mandag, maj 17, 2010

Det har ikke længe været kendt, at Henrik Olesen 1. juni udsender ep'en "Ukendt Under Andet Navn". I dag blev der så sat lyd på tre af numrene, og "Korsvej", "Skridt" og "Hjertet" kan nu høres på Ukendt Under Andet Navns Facebookprofil. "Korsvej" stikker ud fra sammenhængen, men står alligevel udgangspunktet nærmest, hvis man som udgangspunkt tager Henrik Olesens bidrag til Olesen-Olesens afsked "Kain & Abel". Den diskrete, men direkte og umiddelbare rocklyd er ikke klædelig i sammenhæng med de to andre sange, men isoleret eller som et appendiks til "Kain & Abel" har den absolut kvaliteter. Mere interessant er dog "Skridt" og "Hjertet". Begge er sløve, og støvede små perler, der klikker ind lige under 3 minutter hver. "Hjertet" ligger i en neddroslet, og knap så betonkold forlængelse af det gamle Olesen-Olesen nummer "Millioner", ikke så meget på den rent lyriske side af sagen, men melodien trækker i nogle af de samme tråde. "Skridt" er skåret ud af den samme musikalske grundstamme, og en linje som: "jeg tager mine skridt og går", er så simpelt, som det kan siges. Sammen med linjer som "farvel til denne verden som jeg kender den" og mere direkte "jeg tager afsted" fornemmer man en kredsen om afsked som tema. Om "Ukendt Under Andet Navn" bærer afsked som overordnet tema, bliver der først svaret på når ep'ens to sidste numre "Det gamle, det ny" og "Alt som det skal være" bliver vist frem for offentligheden den 1. juni.

2 kommentarer:

Søren Nielsen sagde ...

Man takker for tippet. Den var jeg ikke lige opmærksom på, men bestilling på ep'en er nu smidt af sted

Martin Petersen sagde ...

Selv tak, jeg er fandeme spændt på at høre de to sidste.