Det var en gammel mand af udseende og i udtryk, der gik på scenen på Posten i går, men det var også en arrogant charmør, der i løbet af fire skjorter, fem kvarter, ingen nonsens og tyve numre fik bragt min beruselse og begejstring i sammen i en glæde, jeg ikke kan huske, hvornår oplevelsesøkomien sidst har givet mig. Jeg sang med, jeg tog endda mig selv i at danse på stedet, jeg tog alt ind jeg kunne nå, og lod det udmønte sig i et saligt smil efter koncerten, hvor jeg prøvede at suge resten af det ind, jeg ikke fik med mens det stod på. Setlisten var et stykke fra min ønskeseddel, men fremstod alligevel fuldendt, måske mere i sin fremføring end sin udformning, men stadig fuldendt. Irish Blood, English Heart var et personligt højdepunkt, der kom da koncerten lakkede mod enden og First Of The Gang To Die var en perfekt afslutning, der var i fuld overensstemmelse med tankegangen om, at man aldrig skal efterlade sit publikum mæt, men med lysten til mere. Her et halvt døgn senere vil jeg stadig have mere, og kan ikke lade være med at tænke et par år tilbage, hvor jeg syntes 350,- var for meget for at se Morrissey i Vega. 470,- var ikke en krone for meget i går, fem kvarter måske lidt for lidt, men oplevelsen så overdådig, og så tæt på perfekt, at jeg er villig til at tilgive alt.