mandag, november 21, 2011
Svend-Allan Sørensen, en af husets foretrukne kunstnere, har været en tur på Færøerne og lave nyt. Det er der blandt andet kommet ovenstående værker ud af, mere billede og tekst for de sprogkyndige, kan findes her.
Der er "nyt" fra Cody. Dels denne fine lille sort/hvide-optagelse af "Close the Door", og så har der været besøg fra They Shoot Music Don't They, der har slæbt Cody ud på Carlsberg (eller omvendt), hvor det blev til tre sange, og en bordtenniskamp. Igen "Close the Door" og så "Sixteen Holes", samt "Under the Pillow".
søndag, november 20, 2011
Musiknyt 1: Ny video fra Malk De Koijn. Musiknyt 2: Forsmag på den kommende Lambchopplade "If Not I'll Just Die" Musiknyt 3: Der er kommet en "det er så hvad jeg har lavet i år" opsamling fra Birch Book. Sølle 69 eksemplarer kommer den i, og de hurtige kan købe den her.
onsdag, november 16, 2011
Det er god globalisering på lokalniveau, og et godt bevis på, at alting går i ring, når man i en dansk filial af en norsk butik, kan købe en norsk øl, brygget på tjekkisk humle. Lade Gaards Brygghus pilsner kan findes på hylderne i Rema 1000, og er ved at udvikle sig til et kærlighedsforhold af den slags, der ville gøre sig bedre i foråret, både fordi lovestories tager sig bedre ud i årstiden, hvor alting blomstrer op, og så fordi det er noget sværere at finde en god undskyldning for at tage en tår tørstslukker i november end når termometerkviksølvet har givet 20 grader baghjul. Lade Gaards Brygghus pilsner er en ukompliceret pilsner, der har en kende mere humle end Hof, Tuborg, og hvad der ellers går som klassisk dansk øl. Den supercool blå retroetiket forhøjer nydelsen, og en stor anbefaling af et mindre tungt og sødt alternativ til de klassiske juleøl er hermed sat på skrift.
tirsdag, november 15, 2011
"..sådan vil naturen i sagens orden atter omforme landet til ukendelighed, i uendeligt små og katastrofale ryk. Vi ser det dagligt langs kysterne, hvor havet for hver bølge i en uendelig kæde flytter rundt på kysten, retter linjer ud, skubber klinter tilbage, aflejrer det nedbrudte og skaber nye krumodder og tanger. Jo vi ved det godt, og alle danskere har behov for at søge derud og få resignationens ro i blikket, som er så karakteristik for kystfolket."
Uddrag af Erland Porsmoses introduktion til "Sådan Ligger Landet". Den første af bøgerne i bokssættet udgivet i forbindelse med fotoprojektet "Danmark under forvandling".
Uddrag af Erland Porsmoses introduktion til "Sådan Ligger Landet". Den første af bøgerne i bokssættet udgivet i forbindelse med fotoprojektet "Danmark under forvandling".
Etiketter:
Diverse fotos
fredag, november 11, 2011
Ovenstående foto er nu det dyreste foto solgt nogensinde. 4.340.000$ røg det for forleden hos Christie. Hvis Andreas Gursky kan, så kan jeg vel også.
Etiketter:
Diverse fotos
torsdag, november 10, 2011
The Untamed lukker butikken.
The Delicious Death of The Untamed
After 10 fine Untamed years it’s time to travel back deep deep down in Africa to see if Papa Boomwallah ‘s still got that mojo cookin’. It’s time for the cannibal kings and Zouweena to go back to the jungle and ramble zombielike around with bananaskirts, scary smiles and poisoned liqueurs in skeleton hands ...
Adios – auf wiedersehen - au revoir – see ya later. It’s been a blast!
The Untamed has left the building …
Helle Hellcat, Marco Burro & Jakob The Ghoul
The Delicious Death of The Untamed
After 10 fine Untamed years it’s time to travel back deep deep down in Africa to see if Papa Boomwallah ‘s still got that mojo cookin’. It’s time for the cannibal kings and Zouweena to go back to the jungle and ramble zombielike around with bananaskirts, scary smiles and poisoned liqueurs in skeleton hands ...
