For at kunne fremvise den omtalte udsigt bringes ugens klumme her.

Min opvækst foregik i det sydfynske, men når hjemveen en sjælden gang melder sig, er det egnen, og ikke byen jeg stammer fra, jeg længes efter. For med Sydfyn følger det Sydfynske Øhav, der med sit vand og småøer omkranser det indland, hvor jeg trådte mine barnesko. Så på sin vis vendte jeg hjem da jeg i søndags efter snart et år som genfødt lystfisker endelig skulle have min havdebut. Der var blevet købt fiskekort, fiskekassen var blevet tjekket, og der var blevet lagt et par små flasker bitter i bunden af samme.

Afgang søndag morgen klokken tidligt, ikke vanligt fiskertidligt, men rigeligt tidligt til mig og så på en søndag! En af fordelene ved at være på min alder er, at alle bekendte kører stationcar for at have plads til deres poder og udstyret til dem, men omvendt giver det rigelig plads til fiskeudstyr, når det er nødvendigt. Med fiskeudstyr og undertegnede inde i bilen gik det så ellers ned af den til formålet nyanlagte motorvej mod det sydfynske. Undervejs kunne vi kigge på bagsiden af de huse, vi i al min levetid har passeret fra den anden side på A9, vi kunne høre hasselmusene diskutere motorvejsbyggeriet inde fra skoven, da vi kørte ind på den gamle hovedvej og på vej over Svendborgsundbroen kunne vi kigge ned på det grønne område ved siden af kirken og tænke på hvor mange pjæktimer vi havde tilbragt dernede i bedre selskab, end handelsskolens regnskabstimer kunne tilbyde.

Alt sammen for at nå frem til et gammelt udtjent færgeleje, der skulle tjene som udgangspunkt for dagens fiskeri. Det er et af de der hemmelige steder for de indviede, og udover os var der da heller ingen. Ingen mennesker, ingen fisk. Officielt fiskede vi hornfisk, selvom det stadig er på kanten af sæsonen, uofficielt fiskede vi bare. Skulle det utænkelige være sket, ville jeg så nødig hive en fisk ind og så stå og skulle være skuffet over, at det ikke var en hornfisk. Men da vi havde accepteret, at det ikke var sæson for hornfisk, at torsken ikke har hørt, at den er særligt glad for rødgule blink og at havørreden åbenbart er et mytologisk dyr på linje med Midgårdsormen, kunne vi slappe af og bare stå og nyde udsigten, forårssolen og livet som glade amatører, vel vidende at ingen som os i søndags, tidligere har gjort så meget for at holde sejlrenderne i det Sydfynske Øhav rene for tang og søgræs, og det må da tælle for noget.