søndag, november 30, 2008

Dagens film.
Relief er ikke en af de plader, der til februar bliver genudgivet med Martin Hall, derfor ser jeg ingen grund til ikke at flytte det venligt tilsendte downloadlink ud fra kommentarernes mørke og ind på forsiden. Relief kan downloades via dette link.

Fredag tog jeg som moralsk backup for en debuterende anmelder turen til det stadig knapt åbne Kulturmaskinen, der i denne weekend har rummet arrangementet Svärmer. Aftenens hovednavn var Choir Of Young Believers, der dukkede op i Odense for at spille numre fra årets danske plade, hvis man da ellers vælger at tro Gaffa. Det gør jeg ikke, eller snarere, jeg forstår det ikke. De par gange jeg har lagt øre til pladen er den hurtigt faldet i ét med tapetet. Det er en af den slags plader anmelderne som regel kalder en hæderlig debut fordi indholdet ikke falder helt på gulvet, men omvendt ikke gør noget, der får en til at skrige til himlen i fryd over bandets kvaliteter. At kåre Choir Of Young Believers til årets danske udgivelse, er at male fanden på væggen og devaluere, hvad der ellers er kommet, men nok om det. Jannis Noya Makrigannis havde suppleret sig selv med en cello/korpige, der sad og gjorde sit på en stol ved siden af ham. Min oplevelse af koncerten kan bedst beskrives med en andens ord. ”Det er så kedeligt, at jeg ikke engang har en holdning til det”. Koncerten var ét udtryk, én melodi, og en lang kedelig affære, der måske nok faldt i smag, hvis man er enig med Gaffa, men det er jeg som sagt ikke.


Såvel fredag som lørdag har jeg lagt ører til den nye Niels Skousen liveplade Drømmen Er Forbi, der er en noget skuffende affære. Optagelserne på pladen stammer fra perioden 2002-2007, hvor jeg selv nåede at se to virkeligt stærke koncerter med manden, men den fornemmelse af at alt jeg lige havde set og hørt var gået op i en højere enhed, jeg gik fra koncerterne med er det ikke lykkedes, at få overført til pladen. Måske er man i Niels Skousens tilfælde nødt til at se det for at tro det, pladen formidler i hvert fald ikke den fornemmelse af perfektion, jeg de omtalte to gange har haft. Pladens første numre lyder som folkemusik spillet som Niels Skousen danser, hvad der så igen nok skal ses for at forstås. 68 lyder som den skal og det samme gør afslutningsnummeret Herfra Hvor Vi Står, men alt andet fremstår forkert. Jeg mistænker en stor del af numrene på tracklisten, at stamme fra den overvurderede Daddy Longleg, der i min verden var et frit fald ned til det middelmådige efter den fantastiske comebackplade Dobbeltsyn. Numrene fra Daddy Longleg lykkedes det dog til de omtalte koncerter Niels Skousen at levere så man ville have mere, men det falder tilbage på jorden på livepladen. Hemmeligheden gætter jeg på ligger i formidlingen til koncerterne, og manglen på samme på pladerne. Titlen: Drømmen Er Forbi, er måske det mest rigtige ved denne plade.


Vi kom på slaget 21, så der var ingen spildtid og gudskelov ingen opvarmning, da Peter Sommer lørdag aften gav den gas på Rytmeposten. Peter spiller rock nu, flere af hans bandmedlemmer lignede i skæg, tøj og attitude typer, der har spillet rock i en længere periode. Men befriende var det, at der var skruet op for forstærkerne, og rart var det med masser af nyt materiale, her i blandt et par helt nye. Selv Valby Bakke var til at holde ud i går. ”Vi har spillet den så meget, at vi ikke spiller den mere… som vi plejer”, og der var ikke meget radiohit over den version, der efterfølgende blev slynget ud over scenekanten. Trods min fryd over mængden af nyt materiale, måtte der gerne være blevet sneget et par ekstra Superjeg numre ind i sætlisten. Lars Tyndskids Mark virker som et oplagt valg, når man ser på koncertens tyngde, og med halvanden times spilletid inklusiv rygepause var tiden der også til det. Jeg er tilhænger af at man går sulten fra en koncert, man skal gå derfra med en lyst til mere og ikke småbøvsende mæt, hvor man ikke ville kunne klemme mere ned om så ens liv afhang af det, men i går ville jeg virkelig gerne have haft mere. Sætlisten kunne sagtens have rummet en håndfuld numre mere uden at det ville være blevet for meget.

lørdag, november 29, 2008

fredag, november 28, 2008

torsdag, november 27, 2008

Jeg har lige bestilt Jørgen Leths samlede digte, og netop Jørgen Leth optræder i Christel Wiinblads debut 49 Forelskelser, der ligesom Min Lillebror også stammer fra i år. Digtet om Jørgen Leth læser hun selv op, i dette lille klip på YouTube.

Det er ikke alle navnene i 49 Forelskelser, jeg kan nikke genkendende til. Jeg ved ikke, hvem Glenn Christian og Tor Ulven er, og jeg har aldrig kunne lide Mick Jagger, men Lone Hørslev er der. Den eneste kvindelige digter, der før Christel Wiinblad har fundet vej til mine boghylder og har fået lov til at blive stående der. Så derfor..

Lone Hørslev

se: bølgerne roder simpelt
i kysternes krøllede hår
og solsorten piller lusene
ud af bunden
på græsplænens hoved

og bladene er grønnere
end de var i går
de rykker sig
tættere sammen
som for at give
træet en grøn solhat på

og med Martin i hånden
her i Sønderho
går hun, den veninde
jeg aldrig vil få
og er både mere materialistisk
og samtidig ti gange dybere
end jeg

og fint har hun malet
sin røde mund op
præcis
lige til kanten
for i dag er det nemt,
i dag er alting klart og enkelt -
og foran på stien
synger børnene
hoppende
som to små ivrige balloner

onsdag, november 26, 2008

Jeg var sikker på, at jeg kunne huske Christel fra Svendborg. Fra da jeg arbejdede i byen, fra bybilledet da jeg boede der, og jeg huskede rigtigt, hvad en gammel kollega fra den tid bekræftede i en mail. Jeg har aldrig kendt Christel, hun skilte sig bare ud. En smuk pige med en fornuftig musiksmag. Jeff Buckley, Radiohead, Coldplay, Smashing Pumpkins – som jeg husker det. Jeg synes også at kunne huske, at hun arbejdede i biografen – men det husker jeg ikke helt.

Jeg husker også de stednavne, der optræder fra Svendborg. Louisenlund, hvor jeg vist aldrig har været, men ikke et sekund ville være i tvivl om, hvor jeg skulle placere på et bykort. Slagteriet på Kogtvedvej, hvor hestene gik, og måske stadig går og græsser på marken til højre for, og Rantzausminde, hvor jeg en gang besøgte Maria, og vi blev hvidvinsfulde, og kyssede da vi kom ind i byen, uden at nogen af os kunne huske det, før vi fik det fortalt langt senere. Krøyers have, hvor gymnasieungdommen og spritterne sad og drak i sommermånederne, og hvor jeg tit skød genvej på vej i byen, og på vej hjem derfra, men aldrig om dagen. Jernbaneskoven, hvor vi gik ned når vi pjækkede og ikke gad at kede os i kantinen, hvor Allan en gang havde store planer om at plante hamp, og hvorfor ikke. Planterne ville ikke kunne ses fra togene, og hvem kom egentlig i den skov udover os. Svendborg Vest, hvor jeg stod af hver morgen da jeg gik på handelsskolen, og Svendborg Station, hvor jeg er stået af så mange gange før og siden, og sporene imellem de to stationer, hvor vi engang gik, da al togtrafik lå stille. Kirkegården, som jeg så ofte har stået i min kusines lejlighed og kigget overpå, men kun én gang er gået igennem på min vej fra sygehuset, hvor min søster lige havde født min nevø, og hvor jeg har besøgt alle mine bedsteforældre, og selv fået fjernet mandler engang. Og så Christiansminde, hvor jeg har gået tur utallige gange, hvor jeg har boet så tæt på, da jeg fik min første selvstændige adresse på Fruerstuevej 22, A1, og hvor alt var tomt og forladt og klar til overtagelse, da jeg for 14 dage siden for første gang i mange år genså stedet. Christiansminde, hvor man kan gå til venstre og komme på stranden, hvad jeg aldrig gjorde, eller man kunne gå til højre og følge stien langs vandet, langs skoven og komme ind mod byen, forbi den private bådebro med gitterporten, næsten helt nede ved roklubben, hvor der aldrig lå både, men altid var låst af.

