep’en The Curtains Come Down In Flames, der består af fire numre, der ikke fandt vej til A Final Delirum. Udtrykket holder dog fast i udgangspunktet, og på ep’ens knap 40 minutter hører man ekkoet fra Jesus And The Mary Chain, Under For, shoegaze og de tidlige firseres post punk.

Ep’en udkommer 24. december i et begænset oplag på 30 nummererede eksemplarer, der kan købes via www.tryghed-tristesse.dk.

De julefattige, de nærige og de der blot er nysgerrige kan dog også vælge kvit og frit at downloade ep’ens fire numre via hjemmesiden.

Trackliste:
1. The Open Wound
2. Snow
3. Fortress Of Despair
4. Cover The Lot

Spørgsmål og kommentarer til post@tryghed-tristesse.dk.

Med venlig hilsen.
Tryghed & Tristesse

søndag, december 20, 2009

lørdag, december 19, 2009

Ved dagens begyndelse sætter man i sneen spor, der først sladrer, men siden udviskes. Ved dagens ende er det alt det uberørte, der fortæller en historie. Den bil har ikke kørt, de har ikke været udenfor en dør og der har de glemt at salte. Nu vidner det uberørte om, hvad der ikke er sket.

fredag, december 18, 2009

Spinner.com har endnu engang lagt et nyt Eels-nummer op. Denne gang A Line In The Dirt.

torsdag, december 17, 2009

17. december 2009 - Tolderlundsvej.
Håbet om at Midlake med The Courage of Others udgiver en af næste års bedste plader er stadig intakt når man har lyttet Acts Of Man og Rulers, Ruling All Things igennem et par gange. Stilen er mere rustik, udtrykket mere dæmpet, men mine forventninger stadig tårnhøje.

onsdag, december 16, 2009

I teenageårene, hvor min smag var klart defineret ud fra andres mening. Der var det en årligt tilbagevendende begivenhed at tælle op hvor mange krydser man kunne sætte ud for titlerne på musikbladenes årsbedstelister. Jo flere, jo bedre, men i takt med at alderen og en tilnærmelsesvis selvstændigt defineret smag tog til, der aftog antallet af krydser. I år er lavpunktet så nået, og kun disse har jeg kunne krydse af.

Uncut:

11: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

17: Doves – Kingdom Of Rust

Mojo:

2: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

Gaffa:

18: Morrissey – Years Of Refusal

39: Bonnie ”Prince” Billy

Dermed ikke sagt, at der ikke kom noget godt i år, for det gjorde der. Mine bud kommer her. Øverst på skamlen glider Bill Callahan ind. Egentlig havde jeg afskrevet ham, og det er vist ikke meget mere end et år siden, at jeg solgte alle mine Smog plader, for jeg var kørt træt i ham. Samme rille, samme stemning, samme stemme, altid det samme. I sommers stod vi så i en bladbutik, hvor min kæreste hovedkulds forelskede sig i et nummer, der blev spillet på butikkens anlæg. Stemmen var der ingen tvivl om hvem tilhørte, og tilbage i Danmark igen købte jeg Sometimes I Wish We Were An Eagle som en påmindelse til kæresten om, at jeg både lytter og husker engang imellem. Jo mere vi fik den hørt, jo mere kunne jeg igen høre hvor fantastisk en stemme Bill Callahan har. Årets anden store glæde var Willard Grant Conspiracys Paper Cover Stone, der rummer en række genfortolkninger af egne numre. Igen er det stemmen, der er i fokus. Robert Fisher er uforlignelig nede i de dybe oktaver, og det nøgne og nedbarberede udtryk, der gør sig gældende på Paper Covers Stone klæder virkelig de i forvejen stærke sange. Woodpigeon opdagede jeg ved et tilfælde sidste efterår, de berigede i den grad mit musikalske år med Treasure Library Canada, der befinder sig i samme territorium som Leisure Society, der med tiden også nok skal være at finde blandt årets plader i 2009, men desværre har jeg endnu ikke fået hørt Sleeper nok til at uddele medaljer. Bob Hund gad jeg lige pludselig også godt høre på igen i 2009 da de med Folkmusik.. vendte tilbage i topform og lidt til. Elbow får titlen som årets liveplade med The Seldom Seen Kid Live At Abbey Road. Rosende omtale er der også til denne række navne: Big Bad Voodoo Daddy, Jason Lyttle, Espers, Marissa Nadler, Morrissey, Doves og Handsome Faily, der alle har udsendt fine plader, der dog ikke overgår tidligere tiders bedrifter, men som stadig er værd at investere i. Eels må trække titlen for årets milde skuffelse, for den noget rodede Hombre Lobo. En plads som også Bonnie ”Prince” Billy kandiderede til med Beware, som jeg ikke har den store lyst til at smide på anlægget. På opsamlingsfronten har både Iron & Wine og Billy Childish udsendt fantastiske triple lp’er, dels med uudgivne ting, og i Billy Childishs tilfælde en retrospektiv opsamling, der rummer numre fra de fleste af de grupper han har spillet med i. Årets udenlandske opsamlingsplade er Routes Of Rockabilly, der på tre cd’er leverer en perlerække af numre fra 40’erne og 50’erne med Johnny Cash og Hank Williams som de genkendelige navne, men med et væld af ukendte navne og numre som det virkelige trækplaster. Serien Reggae Chartbusters, der fordeler sig over 6 cd’er blev også genudgivet i 2009, og er svært anbefalelsesværdig, hvis man ønsker noget reggae på pladehylderne. Endelig skal der ikke være nogen tvivl om at Morrissey var årets udenlandske koncertoplevelse. Et tætpakket Posten med en tændt Morrissey på scenen var ganske enkelt eminent.

På den danske front kunne jeg placere fire krydser på Gaffas top ti.

3: Jens Unmack – Dagene Løber Som Heste

7: The Raveonettes – In And Out Of Control

9: Cody – Songs

10: Mikael Simpson – Slaar Skaar

Indenlands er der ingen tvivl. Cody var årets store overraskelse, årets oplevelse, årets udgivelse, årets ep og årets danske koncertnavn. Det hele er simpelthen så pissefantastisk, at jeg vil nøjes med at bøje mig i støvet, i stedet for at uddybe. Lone Hørslev er også i top, både via Mouritz/Hørslev Projektet, der hermed får min pris for årets dansksprogede plade, og så naturligvis via Er De Sjældne, der må nøjes med andenpladsen. Begge grupper har jeg haft fornøjelsen af at se i år, og begge grupper ser jeg gerne igen. Det er smukt poetisk, det er fantastisk popmusik og det er to sider af hver sin sag, men med en fornem rød tråd trukket igennem de to udgivelser. Jens Unmack fortjener også et klap på skulderen. Dagene Løber Som Heste er hans hidtil bedste soloplade, der placerer sig mindst en klasse over de to foregående. På pladserne, der ikke udløser medaljer, men stadig giver adgang til det gode selskab finder vi Baby Woodrose og Setting Son, der begge har begået fine plader. Mikael Simpson og Raveonettes har begge udgivet plader i 2009, der rummer fine numre og egentlig ikke skuffer, men som jeg ærlig talt ikke gider smide på pladespilleren. Uden for kategori finder man Balstyrko, som jeg ikke har investeret i, men omvendt ikke kan lade være med at have sympati for. Ingen tvivl om at jeg i det små skærer tænder når jeg nærlytter teksterne, men som baggrundsmusik er det pop af høj klasse. Den største danske koncertoplevelse i år var Love Shop, der fyldte Posten og helt blottet for unødig nostalgi og Hilmerhyldest indtog scenen så stærkt, at man skulle tro de aldrig havde været væk. Det havde de heldigvis, og tidligere tiders overdoser af melankolsk pop var nu afløst af en længsel efter den, der i den grad blev indfriet. På en delt førsteplads finder man også Cody, for de to fantastiske koncerter jeg nåede at se med dem i år, og så Bikstok Røgsystem, der lagde lyd til det, der i min verden var årets fest. Ikke langt fra Bikstok Røgsystem finder man Malk De Koijn, der må lide torten som årets koncertmæssige skuffelse. Et fesent playbackshow, blottet for den magi forventningerne var skruet op til, var alt det kunne blive til.

