fredag, december 31, 2010

Der findes kombinationer af navne og emner, der får én til at søge videre, og en notits i Politikken om en bog om værtshuse, hvor bl.a. Torben Steno, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt medvirker er en af de kombinationer. Bogen blev placeret på min ønskeseddel, sidenhen under juletræet, og de sidste par dage ved siden af sengen som godnatlæsning.

Det er de to journalister Simon Staffeldt Schou og David Jacobsen Turner, der står bag bogen, og de skulle nok enten have skruet op for sideantallet, eller ned for antallet af medvirkende, for det bliver aldrig rigtig dybt, hvad værtshussamtaler ellers godt kan blive. Alle interviews i bogen er skåret over samme læst, hvor historien om stedet, omgivelserne og den interviewedes forhold til stedet gennemgås, men så snart interviewet bryder ud af formlen, og der tales frit, så ved man også, at enden af teksten er nær. Af samme grund kommer man aldrig ind under huden på de medvirkende. I enkelte tilfælde tænker jeg, at der næppe heller er mere at komme efter, og her skulle en nådesløs redaktør have skåret igennem og spurgt ”var der ikke nogen af de andre, der kom med noget i ikke fik med, for så skriver vi bare Szhirley ud af historien.”.

Bogen har dog sin egen charme og ro, også selvom begrebet værtshusromantik ikke er noget jeg dyrker. Til tørst, og ikke til trøst, som det vist hedder. Jeg hører til dem, der har hilst rygeforbuddet velkommen. Ikke så meget på grund af folkesundheden, som det faktum at jeg var træt af at komme hjem fra byen, og først smide jakken, der lugtede af røg, og så smide skjorten, der lugtede af røg, og ovenpå den smide undertrøjen, der lugtede af røg, for til sidst at overveje, at glatbarbere mit bryst fordi røgen sad langt ind i kropshårene på mig. Der er delte meninger om den side af sagen i bogen. Flere mener at værtshusene er samlingsstedet, der sørger for at folk i det mindste har selskab, mens de går i hundene, og at rygeforbuddet tvinger disse mennesker til hjemligt forfald i stedet. Andre, men færre, giver mig ret.

Torben Steno berører emnet, fra sin stol på min egen foretrukne københavnerknejpe Vinstue 90. ”Der er en kæmpe gruppe mennesker, der slet ikke kommer de her steder. Den herskende klasse, der synes, det er vigtigste i verden er at løbe og holde sig sunde, de kommer slet ikke i kontakt med det her. Sundhedstyrannerne ser ned på de her steder.”. Og fra den anden ende af skalaen, sagt fra en stol på Palæ Bar, bidrager Mette Walsted Vestergaard ”Jeg har kun set, at den store tolerance omkring drikkeriet har næret folks ulykke. Jeg har ikke noget godt at sige om det. Lige så dejligt, det er at sidde her, lige så usmart er det, hvis man gør det hver aften. Det er usundt, man får kræft af det, man mister sin familie på det, og man udfører sit arbejde dårligt.”. Begge har de ret.

Bogen er hyggelig, læseværdig, men lidt for let læst. Der er masser af små historiske guldkorn, at komme efter i form af historierne fra dengang værtshusene var noget, og enkelte tanker fra de medvirkende rammer også plet, mens andre ikke bidrager til festen. Når bogen engang kommer på tilbud, vil den dog være alle pengene værd.

Et kort interview med de to forfattere kan høres her.

torsdag, december 30, 2010

Både før, og lige siden vi sidste år udsendte The Silent Section på Tryghed & Tristesse har "In Snow Forever" været mit absolutte yndlingsnummer med gruppen. I forlængelse af de nuværende meteorologiske tilstande her til lands er vi blevet enige om at gøre den frit tilgængelig på Tryghed & Tristesses hjemmeside. Det er 9 minutter og 13 sekunders indadvendt optur vi gerne deler ud af.

onsdag, december 29, 2010

17.38 spillede P3 et stykke hip hop, der for mig var nyt, men helt klart var af en ældre skole. Blandt andet det faktum, at det var godt fortalte mig, at det ikke var af nyere dato. Nummeret var ”Hello” fra en Ice Cube plade dateret til 2001. Lidt research fortalte mig, at nummeret havde samlet den overlevende del af N.W.A., der rappede sig igennem en tekst om, at folk burde respektere dem for at have gjort gangstarappen så stor som den blev, så intet nyt der. Vel hjemme tog jeg et par hits fra memory lane, fra dengang hip hoppen stadig var, og kunne noget. I bedste mixtapestil er her et godt bud på de hip hop numre, der betydet mest for mig.

1987 Beastie Boys – No Sleep till Brooklyn
Beastie Boys var mit første møde med hip-hoppen som det var for så mange andre. Jeg hørte nummeret første gang på fætter Mortens værelse, og jeg har stadig hans 7” fra dengang. I Bravo som jeg læste, men ikke helt forstod, kunne man læse om disse blege drengerøve, der væltede huset, og når de fik chancen væltede biler sammen med Run D.M.C.. Sådan fremstod det i hvert fald på de kulørte sider. Nummeret holder ikke helt vand i dag, men det har de til gengæld lavet så meget andet der gør. At det lige blev dem, der stadig er her i dag ville de færreste nok have troet på back in the day.

1988 Public Enemy – Don’t Believe The Hype
Public Enemy var fandeme seje når man så dem i Mix affotograferet i militant fremtoning og uniformering. Og de var politiske og racebevidste, men det var først senere vi forstod, hvad det gik ud på. Deres logo var strøget fast på så mange cowboyjakker, at en af mine venner troede, at Public Enemy var et tøjmærke. Det er først for 10 år siden, hvor jeg fik en opsamlingscd med nummeret på, at nummeret for alvor gik i blodet på mig. Lp’en blev købt for små to år siden, og den holder hele vejen i banken. Titlen er i dag en af mine faste catch phrases.

1988 N.W.A. – Express Yourself
Når Fætter Morten bestilte plader hos Streetdance i København sad vi fire år yngre lømler, og glanede det farverige, men fotokopierede katalog igennem for at se, hvad vi havde råd til. Christian bestilte en N.W.A. t-shirt i en forrygende hvid og orange farvekombination. Musikken kendte han ikke, men der var noget forbudt ved at gå med en t-shirt fra et band, der havde lavet et nummer med titlen ”Fuck the Police”, også selvom far og mor aldrig havde hørt om det. I dag er det den, og ”Straight Outta Compton” som folk husker, men det var den mere trippede og poppede ”Express Yourself” jeg stødte på først.

1989 De La Soul – Me, Myself and I
Det er nok ikke meget galt at sige, at det var det her nummer, der gjorde mig opmærksom på selvet, godt hjulpet på vej af en video, hvor hovedpersonerne stod udenfor, og havde det fint med det. Det tog en 15-20 år helt at forstå det, men øjeblikket står ganske klart. Videoen så vi på Formel Eins på tysk tv, der hver anden lørdag præsenterede en times musikvideoer, som vi åd råt med øjne og ører, mens vi breakdancede det bedste vi havde lært i farmors stue.

1991 Del tha Funkee Homo Sapien - Mistadobalina
Spottet på en hitliste fra Jeppe ”Jay” Bisgaards hip hop side i Mix, og købt i et grænsesupermarked sammen med guderne må vide, hvor meget slik. Del var Ice Cubes fætter, og har senere medvirket i Gorillaz forløberen Deltron 3030, og vist også selve Gorillaz. Jeg købte hele pladen, der bar den vidunderlige titel ”I Wish My Brother George Was Here”, men det var ”Mistadobalina” der var det store hit. ”Pissin On Your Steps” lød en hilsen til Vanilla Ice, det kan jeg stadig grine af små 20 år senere.

1991 Naughty By Nature – O.P.P.
"You down with o.p.p.?" lød spørgsmålet, og ja for helvede, om det sidste p så stod for property, pussies eller hvad fanden det stod for, så var vi nede med det. Den opfølgende single ”Everything’s Gonna Be Alright” rummede den for vildeste liveudgave af nummeret, og den var op gennem 90’erne et trofast partytrack. Naughty By Nature var i en periode noget af det største for mig, men jeg må indrømme, attiden har været grusom ved dem. Jeg er dog stadig nede med p.

1991 A Tribe Called Quest – Can I Kick It
Et nummer, der først er kommet til mig langt senere via en opsamlingsplade med diverse hip hop hits. I baggrunden tager Lou Reed en tur på den vilde side, men det var i første omgang nummerets naturligvis-kan-du-det attitude, der bragte det ind under huden på mig. Ikke et af de største numre i min verden, men stadig noget, der bringer smilet frem på mine læber når det krydser min vej.

1992 Arrested Development – Mr. Wendal
Arrested Development kom til mig via MTV. Lige pludselig var de der med deres håndholdte hip hop, der brød med alt jeg havde hørt før, og var jeg ikke solgt dér, så blev jeg det med deres MTV Unplugged koncert. Hip Hop spillet med rigtige instrumenter, funky som bare, og helt ubeskriveligt effektivt. De havde den politiske korrekthed på deres side, og medvirkede også på Malcolm X soundtracket. Debutpladens titel ”3 Years, 5 Months and 2 Days..” var den tid det havde taget dem at få en pladekontrakt, så lang tid tog det dem ikke at forsvinde fra rampelyset igen.

1992 Dr. Dre – Nuthin’ But A ”G” Thang
Mere MTV, men noget helt andet end Arrested Development, og mit første møde med Snoop Doogy Dogg, der var indover på rap. Musikbladene skrev smøre op og ned om Snoops forbindelser til bandeland, men det forhindrede ikke fast rotation på MTV. Compton fik comeback i folks bevidsthed, og Dr. Dre markerede i denne periode, at han var (og stadig er) det største, der er sket for hip hoppen. Et stort sommerhit, der stadig gør mig småkåd.

1992 House Of Pain – Jump Around
Et af de mest markante hip hop numre nogensinde. Minderne om vild dans når vi væltede diskotek Chess om onsdagen, hvor vi egentlig burde ligge i vores senge, og gøre klar til den kommende dags anstrengelser med markedsføring og regnskab. ”Jump Around” var det eneste nummer, der for alvor bragte House Of Pain på landkortet. Frontmanden gik senere solo, og lavet under navner Everlast et par fine numre før også det døde ud.

1993 Cypress Hill – Insane in the Brain
Mere Chess. De hellige fire var House Of Pain, Cypress Hill, Beastie Boys og Rage Against The Machine sat i forlængelse af hinanden, og resultatet var et fyldt dansegulv, hvor man efter bedste beskaffenhed gik amok. Jeg fangede aldrig helt hashvinklen, og hvorfor dele af min omgangskreds var ekstra glade for Cypress Hill, også dengang var jeg hellere fuld end skæv, men nok en smule mere naiv end i dag.

1994 Snoop Doggy Dogg – Gin And Juice
To år efter ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, og igen var det sommer, og igen var det MTV, der spredte det glade budskab, og igen var det Snoop og Dr. Dre, der havde skabt et sommermonster. Mere tilbagelænet end ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, og med et omkvæd som skabt til lørdag aften var den med til at lære os at værdsætte Death Row Records.

1994 Warren G – Regulate
..regulators, mount up! En intro hugget fra Young Guns, og G funk var en realitet. Et mere smødt og soulet udspil end, hvad der ellers havde været fremme af hip hop. Muligvis grundlagde dette nummer den udvikling, der har bragt det sjælfesne ind i hip hoppen, men fra første gang jeg hørte, og frem til i dag rapper jeg gerne stille og roligt med. G funk step to this, I dare ya..

1995 LL Cool J – Mama Said Knock You Out
Endnu en catch phrase leverandør. Åbningslinjen ”don’t call it a comeback” er lyden af en mand, der kræver sin plads. Noget af det bedste, der er leveret indenfor I’m-the-best-fuck-the-rest genren, hvis den altså måtte findes. Tunge beats, hård scratch og en simpel opbygning er med til at gøre denne til en udødelig klassiker. LP’en fandt jeg for et par år tilbage, og den holder – Jeg vil ikke sige stadig, for det var udelukkende dette nummer jeg kendte dengang. En lille åbenbaring var det dog, at få hele pakken.

Ps: en mand, der hører gammel hip hop er ikke nostalgiker, han er man old school.

tirsdag, december 28, 2010

Overskrift: "Op til 15 nødlidende på Bornholm".

(naturkatastrofe på dansk)

søndag, december 26, 2010

Elbows julegave til verden er denne liveudgave af Lippy Kids, der synes at være titelnummeret til den kommende plade fra deres hånd.

fredag, december 24, 2010

You scumbag you maggot
You cheap lousy faggot
Happy christmas your arse I pray god it´s our last.

(Jem Finer/Shane MacGowan)

torsdag, december 23, 2010

Ny plade fra Elbow 7. marts.
Is there anyone else here
who doesn't know?
We're under fifteen feet
of pure white snow

(Nick Cave)

mandag, december 20, 2010

Vi var en lille privilegeret flok, der i eftermiddags var til koncert i det yderste af Odense. Selvom stedet var lokaliseret indenfor byskiltene og med Vollsmose rundt om hjørnet, så var landidyllen allestedsnærværende både ude og indenfor på gården, hvor Song For Wendy spillede. Song For Wendy er for de, der ikke kender dem, et nyt projekt fra Mads Mouritz og Disa.

Invitationen faldt forleden pr. mail fra værterne som vi med jævne mellemrum støder ind i til koncerter og udstillinger. Bedre kender vi dem heller ikke, så derfor vidste vi heller ikke hvilket type arrangement vi kørte ud til, men ikke siden min mormor stadig var i vigør har jeg hørt sætningen "nu skal i endelig bare tage" så tit og ofte, at den næsten blev messet. Gæstfriheden var som idyllen allestedsnærværende. Når man med en kop kaffe i den ene hånd klør stedets kat bag øret, mens man småsnakker med den ene optrædende, og finder ud af at hun har termin samme dag som min egen kone, for senere at følge samme kat vandre rundt blandt publikum inden den blev skræmt væk af klapsalverne mellem to numre så er vi på et niveau, der er så hjemligt og hyggeligt, at jeg ikke kan mindes før at have oplevet tilsvarende til en koncert.

En stue var blevet ryddet for at gøre plads til de ca. 20 tilhørere vi endte med at blive. To højttalere med hver deres levende lys på toppen rammede scenen ind, Mads stod med sin guitar, og Disa havde pakket sit elektroniske grej ind bag et klæde broderet med, hvad jeg tror var en ræv. Telefonerne blev bedt slukket, for koncerten, blev som det er tilfældet med syv andre optrædender Song For Wendy giver, optaget med henblik på at samle materiale til en udgivelse i løbet af 2011. Publikum var lydhørt, næsten andægtigt, måske en smule presset af tanken om optagelsen, men ingen ord og ingen pip fra nogen på noget som helst tidspunkt bragte langt hen af vejen koncerten op mod skyerne.

Song For Wendy fortolker digte fra et væld af århundreder, tilsat folktronica så sødt og sart, at der ikke skal meget til at vælte læsset. Det er ikke intenst som så, men kræver nærvær, hvis man vil have det fulde udbytte. Et nærvær, der så absolut var til stede i den lille stue, der rummede en imponerende akustik. Titler og tekster kan ikke namedroppes her, for bortset fra "The Night Has a Thousand Eyes" kendte jeg intet til deres materiale, men stilen fra den blev holdt hele vejen igennem, med et enkelt afbræk til en islandsk sang, og et andet knæk i retning af en hyldest til Dolly Parton. En enkelt sang blev taget om som ekstranummer, og så var det slut.

Det hele var overstået på en lille time, men det er en time, som jeg vil tage med mig og huske som den måske fineste koncertoplevelse i 2010, der dog landede en postgang for sent til årslisterne. En stor tak til dagens værter, og et applaus til musikerne og musikken, der gerne må finde vej til et fysisk format i løbet af 2011.

søndag, december 19, 2010

Der er blevet lagt et interview med mig op på I Love That Photo. Indskudt bemærket var det en sjov øvelse, at skulle forholde sig til, hvad jeg egentlig laver når jeg fotograferer. Endnu sjovere var det, at svare på hvorfor jeg netop havde valgt de fire billeder, der er brugt, når nu folkene bag I Love That Photo siden hen har valgt fire andre.

lørdag, december 18, 2010

Atten tolv femogtres

Jeg har set solen stå op
en maj morgen
over min by

Jeg har hørt titusinde biler
i gaden hvor jeg bor
Hver dag indåndet min dosis støj

Jeg har ventet tålmodigt så længe
at jeg har glemt alt
og hvad det er jeg drømmer om

Hvad er det jeg drømmer om

Jeg har kørt igennem disse gader
på cykel og i bil, mest i taxa
det halve af et liv

Vadet parkerne tynde
jeg har løbet de allerfleste horn
næsten af mig

Hvad er det jeg drømmer om

Hvis jeg kunne
gøre alting om
Hvis jeg nu
fik en chance til

Hvad er det jeg drømmer om

Jeg har set solen gå ned
en søndag eftermiddag
sen november

Så kom december
og endnu en fødselsdag

Atten tolv femogtres
Hvad er det jeg drømte om

(Henrik Olesen, 2007)

fredag, december 17, 2010

Det nye nummer af Geiger er landet. Jeg har bidraget med en artikel om Irma Victoria, og et kortere stykke om genudgivelsen af Kain.

tirsdag, december 14, 2010

"I Dansk Folkeparti er vi stolte af Danmark; vi elsker vort fædreland, og vi føler en historisk forpligtelse til at værne om landet, folket og den danske arv."

