Ankommet til sommerhuset sidder jeg mig på kanten af terrassen og kigger på græsset. Mine tasker står i indkørslen, hvor jeg slap dem. Jeg kigger på græsset. Jeg kigger på solen. Jeg lukker øjnene, for at få solpletterne til at forsvinde. Da jeg åbner dem igen, kigger jeg endnu en gang på græsset. Det er højt. Tyve centimeter? Måske endda tredive hist og her. Det skal væk før jeg kan slappe helt af. Det meste af det skal i hvert fald. Min telefon ringer i lommen. Jeg slukker den uden at tage den op. Jeg slukker telefonen og tager den op af lommen. Uden at kigge på den kaster jeg den ned for enden af plænen. Jeg vil hente græsslåmaskinen og arbejde mig ned mod den ende af plænen, hvor telefonen nu ligger. Når jeg når så langt vil jeg slukke græsslåmaskinen på stedet, hvor jeg kører telefonen over. Resten af plænen vil jeg slå i morgen. Mere haster det heller ikke. Græsset skal slås, telefonen skal dø, freden skal sikres. Det meste af det i dag, resten i morgen. Jeg får hentet græsslåmaskinen. Jeg får slået græsset ned til telefonen. Jeg får slukket for græsslåmaskinen igen. Jeg kigger på resterne af telefonen, samler batteriet op og putter det i lommen, hvor telefonen før lå. Telefonen kan få lov at blive ét med naturen. Batteriet skal deponeres miljømæssigt forsvarligt. Der er grænser. Jeg lytter. Ingenting. Jeg lader græsslåmaskinen stå og bærer mine tasker ind.