Michael Møller, Dexter, lørdag 17. september.

Det var ikke mig, der tilbage i maj dagligt tunede ind på nettet, og hentede et nummer fra Michael Møllers marathonprojekt "A Month of Unrequited Love". Sporene fra den kedsomhed, der gabte over "A Streetcar Named Desire" var stadig i min eringdring, og det syntes nemmere, at vente på at sangene kom som en samlet pakke. Det er de så nu, ikke at det har fået mig til at reagere, udover at nysgerrigheden alligevel drev mig ned på Dexter lørdag eftermiddag for at høre, hvad Michael Møller diskede op med.

Det blev et par timer med uhyggeligt velspillede popsange, der med et par skift mellem piano og guitar havde en vekselvirkning, der holdt koncerten kørende gennem et ellers ganske ensartet udtryk. "Det kræver nosser, at stille sig op og synge acapella.." bemærkede en gut ude på toilettet, med reference til Michael Møllers entre, der var en sang uden akkompagnement fremført med rank ryg og imponerende tydelighed. Og det gør det, og alligevel kan jeg ikke slippe min mistanke om, at det var et kalkuleret og kopieret kunstgreb, der går sin sejrsgang på verdens indiescener fordi det skaber fokus, og indgyder en hvis respekt for kunstneren. Opmærksomhed fik Michael Møller i hvert fald hos de ca. 60 fremmødte, og han kunne profitere på koncertens tidspunkt, der gav meget til oplevelsen. Ingen fuldesludren i krogene, men til gengæld en masse lydhøre mennesker.

Jeg har alle dage set lyrikken som moi caprices store svaghed, der dog ikke gør det store, fordi deres svulstige popudtryk bringer fokus et væld af andre steder hen i lydbilledet. Teksterne er Michael Møllers gebet, og når disse bliver bragt for dagen i det næsten nøgne udtryk gårsdagens koncert havde, så skinner de igennem. Ikke som funklende stjerner, men som en skævt justeret spot, der rammer dine øjne og gør det svært at fokusere på andet. Gennemsyret af patos er de så højtragende, at de støder mod loftet, hvis de bliver udsat for andet end åben himmel, og i en koncert, hvor alt klappede, og Michael Møller fremstod charmerende i en grad, jeg, efter at have oplevet ham live med moi caprice en håndfuld gange, ikke troede muligt, var de den helt store torn i øjet.

"Den mand ejer ikke et gran af selvironi" lød det ganske rigtigt fra en af mine følgesvende efter koncerten, og jo, der blev bragt mange ord i spil mellem sangene om det at skrive sange, om hvordan det at være sangskriver også var en art forfatterskab, og det ville også være fint nok, var teksterne ikke så banale, med en masse forcerede referencer kastet ind. Jeg takker Michael Møller for en virkelig fin eftermiddag, og ser med glæde frem mod den moi caprice plade, det fremgik, at der arbejdes på. "A Month of Unrequited Love" lader jeg dog stå på pladehylderne.