Hvorfor så denne amerikanisering?
 
Fyens Stiftstidende 10. december 2010.

mandag, december 13, 2010

Ikke en voldsom trængsel og alarm.
Lad Internationale lyde (eller noget med en tilsvarende ud-over-grænsen skuende titel), for det er nu kommet så vidt i blogåret, at der skal skues tilbage på de udenlandske pladeudgivelser, der har præget mit år. Vanen tro listes der indledningsvis op hvilke titler jeg har erhvervet mig fra de forskellige musikblades års bedste.

Uncut
14. The National – High Violet
07. John Grant – Queen of Denmark

Mojo
23. Sharon Jones & the Dap-Kings - I Learned the Hard Way
21. Isobel Campbell & Mark Lanegan – Hawk
07. Midlake – Courage of Others
01. John Grant – Queen of Denmark

Gaffa
29. Johnny Cash – Ain’t No Grave
22. Admiral Radley – I Heart California
05. John Grant – Queen of Denmark
02. The National – High Violet

I min verden blev årets vinder Kurt Wagner & Courtney Tidwells fine countryplade ”Kort – Invariable Heartache”. Fyrre minutters fortolkede countryklassikere fra plader de færreste har hørt om, der dog alle blev udgivet på Courtney Tidwells fædrene ophavs pladeselskab, hvis navn fortaber sig i tågerne, og hvis jeg husker historien ret. Det er klassisk country, der ganske udramatisk rammer hårdt, med sin længsel og sange om kærlighed. At Kurt Wagner har en af tidernes bedste vokal, der står perfekt til Courtney Tidwells countryvokal understreger blot pladens kvaliteter.

I opløbet kom ingen rigtigt tæt på, men flere fortjener ros og skulderklap. Eels beviste med ”End Times” at de ikke var gået tabt i ”Hombre Lobos” bluesrock. Johnny Cash fik med ”Ain’t No Grave” bevist at han ikke er mere død end man gør ham til. Gotan Project gjorde med ”Tango 3.0” comeback efter en periode med remixes og den slemme/fæle ”Lunatico”. Sharon Jones & The Dap-King byggede med ”I Learned the Hard Way” ovenpå deres position som soulrevivalister par excellence. Med Admiral Radley fik min glæde over, hvad Jason Lytle render og laver endnu en grund til at blive ved. Midlake får thumbs up for ”Courage of Others”, der glæder mig hver gang den ryger på, men trods utallige spins slet ikke er kommet ind under huden på mig endnu. Woven Hand ryger også i comebackpuljen med ”The Threshing Floor”. Endelig er der John Grant, der har måttet gå så uendeligt meget ondt igennem og nu optræder på alle årets top 10 lister, og hvor fortjent er det ikke. Han har givet mig så meget igennem The Czars, og nu giver han igen så meget i eget navn. Ikke nok til at blive årets #1 her på bloggen, men årets toer, mine damer og herrer… John Grant!! Kom op og tag imod dit bifald John, du fortjener det.

Comebacks fylder generelt en del på årets liste, og det gælder også på singlefronten, hvor Josh Haden har pudset sit gamle bandnavn Spain af, og over to gange udsendt årets single ”I’m Still Free”. Først kom den på cd-single i januar, så skulle den være udgivet på et spansk selskab på 7”, men det gik i vasken, dog så den alligevel dagens lys, finansieret af fans via Kickstarter dukkede den op på vinyl her i efteråret. Forventningerne til den lovede plade i 2011 er allerede nu pænt høje.

Årets genudgivelse tilegnes Lee Perry & The Upsetters, der fik samlet en masse gamle dubplates af Pressure Sounds og udsendt dem under titlen ”Sound System Scratch”. Resultatet er en bragende god og tung dubplade.

Prisen for årets skuffelse er blevet splittet op og tildeles i år tre navne. Tinderstick for en tredjedel for ”Falling Down a Mountain” som jeg ikke engang gad købe, Divine Comedy får deres andel for ”Bang Goes the Knighthood” som jeg desværre havde forudbestilt og ikke har noget positivt at sige om, men skal der være en stinker over dem alle i år, så går prisen til The The for deres/hans soundtrack til ”Tony”. Det er ganske enkelt lyden af blod, afføring og materie, der brækker sig, og oveni det kan lægges skuffelsen over at genhøret med The The skulle blive sådan efter alle disse år.

 Mark Linkous død får ingen priser, til gengæld håber jeg, at han fik fred.

Årets udenlandske koncertnavn udgår i år. Jeg ved, at jeg har været til i hvert fald tre, men kan i skrivende stund kun huske de to, og hverken The National eller Tindersticks fortjener nogle præmier.

Som erstatning tildeles Robyn årets kan-i-ikke-se-at-det-er-en-joke pris. Hvordan, og i lige så høj grad hvorfor, at dancemusik lige pludselig er blevet kosher er mig en gåde. Hendes tude-stalker tekster over en tyskertromme og et dansabelt beat har ikke gjort verden et bedre sted sidst jeg kiggede ud af vinduet, og de daglige afspilninger på lokal og statsradiofoni har ikke gjort noget positivt for min hverdag. Massehysteriet, band wagon effekten og dygtige reklamefolk længe leve.

Blandt de plader jeg ikke fik købt i år skal nævnes den nyeste med The Swans, der nok burde have en chance selvom jeg kun kender deres gamle materiale perifært. Jenny & Johnny ryger til gengæld ikke i kurven, trods min begejstring for Jenny Lewis må hun og hendes boy godt have denne omgang 70’er rock for sig selv, og sidst men ikke mindste er der Roky Ericksons flirt med Okkervil River, der stadig står på indkøbssedlen.

2010 – over and out.

lørdag, december 11, 2010

I forbindelse med udgivelsen af Manden Fra Onkel har jeg gået og snakket med mig selv, og forsøgt at give mig svar på de spørgsmål der næppe bliver nogen, der stiller.

Åbningsspørgsmålet var måske fortænkt, men det havde presset sig på lige siden jeg vidste at jeg skulle interviewe mig om Manden Fra Onkel.

- Er det her et udslag af et Klaus Lynggaard kompleks?
- Hvad har min elendige kommatering med Manden Fra Onkel at gøre?
- Nej, jeg tænker anmelderen, der leger musiker!
- Nåhr, nej så absolut ikke, og så alligevel. Da jeg lavede Onkel Dunkel for et par år siden var det lidt ud fra, at nu havde jeg solgt plader så længe, anmeldt plader, skrevet om musik, interviewet musikere, udgivet musik på Tryghed & Tristesse, at det med at indspille musik lå lige for som noget, der skulle afprøves. Der er alligevel stor forskel på Onkel Dunkel, og Manden Fra Onkel. I tilfældet Onkel Dunkel valgte jeg sangene, lod én anden om det grove, og dukkede så egentlig bare op og brægede i en mikrofon. Denne gang har jeg været med i langt mere. Teksterne er hjemmegjort, og den ene vi har hugget har ikke været sat til musik før. I langt højere grad et samarbejde end et bestillingsarbejde, selvom jeg ville have været på herrens mark, hvis ikke det havde for Morten, der har sat musik til hele herligheden.

Manden Fra Onkel havde været diskuteret frem og tilbage som en løs idé før den for alvor blev skudt i gang tilbage i januar. Mails er fløjet frem og tilbage, møder er blevet afholdt, demoer indspillet, kasseret, godkendt og rettet til, for i sidste ende at ende med at blive udgangspunktet for de fem sange, og medfølgende intro, der udgør Manden Fra Onkel ep’en. I den første mail stod ordlyden ”to ting er helt sikkert”, men kun den ene endte med at være på slutresultatet. I samme mail stod også at målet var en håndfuld sange eller seks, og det er der vi er endt. Den ting, der blev holdt fast i var, at Strids tekst om bussen skulle med.