Jeg husker en helt masse når jeg læser Min Lillebror, det til trods for at jeg aldrig har kendt hverken Christel eller hendes lillebror Jannik, men Christel skal have ros for Min Lillebror. Den er stærk at læse på flere planer.

Ugens klumme, og den sidste af sin slags.

"... And now the end is near, and so I face the final curtain."
Det er nu, den fede dame synger, så vi ved, at det er ved at være forbi. Og valget af Sinatra må siges at være helt på sin plads, selv om 'The End' med Doors havde været lige så velvalgt. Den er bare så forbandet lang. Den fede dame synger os ud, mens denne avis (Xtra-delen, red.) og dermed min karriere som klummeskribent synger på sidste vers.
Når jeg lige skimmer teksten til 'My Way', så er det vist også den mest dækkende at sige 'adjø' med. Jeg har ikke haft de store fortrydelser i forbindelse med skriveriet, jeg har emnemæssigt været vidt omkring, og i kraft af at jeg er autodidakt skriverkarl, kan jeg vel godt retfærdiggøre at sige, at det, jeg har gjort, har jeg gjort på min måde.
Med klummeskriverjobbet ryger også en del af lommepengene. Den del der har finansieret talløse besøg på Christian Firtal i Vintapperstræde og andre steder, jeg slet ikke vil være foruden. Nu kan jeg så gå økonomisk på røven sammen med islændingene og alle de andre og mærke, at krisen kradser. Ikke mere værtshushygge, nu står vi i stedet i klynger for at holde varmen og ryger finanscrack, der nu er det eneste beruselsesmiddel, der er råd til.
Og det er slut med forsiderne, hvor jeg skægløst toner frem - stik modsat til hverdag, hvor skæret på skægtrimmeren er sat på et moderat, men dækkende fuldskæg. Skægget røg, ti minutter før fotografen stod her. Skulle jeg absolut have mit billede i avisen, så ville jeg ikke kunne genkendes mere end højst nødvendigt. Diskretion i en tid, hvor alle vil ses, men altså; sådan er jeg nu engang indrettet.
Det var vist egentlig det. Ikke flere ord herfra. Snip-snap-snude, så er den skid slået, og vi kan leve lykkeligt til vores dages ende - ligesom i eventyrene. I får ikke mere for den 25-øre, for ligesom den ikke længere er en del af vores hverdag, så forsvinder mit glatbarberede gadedrenge- - dog gentlemanagtige - fjæs nu også fra gadebilledet hver onsdag. Det er slut, fini, schluss, finished og helt og aldeles over and out. Der er ikke mere at komme efter. Der er ikke mere taletid tilbage på kortet, og der er ikke mere at se. Passér bare gaden, græd ikke for mig, Argentina, spar jeres salte tårer. Jeg skal nok klare mig! Ha' det så godt, hej hej.

tirsdag, november 25, 2008

mandag, november 24, 2008

Fredag aften var der ikke helt noget, der var som der skulle være. På pizzeriaet, hvor vi indtog noget de godt nok kaldte pizza, kørte der God Channel på stor, bred og fladskærmen, og på Christian Firtal endte jeg med at sidde ved siden af min læge, der ellers gør sit for at prædike folkesundhed for mig. Alt dette førte os frem til aftenens dobbeltkoncert med Spleen United og Veto. Klokken 21 trådte vi ind på Magasinet, til annonceret koncertstart og til tonerne af sidste nummer i Spleen Uniteds sæt. Ingen plads i garderoben, så vinterjakkerne under armen og op i den udsolgte sal og se det sidste halve nummer, plus et enkelt ekstranummer. Løst bedømt ud fra publikum og det halvandet nummer vi fik med, så det ud til at have været kjempegodt, hvad der var yderligere salt i såret. Sceneskift og Veto på scenen tre kvarter senere. Jeg forstår ikke, og efter i fredags endnu mindre, hvad det er folk kan høre i deres musik. Et nummer var nok til at bekræfte mine fordomme, fire numre og vi var ude af salen igen, og på vej tilbage til Christian Firtals trygge rammer. Navnet Supertroels er til stadighed det mest grelle eksempel på vildledende markedsføring i den danske musikbranche, skal man kalde sig selv for super bør man som minimum kunne engelsk, hvad fredagens koncert ikke overbeviste mig om, at han nødvendigvis kan. Veto hører til i den bølge af nye bands, der spiller ud fra en idé om, at hvad de ikke har i talent opvejer de (forsøgsvis) med energi. En genre, der ifølge mine fordomme bliver dækket og beskrevet intensivt af Soundvenue, men åbenlyst også en genre jeg er blevet for gammel til. Prisen for fredag aften blev 250,- plus det løse for halvandet godt nummer og en fandens masse bitterhed, det kunne vi sikkert have fået billigere et andet sted.

fredag, november 21, 2008

Man kan på Eels Myspaceprofil høre det nye nummer Man Up, fra soundtracket til den kommende Jim Carrey film Yes Man.

torsdag, november 20, 2008

Det var buisiness as usual, da Mercury Rev indtog Store Vega i går aftes. Jonathan baskede med armene som en fugl, dirigerede dæmonisk og drak rødvin af flasken, Grasshopper gemte sig som vanligt bag sine solbriller, og det tredje faste bandmedlem er der stadig ingen, der husker, hvad hedder, men vi mener nu nok det var ham, der spillede keyboard. Koncerten var udmærket, men den dårligste af de nu fem koncerter jeg har fået set med Mercury Rev. Overraskelsesmomenterne, virkemidlerne og hvad en koncert nu ellers rummer, var på forhånd afluret ved den seneste koncert med dem til sommerens Beatday, og det tager en stor del af glæden og spændingen ud oplevelsen som koncertgænger. Numrene fra deres seneste udspil vækker ikke den samme glæde som det velkendte, ikke at genkendelighed er en kvalitet i sig selv, men kvaliteten af den nye plade er oceaner og lysår fra da de var på deres højeste. Henrik Queitsch beskriver godt nok Snowflake Midnight som guddommelig i sin seksstjernede anmeldelse af gårsdagens koncert, men de seks stjerner vidner også om en lidt for let påvirkelig anmelder. Hvis gårsdagens koncert er, som han skriver, det tætteste han kommer på en religiøs oplevelse, så gætter jeg på at han får de fleste af sine guddommelige oplevelser i det middelmådige.

