Inspireret af Caught by the River, skrev jeg dette.

Jeg kan nævne tre steder, hvor Hundstup Å skærer under vejene i det hedengangne Egebjerg Kommune, der findes sikkert flere, for både åen og det, der var kommunen, strækker sig helt ud til det Sydfynske Øhav, men jeg kan kun nævne tre.

Ved det nedlagte Kirkeby Mejeri, der stadig eksisterer ved navn blandt mellem til stærke oste, løber åen under Assensvej. Bygningerne bærer stadig præg af, hvad de var bygget til, men rummer nu et stationært kræmmermarked, der med et mål om at blive Fyns største indendørs af slagsen holder åbent hver anden weekend. Mejeriet var et sted med sommerferiejob til de der gad, og fuldtidsbeskæftigelse til de, der ikke kunne andet. Kunne man ikke få andet, så var der altid mejeriet virkede det til. Det kom jeg dog aldrig til, for langt længere oppe af Assensvej slog jeg mine folder på teglværket, og tjente mine lommepenge der. Og Hundstrup Å løber under Hundstrupvej, der er vejen til Hundstrup fra Stenstrup, hvor vi boede. På et stykke af vejen, hvor omgivelserne tager sig ud som et træklædt og frodigt ingenmandsland, hvor få huse med passende mellemrum bryder træernes monotoni, slanger åen sig igennem landskabet. Herude løb jeg for lidt over tyve år siden rundt og legede med John, der hvis rygterne taler sandt, i dag rakker rundt i udlandet på en kronisk flugt, efter en sag om manglende betaling, i en handel med ham som den ene part og rockerne som den anden. Herude finder du også Sibirien. Bare forsæt af Hundstrupvej mod Hundstrup, og der, hvor et skilt varsler, at der er syv kilometer til Krarup, der drejer du. Ellers er her kun træer.

Det sidste sted jeg ved, at Hundstrup Å underløber en vej er på Rødmevej, hvor vi boede fra jeg kom til, og til sensommeren nittenseksogfirs. Først i nummer nitten, og i månederne op til at vi flyttede indenfor Stenstrups byskilte, i nummer tolv, hvor Johan lige var blevet skilt fra Vera, og derfor havde plads til at tage logerende ind. Begge steder var nabo til Hundstup Å. Der var os, Johan, Steen og Benny. Steen var Deep Purple fan og fraskilt, Benny var min mors store bekymring, og ikke en person man ønskede sin søn på ni og sin datter på seks skulle komme for tæt på. Jeg husker ham kun for hans dobbeltbåndoptager, og den vældige ballade, der blev, da det blev opdaget, at han havde fyldt op med vand i de spiritusflasker han havde gået og hugget fra.

I nummer nitten var der kun en mark mellem os og åen, i nummer tolv var der mere mark og vejen, der førte ned til renseanlægget. Ingen af stederne kan jeg mindes, at have hørt ordene ”gå nu ikke ned til åen”, men om det er selektiv hukommelse, eller måske mere sandsynligt, at jeg dengang var så snusfornuftigt og forsigtigt et barn, at det har virket overflødigt at sige, det skal jeg have hørt mine forældre om en dag.

Opstrøms løb åen forbi de gamle lergrave, der dengang som nu tager sig ud som søer. Som helt lille troede jeg, at det var fra disse søer åen tog sit udspring, uden tanke på, at vi hver gang vi skulle til Svendborg og handle kørte over den selvsamme å ude ved mejeriet. Jeg fiskede i søerne, og her krogede jeg min første, og stadig største fangst. En gedde på gigantiske fire et halvt kilo, og monstrøse halvfems centimeter, men min første fangst fik jeg i åen, og min tid ved søerne kom først da vi var flyttet op til byen, så gedden blev med drengens sans for logistik smidt på cyklens bagagebærer og fragtet hjem hængende, i hvad der i min hukommelse føles som, helt ned til vejen på begge sider af min cykels bagparti. Min første fangst var før skoleårene, med min far i den ene hånd, for ikke at falde i åen og blive taget af den stærke strøm åen havde på dette stykke, grundet det fald åen tog under vejen, og et net i den anden. Fangsten var en fisk i hundestejlestørrelse, der blev taget med hjem, puttet i en glasbowle, døbt Flipper og snart tog afsked med livet til min store sorg og fortvivlelse. Min far foreslog, at vi gik og gjorde et forsøg på at fange en ny, men nej! Det ville aldrig blive det samme som med Flipper, og med det udsagn grundlagde jeg den gammelklogskab, der var en evigt tilstedeværende faktor i min barndom.

Jeg kan huske, at min far har fisket med ruser i åen, og jeg kan huske at vi fra min mormor og morfars stuevindue, i huset på Assensvej, midt mellem mejeri og teglværk, kunne se åen flyde igennem landskabet for enden af nabogårdens marker, og når jeg tænker over det så kan jeg også huske at Hundstup Å løb under Hedevej, hvor jeg en kort periode, hver mandag bragte et Familie Journalen ud.

Hundstup Å ligger der stadig, selvom mejeriet er lukket og Egebjerg Kommune lagt ind under Svendborg Kommunes beskyttende vinger, og Hundstrup Å ligger stadig i min hukommelse og flyder langt væk fra hverdagstankerne, men fylder langt mere, end så meget andet fra min barndom.