Jeg har et særligt forhold til Strid, jeg har brugt hans fantastiske børnebøger som dåbsgaver til begge mine nevøer, og en plakat med den omtalte Stridtekst hænger hos min søster, som et minde om deres år i København. På plakaten ser man linje 4A, og det var deres buslinje. Så den skulle pinedød med, og af samme grund blev der aldrig spurgt om lov. Tanken om et nej var ikke et acceptabel udfald, så i stedet for at risikere nejet lod jeg ganske være med at spørge. Jeg håber han er den tilgivende type.
På et tidligt tidspunkt i processen opstod der et mantra, der hed ”flere gæstestjerner end en Santana-plade”, og det lykkedes nogenlunde. To steder på pladen optræder der stemmer fra folk udefra. Det lykkedes mig at få bidrag fra både venner, og fra en række folk, der scorer endog meget højt på min liste over favoritmusikere og digtere. De skal forblive navnløse, da det ikke handler om hvem de er, men om min taknemmelighed over at de gad. To afslag blev det til, men langt de fleste sagde ja, og dem kan man så høre dels i introen, og dels i den afsluttende del af det afsluttende nummer. Så ep’en starter og slutter med udefrakommende kræfter. Det bliver nu meget rart i fremtidige musikdebatter, at kunne smide trumfen ”åh ja, ham/hende havde jeg også med på en af mine plader”.

I klassiks interviewstil vil jeg lige gå ep’ens numre igennem.

1. Intro
Det lå meget hurtigt klart, at der skulle laves en talt intro, selvom formen og indholdet drillede, så synes jeg det lykkedes at skabe noget, der var pissecool, og pisseuhyggeligt, som en perfekt optakt til det første nummer.

2. Campingkannibalen
Klart favoritnummeret, førstesinglen og det nummer, der virker bedst. En af de første der hørte det konstaterede først, at det lød som Sort Sol, for siden at konkludere, at det kunne man fandeme ikke synge i en børnesang. Mit klap på skulderen til mig selv må være marchtrommerne, der kører i baggrunden. Det var min idé, og den virker i al beskedenhed fortrinligt.

3. Bag Den Blå Dør
Pladens socialrealistiske moment, i rendyrket Vesterbro Ungdomsgård stil. Første tekstudkast lød ”bag den blå dør / der bor flødeskummet / det skal med raket / ud i verdensrummet”, og så skiftede dørene ellers farver i versene. Men altså blå som i blues, røde hunde som i syg og skidt, og en slutning, der handler om at man skal bryde ud af de dårlige rammer og komme videre.

4. Strids Sang Om Bussen
Den har allerede været nævnt, men jeg synes at Morten her virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at omsætte en eksisterende tekst til musik, og på en måde så det fungerer. Den har været med os hele vejen, og det er vi taknemmelige for.

5. Børneremsen
Sangen rummer navnene på noget nær alle børn i familie og omgangskreds, dog er de med dobbeltnavne og andet usyngeligt skåret fra med hård hånd. Den stikker lidt udenfor i stil, nok fordi den var blandt de første, der blev skrevet. Jo længere vi kom i projektet, jo tungere og livligere blev numrene.

6. Manden Fra Onkels godnatsang
Ingen børneplade uden en vuggevise. En sjov lille fjollet sag, der syrer helt ud til sidst i et inferno af støj og gæstestjerner. Outroen synes jeg er blevet helt perfekt, men det er ikke mig, der skal bedømme det.

- Apropos bedømmelse, er det så blevet som jeg ville have det?
- Nej, selvfølgelig er det ikke det. Jeg kan ikke synge, vi har ikke haft luksusindspilningsfaciliteter til rådighed, produktionen måtte godt have støjet noget mere, og jeg ville gerne have haft mere tid, for jeg syntes jo længere vi kom hen, jo bedre blev det vi lavede. Men!! Jeg synes stadig, at det er blevet skidegodt, og jeg er vældigt (selv)tilfreds når jeg hører resultatet. Det skal heller ikke skorte på hverken tak, eller ros til Morten, der har lavet musikken. Han har fandeme lavet et brag af et stykke arbejde.

Generelt fylder taknemmelighed en del i de gange jeg har forsøgt mig med musik. Uden andres indsats - intet resultat, og sådan vil det også være fremover. Og der bliver forhåbentligt et fremover, for det er lige dele skideskægt og dybt fascinerende, at arbejde med den udøvende del af musikken, så det gør jeg gerne igen, og gerne med nogen af dem jeg allerede har arbejdet med, og lige så gerne med nye ansigter, for at opleve en anden tilgangsvinkel til det hele.

Næste træk kunne være at prøve kræfter med voksne tekster, og det er der også allerede blevet talt om. Det kunne også være sjovt at forsætte i den barnlige gænge, men indtil videre er næste projekt, at blive far til januar, og hvile en smule på laurbærrene.

fredag, december 10, 2010

Fra dagens udgave af Fyens Stiftstidende.
*REKLAMEADVARSEL*

To udgivelser, der har involveret mig på den ene eller anden måde, lægger fra land i dag. Dels udsender Tryghed & Tristesse End Of Your Garden, dels udsender jeg via Eget Selskab Manden Fra Onkel ep'en.

Køb dem for satan!

*REKLAMEADVARSEL*

torsdag, december 09, 2010

To favoritter har uafhængigt af hinanden fået deres bedrifter fra starten af 90'erne lagt frem i lyset.

Josh Haden fra Spain står så vidt vides selv for kompileringen af Blue Moods of Spain: A History pt. 1, der forleden blev gjort tilgængelig via Bandcamp.13 tracks fra før Spain udsendte Blue Moods of Spain i 1995. Alt er demooptagelser, alle numre skulle efter sigende have hørbar båndstøj, og herligheden er udsendt af Josh Hadens eget selskab Diamond Soul Recordings, der, hvis den sidste linje i præsentationen passer, udsender et nyt Spain album næste år.

Via Chromewaves er der dukket 8 demooptagelser med Salt Chunk Mary op. Ikke et navn man bør kende, men frontmanden Mark Linkous vil være de fleste bekendt. Dette er hvad han lavede før Sparklehorse. Stilen er støjende sommerpop, med et udtryk, der er noget mere naivt end Sparklehorse. Det er dog absolut værd at lægge ører til.

mandag, december 06, 2010

Juletid er årslistetid, også i år. Vanen tro skelnes der mellem de internationale bidrag, og de danske, der får lov til at lægge for. Når jeg lader blikket vandre ned over dette års indkøb, så kan jeg godt se, at jeg har forladt pladebranchen. Sølle 30 danske titler er det blevet til i 2010, mod henholdsvis 68 og 69 de to foregående år. Der kommer yderligere to titler til når jeg på fredag selv børneudsender, og via Tryghed & Tristesse udsender End Of Your Garden, men nok om mit.

Årets danske plade kan i samme ombæring hente prisen for årets danske ep. Vinderen er så soleklart Ukendt Under Andet Navn, af og med Henrik Olesen, der beviste, at man sagtens kan lave voksenpop, uden at pop er lig med dumt. En parallel jeg efter et år med P3 og lokalradio ellers hurtigt trækker. Der er bid i teksterne, og fornemmelsen for den gode underspillede melodi lever i bedste velgående i Henriks hænder.

Emma Acs kan trække sig tilbage med prisen for årets single, og som en stærk contender i opløbet til årets livenavn.7” singlen ”We Make Sense” var så befriende let og medrivende, at en hel plade fra hendes side står meget højt på listen over musikalske ønsker for 2011. Hendes koncert på Posten som opvarmning for The Blue Wank var klart blandt årets top 3 oplevelser, det var fantastisk at se et publikum overgive sig til et ubeskrevet blad, men skulle det være, så var det også tiden og stedet at gøre det.

Når Emma Acs ikke får titlen som årets livenavn, så kan det næppe komme bag på nogen, der følger med på denne blog, at det er Cody, der står i vejen. To gange blæste de mig omkuld i år, dels deres killeropvarmning for Tindersticks, der var tæt på at efterlade mig i tårer, og to måneder senere på Kulturmaskinen, hvor de igen gjorde der bedste, der er så meget bedre end hvad andre gør godt.
I denne kategori er der også rosende ord til Mouritz/Hørslev Projektet for deres koncert på Harders i Svendborg, hvor de igen gjorde det så godt som jeg så ofte har omtalt på disse sider. Hymns From Nineveh varmede i marts op for Murder, og lunede med deres tilstedeværelse gevaldigt op trods lydproblemer og strømafbrydelser. Der barsles med plade fra den kant, og den afventes i herfra i afmålt spænding. Sterling gjorde det igen. Forrige gang de gæstede Odense spillede de også for en næsten tom sal og skabte årets fest. Historien gentog sig på Kansas i november, da de for et publikum på tredive individer, og med en syg Mads Nygaard i spidsen igen spredte liv og glæde. Hatten af til dem alle.

Love Shop kom tilbage, men jeg er endnu ikke kommet under huden på ”Frelsens Hær”, der blev indkøbt cirka samtidigt med at anlægget blev pakket ned. Den synes dog at overraske positivt i forhold til de smagsprøver, der blev lagt op på Gaffa. Jeg vil dog stadig anklage gruppen for en fesen og nosseløs produktion, der grænser til en skændsel. Uanset hvad anmelderne har kastet efter den af stjerner og hjerter, så lever de nye numre garanteret bedst live, men da de gæstede Odense i november var det første gang i noget nær 15 år, at jeg ikke var til stede ved en Love Shop koncert her i byen. Deres koncert i sommers var dog absolut til ug med kryds og slange.

Vi Sidder Bare Her gjorde det godt med ”Ikke Euforisk”, og der er også thumbs up til Dragontears. Ikke fordi de sagde farvel, men fordi de gjorde det med stil. Indskudt bemærket var solokoncerten med Lorenzo Woodrose en af årets hyggeligste aftener. Kloster skal have ros for ”The Waves and Wind Still Knows His Voice”, der er den hidtil mest gennemførte plade fra den kant. ”Morning Song” er muligvis, hvis ikke, årets fineste sang her til lands. Spleen United udsendte en split 12” med livenumre, og Veto på bagsiden. Et godt supplement til mindet om en af de finere nye synthpopgrupper her til lands, der dog synes, at være på vej ud i mørket med deres nye mere cluborienterede lyd. ”Sunset To Sunset” står i hvert fald på listen over årets skuffelser, og en liveplade kan snart være lige meget, men tak for oplevelserne undervejs.

Årets skuffelser i øvrigt var udskydelsen af De Efterladtes plade, og Setting Sons single ”Are You The One”, der scorer alt for højt på Mew-skalaen.

Plader ikke købt i år: Murder, Figurines, Under Byen, Auditoriums Juleplade og De Eneste To, der dog skal have tak for trods alt at forsøde radiolytningen med deres to fine singler.

Mit bud er at der er glemt flere koncerter fra foråret, men her slutter det danske musikår.
På fredag udkommer Manden Fra Onkel ep'en sådan ganske officielt. Den vil kunne downloades kvit og frit, men findes altså også i en cd-udgave. Hvis man er interesseret i en af disse cd'er, så kan de erhverves for 20,- til porto, og et valgfrit beløb doneret til Læger Uden Grænser. Mail mig på martin@tryghed-tristesse.dk for mere info.
Radioen var tunet ind på P1 i fredags, men en emsig og vedholdende kunde spolerede det, der skulle have været en times interessant radiolytning. Kulturkontoret havde bl.a.Svend-Allan Sørensen og Trine Søndergaard i studiet til en snak. Et foretrukkent radioprogram med foretrukne kunstnere, det kan næsten kun have været godt.

lørdag, december 04, 2010

Klokken lidt i19 er det overstået, og vi kan sige tak med et håb om, at denne kulturbærer forbliver en del af OB.

tirsdag, november 30, 2010

Malmøgade 11, 4th 
1/12-2004 - 1/12-2010

mandag, november 29, 2010

søndag, november 28, 2010

Det var ikke så meget en spontan indskydelse, som en uventet indbydelse, der gjorde, at jeg i går aftes trissede ned på Magasinet, og hørte Johnny Madsen. Som vanligt, d.v.s. som de fleste andre gange jeg har hørt ham, var det i trioform med Knud Møller på guitar, og Henrik From på trommer. En trio, der under koncerten til tider blev udvidet med Henrik Laurvig på tambourin. Henrik Laurvig er Johnny Madsens tourmanager, og et navn, der vil virke bekendt på de, der måtte kunne huske Moses.

Johnny Madsen er good fun når han er bedst, men humoren er ikke længere helt så sprød i sværen som den var for bare et par år siden. Anekdoterne er blevet udskiftet med udslidte vittigheder, der uden større elegance bliver tilpasset omgivelserne. Alligevel måtte jeg overgive mig til sætningen "..ægteskab er en fandens dyr måde at få vasket tøj på". Publikummet var af typen, der på forhånd har besluttet sig for, at i aften bliver det godt, så det var ikke hos dem det syntes at genere. Latteren fulgte derfor troligt historierne, klapsalverne fulgte taktfast musikken, og vi følte os forbandet unge omgivet af et publikum, der alle var på kanten til at blive det grå guld. Musikalsk var der da heller ikke noget at udsætte på Johnny Madsen, From og Møller, der efter ca. 20 år sammen er så sammenspillede som de kommer. To sæt blev det til, en del fyldmateriale, men også et udpluk af de sikre træffere som "Nattegn", "Udenfor Sæsonen" og "En At Bli' Som", der fik mig til at vippe med foden, mens de andre klappede i takt. Knud Møller kan sit kram på guitaren, og gav den gas som showmandsguitarist for at begejstre, Johnny syntes at have det bedst da han i det første ekstranummer gav den gas på banjo, og Henrik From havde ingen problemer med at holde et steady beat.

Jeg tog mig selv i at tænke, at der alligevel var noget om det dengang jeg sagde, at de eneste to bluesmusikere, der fandtes i min pladesamling var Robert Johnson og Johnny Madsen. Blues og boogierock var i hvert fald der fyldte mest i udskejelserne på scenen, og til en aften på fadøl var så ganske fint. Trods fribillet betales prisen i dag.

fredag, november 26, 2010

Cody har været i Belgien, det er der andet kommet den her udgave af "Down in the Dark" ud af.

Simon kvamm har til gengæld fucket rundt med Love Shop, det er der kommer dette "Mädchenclub Remix" ud af.

torsdag, november 25, 2010

Jeg har lige lagt smagsprøve nummer to op på Manden Fra Onkels Facebookprofil. Denne gang er det Manden Fra Onkels take på en børneremse skrevet (og tegnet) af Jakob Martin Strid. Jeg nåede aldrig at spørge Jakob om lov, men nu er den her alligevel. Manden Fra Onkel håber, at han er den tilgivende type.

onsdag, november 24, 2010

I vores flytterod har jeg fundet et plakatrør med to billedserier, der blev fremkaldt, men aldrig brugt, ved en udstilling af forskellige af mine fotografier på Cafébiografen i januar i år. Fremkaldelserne er lavet i 40x60 med en hvid ramme uden om selve motivet. Serierne er dels fire fotografier taget på Sjælør Boulevard, dels fire fotografier taget af en arbejdsmand på Odense Havn (1, 2, 3, 4). 

Disse to serier sælger jeg nu for 500,- pr. serie, mail eller skriv en kommentar, hvis det har interesse.
"Jeg føler mig som en muhammedaner, der vælger middag efter et spisekort, hvor der udelukkende er svineretter på menuen."

Dan Turéll om politik

søndag, november 21, 2010

torsdag, november 18, 2010

onsdag, november 17, 2010

Den nat var det luftværnssirenerne, der angreb, og flyene, der skreg deres advarsel, og kældrene, der krøb ind i menneskene, mens bomberne spredte liv og glæde.

Den slags nætter er der ikke mange af.
Kæpheste comes in many colours.
 13. november 2010: Lyset fra Lindø, set fra vejen til Hasmark.

mandag, november 15, 2010

Den ældre dame i genbrugsbutikken mente på det bestemteste, at billedet forestillede Shirley Temple. Jeg sprang diskussionen over, og ilede i stedet hjem til computeren for at få bekræftet, at det var det ikke.. og selvfølgelig var det ikke det, men hvem er det så? Bedste bud er den fynske barnestjerne Yvonne Tabart, men bud modtages gerne. Lang historie gjort kort, så er jeg glad for mit nye autografkort.
Hvis man har et par minutter til overs bør man hente, og høre Bodies of Waters udgave af The Magnetic Fields "I Don't Believe In The Sun" - det er en fantastisk udgave, af en fantastisk sang.
City Slang fylder 20. Det betyder en stribe reissues med bonusmateriale, og et par genudgivne lp'er. Selv har jeg tilføjet den her til julens ønskeseddel, men kender man ikke The Notwists "Neon Golden" så er det den jeg anbefaler, at man investerer i. Den bliver genudsendt som både cd/dvd, lp/dvd.

I forbindelse med jubilæet blev der lagt en compilation op til gratis nedladning, den kan findes her.

søndag, november 14, 2010

12. november 2010: Mads Mouritz (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)
12. november 2010: Jacob Funch (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)
12. november 2010: Lone Hørslev (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

torsdag, november 11, 2010

"Mød tre pårørende, der har mistet et familiemedlem til krigen i Afghanistan. Og bagefter kan du se, hvordan den nye Xbox klarer sig i en løbetest."

Programbeskrivelse af Go' morgen Danmark fra i morges.

tirsdag, november 09, 2010

Det synede af indie, da jeg lørdag aften trådte ind på Kansas, og konstaterede at der kun var syv fremmødte, og at aftenens dj var iklædt en hipsteruniform bestående af Applecomputer, ironisk slips, og jeg mindes, at et overskæg var der vist også.

