Det bliver næsten så intimt når man lytter til Heirlooms of August, at jeg får lyst til at sige undskyld og lægge hovedtelefonerne fra mig. Det er tyst, og det er ydmygt, og fornemmelsen af at have overskredet nogens intimsfære ved at lytte til de ti sange på "Forever the Moon" hænger ved de første par gange pladen er på anlægget.

Små valsetakter druknes i engelsk kammerfolk, med et resultat langt mindre dramatisk og pompøst end man ville kunne forvente ud fra den beskrivelse, mens violin og pedalsteel er bindemidlet, der sørger for at pladen klarer sig gennem smult vande uden de store udsving. Jerry Vessel er hverken nogen stor sanger, eller nogen stor sangskriver. Teksterne kan koges ned til små banale kærlighedssange, men indpakningen hæver dem til himlen. Han synger hele vejen gennem pladen duet med Frances Everett, og hun forvandler hans stemme, stemningen og helheden til det nær magiske.

Hvis man kender til Jerry Vessel vil det sandsynligvis være gennem hans virke med Sun Kill Moon og Red House Painters. Den samme trivielle skønhed som Mark Kozelek benytter sig af, har Jerry Vessel forfinet. Historien i pressemeddelelsen er den, at Jerry er vendt hjem til et sted langt ude på landet nogensteds i Florida, og nu har været isoleret længe nok til at indspille en plade inspireret af omgivelserne. Jeg tænker, at kigger man længe nok på store åbne vidder, så indser man nok til sidst, at der ikke er det store at bevise, og går tilbage til det mest basale. Linjer som "I get lost in your blue eyes.."  og "I had a beautiful summer with you" lyder i samsang med Francess Everett som noget af det største, der nogensinde er skrevet.

Jeg har allerede gennemskuet "Forever the Moon" som værende en af den slags plader man i en periode ikke kan få nok af, og efterfølgende glemmer alt om. Men de dæmpede toner, og den simple skønhed byder mig her på kanten af efteråret at komme med en uforbeholden anbefaling.