onsdag, september 03, 2008

Ugens store gallabegivenhed i Odense holdt sig langt væk fra den indre by, måske derfor var der ingen fraskilte kongelige, talenshowsvindertabere eller nogen af Boyerne at se da vi mødte op til mandagens premiere på Løgringenes Herre – Burger Kongen vender tilbage.

Jeg var på Burger King den aften for et par år siden, da de ikke længere kunne nøjes med at flammegrille bøfferne, men grillede, hvad der grilles kunne af inventar og indbo, og med bål og brand tog afsked med Odense. I mandags var jeg så at finde i udkanten af Næsby, da Burger King igen kom inden for rækkevidde for de friturehungrende odenseanere.
Selvfølgelig er det en grotesk handling. At cykle flere kilometer for at stå i kø i omkring en halv time for at kunne bestille en dobbelt cheeseburger med twister fries, men nu havde vi altså valgt at gøre en udflugt ud af det og havde det ikke været for nyhedsværdien i Burger Kings genopstandelse, ja så havde den lokale grillbar da uden tvivl haft noget på menuen af tilsvarende ubehagelig kvalitet.

Nu stod vi altså der og fik bestilt, hvad vi ville have, og spiste op som vi skulle og så må man som bekendt godt få dessert. Det havde dog krævet endnu en halv time i kø, så i stedet gik vi tværs over vejen til Lidls mindst lige så hæsligt farvestrålende varemærke og købte vores dessert der. Køen var mindre i Lidl, ikke meget, men trods alt mindre og det endda med kun halvt så mange kasser åbne som på Burger King – kassepasseren med en halv cigaret bag øret virkede måske knap så sanitært forsvarlig som personalet på Burger King, men da vores indkøbte dessert var forsvarligt pakket ind gjorde det hverken fra eller til.

Vi satte os ned udenfor og nød sydlandsstemningen udenfor, ikke at solen skinnede, men køen til Burger Kings drive-in skabte et trafikkaos, der var en italiensk storby værdig. Inde fra bilerne kunne vi se hvordan fagterne føj gennem luften fra den ene trafikant til den næste og tilbage, som regel med fokus lagt på håndens midterste finger.

Jeg tager ikke med til den næste premiere, mere spændende er det heller ikke, at stå i kø for at få noget på det jævne at spise. Selvom der var rigeligt på hylderne, så mindede hele oplevelsen mig mere om køerne i det gamle Østeuropa end en gallabegivenhed. Jeg er nu alligevel glad for at have Burger King tilbage, det er rart med et alternativ til Ristorante Den Gyldne Måge når kroppen skal hærges med mad.

Ingen kommentarer: