søndag, maj 15, 2011

Mailen fra Gaffa nåede aldrig frem, så jeg har ikke bidraget med svar til deres Bob Dylan feature i den seneste udgave af bladet. Hvad jeg ville have svaret, hvis ikke spamfilteret havde spist spørgsmålene kan læses her.

Hvornår og hvordan opdagede du Bob Dylan?
Navnet Bob Dylan kendte jeg, men det var først da jeg begyndte, at arbejde i pladehandel, at jeg gik i gang med ham og de andre gamle ikoner, Neil Young, Lou Reed og hvad de nu ellers hed. Bob Dylan er den eneste af dem, der fylder mere end en enkelt titel i pladereolen i dag. Jo mere jeg lyttede til Dylan, jo mere blev jeg ramt af følelsen, ”hvad fanden, har han også skrevet den”, at Robert Palmer ikke var originalnavnet ”I’ll Be Your Baby Tonight” kom som et chok for mig. Det var en fuldstændig uoverskuelig størrelse, at gå i gang med Dylans plader, dengang havde jeg ikke lige muligheden for at tjekke ind på Allmusic, og få en idé om hvor man skulle starte, og hvad man skulle holde sig langt væk fra.

Hvorfor er Bob Dylan relevant i dag?
Øh, bøh.. her er svaret nok noget med sangenes udødelighed, og at kvalitet aldrig dør. Det er ikke protestsangene, der nødvendigvis er relevante i dag, og det i endnu mindre grad efter at protestsangeren selv har ladet sig censurere i kinamands land, men en sang som ”Girl from the North Country” er lige så smuk i dag, som da den oprindeligt blev indspillet, og den er smuk når The Eels (m.m.) fremfører den. Der er så stor en del af Bob Dylans sange, der er udødelige og blevet udødeliggjort i både hans og andres udgaver, der er også en masse bras, men det kan man glemme. Om han stadig er relevant ved jeg ikke, men en gigantportion af hans sange holder stadig hundrede!

Hvad er din yndlingssang med Bob Dylan?
Der er flere, hvordan skulle det kunne være anderledes? ”Girl from the North Country” er nævnt, ”Ballad of a Thin Man” er med sin insisteren et andet godt bud, og i Willard Grant Conspiracys udgave et godt bud på bedste Bob Dylan cover. Helt i top er der også historiefortællingen i ”Hurricane”, der med sine otte minutter er lige præcis lang nok til at få det hele med. En absolut favorit må dog være ”Things Have Changed”, der er perfekt underspillet forbitret og virkelig klæder en notorisk sur skid som Dylan.

Hvad er dit yndlingsalbum med Bob Dylan og hvorfor?
”Highway 61 Revisited”. Ikke så meget pis dér, det er den jeg vender tilbage til, det er perler på en snor, og perler for svin, for hvordan kan man næsten gøre sig fortjent til at høre sådan et mesterværk. Periodemæssigt er det også pladerne fra sluttresserne jeg finder bedst.

I Smagsdommerne sagde forfatter Knud Romer i 2006 følgende: ”Bob Dylan lyder som en blanding af en gadesanger, en ged og et kristent rockorkester.” Hvordan vil du forsvare Dylan over for hans kritik?
Geden og gadesangeren taler vel for sig selv, og det kristne rockband rammer heller ikke skævt. Dels var den religiøse periode, dels har nyere plader som ”Time out of Mind” og ”Modern Times” den der klinisk rene klistrede lyd som jeg umiddelbart forbinder kristen rock med. Nosseløst, poleret og blottet for vitalitet. I hvert fald ”Time out of Mind” er produceret af Daniel Lanois, der er kongen af kedsomhed, så det kan vel ikke overraske. Så er der mere nerve at komme efter på ”Love and Theft”, der ligger mellem de to, men den behøver vi ikke dykke længere ned i. For at vende tilbage til spørgsmålet, så vil jeg ikke forsvare Dylan, Knud Romer har jo ret.

Ingen kommentarer: