Der var engang, hvor de var noget, men det er snart mange år siden, og nu er de slet ikke mere. Jeg har haft et væld af stjernestunder med R.E.M., men kan ikke sige, at jeg begræder deres opløsning. Ikke siden "Reveal" har gruppen formået at levere en plade, der har vagt min begejstring. Helt skidt blev det med "Accelarate" fra 2008, der var så pivringe, at jeg smækkede med døren, og stadig har til gode, at høre noget som helst fra "Collapse Into Now". Tak for sangen anyhoo, for der var et årti, hvor R.E.M. var noget nær det største i min verden.

1. Første gang jeg hørte R.E.M. var sommeren 1991, hvor familien var i sommerhus på Fanø. Solen var evigt tilstedeværende, harerne løb i et væk ude i haven, lommepengene blev fyret af på spillemaskinerne på den nærliggende campingplads, og til min store fryd var sommerhuset udstyret med en parabol, der kunne hive MTV ned fra satelitterne. "Shiny Happy People" kørte i non stop rotation, og jeg mistænker, at jeg har hvint af fryd, hver gang det skete. "Out of Time" blev købt, og det blev starten på en række trofaste år som fan.

2. Første gang jeg oplevede R.E.M. live stod himmel og hav i ét. Jeg havde i 2003 indløst en endagsbillet til Midtfyns Festivalens torsdag, og trådte ind på pladsen mens Saybia spillede af på den store scene. Jeg havde ikke gidet lytte på min mor, og var taget afsted i striktrøje, trods hendes varsel om regn. Trøjen kunne vrides flere dage efter koncerten, men mit første stop på festivalpladsen var under rytmescenens teltdug, hvor Flaming Lips gav koncert, og regnen blev først en realitet for mig da det var for sent at gøre noget ved det. Det var umuligt at komme nogenlunde tæt på scenen, mængden af mennesker var lige så massiv som mængden af regn, der stod ned fra himlen. Op fra menneskemængden stod en tæt tåge af em, der periodevis gjorde det svært at se scenen. Jeg husker intet andet fra koncerten end begejstring, og Michael Stipe, der krøb ned fra scenen og pudsede brillerne for en gut på forreste række.

3. Jeg må have gået på Handelsskolen, da R.E.M. i 1995 gav koncert på Milton Keynes. Jeg sad i hvert fald i kælderen derhjemme, med anlægget tunet ind på P3, der sendte koncerten. Opvarmningsnavnene hørte man ikke, men det var The Cranberries og Radiohead. Koncerten optog jeg på det eneste 120 minutters optagebånd jeg ejede, og det blev kørt tyndt i årene der fulgte. Koncerten var mesterlig, alt sad i skabet, nerverne sad uden på tøjet, og intensiteten var så bastant, at den uden problemer gik med gennem æteren, og ud gennem højttalerne på det anlæg, der en håndfuld år tidligere var blevet erstattet af et konfirmationsanlæg, og derfor nu stod placeret behændigt tæt på computeren, hvor Doom var tidens store hit. For et par år siden fik jeg fingre i koncerten igen, og den dag i dag er stadig med den største begejstring jeg sætter den på anlægget.