Det var ikke meget galt, at jeg mistede enhver lyst til at tage til koncert efter lørdag formiddag, at have læst henholdsvis Politikens og Informations i opbygning og ordlyd tæt på enslydende anmeldelser af Peter Sommers koncert i Vega. Al den intellektualisering af hvor det er han kommer fra, og hvor det er han skal han, og hvorfor han ikke helt er det endnu, og hvordan han skal nå frem. Rend mig. Alligevel kom vi afsted. 40km på fynske landeveje, over fynsk land for at komme længere ud end Lars Tyndskids marker, til et sted nok bedst kendt for Vestfyens Bryggeri. I Assens lød aftenens kulturelle tilbud på et dobbeltprogram med Mouritz/Hørslev Projektets som opvarmning for Peter Sommer & Tiggerne, hvad vi var nået til enighed om, nok skulle være værd at køre efter. Mouritz/Hørslev Projektet glimrede som altid, men dem har jeg brugt så mange ord på efterhånden. Peter Sommer & Tiggerne gjorde samme. Glimrede så højt, at det virkede forkert at sidde ned, men med borde og stole sat frem, helt frem til scenekanten. Kunne man ikke gøre meget andet end at sidde og rocke med. Koncerten mindede en del om sidst jeg så Peter Sommer - fremragende, dragende og ikke mindst rocket. Der bliver talt en del mellem numrene, ligene i lasten kommer på bordet, navne bliver nævnt, og de savn og myter, der former teksternes figurgalleri bliver præsenteret. Jeg tænker, hvad jeg godt må, men aviserne skal lade være med, at når denne omgang er forbi, så har Peter Sommer lagt alt på bordet, der er ikke noget at stille spørgsmålstegn ved. Har man set ham live, så ved man, hvor han kommer fra, både geografisk og menneskeligt, og ud fra disse klarlagte linjer kan han arbejde videre med at blive Peter Sommer, hvad han selv fra scenen fik gjort klart var målet. Efter at have hørt aftenens ene nye nummer håber jeg dette arbejde bliver speedet op. "Nej, sagde manden med den gule hat" var en militant skarp gang discorock, der lovede højt for, hvor volumeknappen skal stå, hvis dette er en del af grundplanen for et kommende udspil.