
Pladebutikken ligger der jo for så vidt endnu - tom og forladt som så mange andre pladebutikker. Jeg solgte Gangway i store mængder til Japan, fik skibet en del Under Byen afsted inden de for alvor blev til at få fat på uden for Danmarks grænser. Jeg købte alt jeg kunne op fra pladeselskaberne New Rose, Line og alle Lines underselskaber, disse selskaber gav altid pengene godt igen. Jeg fik solgt mine egne eksemplarer af Mews to første plader til henholdsvis 2.000,- og 1.200,- og til henholdsvis Japan og New Zealand. Når det gik som det skulle dukkede der hver halvanden måned en check op på 1.500-2.000,-, det var den størrelsesorden butikken lå i. Da bølgerne gik højest havde jeg ca. 400 varenumre, men alligevel nåede Service and Repair at betale for en tur til Berlin, en Ipod og mit første digitalkamera. Foruden at give mig et fascinerende indblik i hvordan japanerne (mis)bruger det engelske skriftsprog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar