Der var ikke megen tvivl da musikåret 2011 skulle gøres op. Sunday Times syntes det, Mojo syntes det, Uncut syntes det, The Guardian syntes det, NME syntes det, The Quietus syntes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey begik med ”Let England Shake” et mesterværk, der fuldt fortjent blev kåret til årets album hos alle de ovennævnte, mig selv inklusiv. Dette er tænkt som en introduktion til de kortfilm Seamus lavede til pladens 12 numre. 

Det tog P.J. Harvey flere år at skrive ”Let England Shake”. Anmelderen på The Guardian kaldte pladen for en uigennemsigtig undersøgelse af engelskheden, andre og flere har refereret til pladen som en (anti)krigsplade. Pladens tekster referer da også til England i sange som for eksempel ”The Last Living Rose” og ”Let England Shake” og til sønderrevne kroppe, soldater, våben, og mere specifikt til slaget ved Gallipoli i ”On Battleship Hill”, ”The Colour of the Earth” og ”All and Everyone”. 

Undervejs har P.J. Harvey søgt inspiration hos digtere som T.S. Eliot og Harold Pinter, Goyas ”Disasters of War”, Dali’s arbejde fra perioden omkring den spanske borgerkrig, Englands historie, historiske fortællinger fra forskellige krige, og øjenvidneberetninger fra såvel soldater som civile taget fra første verdenskrig og frem til den nuværende konflikt i Afghanistan. Som en del af denne research så hun den irske fotograf Seamus Murphys serie ”Darkness Visible” udstillet i London og fik fingre i den tilhørende bog. Den sort/hvide billedserie var taget igennem den årrække, der var gået, siden Seamus Murphy første gang satte fod i Afghanistan i 1994, og viser flere sider af livet i det hærgede land. 

Et stykke tid efter udstillingen fik P.J. Harvey sin manager til at kontakte Seamus Murphy for at høre om han kunne have interesse i at lave noget sammen med hende. På dette tidspunkt kendte Seamus Murphy kun P.J. Harvey af navn, og var ikke bekendt med hendes arbejde. Udgangspunktet var at Seamus Murphy skulle tage en række pressebilleder, portrætter og eventuelt billeder til coveret. Seamus Murphy var netop vendt tilbage fra en opgave i Afghanistan da han skulle fotografere P.J. Harvey første gang. Her havde han for første gang arbejdet intenst med levende billeder til et igangværende filmprojekt. En samtale faldt på hans nyfundne fascination og begejstring for dette, og idéen om at lave en dokumentar til ”Let England Shake” kom på bordet og blev pillet væk igen til fordel for idéen om at lave en kortfilm til hvert af de 12 numre på pladen. I første omgang var det tanken, at filmene skulle bestå af en række stillbilleder, altså en art rullende diasshow, der skulle akkompagnere musikken, men de levende billeder fik overtaget, og der bruges kun stillbilleder i tre af de tolv film. Idéer blev udvekslet, og Seamus Murphys oplevelse af pladen som en engelsk plade af en engelsk kunstner blev udgangspunktet for at kortfilmene skulle vise hans fortolkning af England, dets folk og landskab, inspireret af ”Let England Shake”. Opgaven blev til en køretur på 8.000 kilometer, og resultatet blev de tolv kortfilm, der foreligger nu. 

Billedsproget i kortfilmene er markant. Forfaldet går igen som et gennemgående træk, billeder af tidevandet viser tidernes kommen og gåen, trækroner og lygtepæle flimrer forbi undervejs på rejsen og i videoen til ”This Glorious Land” starter filmen med billeder af et stort stolt træ, hvis grønne trækrone svajer let i vinden, og et par minuttes senere ser man et bart træ uden spor liv tilbage i sig, der står alene på en mark. Krigen sætter spor og efterlader død. Man tænker på de britiske øer når man ser billeder af en ensom svømmer, og en enlig båd omgivet af hav, og man tænker at det britiske imperium ikke er, hvad det var engang, når en buket visne roser toner frem, når skyerne i en lang sekvens går for solen og trækker et mørke ind over landskabet og en mekaniker, næppe tilfældigt, siger om en bil ”she’ll soldier on, the old ones are the good ones”. 

Der er dog meget mere at komme efter. Kameraet er sjældent i bevægelse, optagelserne virker som levende stillbilleder, folk portrætteres, ikke i det splitsekund det tager at tage et portrætbillede, men i sekvenser, der viser livet i deres ansigter. Det samme gør sig gældende for landskaberne, himlen, natten, orgelspilleren og den forladte forlystelsespark. De nye optagelser mikses med gamle sort/hvide afskedsscener, og andre steder gamle portrætter, soldaterbilleder og samlede familier, serveret så man pr automatik tænker, hvem af disse ukendte skæbner tog af sted, hvem vendte hjem, og hvem mistede nogen? Seamus Murphys egne sort/hvide billeder fra konfliktområder dukker op som en påmindelse om, at konflikten er derude. Der dukker flere gange nærbilleder af børn og voksne op i filmene, og igen slår min tankeautomatik til, hvilken konflikt er de voksne flygtet fra, hvilken konflikt er børnene børn af ofre for? Det er muligt de bare er tilfældige etniske englændere, men billedsproget er så rigt og gennemført, og emnerne for pladens tekster så tilstedeværende, at det er svært ikke at tillægge hvert et klip en betydning. 

Vejret fylder meget i videoerne, regn, sne og hagl er jævnligt tilstedeværende, det samme er hverdagsengland. Dansere, koncertgængere, jægere, byliv, trafik, mænd med deres radiostyrede både, døde fasaner og høns, mikset ind mellem alt det andet. Det her er også England. P.J. Harvey dukker selv frem i klip. Optagelser af hende alene med sin guitar, og med sin autoharpe. I ”Battleship Hill” siddende i kirken hvor ”Let England Shake” er optaget, og salmenumrene i baggrunden linker til pladenumrene de ældre kvinder holder i hånden mens de spiller banko, i de optagelser der også fylder stort i videoen. Med resten af hendes gruppe i videoen til ”The Colour of the Earth”, hvor de med stemmer, tramp og håndklap fremfører nummeret uforstærket i en betagende udramatisk udgave. 

Som et appendiks til pladen er videoerne fabelagtige. Seamus Murphy gør det fantastisk i sin rolle som betragter og fortolker. I et interview med Slant Magazine udtaler han” My background is documentary still photography, reportage. A lot of that is reacting to things that are happening. You have ideas, but they're not scripted. The whole thing is trying to capture the essence of what's going on around you and interpret it”. Han havde næppe nogensinde selv tænkt, at de metoder han bruger i sit arbejde med at fortolke alt fra verdens krigszoner til hverdagslivet, skulle danne grundlag for en stribe kunstfærdige musikvideoer, og det er fascinerende, at det der blot skulle have været en stribe portrætbilleder endte med en køretur på 8.000 kilometer og 12 film, der formår at bygge ovenpå et værk, der i forvejen var i mesterværksklassen. 

Trackliste:

1. "Let England Shake"  

2. "The Last Living Rose"  

3. "The Glorious Land"  

4. "The Words That Maketh Murder"  

5. "All and Everyone"  

6. "On Battleship Hill"  

7. "England" 

8. "In the Dark Places"  

9. "Bitter Branches"  

10. "Hanging in the Wire"  

11. "Written on the Forehead"

12. "The Colour of the Earth"