Snefri, hvid jul.. på den anden side af vinduet kommer uanede muligheder tumlende.

søndag, december 13, 2009

torsdag, december 10, 2009

Er Sarah Lund klimaaktivist, og er hun i så fald den sande forbryder?

tirsdag, december 08, 2009

Vi havde også jul dengang jeg var klummeskribent.--

Ding-ding-ding

Ding-ding-ding

Ding-ding

Ding

Ding-ding


…Og så toner kulsoen og ham det bruneste af punktummerne igen frem i en reklameblok på tv. I den samme reklame som vi også hadede første gang den blev sendt, men nu er det med ny voiceover og nyt produkt - Bubber julebryg nu i handlen på store dåser. Det kan kun betyde en ting og jo, den er god nok. Det er julebrygstid, det er julefrokosttid, det er tid til at låse dine døtre inde, stænge byporten og samle byens våbenføre mænd hver gang vi nærmer os ugens afslutning, for indtil højtidshysteriet er overstået om halvanden måneds tid, bliver weekenderne et anarki af dimensioner!


J-dag var for mig, en påmindelse om, at året ud skal jeg helst holde mig fra den indre by i weekenden. Jeg har intet at gøre i en by, hvor gader og stræder, bænke og barer er fyldt op af folk, der normalt ikke frekventerer den festlige del af bylivet. Hver fredag-lørdag bliver året ud, ligesom tv-underholdningen efterhånden er blevet, afviklet som amatørernes aften.


Der er nemlig langt mellem snapsene blandt de folk, der præger nattelivet i november-december - et års tid vil jeg gå så vidt som at mene. Så selvfølgelig, når nu folk ikke drikker så tit, jamen så er det da sæsonbetonede guldøl der skal på bordet. For når der hygges skal ingen mangle noget. Hverken medister, fællessang eller sandheder, der gerne i nævnte rækkefølge finder vej til bordet.


De færreste jobbeskrivelser fortæller noget om, hvor vidt man skal kunne kigge hinanden i øjnene mandag morgen eller ej, så når nu man i dagens anledning kan tale mand til mand som ligemænd oppe ved buffetbordet, hvorfor så ikke lige få et par ting på plads. Måske endda tage det udenfor, hvis der er uenighed om hvor skabet skal stå.


Det er det samme hvert år, de grå mus mister fodfæstet , de dumme bliver dummere og en del ville ønske, at der fandtes en mere vidtrækkende fortrydelsespille, der også dækkede ord og handlinger.


Så nej, ikke flere weekendture til mig i år, for nej, selvom ovennævnte typer ikke udgør flertallet, så er det dem, der fylder bybilledet op året ud – så hellere kigge kalenderen igennem og finde en ledig stund til en bytur en torsdag aften, en tirsdag eftermiddag eller hvornår det nu kan passes ind.

Så kan jeg vende tilbage til januar, hvor byen er dejligt halvtom og de ovennævnte er forsvundet hjem igen for at pleje deres moralske tømmermænd.


---


I dag er dagen før dagen før dagen før dagen før dagen før dagen, det kan faktisk næsten ikke komme tættere på. Julen lurer som bekendt lige på den anden side af årets korteste dag, der dog stadig hører til blandt årets længste når man kigger på butikkernes åbningstider. Igen denne jul synes alt at være ved det gamle. Julepynten pakkes ud og sættes op, gaverne pakkes ind og lægges ned under træet, hvert individ sine ritualer, der uden tanke på fornyelse udføres hvert år til denne tid - traditioner er på godt og ondt vanetænkning omskrevet til festligt brug.


Jeg kan dog hverken hidse mig op til eller over julen. Julepynten her i huset strækker sig til de to juleøl, der lige nu ligger i mit køleskab og så mængden af sammenkrøllede dankortkvitteringer fra dagens gaveindkøb, der som grovkornet sne ligger spredt udover mit spisebord.


Når det kommer til julen mestrer jeg i særklasse begrænsningens svære kunst. Jeg smyger mig snildt udenom den overflod af overflødigheder december måned tilbyder af pynt, pis og papir – engang i mellem må man undres over hvad folk hellere vil have end penge. Skulle nogen føle skam ved tanken om deres eget overforbrug, er afladsbrevet heldigvis vendt tilbage i en moderniseret udgave, hvor man kan købe sig til ren samvittighed for prisen af en ged, en gris eller ti høns og en hane. Alternativt kan man blive højtidshellig og som så mange andre finde vej til kirken på mandag, dagen efter dagen hvor kirken ellers har åbent året rundt, men hvor de færreste synes at føle behovet for direkte kontakt til det ophøjede. Endelig er der muligheden for at vente på at vi træder ind i 2008. En ny begyndelse, tavlen bliver vasket ren og alt hvad klichékanonen ellers kan trække af udsagn, der giver os troen på at fremtiden tegner lyst og helst lysere – uanset hvad udgangspunktet måtte være. Selv læner jeg mig tilbage og tænker, at det hele nok skal gå.


Hvor meget eller lidt man vil det, så ender julen og årets afslutning altid som refleksionernes tid. Hvem mødte jeg og hvem sagde jeg farvel til? Hvem trådte i karakter, hvem svigtede og gjorde jeg selv hvad jeg kunne for mig, mine og gud, konge og fædreland? Jeg vælger at tro at min egen karakter er til godkendt.


Om det bliver traditioner, trivialiteter eller din tro, der bringer dig igennem første halvdel af næste uge – herfra lyder der et håb om en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

mandag, december 07, 2009

Vidste du, at man både kan hjælpe klimaet og få det bedre med sig selv ved at slukke for tv-transmissionen af topmødet?
Julegaverne til mig selv blev købt i dag, så nu har jeg billetter til disse koncerter.
Midlake (Amager Bio, 5. februar)
Tindersticks (Vega, 11. marts)
C.V. Jørgensen (Den Fynske Landsby, 27. juni)
Landsbyidyl lugter af pejs
Landsbyliv lugter af pis
Sådan er det

fredag, december 04, 2009

Tindersticks var et af de navne jeg så i 2008. Året jeg havde udråbt til at være alle koncertårs moder. Tindersticks var også et af de få koncertnavne, der ikke svigtede mig på det fæleste. I forlængelse af deres kommende plade Falling Down A Mountain vender de tilbage til dk med koncerter i Århus 10. marts 2010 og i Vega 11. marts 2010. Det skal jeg se.
Tredje gang er lykkens gang, og sådan forholder det sig også, når man ifølge pressemeddelelsen gør sig i mord og modbydelige madammer krydret med morfar-instrumenter. The Untamed har absolut fået det optimale ud af deres fem dage i studiet.

Én eneste gang har jeg haft fornøjelsen af at se The Untamed i levende live. Det var dengang i en ikke alt for fjern fortid, da DR stadig havde til huse på Rosenørns Allé og hvert år brugte en lørdag i april på at lade radiohuset rocke af stort og småt fra den danske musikscene. Programmet for hvad der skulle ses på dagen blev lagt, og første punkt på dagsordenen var The Untameds åbningsbal i Studie 4. Koncerten skød resten af dagen i sænk med et ubærlig højt lydniveau og en energi så intens, at den kunne skære i skiver. Det var ganske enkelt fantastisk. Tre år senere sidder jeg så med The Untameds tredje udspil og prøver at få nostalgien ud af systemet, før jeg sætter ord på det, de nu har gjort.

I indieverdenen ville Delicious Death.. snildt kunne prædikeres som lo-fi, men der skal sprøjtes megen indiewank over pladehandlerdisken for at matche det testosteronniveau The Untamed lægger for dagen. Pladen er møgbeskidt indspillet, et træk der, som en god bh, både løfter og støtter den musik, The Untamed spiller. Stilmæssigt har The Untamed lagt sig et sted mellem psychobilly og garageblues, et sted hvor intensitet er en kvalitet i sig selv, og et sted, hvor sangene frit kan kredse om glansbilledepolerede variationer af døden, og hvad der dertil hører af moralsk anløbne referencer, når udgangspunktet er et rendyrket rock n' roll univers.

Den tekstmæssige troværdighed er på tegneserieniveau. Det hele virker som én lang pastiche på samtlige rock og rul klichéer fra 50'erne, og det er tæt på, at bægeret flyder over når The Untamed på "Ghost Radio" halvvejs inde i pladen lytter til 66,6 FM. FM-båndet starter først ved 87,5 mHz, og man kunne med fordel have placeret "Ghost Radio" på mellembølgebåndet omkring de 666kHz.

Lige så overflødig som det stykke fakta må virke, lige så ligegyldigt er det, om teksterne er noget, man leger eller lever, og hvorvidt troværdigheden er på plads. For når resultatet skal gøres op på bundlinjen, og noteres ned med to linjer under facit, er det med den største begejstring, jeg igen og igen har lyttet til Delicious Death...