Jeg er så meget af den gamle skole, at jeg møder til tiden, og tidspunktet annonceret var klokken 21. En times tid skulle der dog gå før Sterling, seks mand høj, kunne gå ind til et publikum, der i mellemtiden var blomstret op, og blevet til ca. 30 individer. Når jeg gad køre de 4,5km, der ifølge Krak er mellem mit hjem og Kansas, i koldt buldermørke, for at tage til koncert i mit eget selskab, så var det i håbet om at Sterling ville gentage kunststykket fra sidst de var i Odense, hvor de spillede røven ud af bukserne på et genåbnet Rytmeposten, der med en publikumsstørrelse svarende til lørdagens hurtigt kunne være blevet et stort musikalsk tomrum. Men nej, og sådan blev det også i lørdags.

Det er svært helt at forklare, hvad der sker, men når først Sterling går i gang, så er det svært ikke at gå med. Skal der placeres et hovedansvar, så må jeg pege på Mads Nygaard, der som frontmand er så helt, og aldeles, og gennemført, og superlativer en masse en frontmand, at jeg savner et sammenligningsgrundlag inden for rigets grænser. Det var et studie i publikumskontakt, der blev stærkt støttet op af et stærkt spillende Sterling, der på aftenen bestod af de to andre originale Sterlinger Jonas Linnet og Ole Jeppesen, og tre guns for hire, der kan takke en manglende bandintroduktion for ikke at stå her med navns nævnelse.

Der var fokus på det nyere materiale, med Spring For Dit Liv, Revolution og Vi Kommer Aldrig Hjem som favoritter. Sidstnævnte blev trukket op af posen to gange, da publikummet viste sig lige så umætteligt som det var begrænset, og Sterling måtte levere et ekstra-ekstranummer. Trods snot i systemet holdt Mads Nygaard niveau fra start til slut, og nåede at give den som balancekunstner på borde, stole, og monitorer, af flere omgange, på scenekanten, og i blandt publikum, og sådan var det hele vejen igennem.

Sterling mangler kun en koncert i Albertslund den 20. november før de kryber i vinterskjul. Er man på dagen på de kanter, giver jeg hermed mine varmeste anbefalinger, og største opfordringer til at tage del i festen.

mandag, november 08, 2010

Jeg mistænker, at der er brugt mere blegemiddel til at holde siderne hvide, end tryksværte til at fylde dem ud, i de sidste par bøger, der er landet i min postkasse. Posten har senest bragt mig de to Peter H. Olesen digtsamlinger ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” og ”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, samt ”Dying Birds” af Nicolai Howalt & Trine Søndergaard. Alle tre er de med hvide forsider, og masser af luft inde i bøgerne.


Serien ”Dying Birds” indgik i ”Jagten – på noget”, der blev vist på Johannes Larsen Museet i starten af 2010, og som det meste andet af Nicolai Howalt og/eller Trine Søndergaard begejstrede også ”Dying Birds” mig. Nedfaldsfugle havde muligvis været en dækkende dansk titel, for billederne viser fugle, der bliver plukket ned fra himlen af jægerens hagl. Det er grumt, og det er grimt, for billederne er skåret groft, og fremstår som værende zoomet ind langt over det tilladte, men de virker. Med tanke på, hvordan billederne tog sig ud, da de hang side om side på væggen ud til en af Johannes Larsen Museets gårde, nedskalerer bogen billedernes evne til at line døden op i overflod, men til 22$ er den et virkelig fint køb. ”Dying Birds” er udgivet af Hassle Books.

Langdigtet ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” minder i opbygning meget om Olesen-Olesen teksten ”120 Sætninger”, men i stedet for at fortælle om sig selv, taler fortælleren nu til sig selv. Det er genkendeligt, både tekstens indhold: du forlader forestillingen opløftet, du er åbenbart ikke den eneste dansker her, du er også systemet, det ved du.. linjerne er steder, tanker og situationer, hvor vi alle har stået, eller kan se forfatteren stå, og det er genkendeligt som værende Peter H. Olesen. Rundere, mildere, mindre sort, men stadig Peter H. Olesen.

Det samme gør sig gældende for ” Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, der er mindre sortsyn, og mere her og nu, selvom der er skåret ned for det kontante. Digteren er nøddeknækker, digteren kigger på fugle, digteren fucker med tekster af de andre digtere. Alt sammen uden at blive forpustet, alt sammen uden at forsøge at presse for mange ord ind i teksterne, alt sammen uden at presse for meget tekst ind i bøgerne.

Begge bøger er formidable. Hurtigt læste, hurtigt lagt over på hylden, og hurtigt vender man tilbage til dem igen. De er fyldt med gode ord, og fantastisk sprog, og vidner om (synes jeg), at Peter H. Olesen stadig rykker sig som menneske. Det er også ham man skal have fat i, hvis man vil bestille dem, det kan man gøre her.
Dragontears besøgte for nylig Mod Strømmen. Det program kan høres her.

søndag, november 07, 2010

torsdag, november 04, 2010

Endelig kom det så vidt, at jeg fik bevæget mig forbi Brandts, og kastet mine øjne på fotoprojektet Danmark under forvandling, der beskrives således:

Danmark under forvandling er et stort anlagt fotokunstnerisk og kulturhistorisk projekt, hvor nogle af Danmarks bedste fotografer skaber et billede af Danmark fra 2008 til 2009. Projektet skærer en skive i tiden og skildrer land og by skabt på de æstetiske, idémæssige og visuelle præmisser, som fotografiet giver. De nyoptagne fotografier af Danmark belyser, hvorledes natur og kultur spiller sammen i de landskaber, der omgiver os. Det er første gang Danmark gennemfotograferes af så mange fotografer og billedkunstnere, og projektet vil give et øjebliksbillede af landet til bevaring for eftertiden.

Mængden af indtryk var overvældende, og enhver fornuftig person ville nok indtage udstillingen over to gange for ikke at smide for mange lag af indtryk oveni hinanden. Motiverne går flere gange tæt på hinanden fotograferne imellem, men det lykkes dog de fleste at bevare deres eget særpræg. Eksempelvis kunne jeg genkende Astrid Kruse Jensens billeder på lang afstand, og jeg bliver for hver gang jeg støder på hendes navn og virke, mere og mere begejstret for hendes rolige nattebilleder, der virker så naturlige og uforcerede, at det er en nydelse.

Første navn jeg stødte da jeg trådte ind på Museet for Fotokunst var dog Jørgen Borg. Navnet kendte jeg ikke, men flere af hans motiver var velkendte, og taget på Odense Havn, der på det nærmeste er min baghave. Det genkendelige var dog også det mest spændende ved hans bidrag, og jeg gik hurtigt videre til Trine Søndergaards bidrag.

Trine Søndergaard bidrager til udstillingen med en række matte naturbilleder, der rummer så meget ro, at den nærmest kryber ud af rammerne. Vidderne synes uendelige, og alligevel var klaustrofobien nærværende i det hjørne af udstillingslokalet, hvor hendes bidrag hang. Hendes serie kan det kun anbefales, at finde frem til på hendes hjemmeside, hvor den optræder under titlen ”Denmark In Transition”.

Henrik Saxgren kaster nærmest gloss på virkeligheden, og de menneskeforladte af John Jedbos billeder fremstår som en blanding af teoriprøvebilleder, og landlige uddrag af Jesper Rasmussens Off Location billeder. Kirsten Klein må man bøje sig i støvet for. Hun kan sit håndværk, og rammer hårdt når hun er bedst. Hendes sort/hvide naturbilleder, hvor elementerne raser, og går i ét med resten af naturen er ganske simpelt bjergtagende, og skal opleves, ikke beskrives.

Jeg stoppede op ved Krass Clement, og tænkte mit. Hans brug af tågen, og måde at gå til sine billeder på minder mig om, hvad jeg selv gør, uden at jeg skal fornedre ham med yderligere sammenligninger, men her var et nyt navn og virke, at dykke ned i. Et andet nyt navn for mig var Joakim Eskildsen, der må være forbandet gode venner med solen. Hans brug af sollyset til at fremmane utrolige farver holdt mig fanget gennem længere tid, og var den største oplevelse blandt de for mig ukendte navne.

At flere af de medvirkendes navne ikke er nævnt, er ikke en forglemmelse, men selv i de bedste selskaber findes langgaberne, der ikke skal spildes yderligere kræfter på her.

