Et sted inde i gemmerne har jeg denne optagelse af Baby Woodrose liggende i stakken af bootlegs. På brændt cd er den absolut værd at høre, med levende billeder får den lige det sidste pift.

”Vi lukker klokken 15”. Hver lørdag er det svaret på hovedparten af de få opkald vi modtager i butikken. Fiskemanden holder her tirsdag 14-17, ostemanden holder her torsdag 14-17 og lørdag lukker vi klokken 15. Hvis vi indtalte de tre svar på en telefonsvarer var der ingen grund til at tage telefonen, alt af egentlig relevans går alligevel direkte ind på kontorets nummer, der blev oprettet så uddeleren slap for at skulle bruge af hans dyrebare tid på at svare på den slags spørgsmål. At noget der udefra set findes i overflod og misbruges på det groveste, for indehaveren er så dyrebart er mig stadig et mysterium.

---

Spisesedlerne skal skiftes ud med dagens allerede uaktuelle nyheder, og de første kunder står allerede på den anden side af vindfangets glasdør mens jeg skifter dem. Der er flere minutter til vi skal åbne. Uddeleren bliver tosset, hvis vi ikke åbner på slaget 9. Jeg kan ikke nå noget, hvis jeg går ind i butikken igen, jeg vil ikke åbne for tidligt og jeg kan ikke bare stå og kigge ud på kunderne. Jeg piller tilfældigt et par sedler ned fra butikkens opslagstavle til kundekontakt, men tager mig tiden til at få mine valg til at se velovervejede og begrundede ud. Kunderne udenfor holder hver især deres plads i et køsystem jeg ikke kan gennemskue. De virker utålmodige og spejder ind i butikken bag ved mig, i håb om at en anden medarbejder kommer ud og åbner op. Andre kigger bebrejdende på mig, mens jeg spørger mig selv hvordan man kan have så megen tid til overs og så lidt at gøre med den, at man lørdag formiddag møder op foran den lokale brugs i så god tid. Tid synes at være fællesnævneren for dem der venter. Alle på den anden side glasdøren virker til at have for megen af den, selvom de fleste af de ventende næppe har så megen af den tilbage. Jeg hilser høfligt med et godmorgen, der ikke gengældes, da jeg åbner skydedøren og lukker de ventende ind, mens jeg selv stiller overskrifterne og gadevarerne ud.

---

Bag mig bliver svaret på et indledende spørgsmål fra den anden ende af røret efter en ultrakort pause fulgt op med et ”Vi lukker klokken 15” og en afsked. Det ville jeg hellere have svaret på, end som nu stå og forsøge at bevare en jovial facade udadtil, mens jeg beklager, at der ikke gevinst på sidste uges kupon, høfligt griner når jeg lover, at det denne gang er en vinder og rutinemæssigt forhører mig om det skal være med eller uden Joker.

---

Enkelte har fået ugens tilbudsbrochure med næste uges tilbud i går, og en enkelt er nu svært sur over ikke nu, at kunne få dagens indkøb til næste uges priser, en anden stiller sig uforstående overfor at vi allerede kan være løbet tør for flere af denne uges tilbudsvarer.

I dag modtag jeg Spains fortolkning af Willie Nelsons "Funny How Time Slips Away" på 7". Komplet med hilsen og tak fra Josh Haden. Det er den slags små ting, der luner.

Willie Nelson - Funny How Time Slips Away

Emma Acs, der er udgangspunktet for dagens tekst, har jeg ikke været bekendt med i længere tid end de timer, der er gået siden i formiddags. Min begejstring er dog umiddelbart ganske stor, og under alle omstændigheder stor nok til, at jeg synes hun fortjener noget opmærksomhed. Emma Acs stil ligger i en blidt udsyret forlængelse af den musik Holly Golightly, Fabienne Delsol og April March begår, men mest af alt og ikke uventet, minder det om The Setting Son, hvad der ikke skal mere end et hurtigt blik ned over listen af "band members" til at forklare. På de tre numre, der er at finde på hendes MySpaceprofil er lyden af The Setting Son tydeligst på "We Make Sense", der klart rummer det største hitpotentiale af de tre numre, der er lagt op. Et faktum, der er ganske foreneligt med at nummeret i løbet af marts måned slippes fri på 7" single. "She" bør ikke finde vej til noget fysisk format, men må være et skridt på vejen i jagten på et udtryk. I hvert fald klinger den brugte form for balladeformel ganske hult, og inviterer ikke til, at man investerer yderligere interesse i hende. Heldigvis retter "Fever" op på det generelle indtryk, og sikrer slutresultatet 2-1 til det positive indtryk. Personligt glæder jeg mig til at høre mere fra den kant, men i min jagt på mere information om Emma fik jeg bekræftet at træerne ikke vokser ind i himlen, hvad denne korpigetjans for The Setting Son med al mulig falsklydende tydelighed viser. Er man nysgerrig efter om det er blevet bedre, så spiller Emma Acs på Drone 12. marts.

14. februar 2010 - Istap.

21. januar 2010 - Bar røv.

24. februar 2010 - Middagssol.

Da jeg for første gang så navnet Kurt Wagner på tryk, var det i et NME engang i starten af det forgangne årti. Kurt var stadig gulvmand, hvad der gang på gang blev nævnt, mens der gang på gang blev skrevet længere og længere stykker om Lambchop, et up n' coming soulcountry orkester fra Nashville med hang til melankoli, og mange bandmedlemmer. Lambchop er sidenhen gået hen og blevet et af de kedeligste band, jeg har set på en scene, men det var næppe nogensinde meningen, at 1.500 mennesker skulle stå op og høre melankolsk soulcountry fremført af et 9 mand højt orkester. En mindre scene, et mindre publikum og et langt mindre band ville have været at foretrække. Tag nu denne Tiny Desk Concert med Kurt Wagner. Hvor meget mere end en guitar, og så den stemme dér skal der egentlig til før man kan stille sig tilfreds? Ikke meget vil jeg påstå, og selvom jeg har trevlet nettet igennem på kryds og tværs, er det ikke lykkedes mig, at finde finde frem til en download mulighed på tourcd'en "Kurt" han udgav da han for et par år tilbage, da han i eget navn tournerede rundt i Europa. Den rummer en del af de sange, der senere fandt vej til"Oh (Ohia)", og ikke mindst en udgave af "Chelsea Hotel #2", der i sin klarhed stiller teksten ud til fuldt skue. Jeg har endnu ikke vænnet mig til de orkesterindsmurte udgaver af sangene der senere kom på "Oh (Ohio)", hvor "Chelsea Hotel #2" blev inkluderet på den indlagte bonusdisc, men hælder til "Damaged" som et forsigtigt bud på en Lambchopfavorit. Helt favorabelt er det dog paradoksalt nok, når Lambchop er reduceret fra band til soloartist, og Kurt Wagner går deres veje i eget navn, eller som popsanger for Morcheeba på"What New York Couples Fight About", eller som crooner på "Gangs Of Rome", der i starten af marts bliver inkluderet på en Mavis Staples tribute.

Bill Callahans "Sometimes I Wish We Were An Eagle" gled på min årsliste for 2009 ind som ukronet konge af sidste års plader. Som tidligere nævnt var han ellers gledet ud af min pladesamling, da jeg gav afkald på alle mine Smog-plader til højestbydende. Et besøg i en bogbutik i Stockholm ændrede dog på det, da kæresten blev fanget af hans stemme, som det ikke tog mig nanosekunder at placere. "Sometimes I Wish We Were An Eagle" blev indkøbt, "Woke On A Whaleheart"fik jeg for nylig, og 23. marts kan jeg så investere i "Rough Travel For A Rare Thing", der på Drag Citys hjemmeside ganske kort er præsenteret som live recordings. Smogpladerne er stadig i genovervejelsesfasen, men det glæder mig at se, at "In The Pines" som han også tog sig godt af på Smogs "A River Ain't To Much To Love" også har fundet vej blandt de udvalgte på den kommende plade. Ved man stadig ikke, hvad det der Bill Callahan går ud på, så findes svaret måske i Austin, Texas, hvor "Vessel In Vain" og "Nothing Rises To Meet Me" er optaget, eller her, hvor Bill Callahan holder hof bag et skrivebord, og er man stadig ikke overbevist bør hans fortolkning af Kath Blooms The Breeze/My Baby Cries tage stikket hjem.

Ville du gå i krig for denne kvinde?

Historien bag følgende citat kan findes hos Politiken, mens det er Jens Unmack, der har leveret det på originalsproget. Citat at tage med, som det normalt hedder på de kanter.