Det meste af den energi og intensitet, jeg kan mindes fra mit seneste møde med The Untamed, har også fundet vej til Delicious Death... The Untameds tredje plade er ganske enkelt en medrivende størrelse og samtidigt en noget mere helstøbt affære end de to foregående udspil. Faktisk kan jeg ikke komme på en eneste anke imod denne plade. Dermed ikke sagt at jeg vil udråbe Delicious Death.. til et mesterværk, men der er trukket en rød tråd igennem pladen, der stemningsmæssigt, produktionsmæssigt og stilmæssigt bliver fulgt hele vejen igennem. Nogle gange bliver der trådt lidt til den ene side, andre gange til den anden, men de små sidespring sikrer et varieret udtryk, der gør at man gider høre Delicious Death.. til ende. Også mere end én gang.

(Min anmeldelse af Untameds Delicious Death for Geiger)
Det er den tid af året.

torsdag, december 03, 2009

2. december 2009 - Munke Mose.
Endnu et nummer fra den kommende Eelsplade er blevet lagt ud til offentligheden. In My Younger Days er E i det dæmpede hjørne, hvor han gør det godt og ofte bedst. End Times lyder mere og mere som et lille mesterværk.

onsdag, december 02, 2009

- Jubelår for danske biografer
- Zentropa og dansk film i knæ
To nylige overskrifter fra Berlingske.dk.

mandag, november 30, 2009

27. november 2009 - Jens Ramon (Figurines)
27. november 2009 - Kulturmaskinen.
15. december er der åbenbart nyt fra Will Oldham, denne gang i selskab med bluegrass bandet The Picket Line. Death To Everyone er lagt ud til gratis download hos Drag City.


Dagens pladebestillinger.

søndag, november 29, 2009

Hvis man som jeg er til Midlake og Woodpigeon, så bør man kunne finde stor glæde i Leisure Society. Andetsteds kan man høre deres udgave af The Beatles - Something.
Jeg er siden i går aftes nået fem afsnit ind i Carnivale uden at blive stort klogere på, hvad serien egentlig går ud på. Carnivale rummer freaks, dommedagsprofetier, spåkoner, skæggede damer og tager udgangspunkt i kampen mellem det gode og det onde uden at det står klart, hvem der kæmper på hvilken side. Setuppet er uimodståeligt, udførslen forbilledlig og udgangspunktet i 30'ernes depressionsramte USA, fortalt i mørke og/eller støvede billeder gribende. Anbefales.
I dag er det 40år siden den første tipslørdag rullede over tv-skærmen.

lørdag, november 28, 2009

torsdag, november 26, 2009

Vi har her til aften opdateret Substans.info. Der er ikke sket det store på biografifronten, her har vi blot tilføjet de ganske, ganske få ord, der kan skrives om Sexbeats. Mere interessant bliver det inde i diverseafdelingen. Her har vi tilføjet et galleriafsnit, der indtil videre er blevet tilføjet to punkter, begge omhandlende Kliche. Mp3-sektionen har også haft vokseværk. Vi har dels lagt 3 mp3'er op med De Må Være Belgiere, og så har vi tilføjet den eneste koncert Sexbeats nogensinde spillede, et radioindslag om Complication og endelig Replikudgivelsen Fremtidens Legender i sin fulde længde.

onsdag, november 25, 2009

De sidste nye tal fra Statens Serum Institut viser, at 87% af alle Whamforgiftninger finder sted i årets fjerde kvartal. Direktør for Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen har ingen umiddelbar forklaring på denne fordeling, men udelukker ikke at man har overset noget.

(nyheden opdateres)

mandag, november 23, 2009

Novemberpiger varer ikke ved..
Labelkollektivet åbnede i dag op for deres webshop, hvor man bl.a. kan købe Tryghed & Tristesses udgivelser, men også en masse andet godt (og skidt).

søndag, november 22, 2009

..for tiden er det at spille mod Randers lidt som at slå på den blinde dreng fra specialklassen..
(overhørt i Sport På 3'eren)
22. november 2009 - Himlen over Hundstrupvej.
22. November 2009 - Præst.

fredag, november 20, 2009

Det synes sent, at melde sig ind under de nynostalgiske faner, der har vajet over danske spillesteder og jyske boldbaner de senere år, men i aften sker det. Love Shop går på scenen på Posten efter de seneste weekender at have touret rundt i landet. Derfor kryber jeg til korset, og går her, et år eller to efter at det var højmoderne, ned og ser en vaskeægte revival. Det vil jeg påstå det er, selvom vi selvfølgelig alle ved, at LoveShop aldrig har været gået i opløsning, men blot holdt pause. Jeg glæder mig ikke helt så meget som forventet, men glæder mig gør jeg. Magien var gået af ballonen da Love Shop trykkede på pauseknappen, og måske havde jeg set dem en gang for meget til helt at blive fanget ind af koncerterne. Hvad skal der så ske i aften? Er der dømt greatest hits. Får vi serveret nyt materiale? Er det det samme uden Hilmer? Kommer der til at være et tomrum der hvor publikum normalt taktfast råbte på ham? Helt bevidst har jeg afholdt mig fra at læse anmeldelser for at bevare lidt spørgsmålstegn til i aften.
Jeg glæder mig, men ved ikke helt hvad det er jeg glæder mig til.

