Jeg var i sommerhus på Fanø første gang jeg stiftede bekendtskab med R.E.M. Sommerhusets fjernsyn var udstyret med MTV og netop den sommer brød R.E.M. igennem til den brede offentlighed med Shiny Happy People taget fra Out Of Time. Et nummer de senere skulle slå hånden af og nægte at inkludere i såvel setlister, som på deres opsamlingsplade In Time. Ikke desto mindre kørte det nonstop i rotation på musikkanalen, til min uddelte begejstring og mine forældres store fortrydelse.

Siden dengang er det blevet til tre koncerter og et pladeindkøb, der på cdfronten fylder tre hylder på den reol, jeg kan spotte herfra, hvor jeg sidder lige nu. Læg dertil bokse, særudgaver og vinyler og man får omridset af en lille, dog dækkende samling. Således har jeg fulgt dem i snart 17år og købt ind, hver gang der var nyt. Fra den monstrøse Automatic For The People, over den sørgeligt oversete Monster, til mesterværket New Adventures In Hi-Fi, der udkom på min 20års fødselsdag. Og troligt køber jeg stadig når der kommer nyt og i tiltagende grad gammelt. Selv om det ikke længere er lige godt det hele.

Min frygt, efter at have hørt singleudspillet Supernatural Superserious fra Accelerate, var at nu ville R.E.M. gå hen og lave en U2. Søge tilbage til de simple rockrødder og gemme effekterne af vejen. En frygt, der blev bekræftet ved deres valg af producer. Jackknife Lee. En af de producerskyldige i U2’s vej langt væk fra, hvad mennesket burde kunne holde ud at høre på. Jeg fik til dels ret. Accelerate hverken vokser eller åbner sig for, hver gennemlytning pladen får. Den hverken pirker eller prikker til nysgerrigheden. Den er noget så banalt som kedelig. Accelerate er 34 minutters ingenting, , fornuftig farrock uden antydning af ambitioner. Hvordan Klaus Lynggaard kan høre noget vitalt i pladen, eller hvordan andre lyttere kan glædes over retningsskiftet tilbage mod I.R.S. årene er over min forstand. Fra start og den halve time, der går indtil man når slutningen af det ofte brugte livenummer I’m Gonna DJ, sker der ret beset ingenting. Valget af som single Supernatural Superserious er forståeligt, mere end noget andet nummer på pladen besidder det et drive og et hook, der giver lyst til at høre mere, men den lyst fortager sig desværre også hurtigt.

Om det er skuffelse eller skuldertræk, der trænger sig mest på i min bedømmelse af pladen skal jeg lade være usagt. Jeg har hørt musik længe nok til flere gange at have oplevet tidligere tiders favoritter reducere sig selv til noget, der var engang. Og nu er det så sket igen.