Man kan næsten smage det når man hører ordet "havnekulturfestival". Det er en suppe lavet på hvad end man har kunnet få fat i, med hvem end, der har gidet at bidrage som ingrediens til festen. Tyrkisk mad, grønlandsk kor og dansk fadøl blandet til det, der et sted i pressematerialet utvivlsomt er omtalt som multikulturelt. Fred nu være med det, for selvom jeg bor ved havnen, tvang ingen mig derned for at tage del i alt det. Det var også aldeles frivilligt, at jeg igår trak derned da The Dreams havde lagt instrumenterne fra sig, de 200 hardstyledansere var færdige med at vrikke og vride, og streetbasketturneringen havde fundet en forhåbentlig værdig vinder. Det var ikke den lokale reggae repræsenteret ved The Ramgoats, der var målet, men de blev hørt og jeg kunne endnu engang konstantere, at flydende fynsk mellem numre, der slås for at være så autentiske i deres udtryk som muligt ikke spiller i min verden. Så det var ikke det store tab da jeg trak over på tanken og tankede en pose op med halvliters dåseøl, der i pris og temperatur lå langt under det fladøl, der flød fra serveringsvognene på havnepladsen. Da min elefantøl var væk, og bunden kunne skimtes i den Carlsberg jeg havde købt til dessert gik grunden til min tilstedeværelse på scenen, og hvilken entre. Ikke at de gjorde noget særligt, men de kom til at gøre det godt den time det og de stod på (scenen). Jeg har ikke noget særligt forhold til Bliglad, andet et skævt smil på læben, når radioen har spredt kærlighed til folket, der i særklasse også er det bedste nummer den første plade havde at byde på. Alt stod stille i kanten af scenen, det vil sige guitarist, trommeslager, horn m.m. blev stående hvor de var under hele seancen, men så i midten.. et kraftværk af en forsanger, der med hop på stedet, svingende håndklæder, og dansetrin, der udfordrede alt du har lært om sund kropsholdning, styrede det hele. Fra tid til anden lod percussionisten percussion være percussion og tog del i det midtscenemadness frontmanden havde fyret op under. Percussionisten var det bizarre syn af en fuldvoksen rødskægget fyr i batiktrøje, der dansede rundt og mest lignede en, der lige havde rejst sig fra et raskt slaw dungeons & dragons for at give den gas. Men det virkede, det hele virkede, og det virkede tæt på for godt til at være sandt. En gang imellem må man bare lette på hatten og overgive sig til det der sker foran én, og gårsdagens Bliglad koncert var en af de oplevelser. Det var ud over scenekanten, og lige ned i den rytmesans jeg kunne have forsvoret jeg var i besiddelse af. Al ære og respekt herfra.