"This is a world of hypocrisy and false values, a world that needs love but does not know how to find it. The people who use the word love are all phonies, starting with that jerk, Bono."

- J.D.Sallinger -

En af de stærkeste viser jeg har kendskab til, er "Vem Kan Segla Forutan Vind". Primært udødeliggjort udenfor Sveriges grænser af Lee Hazlewood, der inkluderede den på "Cowboy in Sweden", hvor han lod Nina Lizell om den svenske vokal. Jan Johansson jazzede den ned, og inkluderede den på "Musik Genom Fyra Sekler", der var en samling af svenske viser, der blev brugt som baggrundsmusik i svensk radio. Jens Lekman har brilleret med den live, og man fornemmer i hans introduktion af sangen, at noget må den fylde for den svenske folkesjæl. Herhjemme blev den fordansket af Carl Viggo Meincke. En revyforfatter, der også leverede teksterne til eksempelvis "Man Bliver Så Glad Når Solen Skinner" og "Når Lygterne Tændes", men som under besættelsen meldte sig ind i DNSAP, og leverede tekster til tyskervenlige revyer. For tiden er det dog en norsk udgave af sangen, der må noteres som min favorit. Kalbakken, der har taget navn efter et beboelsesområde i Oslo, inkluderede den da de sidste år udgav "Then I Saw Summer And Sun On The Earth". Det er en umiddelbart klaustrofobisk, og umusikalsk fortolkning, men her henunder de aftener, der er gået siden jeg stødte på den, er den alligevel krøbet ind under huden på mig (MP3).

Vem kan segla förutan vind,
vem kan ro utan åror,
vem kan skiljas från vännen sin
utan att fälla tårar?

Jag kan segla förutan vind,
jag kan ro utan åror
men ej skiljas från vännen min
utan att fälla tårår!

20. februar 2010 - Forladt lokale.

20. februar 2010 - Forladt gartneri.

20. februar 2010 - Nedlagt gartneri.

20. februar 2010 - Dalum Papirvarefabrik.

20. februar 2010 - Rasmus.

20. februar 2010 - Dalum Papirvarefabrik.

20. februar 2010 - Gren.

Nyheden om at to af medlemmerne fra hedengange Grandaddy er gået sammen med de to medlemmer i det stadigt bestående Earlimart, har af undertegnede fået stemplet som dagens musikalske nyhed. Som en bonus er Earlimart ikke helt ueffent, at lytte til. Jeg har allerede de første par plader med dem på vej med posten, og har just lige nedladet den session, der findes med dem hos Daytrotter.com.

Fra tid til anden bliver der stadig hørt Edson her på matriklen. Edson er kort fortalt en svensk sommerbrise i forhold til Belle & Sebastians skotske gråvejr, men ligheden er der. Hvad jeg ikke vidste var at Edsons frontmand Pelle Carlberg i dag har en solokarriere. Det skal der følges op på en af de nærmeste dage.

Og afslutningsvis kan det anbefales, at kigge forbi Chromewaves, der beriger deres besøgende med en masse mp3'er fra mine favoritter i Woodpigeon.

Tryghed & Tristesse har brugt den forgangne weekend på at rydde op på lageret for at gøre plads til kommende titler, desværre er der ikke helt blevet så meget plads som håbet. Derfor sælger vi nu ud som pladeselskab (pun intended) på disse fire titler:

TT01: Pluto + Munck//Johnson - Split 7"
TT02: De Må Være Belgiere - De Må Være Belgiere (CD)
TT04: The Silent Section - A Final Delirium
TT05: The Silent Section (feat. Peter Peter) - Loss of Consciousness

• 2 stk. 7"-singler : 50,-
• 1 CD + 1 stk. 7"-single :75,-
• 2 CD'er : 100,-
• Alle fire titler (TT01, TT02, TT04 og TT05) : 130,-
(Porto ikke inkluderet, tilbuddene gælder til 12/3)

Købelysten? Send roligt en mail til: post@tryghed-tristesse.dk

14. februar 2010: Skarv.

14. februar 2010: Odense Fjord.

14. februar 2010: Vollsmose.

14. februar 2010: Fynsværket.

14. februar 2010: Fynsværkets skorsten.

Jeg har anmeldt Somewhere Outside for Geiger.

Det danske mesterhold anno 1977.

7. februar 2010 - Udkant.

8. februar 2010 - Odense Sygehus.

