onsdag, oktober 22, 2008

Ugens klumme:

Tanken om børn har for mig alle dage været en uoverskuelig størrelse. Ikke at jeg er endegyldigt afvisende, det har bare altid stået mig som noget lidt fjernt, og som en af de ting, der hører sig til at være voksen, hvad jeg måske ikke helt synes jeg er endnu.

Under et familiebesøg forleden gjorde mit eget fædrende ophav mig så opmærksom på, at det ville klæde mig at blive far. Som jeg lå dér på gulvet med min étårige nevø og testede brudstyrken på en Brio-mariehøne, blev jeg en smule paf. Ikke at jeg ikke ville kunne vænne mig til at ligge på gulvet og kalde det for leg, at kaste med ting, eller vænne mig til at sige 'her kommer lastbilen', mens jeg prøver at få junior til at lukke madgaragen op, så bare en procentdel af foderet kunne komme indenbords.

Jeg tror endda, jeg kunne vænne mig til tanken om at skulle skifte ble, for det er vel til at leve med at skulle tage imod lort fra en, der ikke ved bedre.

Alligevel blev jeg paf og måtte stille mig selv spørgsmålet, om jeg ville kunne udfylde rollen som nogens far? Jeg har aldrig tænkt så langt som til at se mig selv som far. Altså, en dag skulle det nok komme, måske når jeg rammer fyrreårsalderen og på den måde sikre, at det stolte familienavn Petersen lever videre, men helt konkrete har tankerne dog aldrig været.

Et par dage efter min fars konstatering forsvandt al min frygt for, om jeg vil kunne udfylde rollen som far. Et forældrepar, der i mangel af bedre beskrivelse lignede et par livsstilssygdomme under udvikling, kom i Rosengårdscentret slæbende med deres hylende unge, og faderen udbrød irriteret: 'hvad fanden er der med hende, hun har fået både is og pomfritter - der er ikke noget at hyle for!'

Når tiden er inde, skal der ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil være den bedst mulige far, men jeg håber, at konkurrencen om førstepladsen er hårdere end det nævnte eksempel.

I går havde jeg så besøg af en teenager. Jeg havde sørget for snacks, med tilhørende let skærmunderholdning i dvd-form og at maden stod mere eller mindre klar, da det ringede på døren.

Da vi mellem mad og film fik snakket om de bekymringer, der rører sig i en teenagers hoved, slog det mig, at det hele nok skal gå, at jeg måske endda er klar. Rollen som fraskilt far med teenagebørn er jeg i hvert fald klar til.

Ingen kommentarer: