mandag, juli 13, 2009

Vejret var tempereret over det tålelige, i retning af det behagelige, da jeg i eftermiddags indtog søbredden i en tidligere grusgrav et sted øst for byen. I timerne ved søbredden skiftede vindene mellem ikke eksisterende og dominerende, og skydækket lukkede solen ude med jævne mellemrum for blot at invitere den tilbage sekunder senere.

Der er tre søer i den tidligere grusgrav. Den store, den nye og den bagerste, som de færreste besøgende derude opdager eksistensen af. For enden af den pakkede jeg mit grej ud, samlede min stang, skænkede mig en kop kaffe fra termokanden, og betragtede scenariet med fugle, fisk, og en summen fra trafikstøjen i det fjerne og de insekter, der kom for tæt på, for så at vælge mig et blink og den retning jeg ville kaste det ud fra tangen. Vinden tilføjede vandet krusninger, der gjorde alt under overfladen til en samlet grødet masse, og fjernede vinden sig, gjorde solen det samme, og alt under overfladen blev nu i stedet sort. Ørrederne lagde dog ikke skjul på deres tilstedeværelse, men gjorde en helhjertet indsats for at fremvise deres springvilje og gøre hvad de kunne for at tirre mig. Havde det været delfiner ville de uden tvivl kunne betegnes som både kåde og legesyge, men som fisker med en tom krog, dækkede ordet provokerende langt bedre.

En enkelt gang lagde vinden sig, mens solen brød igennem og trådte i karakter, og frem af søens nu klare vand trådte nu al søens vegetation, der tog sig ud som en uendelig tætvoksende skov, der strakte sig en meter fra vandkanten og længere ud end øjet kunne følge det i det nu ellers klare vand, hvor ørrederne ikke længere behøvede at bryde vandoverfladen for at kunne ses, men kunne følges rundt som mørke skygger i vandet. Mens øjeblikket stod på, var det at kigge ned på bundvegetationen som at flyve højt hævet over en skov, der til alle sider forsvandt udover horisontens kant. Skoven forsvandt da skydækket igen gemte solen væk, og hele vejen henover søens længde kunne jeg følge mørket, der i én lang glidende bevægelse tog over.

Jeg kunne tage en enkelt ørred med hjem, der huggede i samme øjeblik jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt mit net. Den kæmpede bravt, og trak i alle de retninger, der ikke var mod land. Den kæmpede bravt, men forgæves. Den underkastede sig først min krog, gav sit liv til mit jernrør, lod sig partere af min kniv og skal nu snart fortæres af mig og mine.

..men i skulle have set den, der slap væk!

2 kommentarer:

martin aitken sagde ...

Ørred stegt i smør på panden. Det er godt.

Martin Petersen sagde ...

Regner med at den skal grilles når vejret igen bliver til det.