onsdag, november 18, 2009

Jeg har længe savnet muligheden for en nyhedsfunktion på Substans.info, således at der var et sted, hvor det var muligt at smide links, nyheder, opdateringer af siden og andet godt ind. Vi har valgt en gylden mellemløsning, og har udvider Substans med en blog, hvor alle disse ting kan finde plads. Link fra Substans.info til bloggen bliver tilføjet snarest.

tirsdag, november 17, 2009

torsdag, november 12, 2009

Verdens bedste svensker har i det skjulte udsendt en børneplade. Det Kostar På Att Vara Barn er kun udsendt som download, men formedelst lidt under 9€ kan man få lov til at hente pladen ned på sin helt egen computer. Pladen er helt på niveau med de to seneste plader Oscar Danielson har begået. Hyggeligere, og en kende mere funky, men klart på niveau. Jeg vil ikke benægte, at det måske er en børneplade for voksne, men som voksen er den en foræring (til lidt under 9€). Anbefales.
Én dag gik der, fra favoritten E offentliggjorde et nyt nummer, til favoritterne fra Tindersticks valgte at gøre det samme. Black Smoke stammer fra den kommende plade, der på disse breddegrader kommer til at se dagens lys til januar. Igen, ligesom Eels. Black Smoke er ikke stramt melankolsk, som når Tindersticks er bedst, men er noget mere løs i sin form, og minder mere om materialet fra Stuart A. Staples to soloplader, end Tindersticks som man kender dem. 4AD har lagt nummeret ud til download her.

onsdag, november 11, 2009

Efter sidste års sjov med Onkel Dunkel og Tryghed & Tristesses julesingle legede jeg med tanken om lave en spoken word cd, i samme ubehjælpelige lo-fi stemmekvalitet som ovennævnte. Det blev ved tanken, men et par optagelser blev det dog til, og dem har jeg her til aften modtaget på mp3. Derfor vil uden yderligere tøven præsentere Det Svider og Frikorps Badeland, fra min skrinlagte temaplade om Ilse. Projektnavnet var: Manden fra Onkel.
Der bliver ikke hvilet på laurbærene denne gang, for allerede til januar udsender Eels nyt album. Det så endegyldigt betitlede End Times. Første smagsprøve fra pladen blev luftet idag, og Little Bird lover godt for, hvad der er i vente. Hvis dette er den røde tråd, der bliver trukket igennem pladen, så er der en dæmpet plade på vej. Man kan så håbe, at det bliver tilfældet, i stedet for den stilforvirring, der prægede Hombre Lobo. Little Bird kan høres her.

tirsdag, november 10, 2009

Odense er meget lig landet byen ligger i. Styret af en borgerlig ledelse, med et socialdemokratisk alternativ, der mere står som the lesser of two evils, end et egentligt alternativ til nuværende styre. Jeg har i al min tid som vælger enten stemt rødt eller blåt, aldrig rødgrønt eller rødt og hvidt, men er altid søgt ind til området omkring midten som enten venstremand eller socialdemokrat, med en enkelt afstikker til CD da valgkampen for et par år siden blev for ulækker, og Mimi Jacobsen syntes at være den eneste, der ikke trængte til at få vasket sin tankegang med sæbevand. På tirsdag skal der så krydses klinger med den politiske virkelighed igen, og som vælger i Odense kan man vide sig sikker på, at manden i stolen efter tirsdag stadig hedder Boye. Om det så bliver Boye den ene eller den anden er det indtil videre kun muligt at spå om, selv om gisningerne trækker mod venstre. Ifølge DR og deres mulighed for at holde ens egne holdninger op mod politikernes, er jeg fanget som en lus mellem to negle, og må erkende mig 68 % enig med begge spidskandidaterne, men spørgsmålenes emnevalg var også uden for mit gebet. Der er endnu nogle år til jeg kan forholde mig til skolevæsnet, og endnu flere til ældresektoren bliver relevant for mit vedkommende. Den offentlige trafik går der år imellem, at jeg benytter, så heller ikke der kan jeg fostre en egentlig holdning. Eneste punkt, hvor jeg kunne melde klart ud, var ved spørgsmålet om hvorvidt kulturen skulle stå først for skud, når der skal spares penge. Og nej, det synes jeg naturligvis ikke den skal. Det ligger fast, at mit kryds til regionalrådsvalget bliver den vanlige blanke stemmeseddel. På det mere nærlokale plan er jeg stadig blank, hvad end jeg gør med min stemme bliver det alligevel en Boye.

