I forbindelse med udgivelsen af Manden Fra Onkel har jeg gået og snakket med mig selv, og forsøgt at give mig svar på de spørgsmål der næppe bliver nogen, der stiller.

Åbningsspørgsmålet var måske fortænkt, men det havde presset sig på lige siden jeg vidste at jeg skulle interviewe mig om Manden Fra Onkel.

- Er det her et udslag af et Klaus Lynggaard kompleks?
- Hvad har min elendige kommatering med Manden Fra Onkel at gøre?
- Nej, jeg tænker anmelderen, der leger musiker!
- Nåhr, nej så absolut ikke, og så alligevel. Da jeg lavede Onkel Dunkel for et par år siden var det lidt ud fra, at nu havde jeg solgt plader så længe, anmeldt plader, skrevet om musik, interviewet musikere, udgivet musik på Tryghed & Tristesse, at det med at indspille musik lå lige for som noget, der skulle afprøves. Der er alligevel stor forskel på Onkel Dunkel, og Manden Fra Onkel. I tilfældet Onkel Dunkel valgte jeg sangene, lod én anden om det grove, og dukkede så egentlig bare op og brægede i en mikrofon. Denne gang har jeg været med i langt mere. Teksterne er hjemmegjort, og den ene vi har hugget har ikke været sat til musik før. I langt højere grad et samarbejde end et bestillingsarbejde, selvom jeg ville have været på herrens mark, hvis ikke det havde for Morten, der har sat musik til hele herligheden.

Manden Fra Onkel havde været diskuteret frem og tilbage som en løs idé før den for alvor blev skudt i gang tilbage i januar. Mails er fløjet frem og tilbage, møder er blevet afholdt, demoer indspillet, kasseret, godkendt og rettet til, for i sidste ende at ende med at blive udgangspunktet for de fem sange, og medfølgende intro, der udgør Manden Fra Onkel ep’en. I den første mail stod ordlyden ”to ting er helt sikkert”, men kun den ene endte med at være på slutresultatet. I samme mail stod også at målet var en håndfuld sange eller seks, og det er der vi er endt. Den ting, der blev holdt fast i var, at Strids tekst om bussen skulle med.

Jeg har et særligt forhold til Strid, jeg har brugt hans fantastiske børnebøger som dåbsgaver til begge mine nevøer, og en plakat med den omtalte Stridtekst hænger hos min søster, som et minde om deres år i København. På plakaten ser man linje 4A, og det var deres buslinje. Så den skulle pinedød med, og af samme grund blev der aldrig spurgt om lov. Tanken om et nej var ikke et acceptabel udfald, så i stedet for at risikere nejet lod jeg ganske være med at spørge. Jeg håber han er den tilgivende type.
På et tidligt tidspunkt i processen opstod der et mantra, der hed ”flere gæstestjerner end en Santana-plade”, og det lykkedes nogenlunde. To steder på pladen optræder der stemmer fra folk udefra. Det lykkedes mig at få bidrag fra både venner, og fra en række folk, der scorer endog meget højt på min liste over favoritmusikere og digtere. De skal forblive navnløse, da det ikke handler om hvem de er, men om min taknemmelighed over at de gad. To afslag blev det til, men langt de fleste sagde ja, og dem kan man så høre dels i introen, og dels i den afsluttende del af det afsluttende nummer. Så ep’en starter og slutter med udefrakommende kræfter. Det bliver nu meget rart i fremtidige musikdebatter, at kunne smide trumfen ”åh ja, ham/hende havde jeg også med på en af mine plader”.

I klassiks interviewstil vil jeg lige gå ep’ens numre igennem.

1. Intro
Det lå meget hurtigt klart, at der skulle laves en talt intro, selvom formen og indholdet drillede, så synes jeg det lykkedes at skabe noget, der var pissecool, og pisseuhyggeligt, som en perfekt optakt til det første nummer.

2. Campingkannibalen
Klart favoritnummeret, førstesinglen og det nummer, der virker bedst. En af de første der hørte det konstaterede først, at det lød som Sort Sol, for siden at konkludere, at det kunne man fandeme ikke synge i en børnesang. Mit klap på skulderen til mig selv må være marchtrommerne, der kører i baggrunden. Det var min idé, og den virker i al beskedenhed fortrinligt.

3. Bag Den Blå Dør
Pladens socialrealistiske moment, i rendyrket Vesterbro Ungdomsgård stil. Første tekstudkast lød ”bag den blå dør / der bor flødeskummet / det skal med raket / ud i verdensrummet”, og så skiftede dørene ellers farver i versene. Men altså blå som i blues, røde hunde som i syg og skidt, og en slutning, der handler om at man skal bryde ud af de dårlige rammer og komme videre.

4. Strids Sang Om Bussen
Den har allerede været nævnt, men jeg synes at Morten her virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at omsætte en eksisterende tekst til musik, og på en måde så det fungerer. Den har været med os hele vejen, og det er vi taknemmelige for.

5. Børneremsen
Sangen rummer navnene på noget nær alle børn i familie og omgangskreds, dog er de med dobbeltnavne og andet usyngeligt skåret fra med hård hånd. Den stikker lidt udenfor i stil, nok fordi den var blandt de første, der blev skrevet. Jo længere vi kom i projektet, jo tungere og livligere blev numrene.

6. Manden Fra Onkels godnatsang
Ingen børneplade uden en vuggevise. En sjov lille fjollet sag, der syrer helt ud til sidst i et inferno af støj og gæstestjerner. Outroen synes jeg er blevet helt perfekt, men det er ikke mig, der skal bedømme det.

- Apropos bedømmelse, er det så blevet som jeg ville have det?
- Nej, selvfølgelig er det ikke det. Jeg kan ikke synge, vi har ikke haft luksusindspilningsfaciliteter til rådighed, produktionen måtte godt have støjet noget mere, og jeg ville gerne have haft mere tid, for jeg syntes jo længere vi kom hen, jo bedre blev det vi lavede. Men!! Jeg synes stadig, at det er blevet skidegodt, og jeg er vældigt (selv)tilfreds når jeg hører resultatet. Det skal heller ikke skorte på hverken tak, eller ros til Morten, der har lavet musikken. Han har fandeme lavet et brag af et stykke arbejde.

Generelt fylder taknemmelighed en del i de gange jeg har forsøgt mig med musik. Uden andres indsats - intet resultat, og sådan vil det også være fremover. Og der bliver forhåbentligt et fremover, for det er lige dele skideskægt og dybt fascinerende, at arbejde med den udøvende del af musikken, så det gør jeg gerne igen, og gerne med nogen af dem jeg allerede har arbejdet med, og lige så gerne med nye ansigter, for at opleve en anden tilgangsvinkel til det hele.

Næste træk kunne være at prøve kræfter med voksne tekster, og det er der også allerede blevet talt om. Det kunne også være sjovt at forsætte i den barnlige gænge, men indtil videre er næste projekt, at blive far til januar, og hvile en smule på laurbærrene.