Adios – auf wiedersehen - au revoir – see ya later. It’s been a blast!
The Untamed has left the building …
Helle Hellcat, Marco Burro & Jakob The Ghoul
Der findes de der larger than life grupper man bliver suget ind af, og holder fast i indtil det lille r begynder at blinke oppe i hjørnet af skærmen, og hverken genopfindelse eller gentagelsens glæde kan fastholde ens interesse. R.E.M. forsøgte at finde tilbage til rødderne, med intens kedsommelighed som resultat, Depeche Mode har de sidste ti år kørt rundt i samme uinspirerede rille, og så er der U2, der med frelseren i forgrunden genopfandt sig selv som rockband, og dræbte ethvert incitament for at lytte mere til dem. Alle har de fyldt noget nær en hyldemeter i samlingen, og alle er der blevet solgt ud af, da forholdet mellem dem og mig kølnede ned.
For tiden er der så igen kommet fokus på ”Achtung Baby”. Som tilfældet ”Nevermind” for ganske nylig, så er min ungdoms plader ikke længere teenagere, men fylder 20 på rad og række. ”Achtung Baby” har jeg ikke hørt i flere år, men i den fulde overbevisning om at den var et monument, der hverken ville lade sige sig præge af vind eller vejr, ladet den stå på hylden med et usynligt mesterværksmærke klistret på fronten.
Mesterværksmærket sidder der endnu efter jeg har fejret fødselsdagen ved at hive pladen frem fra den plads på bagerste hylde bag de to Superjegplader, og igen sneget den ind på husets playliste. Jeg kan dog se, at klisteret på mærket er ved at miste sin klæbeevne, og hjørnerne derfor så småt er ved at løsrive sig fra omslaget.
”Achtung Baby” er stadig en fantastisk plade, men da jeg hev teksthæftet ud af omslaget, og læste med som pladen for 3-4-5 gang blev genoplevet, var der noget, der knækkede. Min idé om ”Achtung Baby” som et moderne værk, hvor lyrikken med referencer og metaforer i særklasse tog greb om livet og kærligheden røg ud med tidevandet, og ind sejlede i stedet et skib, hvor hjerte rimer på smerte, og alt er som det er så mange andre steder. Det overrasker mig, hvor banalt et tekstunivers ”Achtung Baby” bygger på.
Who's gonna ride your wild horses?
Who's gonna drown in your blue sea?
Who's gonna taste your salt water kisses?
Who's gonna take the place of me?
Taget ud af sammenhæng, og hurtigt oversat lyder linjerne fra ”Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” ikke langt fra det, der præger den dansksprogede del af lydbilledet, hvis man tænder for en tilfældig radiostation. Andre ikoniske numre fra ”Achtung Baby” falder lige så hårdt igennem, ”Even Better Than The Real Thing” og ”Tryin’ To Throw Your Arms Around The World” falder hårdest, mens ”Until The End Of The World”, min personlige favorit på pladen, er gået fra en mørk fortælling om dystre tanker, til en lille lummer romance.
”One” giver omvendt mere mening for mig nu, hvor en genopfriskelse af The Edges’ dengang igangværende skilsmisse, har sat sangen i det rette lys, og påmindelsen om, at ”Achtung Baby” blev indspillet i et Berlin, der just var blevet samlet, sætter også linjen ”we’re one, but we’re not the same” i et andet lys.
”Achtung Baby” har holdt langt bedre end både U2, og så meget andet jeg hørte for 20 år siden, men set og hørt på afstand står det klart, at pladens succes i langt højere grad skyldes gruppens evne som musikere, end Bonos evne som sangskriver. Placeret i baggrunden står mesterværket ved magt, men går man tæt på, og dykker ned i detaljen, som ord er i forhold til denne type musik, så åbner det for en diskussion om, hvorvidt pladsen på piedestalen er fortjent.
Under alle omstændigheder, tillykke med fødselsdagen gamle dreng.
