lørdag, august 02, 2008

Da Per Kristensen Band i 1995 udgav Så Er Festen Forbi, fik de over sommeren et mindre P3-hit med Hadsten. Sangen om teglværksarbejderen Einar for hvem livet ikke helt formede sig som planlagt. I sommeren 1995 havde jeg vanen tro sommerarbejde på det lokale teglværk, og gik blandt andet og arbejdede sammen med Einar. Einar kunne virkelig ikke se det sjove i, at vi skruede op og sang med på Hadsten. Einar var efterhånden gammel i gårde, og havde arbejdet på teglværk siden ringovnenes tid. Han var ansat som arbejdsmand og truckfører. Einar cyklede på arbejde hver dag, truckfører eller ej, så vidste han godt, at når han skulle hjem igen så var hans promille for høj til at føre bil. Godt tænkt af Einar, for på det tidspunkt havde cirka en tredjedel af værkets tredive ansatte fået taget deres kørekort for sprit.

Ni år nåede jeg at være ansat på teglværket, til forefaldende arbejde i weekenderne, i ferierne og et lille år på fuldtid, de ni år er stadig længere tid end jeg har været noget andet sted.

Ingen kommentarer: