Vi var en lille privilegeret flok, der i eftermiddags var til koncert i det yderste af Odense. Selvom stedet var lokaliseret indenfor byskiltene og med Vollsmose rundt om hjørnet, så var landidyllen allestedsnærværende både ude og indenfor på gården, hvor Song For Wendy spillede. Song For Wendy er for de, der ikke kender dem, et nyt projekt fra Mads Mouritz og Disa.

Invitationen faldt forleden pr. mail fra værterne som vi med jævne mellemrum støder ind i til koncerter og udstillinger. Bedre kender vi dem heller ikke, så derfor vidste vi heller ikke hvilket type arrangement vi kørte ud til, men ikke siden min mormor stadig var i vigør har jeg hørt sætningen "nu skal i endelig bare tage" så tit og ofte, at den næsten blev messet. Gæstfriheden var som idyllen allestedsnærværende. Når man med en kop kaffe i den ene hånd klør stedets kat bag øret, mens man småsnakker med den ene optrædende, og finder ud af at hun har termin samme dag som min egen kone, for senere at følge samme kat vandre rundt blandt publikum inden den blev skræmt væk af klapsalverne mellem to numre så er vi på et niveau, der er så hjemligt og hyggeligt, at jeg ikke kan mindes før at have oplevet tilsvarende til en koncert.

En stue var blevet ryddet for at gøre plads til de ca. 20 tilhørere vi endte med at blive. To højttalere med hver deres levende lys på toppen rammede scenen ind, Mads stod med sin guitar, og Disa havde pakket sit elektroniske grej ind bag et klæde broderet med, hvad jeg tror var en ræv. Telefonerne blev bedt slukket, for koncerten, blev som det er tilfældet med syv andre optrædender Song For Wendy giver, optaget med henblik på at samle materiale til en udgivelse i løbet af 2011. Publikum var lydhørt, næsten andægtigt, måske en smule presset af tanken om optagelsen, men ingen ord og ingen pip fra nogen på noget som helst tidspunkt bragte langt hen af vejen koncerten op mod skyerne.

Song For Wendy fortolker digte fra et væld af århundreder, tilsat folktronica så sødt og sart, at der ikke skal meget til at vælte læsset. Det er ikke intenst som så, men kræver nærvær, hvis man vil have det fulde udbytte. Et nærvær, der så absolut var til stede i den lille stue, der rummede en imponerende akustik. Titler og tekster kan ikke namedroppes her, for bortset fra "The Night Has a Thousand Eyes" kendte jeg intet til deres materiale, men stilen fra den blev holdt hele vejen igennem, med et enkelt afbræk til en islandsk sang, og et andet knæk i retning af en hyldest til Dolly Parton. En enkelt sang blev taget om som ekstranummer, og så var det slut.

Det hele var overstået på en lille time, men det er en time, som jeg vil tage med mig og huske som den måske fineste koncertoplevelse i 2010, der dog landede en postgang for sent til årslisterne. En stor tak til dagens værter, og et applaus til musikerne og musikken, der gerne må finde vej til et fysisk format i løbet af 2011.