For tiden er der så igen kommet fokus på ”Achtung Baby”. Som tilfældet ”Nevermind” for ganske nylig, så er min ungdoms plader ikke længere teenagere, men fylder 20 på rad og række. ”Achtung Baby” har jeg ikke hørt i flere år, men i den fulde overbevisning om at den var et monument, der hverken ville lade sige sig præge af vind eller vejr, ladet den stå på hylden med et usynligt mesterværksmærke klistret på fronten.
Mesterværksmærket sidder der endnu efter jeg har fejret fødselsdagen ved at hive pladen frem fra den plads på bagerste hylde bag de to Superjegplader, og igen sneget den ind på husets playliste. Jeg kan dog se, at klisteret på mærket er ved at miste sin klæbeevne, og hjørnerne derfor så småt er ved at løsrive sig fra omslaget.
”Achtung Baby” er stadig en fantastisk plade, men da jeg hev teksthæftet ud af omslaget, og læste med som pladen for 3-4-5 gang blev genoplevet, var der noget, der knækkede. Min idé om ”Achtung Baby” som et moderne værk, hvor lyrikken med referencer og metaforer i særklasse tog greb om livet og kærligheden røg ud med tidevandet, og ind sejlede i stedet et skib, hvor hjerte rimer på smerte, og alt er som det er så mange andre steder. Det overrasker mig, hvor banalt et tekstunivers ”Achtung Baby” bygger på.
Who's gonna ride your wild horses?
Who's gonna drown in your blue sea?
Who's gonna taste your salt water kisses?
Who's gonna take the place of me?
Taget ud af sammenhæng, og hurtigt oversat lyder linjerne fra ”Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” ikke langt fra det, der præger den dansksprogede del af lydbilledet, hvis man tænder for en tilfældig radiostation. Andre ikoniske numre fra ”Achtung Baby” falder lige så hårdt igennem, ”Even Better Than The Real Thing” og ”Tryin’ To Throw Your Arms Around The World” falder hårdest, mens ”Until The End Of The World”, min personlige favorit på pladen, er gået fra en mørk fortælling om dystre tanker, til en lille lummer romance.
”One” giver omvendt mere mening for mig nu, hvor en genopfriskelse af The Edges’ dengang igangværende skilsmisse, har sat sangen i det rette lys, og påmindelsen om, at ”Achtung Baby” blev indspillet i et Berlin, der just var blevet samlet, sætter også linjen ”we’re one, but we’re not the same” i et andet lys.
”Achtung Baby” har holdt langt bedre end både U2, og så meget andet jeg hørte for 20 år siden, men set og hørt på afstand står det klart, at pladens succes i langt højere grad skyldes gruppens evne som musikere, end Bonos evne som sangskriver. Placeret i baggrunden står mesterværket ved magt, men går man tæt på, og dykker ned i detaljen, som ord er i forhold til denne type musik, så åbner det for en diskussion om, hvorvidt pladsen på piedestalen er fortjent.
Under alle omstændigheder, tillykke med fødselsdagen gamle dreng.
