Havde koncerten kørt til ende som den kørte de to første numre, så havde man med fordel kunne hive koncertanmelderens klichéordbog op af lommen, og gå direkte til afsnittet "trompeten er musikkens blå tone", der med henvisninger til den der Miles Davis plade, og med "Sjælland" nævnt som et nyere eksempel kører igennem hvorfor tilsætningen af trompet gør musikken så langt mere længselsfuld. Neddroslede og omarrangerede fik de første par numre nemlig tempoet og publikums hænder bragt ned, intet ondt i det, men heller ikke helt som forventet. Vinden vendte da Mikael Simpson gik i infight med Kasper Tranberg, og fremførte en variant af Dueling Banjos for mundharmonika og trompet, der skruede koncertens intensitet gevaldigt op. Derfra var det slag i slag, i et koncertforløb, der var lidt mere abrubt end normalt, med en del afbrydelser i hvad-skal-vi-spille-nu's hellige navn, men som holdt hele vejen hjem. Alt det jeg ville høre blev spillet, "Er Du Kommet For At Få Noget" rev som vanligt taget af huset, "Put Mig" var trods et guitarkiks formidabel, "Du Drømmer Om Et Andet Sted" lød af mere end nogensinde før, og "Elektronisk Blå" lukkede behørigt ballet. Alt var som det skulle være, alt var som det plejer at være, og alle instrumenter var bemandet med dem vi er vant til der står bag dem, og så alligevel ikke. For der var lige Kasper Tranberg på trompet, Kasper Tranberg der bragte tempoet ned, Kasper Tranberg der bragte det blå ind i musikken, og tilføjede det ellers så afstemte endnu en dimension, som de færreste vel vidste de savnede. Hatten af, stjerner på bordet og et kom snart igen til afsked - Mikael Simpson m.fl. leverer varen på en scene.