mandag, november 09, 2009

Stand By Me er filmudgaven af Stephen King novellen The Body, og det er meget muligt, at det er den eneste filmudgave baseret på hvad som helst af Stephen King, der er værd at se. Selv om jeg over årene nok skal have set filmen en håndfuld gange, er det først for nyligt, at det er gået op for mig hvor stærkt et soundtrack, der hører til filmen. Egentlig købte jeg det bare for at få lagt The Silhouettes - Get A Job lagt ind på min computer, men det er nu blevet tildelt en pæn placering på min aldrig nedskrevne liste over favoritsoundtracks.

01. Buddy Holly - Everyday
02. Shirley and Lee - Let The Good Times Roll
03. The Del Vikings - Come Go With Me
04. The Del Vikings - Whispering Bells
05. The Silhouettes - Get A Job
06. The Chordettes - Lollipop
07. The Coasters - Yakety Yak
08. Jerry Lee Lewis - Great Balls of Fire
09. The Bobettes - Mr. Lee
10. Ben E. King - Stand By Me
Mine tanker kredser om murens fald, det samme som nyhederne har kredset om de seneste par dage. Faldet bliver lige nu genfortalt på skærmen bag mig, og selv om det hele virker så nært, så kan jeg ikke indkredse, hvad jeg egentlig kan huske fra dengang, og hvad der via tv er blevet genopfrisket over årene. Et ord som fløjlsrevolution husker jeg brugt om det der skete i de andre lande, der trevlede jerntæppet op før det blev Tysklands tur. Hvordan flugten gik gennem Østrig for de, der havde muligheden og ikke turde vente. Det står mig også klart, at alting ulmede i tiden op til murens fald. Bliver grænserne lukket igen? Får det konsekvenser for de lande, der åbnede op eller følger de andre efter, så det utænkelige sker? Jeg ved, at jeg så mange nyheder i dagene, hvor det skete, og jeg bilder mig ind, at jeg husker billederne af folk på toppen af muren, der deroppefra symbolsk brød muren ned, og billederne af bilerne der som de første kørte over grænsen. Murens fald står ikke så klart i min hukommelse, som jeg kunne ønske, men murens fald står som symbolet på den måske vigtigste historiske begivenhed, der har fundet sted i min livstid. Nemlig jerntæppets fald og begyndelsen på foreningen af øst og vest i det Europa, der her tyve år senere stadig deler europæerne op i det A-hold vi selv tilhører, og det fattige og forurenende B-hold østfra, der dog langsomt nærmer sig. Det Polen, der findes i dag, er næppe så tilbagestående som det samme land min far besøgte for nitten år siden, mens andre lande stadig befinder sig i den dybeste armod. Derfor er det vigtigt for mig, at prøve at huske, hvordan jeg oplevede det og hvordan det har været, så jeg engang kan forsøge, at forklare mine børn hvordan det var og hvorfor det aldrig skal blive sådan igen.

Tor auf.