tirsdag, november 08, 2011
På lørdag gæster De Efterladte Odense, og inden da går touren forbi Aarhus og Aalborg. Til de, der ikke når ud og høre dem på dem igangværende tour, er der rig mulighed for at genopleve deres koncert fra huset i Magstræde 27. oktober 2011. Dels kan koncerten hentes og høres via Fra Kælderen. Tænker man efterfølgende: de lyder rare, og vil have syn for sagen så er store dele af koncerten også optaget, og lagt på YouTube. Trackliste med link til video, hvor muligt, følger her:
Studier af Skyer
Sangen Selv
Nedenom og Hjem
En Knivspids af din tro
Hårdnakket Idyl
Mit Sortsyn
Mit Lyssyn
Hvad kan Jeg se frem til / Anonyme Melankolikere
Til De Efterladte
Hvor alting hører op
Godmorgen Kynisme
Sang i klar frost
I det hus du kalder dit hjem
Den slags fik man tæsk for
Set gennem en voksende rus
---
Skybrud af Byger
Sommerferie Zimmerroom
Alt er i Ørnsbo i dag
Studier af Skyer
Sangen Selv
Nedenom og Hjem
En Knivspids af din tro
Hårdnakket Idyl
Mit Sortsyn
Mit Lyssyn
Hvad kan Jeg se frem til / Anonyme Melankolikere
Til De Efterladte
Hvor alting hører op
Godmorgen Kynisme
Sang i klar frost
I det hus du kalder dit hjem
Den slags fik man tæsk for
Set gennem en voksende rus
---
Skybrud af Byger
Sommerferie Zimmerroom
Alt er i Ørnsbo i dag
mandag, november 07, 2011
søndag, november 06, 2011
lørdag, november 05, 2011
tirsdag, oktober 25, 2011
Der er intet galt i at have titlen popsnedker printet på sit visitkort, hvor beskæmmende for kvalitetsbedømmelsen af éns musik påstemplingen af ordet ”pop” end kan være, så er der faktisk op til flere, der fået en fin karriere ud af det. Blandt dem, der kreerer pop vom feinsten i en grad, at han roligt kan ranke ryggen, hører Jens Lekman. I går aftes gæstede han København, opdagede jeg i går aftes, så i dag gav jeg hans nylige ep ”An Argument with Myself” endnu et par spin på anlægget.
Som det ofte er tilfældet med bedre plader, så har det krævet et par gennemlytninger, at blive fortrolig med de fem numre på ep’en. ”An Argument With Myself” er mindre umiddelbar end hans forrige udgivelser, ikke at det skal afskrække nogen fra at læse videre, hvis det er deres popgen, der tvinger dem.
Titelnummeret er en en kende paranoid fortælling om et, ja.. skænderi med sig selv, veludført med to jeg-stemmer, og uden at det bliver helt så calypso, at man griber ud efter frugthatten, så ligger der en del caribiske rytmer i baggrunden, og selvfølgelig også lidt billig synthesizer og lidt reggae. ”Waiting for Kirsten” er storytelling par excellence, med historien om et ophold udenfor et hotel for at møde Kirsten Dunst, et namedrop af Lars Von Trier, og en irettesættelse af førnævnte Kirsten, for nej, der er ikke VIP-indgange i Göteborg, og ingen giver en fuck about who you are. ”A Promise” hiver tempoet ned, ”New Directions” hiver det op igen, og sender kindkys og venlige tanker i retning af Sufjan Stevens (da han stadig var god), og så er der slutteligt ”So This Guy at My Office”, der slutter ep’en, hvor den startede, med endnu en omgang storytelling.
Jeg er jævnt forbitret over ikke at have set Jens Lekman i København i går, han er en af de kunstnere jeg ikke nødvendigvis ser mig selv som stor fan af, men alligevel bliver ved at vende tilbage til, til min egen store glæde. "An Argument with Myself" gør intet galt, der skulle kunne ændre på det.
Er man blevet nysgerrig på mere, kan ”An Argument with Myself” streames her.
Som det ofte er tilfældet med bedre plader, så har det krævet et par gennemlytninger, at blive fortrolig med de fem numre på ep’en. ”An Argument With Myself” er mindre umiddelbar end hans forrige udgivelser, ikke at det skal afskrække nogen fra at læse videre, hvis det er deres popgen, der tvinger dem.
Titelnummeret er en en kende paranoid fortælling om et, ja.. skænderi med sig selv, veludført med to jeg-stemmer, og uden at det bliver helt så calypso, at man griber ud efter frugthatten, så ligger der en del caribiske rytmer i baggrunden, og selvfølgelig også lidt billig synthesizer og lidt reggae. ”Waiting for Kirsten” er storytelling par excellence, med historien om et ophold udenfor et hotel for at møde Kirsten Dunst, et namedrop af Lars Von Trier, og en irettesættelse af førnævnte Kirsten, for nej, der er ikke VIP-indgange i Göteborg, og ingen giver en fuck about who you are. ”A Promise” hiver tempoet ned, ”New Directions” hiver det op igen, og sender kindkys og venlige tanker i retning af Sufjan Stevens (da han stadig var god), og så er der slutteligt ”So This Guy at My Office”, der slutter ep’en, hvor den startede, med endnu en omgang storytelling.
Jeg er jævnt forbitret over ikke at have set Jens Lekman i København i går, han er en af de kunstnere jeg ikke nødvendigvis ser mig selv som stor fan af, men alligevel bliver ved at vende tilbage til, til min egen store glæde. "An Argument with Myself" gør intet galt, der skulle kunne ændre på det.
Er man blevet nysgerrig på mere, kan ”An Argument with Myself” streames her.
søndag, oktober 23, 2011
Lad mig bare spille Nick Drake kortet, og på den facon forklare, hvorledes The New Spring tog sig ud som opvarmning til gårsdagens Emma Acs koncert på Posten. Og så følge det op med et hov-hov, hvad har Nick Drake nogensinde gjort dig? For The New Spring gjorde så absolut en glimrende figur, trods den utaknemmelige tjans, at ene mand med guitar, at skulle underholde et publikum, der er kommet for at høre noget helt andet, og det endda (hvis jeg ikke tager fejl) med en forkølelse kørende i kroppen.Det visuelle udtryk begrænsede sig til, at i takt med at hans stemme kom højere, og højere op, kom han længere og længere op på tæerne, som en art kropslig equalizer. Musikalsk var det en tilbagelænet fornøjelse, at høre Bastian Kallesø fremføre sangene fra The New Springs selvbetitlede forårsudgivelse, og det i en grad, at jeg efterfølgende blev en kende forbitret over, at han ikke solgte sin plade efter koncerten.
Det er cirka et år siden jeg sidst oplevede Emma Acs på en scene. Dengang var det som opvarmning, og nu er det så som hovednavn hun går på scenen. Min begejstring stod mig ud af ørerne dengang, og hvornår jeg sidst er blevet grebet i sådan en grad af en koncert med et navn, hvor materialet var mig stort set ubekendt, kan kun besvares med et spørgsmålstegn.
Nu, et år og en albumudgivelse senere stod jeg så overfor hende igen. Forskellen i forhold til sidst er markant. Ingen pigefnis, og ingen genert kiggen ned i gulvet, i stedet var det en catsuitklædt kvinde, der gik på scenen og forførte sit publikum så effektivt, at enhver katolik i gårsdagens forsamling vil være at finde i skriftestolen i dag, bedende om syndernes forladelse for urene tanker.
Musikken er skåret fra en effektiv skabelon, hvor de søde ballader boltrer sig mellem catchy-as-fuck 60’er pop, med marchmilitant præcist trommespil, masser af orgel, og sitar, som det hemmelige krydderi, der hæver Emma Acs over så meget anden tilbageskuende musik. En time tog det, at få gang i koncerten, og lukke den ned igen. Undervejs var højdepunkterne blandt mange ”Champagne”, ”Yoko” og ”and So Are You”, og i den anden af skalaen var jeg ikke meget for at ”Loss of the Tribe” var kørt ned i et tempo, hvor partykvaliteterne blev druknet. Et enkelt nyt nummer blev det til, Joy Divisions ”Transmission” blev partypoppet op, og ekstranumre kom der heldigvis ingen af. Heldigvis, fordi det i min verden er den største fryd når koncerten efterlader én sulten efter mere, i stedet for skiftevis kiggende på uret og garderobenummeret, mens man høfligt tager de sidste ekstranumre med. Jeg gik sulten hjem!
Jeg har prist Emma Acs før, nu gør jeg det igen, og jeg forsætter gerne med at gøre det så længe hun disker op med koncerter af denne kaliber.
"..når jeg hører Animal Collective, Grizzly Bear, Yeasayer, Deerhunter, War on Drugs, Bear in Heaven, John Maus, Ariel Pink, Arcade Fire, Wavvves, Crystal dit og Crystal dat, så trækker min indre Erik Jensen, rockist, kulturchauvinist og -anakronisme sgu også i sine waders og gør klar til at drukne tidens toner i fadbamser i det mest folkelige forum, han kan komme i nærheden af."
Torsten Larsen på bloggen Passive/Aggressive
Torsten Larsen på bloggen Passive/Aggressive
torsdag, oktober 20, 2011
Ny plade fra The Silent Section 10. november. Videoen til "The Voice That Got Away" kan ses her.
mandag, oktober 17, 2011
Det gode ved at være en landskabsfotograf
er, at man skal opsøge landskabet.
Man må møde op, komme tilstede.
Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig
del af os selv, som de tilbagegiver til os, når
vi vandrer i dem.
Per Bak Jensen
Mit første møde med Per Bak Jensen var i den dags avis, da jeg i selskab med mig selv havde bænket mig for at få en kop kaffe, og dagens nyheder. På forsiden af kultursektionen blev jeg mødt af en endeløs skov. Der var ingen øvre grænse, for trækronerne var skåret ud af billedet, og disen i bunden af billedet gjorde det umuligt, at se om skoven forsatte i det uendelige eller gjorde holdt på den anden side det synlige. Skovbund, træstammer og tåge. Såre simpelt, og gribende i en grad, at noterede mig navnet på fotografen til senere brug.
Det skulle vise sig, at avisen ikke var mit første møde med Per Bak Jensen. År forinden havde jeg set hans udstilling ”Genkomst” på Aros. Billederne af plastikindkapslede halmballer, tågeindhyllede marker med rester af sne, og det første spæde grønt fra den kommende sommers afgrøder spirende frem var stadig med mig i min bevidsthed, men uden afsender. Knapt nok motiver, men snarere tilfældige snapshots taget med den intense æstetiske tyngde, der som en rød tråd går gennem Per Bak Jensen arbejde, og trods sin abstrakte størrelse alligevel er det genkendelige element i hans arbejde.
Et andet genkendeligt element i hans billeder er motiverne. Det er langt hen ad vejen steder vi alle har passeret, men ikke tager yderligere notits af, og da slet ikke husker andet end som en del af den ting, der i vores begrebsverden hedder et landskab. At Per Bak Jensen også har arbejdet med bybilleder bør nævnes, men jeg vil fastholde, at det er som landskabsfotograf, at hans gennemslagskraft er størst.
Læser man op på Per Bak Jensen vil man erfare, at hans missionserklæring er at indfange stedernes væsen, og der er også mere at komme efter i det typiske Per Bak Jensen billede end motivet alene kan bære. Billederne står udenfor tid, og tiden i billederne er et langt åndedrag, hvor fugle og fly i bevægelse tværes ud, og vandets bevægelser kvæles i lukketid. I de stort opsatte billeder fremstår det statiske i billedets ubevægelighed alligevel levende. ”Jeg vil gerne lave billederne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget som muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt”.
Per Bak Jensen blev født i 1949, debuterede i 1978, blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-86, og arbejdede i perioden 1987-2009 som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Hans arbejde er repræsenteret på en bred vifte af danske museer, og er også at finde på blandt andet Biblioteque Nationale i Paris og The Metropolitan Museum of Art.
(Ovenstående tekst er det danske udkast til en introduktion til Per Bak Jensen som jeg er blevet bedt om at skrive for Urbanautica)
er, at man skal opsøge landskabet.
Man må møde op, komme tilstede.
Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig
del af os selv, som de tilbagegiver til os, når
vi vandrer i dem.
Per Bak Jensen
Mit første møde med Per Bak Jensen var i den dags avis, da jeg i selskab med mig selv havde bænket mig for at få en kop kaffe, og dagens nyheder. På forsiden af kultursektionen blev jeg mødt af en endeløs skov. Der var ingen øvre grænse, for trækronerne var skåret ud af billedet, og disen i bunden af billedet gjorde det umuligt, at se om skoven forsatte i det uendelige eller gjorde holdt på den anden side det synlige. Skovbund, træstammer og tåge. Såre simpelt, og gribende i en grad, at noterede mig navnet på fotografen til senere brug.
