tirsdag, april 08, 2008

Jeg har i forbindelse med onsdagens klumme lavet et kort interview med mig selv om det at skrive klumme og at skrive generelt. Jeg mødte mig under første halvleg af tirsdagens kamp mellem Liverpool og Arsenal. Billederne af mig blev taget af mig under en fotoseance dagen før.

-Var det svært at finde herind?
-Næh, jeg var bare ude i køkkenet efter en kop kaffe.

Stemningen er afslappet, da jeg sætter mig ned med mig selv i stuen for over en kop kaffe at gennemføre årets første, og måske endda eneste interview.

-Hvor skal jeg starte?
-Jeg starter bare!

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal spørge mig om, og det er tydeligt, at det irriterer mig. Min opmærksomhed driver mere og mere i retning af optakten til aftenens Champions League kamp, der kører i baggrunden. Jeg vælger at skyde fra hoften.

-Klummen?
-At blive bedt om at skrive klummen var et skulderklap, der kom lidt ud af det blå. Det havde godt nok været oppe og vende et par måneder før, da jeg første gang blev spurgt, om jeg ville være interesseret i jobbet. Redaktøren, der ansatte mig, kendte mig primært som debattør på et musikforum og måske, måske ikke, husker han mig fra dengang, jeg skrev for Undertoner.dk. Det gav lidt en tro på det hele. Jeg har jo ikke papirer på, at jeg kan andet end betjene et kasseapparat og fylde hylder op, så det var et fantastisk tilbud. Selvom jeg, når selvtilliden har en af sine bedre dage, selv mener, at jeg kan spille lige op med alt og alle, så er det sjældent, jeg kan vise det for nogen. Her fik jeg så chancen for at vise det.

-Tog jeg så chancen?
-Ja, det synes jeg, at jeg gjorde. Der blev rettet lidt til hist og her fra redaktørens side i starten, men stille og roligt fandt jeg formen eller formularen til, hvordan man skruer en klumme sammen. Formen hedder jo ret beset ”Oh, Odense”, som er klummens titel, men uden jeg egentlig helt ved det, virker det til, at jeg har nogenlunde frie hænder. Selv når jeg har leveret et par klummer i træk, uden at Odense er blevet nævnt, har jeg ikke hørt noget. Jeg håber, det betyder, at avisen er tilfreds.

-Bør de være det?
-Hehe.. Jo, det synes jeg. Mit mål er at skrive bedre end de andre klummeskribenter, der er tilknyttet avisen, og i al arrogant beskedenhed, synes jeg missionen lykkes hver uge. Jeg har selvfølgelig fordelen af nogenlunde frie hænder indenfor emnevalg, men jeg har så også valgt at benytte mig af den frihed. Den ene uge hylder jeg stilheden på Stige Ø, den næste skriver jeg sagligt om byens musikliv og ugen efter igen, får jeg fyret en masse galde af i retning af, hvem der nu lige måtte irritere mig på det tidspunkt. Jeg har efterhånden dannet mig en okay fornemmelse af, hvornår det er godt, det jeg skriver, og hvornår det er mindre godt, men selv når det er mindre godt, er det fuldt ud acceptabelt, og ikke noget jeg skammer mig over at få penge for.
-Hvordan er min løn som klummeskribent?
-Det er et supplement til lommepengene, men lønnen er som sådan fin. På de gode dage svarer det til en timeløn på et par hundrede kroner, når det ikke kører, er det nok stadig bedre betalt end at stå og kede sig på en tankstation. Uden at lyde frelst, håber jeg, så er det heller ikke pengene, der trækker, det er lysten, der driver værket. Jeg har skrevet anmeldelser, og jeg har lavet og skrevet interviews til Undertoner.dk, jeg har lavet biografier til Substans.info, men det her er en helt anden måde at skrive på. Det er en ugentlig fristil på mellem 2200-2500 tegn, med hvad jeg nu lige synes. Det giver en masse skriveerfaring i forhold til, hvad der virker og ikke virker. Det skal jo fungere, for at avisen gider betale mig penge for det. Jeg ved ikke, om jeg har fantasien til at forfatte noget fiktivt, og det er nærmest utænkeligt, at jeg rummer tålmodigheden til at forfatte noget så langt som en roman.

Det virker til, at mine tanker om det at skrive er ganske afklarede. Der er et vist ambitionsniveau, mest i retning af indholdet og ikke så meget hvad det skal føre til. Skriveriet har stået på i 6-7 års tid, længst tid hos Undertoner.dk, før det, tog jeg de første små skridt hos den for længst lukkede musikside Murmur. Mest lærerigt har det været at skrive for avisen og starte Substans.info op. Skal det virkelig ikke føre til mere?

-Hvad med fremtiden?
-Den er et sted derude.
-Forhåbentlig!
-Ja. Der er ingen konkrete planer. Sidste år skiftede avisen hele klummestaben ud i sommerferien, og jeg ved ikke, om de gør det samme i år. Jeg skal have taget mig sammen til at få skrevet noget mere til Substans.info, siden står i stampe ved de samme biografier m.m., der blev lagt på den dag, vi åbnede den op. Siden er god, men der kan komme så meget mere på, i en perfekt verden fik vi den også oversat til engelsk. Jeg har tænkt meget på at skrive anmeldelser på det sidste, ikke noget jeg gider gøre fast igen, men lige skrive et par enkelte for at se om jeg stadig kan. Interviews er en udfordring jeg virkelig godt gad prøve kræfter med igen, jeg har kun prøvet at lave en håndfuld af slagsen, men forberedelsen og dét at sidde ansigt til ansigt med fremmede mennesker og aftvinge dem nogle svar uden at ramme de samme vinkler og spørgsmål som ham, der talte med dem før mig gjorde, er en fantastisk arbejdsproces.
-Så klummer og mere musikskribleri?
-Primært, men der ligger også en lap papir på spisebordet med notater. Den føjer jeg stadig nye ting til. Idéen er at prøve at skrive en historie en dag, jeg tør næsten ikke sige novelle, men altså. En fiktiv tekst et sted i det nabolag.

Jeg takker mig selv og foreslår mig, at jeg åbner en øl til anden halvleg af Champions League opgøret, der nu kan få både min og mins fulde opmærksomhed.

2 kommentarer:

martin aitken sagde ...

OPROP! Polizei!

Nynne sagde ...

jeg synes du klarede dit møde med den hårdtslående populærpresse med bravour. Du faldt ikke i de værste fælder og du var også god ved dig selv og legede ikke alt for megen djævlens advokat. Kort og præcist med humor og varme. Jeg tror at I er et godt team.