søndag, april 25, 2010

At bedømme ud fra den sætliste jeg så i avisen i dag, så var ekstranumrene stadig i gang da vi i går aftes entrede Ryans, ikke langt fra Posten og den åbenbart stadigt igangværende Kashmirkoncert. I bedste sten-saks-papir-stil rystede vi hænderne og kastede hver især tre fingre ud i luften, der gjorde det ud for karakteren tre ud af seks til en koncert, der ikke på noget tidspunkt gjorde det aktuelt at ryste begge hænder. Omvendt blev vi hurtigt enige om, at dette for hver vores vedkommende var den bedste Kashmirkoncert vi hver især havde set. Fra "Mouth Full of Wasps", der for alvor åbnede ballet, og til det nummer de spillede da vi gik før tid fik vi det bedste fra Kashmir spillet det bedste Kashmir havde lært. Hit på hit, med en storsmilende Kasper Eistrup i forgrunden, der i aftenens anledning havde sat en New York Yankees kasket så kækt på sned, at den nødvendigvis måtte dække over en spirende måne eller andet ondsindet sladder, for kønt var det ikke. Kashmir leverede varen, havde fat i publikum, kom ud over scenen og alt det gejl, der gør det godt at gå til koncert, men hvis dette er det bedste de kan præstere, og det var det noget nær, hvis man skal tro Fyens Stiftstidendes anmelder, så er der også en ganske god forklaring på, at deres plader aldrig har fundet plads på mine pladehylder. De er gode at drikke øl til, så meget har jeg lært, men længere op ad listen kommer de aldrig for mit vedkommende.

1 kommentar:

Jens Keis Kristensen sagde ...

Kashmir er og blir et kedeligt band!