Det ovenstående billede var blandt mine absolutte favoritter på Fotografisk Centers udstilling af Evgeny Mokhorevs billeder, der kan findes langt flere billedeksempler på hans kunnen her.

Fotografisk Center, der nu holder til i et kælderlokale blot en spytklat fra Amalienborg, udstiller for tiden to russiske fotografer, der i alder tilhører hver sin generation, men i udtryk ikke ligger langt fra hinanden. Det unge input er Margo Ovcharenkos billeder, der er i undertal på udstillingen, men stadig efterlader et imponerende indtryk. Billederne er som sådan ganske basale portrætter, men hun fanger noget i de portrætterede, der ellers sjældent kommer op til overfladen. Det var dog Evgeny Mokhorevs billeder, der fik mig til at gå på røven. Der er noget perverst, men usexet over hans billeder af ofte afklædte halvvoksne børnehjemsbørn, hvis alder blafrer i vinden. Hvordan kan det komme så vidt, at det er muligt, at disse børn, som det jo er, får lov at stille afklædte op til fotografering i disse nypuritanske tider? Er det bare: "anything goes" i det russiske? Og hvordan kan denne udnyttelse være så forbandet æstetisk? Med den smule viden og fordomme de fleste dannede mennesker besidder om østlandenes fattigdom og forfald, liner billederne det ene spørgsmål op efter det andet. Må man det her? Hvorfor må man det her? Og med spørgsmålene kørende på højtryk, passerer man det ene fantastiske billede efter det andet. Jeg var i særklasse begejstret, og anbefaler gerne vidt og bredt udstillingen til andre.

Tværfløjterne sad løst i Amager Bio fredag aften, og kappedes i antal med fuldskæggene på scenen, der dog ligesom guitaristerne var i overtal. Fire guitarister, cirka en håndfuld fuldskæg og to tværfløjter når bølgerne gik højt, var blandt det Midlake bragte med sig på scenen sammen med alle de nye sange, der i mandags udkom på The Courage of Others. De nye sange led under to ting, dels var de i tempo noget længere nede end hvad man har hørt på de to første Midlakeplader, dels var materialet så nyt, at genkendelsesfaktoren blandt publikum var lig nul. Det medførte en aften med jubel og fest til det genkendelige, og højlydt småsnak under alt med nyhedsværdi. Selvom Midlake til tider virkede til at have endnu en dag på kontoret, så var koncerten absolut fint gennemført, dog skal der ikke være nogen tvivl om, at de nye sange utvivlsomt ville have passet bedre til et mindre venue, men med markedskræfterne i spil, skal der sælges billetter og det så ikke ud som om det havde været et problem at få fyldt Amager Bio op. Jeg kan dog ikke sige mig fri for at småkede mig et godt stykke hen ad vejen, for der var ikke den samme energi at komme efter som de to første gange jeg så Midlake, og det gjorde mig en smule mat i betrækket, med det resultat at min egen interesse gik fra forventningsfuld til halvhjertet.

Jeg har i dag lyttet til The Courage of Others det meste af dagen, og trods sit mere dæmpede udtryk er den sekund for sekund mindst lige så fantatisk som forgængerne. Inspirationen fra den engelske folk anno sluttredserne står klart frem, men lyden er langt mere indbydende og indladende end Fairort Convention & Co. nogensinde har været.

Vist nager det mig, at jeg ikke fik købt luksusudgaven af pladen, der udkommer den 12. februar, men med prisen in mente passer det mig fint, at det eneste egentlige interessante bonusmateriale kan hentes på Midlakes hjemmeside. Det kan ikke anbefales nok at gøre, det er en på alle måder fin session man får for ingen penge.

7. februar 2010 - Nabohave.

7. februar 2010 - Gynger.

På hjørnet af Rådhuspladsen og Vestergade, just overfor Politikens Boghandel, er der for tiden et oprydningsudsalg af al slags grafisk arbejde, og stakkevis af klassiske plader. Der købte jeg i går seks Doonesburytegneserier, gutten bag mig købte en ætsning af Dali. Sådan er vi så forskellige.

5. februar 2010 - Odense Sygehus Station.

Overhørt fra nabobordet: "Do you know what we call it in Denmark? Tallerkenneger!"

4. februar - Tom plakatstander.

5. februar 2010 - Termometer.

1. februar 2010 - Krage.