Jeg har slået dig i en grad hvor du til sidst opgav at forsvare dig, alligevel føler jeg mig underlegen når jeg ser dig. Men mest når du ser på mig, måler mig af, fnyser hånligt, ikke udenpå, men indeni. Det er tydeligt at se på dig, at du ikke ved om du skal have ondt af mig eller hade mig. Det er tydeligt at han godt ved hvem jeg er, når han klemmer din hånd ekstra hårdt og det et kort sekund virker som om han slæber dig efter sig, indtil du smider mig ud af dit synsfelt og igen koncentrerer al din opmærksomhed mod ham. Men indeni koger du og det vil du gøre de næste timer, men du siger det ikke til ham og selvom han kan se det, så nævner han det ikke for dig. Jeg er bedst, når jeg kan fortrænges, jeg er et problem, der skal ties bort. Han har gjort optræk til hævn, men nej. At se mit ansigt forslået, som du så tit har set dit eget ansigt i spejlet, vil alligevel ikke kunne gøre nogen forskel nu. I går videre og jeg går hjem, du tænker dit, han tænker sit og jeg ved hvad i tænker, men når jeg ser dig, så ved jeg også at jeg ikke fortryder.