torsdag, januar 27, 2011

Tværfløjten, venstrehåndsguitaren, og batteriet af mundharmonikaer, der lå i det store samlende etui, og blev tjekket, skiftet ud og brugt i et imponerende tempo koncerterne igennem.

Det laksefarvede jakkesæt, netundertrøjen, og trinene, der så så ubehjælpelige ud, men gennem årene vedholdende blev danset fra hans plads side i højre side af scenen til venstre for Jens.

Solopladerne, der overraskede så glædeligt, og overgik enhver forventning, og osede af sex og slease, og er blevet spillet så tit og så højt siden da.

Solokoncerten, den ene gang jeg så ham med Boat Man Love bag sig, hvor han sendte os så opstemte hjem.

Det ene møde med ham offstage, hvor en vittig person i vores selskab antastede ham i baren på Det Lille Øresund og spurgte om han ikke ville have vores band Ludertyr med Love Shop på tour, vi kunnne bare dele underskuddet.

Den sidste koncert, hvor få var kommet for at se Love Shop, og flere for at se japanerne slå Danmark 2-0 på storskærm, hvor Love Shop gav alt, og man så småt godt kunne se, at der ikke var så meget tilbage i ham at give af.

Afskeden, der kom så offentligt og forbandet, og alt,alt for tidligt

Tak for dansen.

1 kommentar:

Søren Nielsen sagde ...

Martin, så kan det ikke skrives bedre eller smukkere