søndag, november 05, 2006

Kærlighed er så simpel og let, når kun den ene part er ved bevidsthed. Man elsker hinanden, man går fra hinanden og stadig selvom begge ved, at det ikke går - så vil man kaste alt overbord for den andens ve og vel. Banalt stillet op og fortalt, men hjerteskærende når det foregår på et sprog man ikke forstår. Havde filmen haft Paprika Steen og Mads Mikkelsen i hovedrollerne, med Kim Bodnia i en birolle som den irakiske digter Faud. Så var det en film som jeg -ligesom alt andet den danske filmbranche spyr ud- ville kunne afskrive som middelmådig, uden at have set den. Det fungerer på italiensk i poetisk overflod og overmod. Huller i historien tiltrods, er man alligevel let om hjertet, når man bagefter ubesværet kan konstantere, at umulig kærlighed nu engang tager sig bedst ud på film.

2 kommentarer:

ma sagde ...

La vita è bella!

lasse r sagde ...

åh, rart at genopdage din blog. tak. sjovt at du bryder dig om netop dén film. jeg gjorde ikke. jeg skrev en anmeldelse for ordet.net. jeg har netop genlæst den. anmeldelsen er strengt taget ret dårligt skrevet og ligegyldig. men hey.

”Tigeren og Sneen” er en ny romantisk farce med Roberto Benigni som det altdominerende centrum. Til trods for at han denne gang både har jokes i ærmet og tårer i øjenkrogen, bliver det hverken rigtig sjovt eller tragisk.

Vi kender ham alle. Det ukuelige fjols, der altid dukker op med et smil på læben, en sjov hat på hovedet og en sprøjtende vandpistol i hånden, alt imens han skrydende indtager en forsamling uden nogen form for situationsfornemmelse. Klassens Klovn. Man kan enten græde eller grine. I Filmskolens italienske klasse hedder han Roberto Benigni, og netop nu optræder han med ”Tigeren og Sneen”.

Romantiske drømme og krigens mareridt
Som det også var tilfældet i Benignis ”Livet er Smukt” (1997), udspiller filmen sig under yderst aparte forhold. I ”Tigeren og Sneen” er det invasionen af Irak, der udgør kulisserne for klovnerierne. Roberto Benigni både instruerer og spiller filmens hovedrolle som digteren Atillio, der hver nat drømmer om den samme smukke kvinde. Da han endeligt møder hende midt i Rom, vil hun ikke have noget med ham at gøre til trods for de komplimenterende digte, han strør om sig.


Drømmens skønhed hedder Vittoria, og hun spilles besnærende af Nicoletta Braschi (”Livet er Smukt”, ”Pinocchio”). Hun er en gevinst for filmen og yder Benigni et solidt modspil, så han ikke får lov at stjæle hver eneste scene. Hun spiller sin rolle med isnende kynisme og betagende varme, med distancerende arrogance og frustrerende dobbelthed. Hun er dragende og uopnåelig. Og man forstår udmærket Atillios næsegruse forelskelse.

Vitorrio rejser til Bagdad for at arbejde på et portræt af den irakiske digter Fuad (Jean Reno). Men hun får dog knap sat papir i skrivemaskinen, førend hun kvæstes hårdt i et af de utallige bombeangreb mod byen. Da Atillio underrettes om ulykken, beslutter han sig for at redde hendes liv, og det til trods for transportproblemer, sprogbarrierer og krig.

Politisk poesi
Atillios rejse gennem krigszone og kærlighedserklæringer udspiller sig på klassisk Benigni-manér med adskillige muntre optrin, der skal fungere som komisk ventil midt i elendighed og tristesse. Således opstår der fine og tragikomiske øjeblikke som i scenen, hvor Atillio udstyrer Vittorio med en stor dykkermaske for at give hende ilt, eller satiriske øjeblikke hvor Atillio praler af at have fundet de påståede masseødelæggelsesvåben, mens han med flid bruger sin nyindkøbte fluesmækker til at udradere hospitalets mange udyr.

Atillio løfter dog ikke blikket fra sin egen personlige tragedie; den døende Vittorio. Derfor iscenesættes den irakiske digter Fuad som filmens reflekterende og kritiske aktør, og på den konto rettes der en beskeden kritik af den amerikanske invasion. Til trods for intentioner om at forsyne filmen med et større politisk perspektiv forbliver Fuad et forsøg på at udruste filmen med en tyngde, som Benignis flødeskumslette optrin hverken rummer eller kan bære.

Græd Benigni!
Filmens største problem er imidlertid Benignis manglende situationsfornemmelse. I en opskruet og unødvendigt lang scene oplever vi ham som den vidende, vittige og beundrede universitetslektor, som Atillio åbenbart er. De studerende klasker sig på lårene af grin, mens Benigni i skikkelse af Atillio slubrer ovationerne i sig. Som tilskuer må man nøjes med at drage et dybt suk og krumme sine efterhånden hårdtprøvede tæer yderligere, for denne selvforherligende hyldest tangerer det kvalmende. Filmen afslører dog også Benigni fra en ny og mere dybfølt side, idet selv hans ukuelige optimisme flere gange er ved at slippe op. Men end ikke krokodilletårer kan rette op på de skader, som Benignis insisterende tåbelighed og gestikulerende spil påfører filmen.

Kontrasten mellem kærlighedshistorie, krig og klovneri resulterer i en uhomogen masse, og ”Tigeren og Sneen” må betegnes som en romantisk farce med en politisk bismag. Titlen referer til en ufarlig tiger og noget uægte sne, og dét er ligeledes rammende for selve filmen, der netop er politisk uskadelig og komisk bluff.

du er stadig min mentor. trods alt.