Et enkelt navn glimter dog i sit fravær, men min personlige favorit Nicolai Howalts billeder var gemt væk bag et foredrag relateret til udstillingen, og var ikke tilgængelige med mindre jeg ville have vandret rundt blandt stolerækker og tilhørere, og det ville jeg ikke. Jeg håber dog at nå forbi endnu engang før udstillingen lukker ned 21. november, og få det sidste med.

Der er dog ingen tvivl, Danmark under forvandling anbefales.

onsdag, november 03, 2010

Det er kommet så vidt. Manden Fra Onkel har nu fået lyd.

tirsdag, november 02, 2010

Det er ikke meget sådan en brændbar cd ser ud af, men indtil videre er det den, der rummer de seks numre, der kommer til at udgøre Manden Fra Onkel.

Tracklisten bliver som følger:

1: Intro
2: Campingkannibalen
3: Bag Den Blå Dør
4: Strids Sang om Bussen
5: Børneremse
6: Manden Fra Onkels Godnatsang
Hej Pia

Som lovet fremsender jeg hermed udkastet til en pressemeddelse, den mangler bare en underskrift.

M.v.h.
Martin Petersen
Freelanceskribent


Det er med stor bekymring, at vi hos Dansk Folkeparti har modtaget nyheden om De Radikales valg af Anna Mee Allerslev som ny integrationsborgmester. Dansk Folkeparti sidestiller valget af Anna Mee Allerslev med den gamle ligning om ikke at lade ulven passe fårene, og vi frygter hos Dansk Folkeparti, at det kun vil være et spørgsmål om tid før det indre København er omdannet til et nyt Chinatown. Dette vil ikke alene være et anslag mod danskheden, og en hån mod danskerne set i lyset af at vi igennem længere tid har måttet undvære vores danske vartegn den lille havfrue netop til Kina, men det vil også forplumre det danske sprog. Det engelske udtryk Chinatown vil udvande vores sprog, der i forvejen er oversvømmet af udenlandske gloser, yderligere. Vi vil hos Dansk Folkeparti insistere på, at man pr. lovkrav bruger udtrykket ”kinaby”. Når først den indre by er blevet kinaficeret er vi hos Dansk Folkeparti ikke i tvivl om at Anne Mee Allerslev vil åbne op for yderligere tilstrømning af fremmede befolkningsgrupper.

Med tanke på asiaternes lederposition på verdensmarkedet for elektronik frygter vi også hvilke nye elektronikkomponenter, der vil blive sat til skue i ghettoernes vindueskarme, og hvilken undergravende virksomhed mod Danmark disse kan medføre. Selv om Dansk Folkeparti ikke billiger Klaus Bondams livsstil, ser vi valget af Anna Mee Allerslev som et skridt tilbage, og et anslag mod danskheden. Klaus Bondams typer har i det mindste ikke muligheden for at formere sig som rotter.

På vegne af Dansk folkeparti…

mandag, november 01, 2010

For nylig bragte flere musikmagasiner nyheden om at Jack White havde bragt et nyt musikmedie til verden, og selvom jeg gennemlæste det flere gange, nåede jeg aldrig helt at fange, hvad det nye banebrydende medie gik ud på. Mere håndgribeligt er Playbutton som jeg just er blevet gjort opmærksom på. Konceptet er enkelt. En afspiller gemt bag en badge, indholdet er uudskifteligt, og selvom ethvert indiekid ved at en rigtig badge fylder 1", så er de 4cm afspilleren har i bredden til at leve med. Jeg tænkte kortvarigt at dette kunne være vejen frem for Manden Fra Onkel, men med et minimumsoplag på 500 styk, og en stykpris på 10$, døde drømmen hurtigt.

søndag, oktober 31, 2010

torsdag, oktober 28, 2010

tirsdag, oktober 26, 2010

Der er ved at gå inflation i det at lave børneplader. Nu meddeles det fra Crunchy Frogs HQ, at de 1. november udsender soundtracket til børneprogrammet "Skæg Med Bogstaver". Mere interessant bliver det dog 14 dage senere: ”Mustafas Kiosk” – interaktiv lydbog: Dette samarbejde opstod sjovt nok også ud fra et kontorfælleskab, men det er godt nok en 10 års tid siden. Dengang sad vor egen danske tegneseriehelt Jakob Martin Strid og lavede grafik for et webfirma, som vi boede sammen med. Skibe mødtes i natten, sød musik opstod, julefrokoster gik amok, legemsdele fotokopieredes på Gearbox’s Panserkrydseren Potempkin-kopimaskine og lige pludselig havde Strid lavet en t-shirt til Superheroes og en poster for The Tremolo Beer Gut. Han var spröd with a vengeance. Cut til en dekade senere. Sammen med førnævnte Greathouse er tegningerne fra Strids populære børnerim i ”Mustafas Kiosk” blevet animeret. Ingen ringere end selveste Povl Dissing har indlæst digtene, og The Tremolo Beer Gut har skrevet og indspillet musikken. Det er intet mindre end kvalitet fra inderst til yderst. Se og hør her.

mandag, oktober 25, 2010

To musiknyheder fangede min opmærksomhed i dag.

A: Gaffa lagt fem Love Shop numre fra det kommende udspil "Frelsens Hær" op til streaming. Jeg er stadig meget langt fra, at vide hvilket ben jeg ender med at stå på. "Memory Babe" har helt klart noget af det rigtige, til gengæld gør discobeatet i "Fester i Danmark" tæt på fysisk ondt, og "Vinden Som Blæste" lugter af storgaber. Fælles for numrene synes det, at de er alt, alt for ferskt produceret. I det mindste kommer pladen på vinyl. Om tre uger får de lov til at vise om de kan stå distancen live, jeg ser frem.


B:  Via hendes Facebokprofil kom det frem, at Marissa Nadler barsler med nyt, og som det var tilfældet med Spain og udgivelsen af 7" singlen "I'm Still Free" for nylig, så har også hun taget Kickstarter i brug for at hjælpe med finansieringen af udgivelsen. Sølle 11.000$ skal der skrabes sammen, og så kan det hele sættes i værk. Jeg kan afsløre, at det er billigere at lave børneplader, alligevel valgte jeg pakken til 35$ med cd, download, vinyl og autograf.

søndag, oktober 24, 2010

21. oktober 2010 - Bundestag.
20. oktober 2010 - Landsberger Allé.
Piraterne havde indtaget Prins Richard bagfra, alt imens jeg i færgens parfumeri forsøgte, at mønstre en holdning til den række af spørgsmål og duftindtryk min kone præsenterede mig for. Når min kone ikke talte, prøvede jeg prøvede at komme i tanke om navnene på hovedpersonerne fra romanen opkaldt efter den færgerute vi var nu var blevet afbrudt i at fuldføre besejlingen af.

Jeg blev først opmærksom på piraternes tilstedeværelse da en tysk sømand på tilbagetog forskansede sig i parfumeriet bag en reol med barbersprit, og andet herrerelateret duftevand. Fra sit skjul bombarderede han den pirat, der nu var blevet synlig i gangen mellem vekselboden og parfumeriet. Dyrt duftevand blev febrilsk kastet gennem luften sammen med tilråb som ”hau doch endlich ab”, ”affenarsch” og noget med ”zurück wo die pfeffer wächst”. De små papemballager, der rummende endnu mindre flasker af eau de cologne syntes dog ikke at genere piraten synderligt. Prisen underordnet.

Piraten havde i den ene hånd sin automatiske riffel, der næsten sikkert havde taget turen fra en russisk udbryderrepublik, og videre til de indiske strande, hvor den med EU-støtte i selskab med en større portion metalskrot var sendt til ophug, men i stedet var blevet renset op og rettet ud, og derfra blevet videresolgt, formentlig via Ebay, til et sted nær det afrikanske horns østkyst, hvorfra piraten syntes af stamme. Den anden hånd, der skiftevis havde afværget de indkomne papæsker, hvis indhold nu var blevet oprustet til de mere hårdtslående deosticks, og skiftevis var blevet brugt til at orientere sig på det ophængte oversigtskort, havde fundet vej om til piratens nakke, og blev nu brugt til at klø for ligesom at understrege piratens desorientering.

”Captain?” udbrød piraten med militant myndighed mens hans kiggede på sømanden. ”Aber ich bin gar kein kapitäin” lød det undskyldende svar. ”Captain!”, piraten gentog sit spørgsmål og understregede spørgsmålets alvor ved to gange at slå hårdt på oversigtskortet med en strakte pegefinger. ”Oh!”. Sømanden kom frem fra sit skjul, og gik duknakket og forsigtigt over til piraten. Med tegn, fagter og pegen på oversigtskortet fik han forklaret vejen op til skibets kaptajn. ”Thank you!” lød det samtidigt med lyden af det kammeratlige klask, der ramte sømandens ene skulder som afsked fra piraten, der nu begav sig i retning af skibets bro.

