Jacob Holdt! Selvfølgelig har jeg kendt navnet, selvfølgelig har jeg hørt om "Amerikanske Billeder", og gennem årene set et bredt udsnit af dem, men det er aldrig noget jeg er gået i dybden med. Der er jeg så nået til nu. Hans billeder hænger på Brandts, i sidste uge var han selv på Magasinet og fortælle (og fortælle, og fortælle.. for helvede, hvor han snakker) om tiden, der fulgte efter billederne, om Ku Klux Klan, om hvordan det gik personagerne i Amerikanske Billeder, om tingenes tilstand i det danske land und so weiter.
Bogen "Amerikanske Billeder" fik jeg forærende for et par uger siden, men gik hurtigt kold i hippieværdierne, der fylder bogens indledning, og den overdådigt fejlbehæftede korrekturlæsning, der er lavet på bogen. Stavefejl følger stavefejl i et tempo, der ikke burde være muligt i en bog udgivet på et større forlag. Jeg vender dog snart tilbage til bogen, for efter i glimt at have set og hørt historierne vil jeg have det hele med.
Når Jacob Holdt taler tror man først, at manden er fuld af løgn. Så går der et stykke tid med at tænke over, hvor håbløst og hovedløst naiv hans færd ud i verden har været, for til sidst at konkludere, at det måske er alligevel er ham, der har fat i den lange ende. Hvor må det være rart, at først og fremmest se det gode i mennesket, og hvor må det være vildt og grænseoverskridende, at kunne komme så tæt på mennesker, at man på den måde som Jacob Holdt nu engang gør, får lov til at dokumentere deres liv, og fortælle deres historie. Råt for usødet, og så alligevel med en snas af romantik.
Jeg var slet ikke færdig med at lytte, da foredraget var færdigt. Heldigvis kværnede Jacob Holdt videre i mit hovede, da vi i søndags tog på Brandts og så hans billeder i stort format. Man forstår godt, hvad "de" mener, når han selv fortæller, at "de andre" fotografer ikke anser ham for fotograf grundet hans billeders kvalitet. Billederne lever i høj grad på deres historier, og ikke på de fototekniske kvaliteter, men hellere det end et teknisk perfekt stilleben. Med historierne frisk in mente sprudlede billederne af de tragedier, der ofte lå bag. Hvis man kan tale om, at billederne taler til én, så er det det vi taler om her.
Jacob Holdt kan ses på Brandts frem til 13. november. Hans foredrag kan sandsynligvis opleves frem til den dag han dratter død om. Begge dele anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar