Allerede før Iron & Wine var gået på scenen i Vega her til aften kunne man se kondensvandet stå op fra det publikum, der var samlet for at se Sam Beam og hans til lejligheden samlede musikere spille op fra hans nedtonede bagkatalog. Som bandet gik på scenen blev joken, at når perkussionisten nu havde hestehale, trommeslageren var sort og den skaldede bassist havde bassen hængende oppe på brystet, ja så var det nok en funkkoncert vi var kommet til.. Og nu ved jeg så, at worst case scenario vittigheder ikke er særligt sjove når de går i opfyldelse.

Selvom ovenstående trekløver bidrog stærkt og på alle måder gjorde deres for at spolere aftenens koncert, så går flidspræmien alligevel til keyboardspilleren. Hendes bidrag reducerede i flere omgange outputtet fra scenen til en glad (som i tragisk) omgang easy listening. Værst i Boy With The Coin, der skulle have været aftenens højdepunkt, men som via keyboardet blev reduceret til en lystig reggae(ish) fortolkning af et for længst glemt og frasorteret Burt Bacharach nummer.

Én ting er at bringe otte musikere på scenen for at fremføre musik med et som udgangspunkt spartansk udtryk – det i sig selv er forkert. At samtlige otte musikere så syntes at de skulle spille med i alt og hele tiden, var helt og aldeles forkert. Endnu værre var det at den beskæggede far til fire, der ligger navn til løjerne, ikke kunne se det forkerte i, eller måske endda er den, der har udtænkt, at noget nær hver eneste nummer skal rumme et flere minutter langt instrumentalt mellemspil. Please Shoot The Pianoplayer ville være den mest oplagte titel for en eventuelt udgivelse af aftenens koncert, og på samme skafot burde man ofre den ene af de ekstra guitarister (naturligvis ikke ham, der også betjente pedalsteel, ham skulle der bare skrues ned for), lige så vel som man burde have ofret enten perkussionist eller trommeslager, og under alle omstændigheder udskifte den af dem, der ikke fik kniven.

Det akustiske sidste nummer, det akustiske ekstranummer og det akustiske ekstra-ekstranummer, reddede aftenen fra en total fallit. Selvom den ellers fantastiske In The Reins var tæt på at blive kvalt i pedalsteel, så var lige de tre numre det tætteste aftenen kom på at være som den skulle have været. Resten var for meget – for mange musikere, der ville for meget og numre med mellemspil, der ingen ende syntes at ville tage. Alligevel holdt koncerten sig nede på fem kvarter, hvad der i aften mere var en lettelse end en skuffelse.