Det skulle vise sig, at avisen ikke var mit første møde med Per Bak Jensen. År forinden havde jeg set hans udstilling ”Genkomst” på Aros. Billederne af plastikindkapslede halmballer, tågeindhyllede marker med rester af sne, og det første spæde grønt fra den kommende sommers afgrøder spirende frem var stadig med mig i min bevidsthed, men uden afsender. Knapt nok motiver, men snarere tilfældige snapshots taget med den intense æstetiske tyngde, der som en rød tråd går gennem Per Bak Jensen arbejde, og trods sin abstrakte størrelse alligevel er det genkendelige element i hans arbejde.
Et andet genkendeligt element i hans billeder er motiverne. Det er langt hen ad vejen steder vi alle har passeret, men ikke tager yderligere notits af, og da slet ikke husker andet end som en del af den ting, der i vores begrebsverden hedder et landskab. At Per Bak Jensen også har arbejdet med bybilleder bør nævnes, men jeg vil fastholde, at det er som landskabsfotograf, at hans gennemslagskraft er størst.
Læser man op på Per Bak Jensen vil man erfare, at hans missionserklæring er at indfange stedernes væsen, og der er også mere at komme efter i det typiske Per Bak Jensen billede end motivet alene kan bære. Billederne står udenfor tid, og tiden i billederne er et langt åndedrag, hvor fugle og fly i bevægelse tværes ud, og vandets bevægelser kvæles i lukketid. I de stort opsatte billeder fremstår det statiske i billedets ubevægelighed alligevel levende. ”Jeg vil gerne lave billederne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget som muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt”.
Per Bak Jensen blev født i 1949, debuterede i 1978, blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-86, og arbejdede i perioden 1987-2009 som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Hans arbejde er repræsenteret på en bred vifte af danske museer, og er også at finde på blandt andet Biblioteque Nationale i Paris og The Metropolitan Museum of Art.(Ovenstående tekst er det danske udkast til en introduktion til Per Bak Jensen som jeg er blevet bedt om at skrive for Urbanautica)
Etiketter:
Diverse fotos
DR K bragte i går aftes den fantastiske sanseskønne dokumentarfilm "Min Dal", om Hans Edward Nørregaard-Nielsens togt på skonnerten Mira igennem Limfjorden i selskab med Kirsten Klein. Et togt, blandt flere, der nu er blevet foreviget i bogværket "Limfjorden - Stemmer og Steder".
Information bragte i forbindelse med udgivelsen et interview med Hans Edward Nørregaard-Nielsen, der blandt byder på følgende fantastiske udtalelser:
»På den video, som følger med bogen, lader jeg mig rive lidt med, sådan som følsomme mennesker af og til gør. Men der siger jeg, at jeg håber, at jeg kan nå at gøre bogen færdig. Og at jeg har en god fornemmelse af det i forhold til den gode Gud. Altså, hvis man ligger med bar røv, så skal man også have lov til at blive færdig.«
»Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen.«
Interviewet kan læses i sin helhed her.
"Min Dal" bliver genudsendt på DR K flere gange i den kommende uge.
20. oktober 2011 kl. 02:20
20. oktober 2011 kl. 19:05
24. oktober 2011 kl. 14:55
Information bragte i forbindelse med udgivelsen et interview med Hans Edward Nørregaard-Nielsen, der blandt byder på følgende fantastiske udtalelser:
»På den video, som følger med bogen, lader jeg mig rive lidt med, sådan som følsomme mennesker af og til gør. Men der siger jeg, at jeg håber, at jeg kan nå at gøre bogen færdig. Og at jeg har en god fornemmelse af det i forhold til den gode Gud. Altså, hvis man ligger med bar røv, så skal man også have lov til at blive færdig.«
»Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen.«
Interviewet kan læses i sin helhed her.
"Min Dal" bliver genudsendt på DR K flere gange i den kommende uge.
20. oktober 2011 kl. 02:20
20. oktober 2011 kl. 19:05
24. oktober 2011 kl. 14:55
Etiketter:
Diverse fotos,
Tv
Abonner på:
Opslag (Atom)











































