Det er ikke fordi jeg bilder mig, at vores boghylder udgør et helt bibliotek. Det er primært romaner, en halv reol med tegneserier, en hylde til digtsamlinger og en med fotobøger, og så en halv reol, hvor det, der ikke passer ind i ovenstående kategorier står hulter til bulter. Det var i den afdeling, at jeg fandt ”Fotografen” for nylig. Købt for et par år siden, og siden sat i den uspecificerede del af reolsystemet, fordi den var for stor til at blive presset ind blandt de andre tegneserier. 

Ganske kort, så er ”Fotografen” halvt tegneserie/halvt fotobog. Tegningerne fortæller historien, og fotografierne dokumenterer, hvordan det i virkeligheden så ud. Man følger den franske fotograf Didier Lefèvres tur med læger uden grænser, og hvordan de i skjul bevæger sig fra Pakistan og ind i det krigshærgede Afghanistan via de samme ruter som våbensmuglerne, i evig frygt for at blive opdaget af russerne, og man følger Didier Lefèvres vej ud igen, hvor problemet nu ikke længere kun er russerne, men i højere grad hans afghanske guider. 

Et stykke inde i bogen slog det mig, at selvom udgivelsen udkom i perioden 2003-07 (oprindeligt tre bind), og handlingen udspiller sig i 1986, så fik jeg fornemmelsen af, at have læst en historie, der lige så vel kunne have udspillet sig i dag. Jeg tror ikke hverdagen har ændret sig synderligt for stammerne i den region, og uden at vide det, så vil jeg påstå, at våbensmuglerne er der endnu, fjendebilledet er bare ændret. Læst ud fra den kontekst bliver der lagt flere lag til bogen. 

Styrken i Didier Lefèvres billeder er at han kommer tæt på, meget tæt på. Der er ubærlige billeder af døende børn, der er billeder af operationer udført udendørs under primitive forhold, og i natten, med patienten kun oplyst af en pandelampe. Der er landskaber af uhørt skønhed, der er portrætter af stammeledere, lokale og guider, og der er uddrag fra hverdage, der ligger så ubegribeligt fjernt fra den hverdag jeg lever. 

Turen tog hårdt på Didier Lefèvre, han led efterfølgende af kroniske bylder og tabte 14 tænder, og når man i bogen følger hans strabadser gennem de måneder han var afsted, så er der noget skræmmende over, at alt det arbejde han lagde i turen, alt det han blev udsat for og de 4.000 billeder han tog undervejs, endte med sølle 6 billeder offentliggjort i dagbladet Libèration. 

Leder man efter hans arbejde, er det primært fra hans tid tilknyttet Læger Uden Grænser, at der dukker fotografier frem. Han begyndte at arbejde for organisationen i 1984, og var tilknyttet frem til sin død. Arbejdet for Læger Uden Grænser førte ham til så forskellige destinationer som Afghanistan, Sri Lanka, Colombia, Cambodia, Sierra Leone, Eritrea, Malawi, Niger, og Elfenbenskysten, listen af lande han besøgte på andre opgaver er lige så lang. 

Afghanistan blev han i tyve år ved med at vende tilbage til, fra 1986, hvor ”Fotografen” udspiller sig, til 2006, året før han døde. “When Doctors Without Borders asked me to go to Afghanistan in 1986, I didn’t hesitate. In hindsight, that journey now seems to have been one of initiation. Since then, I have returned to that country many times..”. Hvad der fangede ham ved Afghanistan finder jeg næppe nogensinde svaret på. 

Didier Lefèvre er ikke en veldokumenteret fotograf, og ikke et stort navn i fotografiets historie. Han har bidraget til enkelte for længst udgåede bøger, og en enkelt i eget navn er der også udkommet. Men uanset navnet på fotografen, så er gode fotografier, arbejde i en god sags tjeneste og en god historie altid vedkommende. Jeg vil opfordre folk til at investere i ”Fotografen” og dvæle ved Didiers dokumentation af sin rejse frem og tilbage over grænsen, og tænke på hvor nutidig den føles her 26 år senere. Efterfølgende kan man så lede efter den smule af hans arbejde, der ellers kan findes på nettet, og donere nogle penge til Læger Uden Grænser. Det virker rigtigt når man har læst ”Fotografen”.