Jeg har tænkt over det flere gange, og jeg tror Mercury Rev koncerten gav mig det endelige svar. Jeg skal væk fra at rejse for at se navne jeg har set flere gange før, det er min plan for koncertåret 2009. Det skal være som da Anita Brask Rasmussen i ren eufori over en koncert tidligere på året (18th Dye?), erklærede at hun året ud ikke ville ligge under for opskruede billetpriser og derfor max. ville give, hvad hun havde givet for billetten den aften. Så derfor: Næste år vil jeg ikke forlade Fyn for at se et navn jeg har set før! Så har jeg sagt det, og selvfølgelig ender jeg nok med at gøre det alligevel, men jeg vil tænke mig om to gange, og se om der ikke er noget andet jeg burde se i stedet for. Depeche Mode i Parken er på den konto blevet afskrevet, til gengæld er Bob Hund skrevet ind i koncertkalenderen. Tiden må være moden til at få set hunden med piben.
Tirsdag nats film.
Danielson - Did I Step On Your Trumpet

onsdag, november 19, 2008

Ugens klumme:
I aften står jeg på Enghavevej 40 i det københavnske, og stener til lyden af Mercury Rev, der har valgt at lægge deres vej forbi Vega i aften. Dette fortæller jeg ikke nødvendigvis for at friste dig til at udføre følgende tankerække: Jeg tjekker dem lige på Myspace (det lyder godt), jeg tjekker lige, om der er flere billetter (det er der), og så tager jeg af sted (gider du da godt glemme det, så skulle jeg stå der og ikke kunne se scenen, fordi du absolut skal spærre mit ellers gode udsyn med dit store grødhoved - spar mig). Jeg skriver det for at forklare, hvorfor jeg ikke selv er til stede, når Jazzhus Dexter i aften huser en koncert med Peter H. Olesen. Selvom jeg nu har tænkt mig at bruge resten af denne klumme på at anbefale dig at gå ned og se og høre ham i aften. Jeg tog selv til Sorø for 14 dage siden for at se ham spille på Vestsjællands Kunstmuseum, jeg tog også til København i foråret da han gav sin første solokoncert i noget nær mands minde. Og nu hvor han endelig kommer hertil, er jeg så 'desværre' udenbys i andet, dog mindst lige så musikalsk, ærinde. Beklageligt, for han er en af mine helt store personlige favoritter. Men hvorfor så al den furore for en sølle sanger? Jo, ser du, få kan som Peter skære det danske sprog ind til benet, og få har som Peter tæft og flair for at flette ordene så præcist sammen, at de skaber deres billeder uden at bruge et eneste ord for meget. Det gælder i hans virke som digter, det gælder i hans virke som forfatter, og det gælder for det, han putter i sine sangtekster.Gældende gør sig også, at det slet ikke er så kedeligt, som det måske lyder. For selvom referencerne i hans tekster har gjort mere for min nysgerrighed i retning af danske digtere, forfattere m.m. end 13 års danskundervisning formåede, så er det mere end et aftenskolekursus i tekstanalyse jeg prøver at sælge. Jeg tør nemlig garantere, at det kommer til at hænge sammen musikalsk, selvom det ikke er længe siden, Peter støvede sin venstrehåndsguitar af, og lidt af det støv stadig hænger fast i hans evne til at betjene den. Men frygt ikke, for med sig har han Michael Lund, der kan sit kram på alskens varianter af guitaren, og C.S. Nielsen, der har styr på den del af musikhistorien, hvor Hank Williams er den største. Gå ind på Dexter i aften ved ottetiden, du kan takke mig senere.

mandag, november 17, 2008

To af årets bedste danske plader udkommer i dag, Dragontears udsender Tambourine Freak Machine, og Jørgen Leth får sat sin stemme og sine tanker til musik af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig på Vi Sidder Bare Her. Pladerne ligger i udtryk milevidt fra hinanden, men formår begge at imponere fra hvert sit udgangspunkt.

Skimmer man avisernes overskrifter, er det den sidstnævnte, der trækker den største opmærksomhed. Med Jørgen Leth i forgrunden er det også forståeligt nok, han har de sidste par år fået sin del spotlight. 31 minutter tager det at komme rundt om resultatet af 20 timers råbånd optaget med Leth, det er måske ikke meget, men det er alligevel næsten for meget med al den snak. Men det fungerer formidabelt med den løse form, hvor Leth sidder og snakker om et givent emne. Det er intelligent, men uprætentiøst, og resultatet falder ikke i det hul spoken word så ofte falder i, hvor ordene hurtigt klinger hule og resultatet bliver en slags (påtaget) intellektuel muzak. Når jeg antyder at pladen er for lang, skyldes det et at pladen er en tæt på perfekt helhed, numrene ligger i naturlig forlængelse af hinanden, og den musik, der er skabt til formålet ryger ikke i anden af spoken word genrens faldgruber, nemlig genrens forkærlighed for cheesy og klæbrig jazz. Her er musikken der bare. Tør, knasende og understøttende. Og Leth er der, tænkende, talende, fabulerende, og resultatet er så intenst at 31 minutter næsten er for meget af det gode.

Dragontears følger med Tambourine Freak Machine op på 2000 Micrograms From Home, der stadig står som sidste års klart bedste danske plade. Opskriften er noget nær det samme som blev brugt i 2007, syret og udsyret, med enkeltnumre, der synes noget nær uendelige. Over dem alle står fortolkningen af Dylans Masters Of War, der er ét langt mesterligt klimaks. De originale danske syrehoveder Steppeulvene sang om at tage ud, hvor man ikke bunde - Dragontears gør det. Pladen er et sansefyldt trip, jeg først vil kunne beskrive den dag jeg prøver et andet beruselsesmiddel end alkoholen, men det må være nogenlunde sådan her det føles, at overgive sig til den rus.

søndag, november 16, 2008

..og lige pludselig er det for sent at sige tak for et væld af gode oplevelser. Tak alligevel. Du gjorde det godt.

torsdag, november 13, 2008

Vi har tre vigtige informationskilder til at holde os orienteret om, hvad der foregår i Washington: de elektroniske medier, de trykte medier og Doonesbury - ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge.
Gerald Ford - 1975
(Præsident i U.S.A. 1974-1977)

onsdag, november 12, 2008

du er billig vin
der godt nok får jobbet gjort
men dagen efter..
Jeg har via Substans.info lige modtaget en mail fra Niels Fabæk fra Sparkplugz m.m., med en anekdote vi snart får lagt op på siden, og så dette scan af forsiden til Noizy News.
Mit drengeværelse var som drengeværelser var flest. Otte en halv kvadratmeter, blottet for frisk luft, men med undertoner af chips og prut i sin bouquet. Indretningen var som taget ud af 'Børneværelser for dummies', med seng, skrivebord, klædeskab og reol, og væggene plastret ind i plakater med navnene fra den tids top 20. Mere end noget andet fyldte en plakat med Madonna væggen op. Der hang hun platinblond og udfordrende over min seng, men for en knægt på 11 betyder fræk det samme som flabet, og ophidset var noget, de voksne blev, når man ikke lystrede. Selv om Madonna og hendes kavalergang fyldte godt op på væggen, så var det noget helt andet, der rent fysisk fyldte noget nær enhver hylde og på anden måde ledig flade op i mit drengeværelse. Hvordan man end vendte og drejede sig, så var det med udsigt til en stak tegneserier. Alt var stakket og stablet, alfabetiseret og lagt i nummerorden, så alt kunne findes i en ruf, når læselysten gik i retning af en bestemt udgave af Steen & Stoffer, Garfield eller hvad det nu måtte være. En næsten komplet samling af Basserne gjorde sit til at fylde reolen ud, og Jumbobøgerne fyldte resten. Alt dette blev afsat og omsat til kontanter og byture, da teenageårene sparkede ind, og tegneserier blev noget for børn, og højst noget, man brugte 30 sekunder på, når man læste avisen. Sådan var det indtil for et par år siden, da jeg igen blev herre i eget hus og ikke længere gad tænke på, hvad man burde og ikke burde have stående i reolen, men i stedet fokuserede på, hvad jeg havde lyst til at have på boghylderne. Og nu står der efterhånden et par meter tegneserier op og ned ad den mere eller mindre seriøse litteratur. Barndommens striber er nu blevet erstattet med et lidt mere voksent udvalg, hvor jeg for tyve år siden kunne lade mig underholde af en fed kat med mandagslede og hang til lasagne, foretrækker jeg i dag Doonesburys satire, Will Eisners små historier og Ralf Königs læderklædte og schlagerelskende bøsseunivers. Og så selvfølgelig Stinestregen.blogspot.com, Danmarks nok bedste blog, der i sit simple, men fantastisk effektive udtryk dagligt underholder mig. Nu er anbefalingen i hvert fald givet videre, og du burde lytte til mig denne gang - for nok ved jeg ikke meget, men Stine er umulig ikke at holde af, så meget ved jeg.

tirsdag, november 11, 2008

Et sted på marken
stod en flok kvæg

De havde ingen problemer
kendte ikke ordet

De stod
det var hele deres opgave
da en maler kom forbi

Kristen Bjørnkjær
(Firsernes fest/Gyldendal/1987)
Ny forskning viser, at Mars er et kvindebryst med meget tør hud.

mandag, november 10, 2008

Jeg brugte en del af min weekend på at trimme pladesamlingen. Ud røg tidligere tiders indkøb af ting en pladesamling bare ikke kunne være foruden. Så farvel til The Clash og farvel til Ramones, farvel Kate Bush og farvel Elvis Costello. I vil næppe blive savnet.
Fredag aften, siddende med en halvlunken, helforfærdelig, gratis uddelt julebryg i hånden tonede min plan for lørdag aften frem i form af en flyveseddel med blandt andet ordene Mouritz/Hørslev Projektet. Lørdag aften krøb vi ind på et næsten tomt Momentum. Alt inklusiv, med band, publikum og personale var vi en 20-25 mennesker forsamlet. De gange jeg tidligere har set Mouritz/Hørslev Projektet har Mouritz/Hørslev Projektet været lig med Mads Mouritz, men det noget nær første, der sker da vi har sat os ved et bord med øl og cider, er Lone Hørslev der går på tværs af lokalet, og i baren, og får et glas rødvin. Fem stk. går på scenen et par minutter senere. Mouritz, Hørslev, projektet i form af en guitarist og en bassist, og en islandsk korpige, der for mig længe vil komme til at stå som både et synonym for, og et billede på skønhed. Frygten for en aften som denne, hvor publikum i mandtal er tæt på at være bandet underlegne, er en pligtaflevering fra scenen, men den frygt blev gjort til skamme. Det vi fik serveret var årets ubetinget hidtil bedste koncertoplevelse, bestående af dels sangene fra Så Er Det Sagt (som jeg tidligere har udråbt til den bedste dansksprogede plade i 2007), dels en overflod af nyt materiale (bl.a. Hus og Have), der alt sammen begejstrede i lige så høj grad som det kendte. Glæden på scenen smittede af på publikum, og publikum gav igen af samme skuffe, og den begejstring virkede til at smitte af på scenen. Meget sigende for aftenen blev der under afspilning af det nye nummer Snapsesangen (eller var det bare deres snapsesang?) serveret snaps til samtlige tilstedeværende, som et spontant og velfungerende indslag fra barens side. Der er ingen grund til at bryde koncerten ned i stykker og enkeltdele, alt fungerede på alle planer. Du skulle have været der!
Min avis lukker den 28. november, så den 26. november bliver sidste gang, at jeg kan skrive klummeskribent på mit visitkort. Selvom konkurrencemennesket i mig jubler over, at jeg med to opsigelser på en måned har sat personlig rekord, så er jeg ikke helt tilfreds med situationen.