Der findes gudskelov stadigvæk anmeldelser af ting, der er så åndsvagt godt sat i scene, at man bliver nødt til at dykke ned, og få sat lyd på ord og billeder.

Anmeldelsen af Stornoway i den seneste udgave af Mojo hører i den kategori. Ikke alene er bandet affotograferet foran en udstillet dinosaur i fuld figur, de spiller også uforstærket, bliver præsenteret af forsangerens far, der tilfældigvis leder museet de spiller på, og skridt for skridt igennem teksten vinder man større og større sympati for gruppen uden at have hørt en strofe. Sympatien bliver ikke mindre når man støder på historien om BBC-værten, der i sin begejstring forskansede sig i studiet, og spillede Stornoway i en time, og sidenhen blev belønnet med et par dages suspendering fra æteren.

Vi er ude, hvor Midlake fortolker Belle and Sebastian, hvis altså ellers en af grupperne havde spillet engelsk folk anno 1970, og vænner man sig først til, at forsanger Brian Briggs vokal er mere anstrengt end Darren Haymans (Hefner), så kan man smide yderligere i stakken af referencer, og bemærke, hvordan de trods genreforskel skylder stort til den irske folkemusik.

Jeg er ikke hjemme i Stornoways musik endnu, men pladen er bestilt, og ventes med glæde. Indtil da er der flere gode livesessions med Stornoway, at forlyste sig med.

4AD Sessions
Stornoway On World Cafe

Og som ekstranummer:
Zorbing (fra den anmeldte koncert)