søndag, november 08, 2009

November er måneden før man tager afsked med året, og måneder før man står i det næste.
Fra faktaboksen: Den eneste gang jeg har opholdt mig på et andet kontinent, der var det med det formål at besøge en lædervarefabrik.
Paper Covers Stone er en genfortælling af, hvad Willard Grant Conspiracy har på samvittigheden. Pladens indspilninger er indfanget af en mikrofon fra et sted mellem et demolandskab og lyden af en minimal besætning på scenen, og de er i deres nedbarberede tysthed ganske foruroligende at lytte til. Det er ganske basalt, det er en mand, der i dette tilfælde er Robert Fisher, og det er hans musik, der i dette tilfælde er lig med Willard Grant Conspiracys output, der med Robert Fisher selv i forgrunden bliver omgjort og præsenteret i gengivelser begået af fire mand, tre mand, to mand eller blot ham selv. Resultatet er nonchalant og intenst, om det er de nær spirituelle sange fra Pilgrim Road, de dommedagsbuldrende rocktoner fra Let It Roll, eller om det er sange fra før de seneste to udspil. Alt leveres med selvsikker og rolig hånd, og serveres som et gyldent bevis på, hvor stærkt sangmaterialet fra Robert Fishers hånd er. Selvom 90'ernes unplugged og fremførslen af numrene fra Paper Covers Stone er bygget på den samme tanke om at bryde musikken ned og bygge den akustisk op igen, så er der milevidt fra den polerede lyd unplugged blev solgt på, og til Paper Covers Stone, hvor knasterne stadig stikker frem og risikoen for splinter er overhængende. Robert Fishers gravkammerrøst er massivt tilstedeværende pladen igennem og er den pille pladen bliver bygget op omkring. Det er også i den man finder det foruroligende. Intet synes, at kunne ryste den. Uanset tekstens emne, uanset musikkens opbygning, så står den med stoisk ro i midten af det hele. Ingen tvivl om at Paper Covers Stone får et ekstra aspekt fordi jeg i forvejen er bekendt med musikken, men den burde tale til enhver.

fredag, november 06, 2009

En sol så lav, at jeg har mistet kontakten til min skygges randområder.

onsdag, november 04, 2009

tirsdag, november 03, 2009

Jeg har gået med min dårlige samvittighed så længe, at jeg trængte til ferie fra den. Nu er jeg så stukket af hertil. Her finder min samvittighed mig næppe den første uges tid. Her kan jeg få syv dages ro uden anger, i de syv dage der går, før min samvittighed finder mig igen. Eller den uge der går, før jeg vender hjem til min samvittighed igen. Når vi ses igen, så vil min samvittighed kigge på mig og sige: skammer du dig ikke?
En bevidst kort Sods/Sort Sol biografi er nu tilføjet Substans.info.

mandag, november 02, 2009

Hvis Arek er noget, så er det et offer for dårlig presse. Jeg skulle oprindeligt have skrevet pressemeddelelsen til bogen "Fucking Polak" - i stedet valgte forlaget en billigere løsning. Nu betaler både forlaget og Arek prisen. Her følger mit oprindelige oplæg:

"Den hårdtslående provokatør, opponent og kontroversielle samlivsdebattør Arek Onyszko stiller i sin debut som forfatter spørgsmålstegn ved store dele af de danske normer, han igennem sine tretten år i landet har oplevet. Der gøres endegyldigt op med de bløde mænd og deres feminine værdier, og spørges ind til, hvor langt den danske mand er villig til at gå for at forsvare sit. Gennem sit indgående kendskab til sportens verden, har Onyszko fra baglinjen set, hvordan kvinden over årene har fortrængt manden fra hvervet som sportsjournalist og i sin velkendte bramfri tone, kommenterer Onyszko tingenes tilstand, og drager konklusioner, der lægger op til debat. Fucking Polak stiller spørgsmålstegn ved en række danske værdier, og er et sundt og debatvækkende indspark, fra en mand, der trods sine mange år i landet stadig evner at se tingene udefra."

lørdag, oktober 31, 2009

Tredje udgave af Little Nothings er sat til, at skulle udkomme til januar. Det er endnu ikke for sent at konvertere!

torsdag, oktober 29, 2009

"Hvis du kommer til et hjem, hvor et par bor sammen og hans vinylplader stadig står fremme. Så ved du, at det er en alfahan, der bor der."

Peter Lund Madsen
(Udtalt i: Hjælp! Min kone er skidesur)
Jeg kan huske, at jeg har stået med den i hånden i Stenstrup Biblioteks afdeling for voksentegneserier - jeg kan derimod ikke huske, om jeg nogensinde fik den lånt, men en ting er sikkert, og det er at jeg aldrig har fået den læst før nu. Desværre. Maus er noget af det mest fantastiske jeg meget, meget længe har investeret tid og penge i. Handlingen, såvel fortællingen fra dengang, som den sideløbende nutidshandling sitrer af had og frygt, og fortællingens evne til at holde læseren fast er uovertruffen. De to bind fås samlet til næsten ingen penge på Amazon. Anbefales.

Med Pixeline er det nu muligt, at holde Spil Dansk Dag året rundt.