Lærkerne, vintergækkerne og andre bud på vårens budbringer kan pakke sig, dette er forårets forårsplade, spred bare plaiden ud på græsset, når Emma Acs inviterer til psykedelisk barbecue – det er et brag af en fest.

Popmusik er på den ene side den der kalkulerede støjforurening, der forpester ens ører, hver gang man af vanvare kommer til at tænde for radioen. På den anden side er popmusik det umiddelbare, der går lige i blodet og videre ned i fødderne, der, om man vil det eller ej, i et par minutter nægter at stå stille.

Champagne er pop af sidstnævnte karakter, og som med enhver anden god popplade, handler det ikke nødvendigvis om pladens kvalitet som en helstøbt helhed, men snarere om perlerækken af potentielle singler, der kan trækkes ud af pladen. ”We Make Sense” og ”Fever” er allerede udsendt som singler på henholdsvis vinyl og som digital download, den sidstnævnte med en fin video på slæb til at kompensere for det manglende fysiske format. Der er dog stadig masser af singlemateriale at tage fra på pladen. På A-siden alene er fem ud af seks sange mulige hits, de to er allerede udkommet som singler. Den afdæmpet orientalske ”Green Stars & An Orange Sun” er A-sidens frasorterede, der er lige afdæmpet nok til at have hitpotentiale, men stadig fremstår som et behageligt højdepunkt og som klart er den bedste af de mere dæmpede sange på pladen. ”Yoko” er inciterende, catchy og medrivende som bare fanden og en klar icebreaker i forhold til enhver, der måtte tvivle på pladens kvaliteter. Titelnummerets boblende og berusende (pun intended) groove lever i sin egen medrivende verden, og det kræver ikke megen fantasi at se teenagerne på forreste række sløvt rokke hovedet fra side til side, mens de lip-syncer ordene, og ”And So Are You” rummer så megen glockenspiel og håndklap, at twee synes hårdt sat op i en direkte sammenligning.

Et hurtigt kig på, hvem backingbandet The Inbred Family består af, spotter navne fra territorialfarvandet omkring Baby Woodrose, The Setting Son, The Good, The Bad m.m.. Lad mig da bare kaste ordet ”psykedelisk” ud til dem, der måtte sidde og vente på det, for i passager og momenter og i valg af instrumentering er der hentet kassevis ind fra den konto, men lytter man til teksterne er der mere Ronettes end The 13th Floor Elevators at komme efter, og ser man på numrenes længde, skal man lede længe for at finde plads til en flere minutter lang hammond-solo.

Tekstindholdet passer fint til en pige på 19. Det er afstemt naive sange om kærlighed og fester, der aldrig falder til gulvet i kalkuleret forcering, men fint flyder med strømmen af sange fra Champagne. Det er uskyldsrent som en sommerdag, hvor meget dirt, der ellers måtte ligge i teksterne. Det er ganske enkelt pissegodt ramt.

På B-siden går tempoet ned. ”Promised Paradise” lugter af The Setting Son, ”She” er mere filler end killer, men som blødt mellemspil ganske forrygende, og den går fint hånd i hånd med ”Birdtale”. Mit personale højdepunkt er ”Loss of a Tribe”, der synes at have både noget på hjerte og noget på spil. Omkvædet er med sit ”waa-waa”-kor og cabasa-riveri medrivende som en motherfucker, og det er svært ikke at skubbe volumenknappen i retning opad. Mere singlepotentiale her. Den afsluttende ”My Own Human” er pladens eneste sang med over fem minutter på samvittigheden, trådene bliver trukket længere ud, og de der måtte have savnet et seriøst psykedelisk indspark, bliver måske/måske ikke forløst her.

Summen af enkeltnumrene på Champagne er langt større end helheden. Det ville være nemt at line ord som ”debutant”, ”19-årig” m.m. op på rad og række her, men det ville for nemt og buldre tomt, som kun tønder kan. Emma Acs skylder ingen noget, hun har begået en plade med kvaliteter, der langt overgår mangt og meget af det, der ellers kan støves op i den danske musikbranche p.t. Det er ikke nødvendigvis originalt, og der skyldes en del til sluttresserne, men Champagne rammer en niche et sted i retning af det alternative, der dog ikke er længere fra alfarvej end at muligheden for at ramme bredt fuldt ud er til stede.

Jeg vil gerne afslutte denne anmeldelse med et stående bifald og anbefaler uden at blinke Champagne til lørdag aften, sommerfesten og enhver anden anledning til at skrue op for volumen og humøret og henviser enhver, der måtte være uenig, til at læse resten af anmeldelsen på ydersiden af min mellemste finger.

(Emma Acs "Champagne", anmeldt for Geiger)