fredag, august 12, 2011

Minder fra Ærø #1

Da de første dråber faldt, var vi blevet varskoet af et ældre ægtepar, der smilende i en blanding af høflighed og skadefryd over, hvor langt fra alting vi var, gjorde os opmærksomme på det forestående regnvejr. Min kone tog barnevognen og vendte om, mens jeg med Ærøskøbing dækket af et tiltagende mørkt skydække i ryggen forsatte ud mod enden af Urehoved, for at se, hvad der gemte sig derude.

Endestationen for min udflugt var i forhold til turen derud et moderat antiklimaks. Markerne, de græssende dyr, vand til begge sider, med mere Ærø på den anden side vandet til venstre, og det Sydfynske Øhav ude til højre var i sig selv turen værd. Et forbud mod ophold på klinten, et forbud mod ophold på markerne, og et skilt med teksten ”privat vej” slået i jorden for hver af den håndfuld huse, der lå dér for enden af vejen, gjorde spidsen af Urehoved så rutinemæssigt ugæstfrit som kun et sted med et konstant gennemtræk af turister kan være det.

Med Urehoved i ryggen, og et overstået sideskift mellem Ærø og det Sydfynske Øhav overstået, indlod jeg mig på tilbageturen til Ærøskøbing. Byen var blevet indhyllet i et mørke som var den besat af en ond kraft, tordenen lød efterhånden så højt, at den ville kunne gøre en krig bange, og vinden tog umærkeligt langsomt, men tydeligt mærkbart til. Bølgeskvulp og kornets rislen fyldte tomrummene mellem tordendrønene, og mørket spredte sig fra Ærøskøbing og ud over vandet ud for byen.

Det Ærø, der befandt sig på den anden side vandet forsvandt langsomt ind bag et gardin af dis og regn, der blev trukket for udover det stykke hav, der skilte der hvor jeg stod fra Borgnæs Nakke, Blakstensodde m.m. og det andet Ærø blev reduceret fra et flerfarvet landskab til en mørk kontur.

Heste og får forsatte deres sløve græsseri, mens fuglelivet i strandkanten indlod sig på et overstadigt aktivitetsniveau som skulle det sidste lige nås før regnen kom. Disen over det andet Ærø blev stadigt tættere, mens regnen krydsede over mod Urehoved.

Jeg stod og pissede på stranden, et sted mellem mørke og lys, da regnen ramte med en kraft af den slags, der er ved skabe sig et navn i København. Det andet Ærø var nu helt væk, strandhusene matte i farverne, og trafikken af turister ikke eksisterende med undtagelse af et par tyske nummerplader. Kameratasken blev forsvarligt lukket med det indbyggede regnslag, og hætten på min trøje trukket så stramt op omkring mit ansigt, at regnen lød metallisk når den ramte ind på siden. Kameraet fik lov til at blive liggende, regnens intensitet kunne alligevel ikke gengives.

Myggesværmene ved hybenbuskene var forsvundet, det samme var strandgæsterne. Køerne lignede nogen for hvem regnen var mere upraktisk end egentlig ubehagelig. I min højre side, hvor regnen ramte ind på mig, kunne jeg mærke vandet løbe ned af min arm indenfor trøjen, og hjemvendt kunne alle lag tøj vrides.

Mæh var stadig lige så sjov en lyd, som da knægten hørte får bræge for første gang to timer tidligere.

Ingen kommentarer: