Minder fra Ærø #2
Genboerne i hytten skråt overfor vores sad der allerede da vi ankom. Et førtidspensioneret ægtepar omkring pensionsalderen på hver deres side af terrassens hvide plastbord med front mod campingpladsens indkørsel. Hunden i lang line, og hver deres dåseøl fra den anden side grænsen, åbnet og serveret i egen beholder.
Da vi havde pakket vores oppakning ud og på plads, begyndte de at tømme deres bil. Ankomst, øl, og så dagens dont. Tasker og tæpper ind i hytten, to nye øl ud på terrassen. Hendes kropsform bar præg af, at dette sagtens kunne gå for at være en daglig rutine. Topmavet, småpattet, udslidt og Johnny Madsen lokker. De hilser begge lige høfligt af den grund. Min kone erfarer, at de otte måneder om året ligger på en campingplads nær Randers, men altid tager en uge ud for at se noget andet. Det er ikke mange ord, der bliver vekslet de to imellem, men de synes at hygge sig med deres rutinemæssige tilgang til ølindtaget. Vi ser dem med en øl nede ved grillen på havnen, vi ser ham hente øl i campingpladsens kiosk, vi ser dem på terrassen, og jeg passerer ham i døråbningen til toilettet, da der skal gøres plads. De hilser lige høfligt hver gang.
1 kommentar:
Der er nu ikke noget i vejen med øl...
Send en kommentar