Jeg vågner. Jeg står op, og jeg laver kaffe. Jeg sætter mig samme sted på terrassekanten som jeg sad i går. Jeg drikker min kaffe, mens jeg kigger på græsset. Jeg kigger på solen, og jeg lukker øjnene for at få solpletterne til at forsvinde, da jeg åbner dem igen kigger jeg på græsslåmaskinen. Jeg burde kigge på den, eller, jeg burde få kigget på den. Jeg rejser mig. Jeg går ind. Jeg skænker mere kaffe. Jeg roder lidt rundt og jeg finder hvad jeg skal bruge. Jeg har nu min kaffekop i den ene hånd, og en smørekande i den anden. Jeg går ned til der, hvor plænen har sit skel mellem kort og langt. Der hvor jeg lod græsslåmaskinen stå. Jeg smører græsslåmaskinen, hvor jeg synes, og jeg smører græsslåmaskinen, hvor jeg kan komme til. Det er sådan jeg kigger på den, mere kan jeg ikke. Jeg kigger ned på resterne af mobiltelefonen, og jeg får dårlig samvittighed. Hvis det her en dag holdt op med at være ”mit hus”, men blev til et ”vores hus”, og vi besluttede os for, at vi skulle blive til flere og fleres små fødder trådte et stykke af telefonen op i foden... Jeg samler de største stykker op, og jeg samler et par af små stykker op, der ser særligt skarpe ud. Jeg putter dem i lommen, hvor telefonen lå i går. Jeg går ind. Jeg skænker mere kaffe. Jeg sætter mig på terrassekanten igen.