Sømanden kiggede rådvildt på mængden af duftevandet han havde fået relokeret til gangen. Han fik fat i en indkøbskurv påtrykt Duty free shopping – save up to 30%, og nåede at samle en to-tre emballager op før han igen standsede og kiggede i den retning piraten var gået. Højttaleren skrattede.

”Dette er kaptajnen med en meddelelse til vores passagerer. Grundet den stigende uro i farvandet ud for Afrikas Horn, og de deraf følgende og tiltagende problemer med pirateri har farvandsdirektoratet i samarbejde med transportministeriet, for at vedligeholde vores piratberedskab, pålagt os at afholde tre uannoncerede øvelser årligt her på ruten. Øvelsen er nu afsluttet. Vi håber ikke den har givet jer gener, og jeres kaptajn og personalet ombord på Prins Richard ønsker jer en fortsat behagelig overfart."

Sømandens blik havde først lidt tøvende skiftet fokus fra retningen, hvor piraten var gået, og til højttaleren, men kørte nu frem og tilbage i rutefart mellem de to punkter. En af de kvindelige ekspedienter fra parfumeriet kom ham til undsætning, og oversatte til et gebrokkent, men anvendeligt, tysk, hvad kaptajnen øjeblikke før havde sagt. Sømandens øjne skiftede nu rute, og kørte i stedet mellem kvinden og det rod han havde skabt, og selv havde taget initiativ til at påbegynde oprydningen af. Han rakte hende indkøbskurven, og begyndte med et ”bitte verzeihen sie mir” hovedrystende at gå væk i den retning han var kommet kæmpende fra.

Da færgen nærmede sig havnen, og min kone var blevet klar til at gå til kassen, opdagede jeg at piraten stod bag os i køen. Han var nu bevæbnet med en indkøbsseddel, to hårprodukter, flere duftprøver, en Chloé parfume og et undskyldende smil.

”Jeg havde valget mellem at få tariffen eller handle for det dobbelte ombord. Det blev det sidste, der er ikke råd til megen luksus og gaver når man er skuespillerelev” sagde han med sine undskyldende læber, og lod det undskyldende udtryk sprede sig til resten af ansigtet.

Jeg nikkede forstående, og nikkede stadig i hans retning da jeg betalte. Jeg nikkede høfligt til afsked da vi gik mod vogndækket, og spurgte mig selv ”var det ikke Jane og Line de hed?”.
20. oktober 2010 - Aleksanderplatz.
20. oktober 2010 - Aleksanderplatz.
20. oktober 2010 - Aleksanderplatz.
20. oktober 2010 - Tigger.
19. oktober 2010 - Odense Banegård.

mandag, oktober 18, 2010

søndag, oktober 17, 2010

Navlepillende betragtninger om musikkens kraft fra musikdebattøren og forfatteren Henrik Marstal.

Jeg sidder og bladrer i min sorte notesbog for at finde de noter, jeg forleden skrev, mens jeg sad med en fadøl på Charlie’s Bar i Pilestræde. I eget selskab skrev jeg de tanker ned, jeg havde gjort om Jeg lytter, altså er jeg, mens jeg læste i den på min vej fra provinsen til Nørreport. Jeg kan ikke huske, om der blev spillet nogen musik i lokalet, og hvad der i så fald spillede, men har de spillet musik, har den ikke gjort noget ved folk, i hvert fald ikke noget, jeg bemærkede. Før Charlie’s Bar var jeg i Fona, der spillede de Volbeat.

Jeg er bladret forbi en liste med plader, jeg på et tidspunkt noterede, at jeg med henblik på køb skulle høre nogle smagsprøver fra, og ser, at Prince Jammy - Strictly Dub står på listen. Den købte jeg uhørt og har siden foræret den videre, da den ikke faldt i smag. På en anden side har jeg skrevet ”halvdelen af tiden er armbøjninger det mest jordnære, man kan foretage sig”, og halvvejs i notesbogen står så noterne, jeg ledte efter. I skrivende stund lytter jeg til ”She Bruise Easy” med Cousteau fra deres virkeligt fine 2002-udgivelse Sirena, og jeg tænker på, om jeg burde tænke over, hvorfor jeg synes, det er et godt nummer.

Når jeg serverer ovenstående tvivlsomme uddrag af den dagbog, jeg normalt ikke fører for dig, så er det for med et glimt i øjet at give dig en føling med, hvordan Jeg lytter, altså er jeg er forfattet. Bogen er halvt om halvt dagbogsnotater fra en tur til New York omkring årsskiftet, og Henrik Marstals betragtninger fra dagene i det store æble binder samtaler, fortællinger og konklusioner om dét at lytte sammen. Problemet er bare, at betragtningerne overintellektualiserer hverdagens hændelser, og at de ligesom fortællingerne, samtalerne og konklusionerne aldrig bliver interessante. Bogen rager rundt i blinde, hvor det er svært at fange, hvorfra man kom, og hvortil man er på vej, men man er dog aldrig i tvivl om, at man er i New York.

Bogens to første kapitler fungerer som indledning og er en tung omgang. Havde en sponsor tilbudt mig blot et beskedent beløb, for hver gang der i de indledende to kapitler bliver leveret en variant af sætningen ”jeg kommer til at tænke på” som optakt til et citat, så havde jeg kunne lægge bogen fra mig som en holden mand og på den vis i det mindste været blevet beriget økonomisk.

Det bliver lettere, men aldrig godt, og det er mig umuligt at gennemskue, hvem denne bog er skrevet til. Den rummer ingen brugbare informationer for personer, der kan finde på at gøre sig den anstrengelse at udvælge en plade fra hylden frem for blot at tænde for radioen, og hvis den skulle have værdi for folk, der ikke i forvejen gør sig de store tanker om musik, så kan jeg ikke se det. Tanken har strejfet mig, at bogen er skrevet for Henrik, af Henrik, men jeg tvivler stærkt, for Henrik Marstal synes at være ude på en mission. Han missionerer bogen igennem for musikkens evner til at påvirke folk, og langt hen ad vejen har han ret i de ting, han skriver, men hvem skal bruge det, og hvad skal de bruge det til?

Sprogligt fremstår Henrik Marstal langt hen ad vejen som en overambitiøs gymnasieelev, der vil vise alt det, han kan, men efter min mening falder han til jorden med et brag. Andre steder kokser det bare totalt: ”Den bassist er virkelig en dejlig musiker. Der kommer et indre lys fra ham, når han spiller, og jeg tager mig i at betragte ham i flere minutter uden egentlig at lytte efter, og undervejs opdager jeg at jeg sidder med et lille saligt smil på læben.”

Der fortælles bogen igennem om folks reaktioner til koncerter og på barer i forhold til den musik, der spilles, koncertudøverne analyseres, og der refereres fra samtaler med lokale musikere, og uddrages fra et væld af musikeranekdoter, men Henrik Marstal formår, med en enkelt undtagelse, aldrig at gøre det interessant. En eneste gang i bogen glimter han, mens han fortæller om sit coacharbejde med en gruppe. Her bliver det vedkommende og interessant, og man fornemmer, at han som forfatter har noget på hjerte. For resten af bogens 197 tekstsiders vedkommende føler man, at han forsøger at hive sine egne navlepillerier op på en piedestal, der skyer dem, som ens magnetpoler skyer hinanden.

Når jeg kigger på Henrik Marstals cv, så melder forbløffelsen sig for alvor. Hvordan kan en mand, der er en af de synligste stemmer i den danske musikdebat, har skrevet flere musikrelaterede bøger, og som i rollen som musiker og producer er vant til at kvalitetsbedømme materiale, vælge at sige, at det her er godt nok? Jeg forstår det ikke.

(Henrik Marstal - Jeg lytter, altså er jeg, anmeldt for Geiger)

torsdag, oktober 14, 2010

Eels har igen besøgt KCRW - Morning Becomes Eclectic. Programmet kan høres her, det er ganske simpelt fantastisk.

tirsdag, oktober 12, 2010

Oscar Danielsons kommende plade (for titel se billede) er blevet udskudt til 19. januar 2011, og til den tid skifter jeg bleer. 21. oktober 2010 havde passet mig så meget bedre, for på det tidspunkt gennemgår jeg stadig en blefri periode, der gerne skulle vare året ud.

søndag, oktober 10, 2010

10. oktober 2010 - Kragen og kirken.
En død mands 70års fødselsdag, og en 70årig mands dødsdag.
Weekendens musiknyt i overskrifter.
Sterling har netop offentliggjort, at de besøger Odense 6. november, og har i den (eller anden) anledning fået offentliggjort deres bidrag til serien af X Sessions.