Jeg købte Jyllands Posten i går, og jeg købte Korrekturlæseren i går. Jeg læste Jyllands Postens anmeldelse af Korrekturlæseren i går og jeg læste Jyllands Postens interview med Peter H. Olesen i går. I dag læste jeg så Korrekturlæseren. Det er første gang, at jeg i den grad har set frem til en bog og det er første gang jeg har forberedt mig til en bogudgivelse ved at læse alt, hvad der lå halvt færdiglæst rundt omkring i huset - for at være klar, for at kunne holde fokus. Halvanden time tog det så. Halvanden time om at nå fra side 7 til side 133. Ikke den store grund til forberedelse, men jeg fik da i det mindste langt om længe færdiggjort En Flygtning Krydser Sit Spor. Fantastisk, men fantastisk tung.

Korrekturlæseren er ordret i forhold til oplægget, ikke noget overflødigt ordskvalder, ikke ordrig, men en fortælling skåret ind til benet. Som i en novelle bliver man som læser kastet ind i handlingen og må senere sige farvel til korrekturlæseren, før man helt ved hvordan det ender for ham. Men det er ikke en novelle, det er en kortroman. Kortroman er også et bedre ord end langnovelle. Bogen er skrevet i fire afsnit, men teksten er inddelt i blokke. Hver blok er et uddrag, på en linje eller på en halv, hel eller halvanden side. En skildring af en handling eller en tanke, blokkene tilsammen er billedet på en mand i nogenlunde frit forfald. Det er svært at føle nogen empati med korrekturlæseren, han har fanget sig selv i sine egne (u)vaner. Ekskonen derimod, den strigle, den stakkel. Godt det ikke er mig. Jeg er fuldt ud tilfreds med Korrekturlæseren, forventningerne er indfriet. Bogen er skrevet uden for mange linjer, der kan genkendes fra blog eller sangtekster. ”Jeg drømte jeg var et godt menneske” starter en side, og enkelte andre ord og vendinger hist og her virker bekendte, men genkendelserne står ikke i kø for at melde sig i overflod. Alligevel virker ordbruget, humoren i sortsynet og beskrivelserne i bogen bekendte. Korrekturlæseren er nogenlunde, hvad jeg havde forventet af Peter H. Olesen, Korrekturlæseren er også hvad jeg havde håbet på og det er så absolut godt. Applaus og skulderklapperi herfra.