Det må være en fryd at være Martin Hall aficionado i 2009. For selvom erklærede fans nok allerede har det meste af Halls bagkatalog stående, så har de i år kunnet udvide samlingen med genudgivelserne af Random Hold og Under Fors Apparantly All The Same. Nu følger så Relief og Cutting Through. Men selvom disse album måske har haft noget at byde på i midtfirserne, har tidens tand slidt nådesløst på dem begge.

Hvad gør man når man skal anmelde en genudgivelse? Tager man udgangspunkt i, hvor kunstneren kom fra? Hvad kunstneren blev til? Hvordan pladen lød i sin samtid? Eller skal man lytte til den med friske ører og give et bud på, hvordan pladen lyder i dag? Er udgivelsen tidløs? Eller er den et tidsbillede på noget, der var engang? Er det snyd at læse op på, hvad datidens anmeldere har haft at sige om værket? Og er jeg den eneste, der griner lidt skævt, når jeg læser citatet "Martin Hall har sat et livsbekræftende punktum for karrieren som kult-helt", skrevet i Frederiksborg Amts Avis i forbindelse med udgivelsen af Cutting Trough?

Til ovenstående citat hører det faktum, at Martin Hall i 1986 proklamerede, at nu var det slut, ikke mere musik fra ham, men som så ofte før har historien gjort os klogere. Et blik på Martin Halls diskografi beviser, hvor stor en løgn, det skulle ende med at blive, for et sådant blik kan tage pusten fra de fleste. Selv delt ud over de knap 30 år, hans karriere efterhånden har stået på, er udgivelsesmængden imponerende.

Personligt kan jeg ikke sige mig fri for at være fascineret af Martin Hall - der er så meget ener over hans person, at jeg på afstand gerne følger med i hans gøren og laden. På den ene side har vi billedet af krukken, der altid synes millimeter fra det totale sammenbrud, hvis det ikke var for alskens nervedulmende receptmedicin; der er billedet af levemanden, der synes at ville være millimeter fra det totale sammenbrud, hvis det ikke var for champagne, absint og dekadence; og så er der min personlige favorit, nemlig manden, der skider højt og flot på det hele, og gør hvad han lyster, om det så er i rollen som skuespiller, dommer eller sidekick til Hanne Boel.

Jeg erklærer gerne mig selv fan af Under For og Irma Victoria, men jeg har til gengæld aldrig forstået Ballet Mécanique, eller gidet give mig i kast med generationseposet "Den sidste Romantiker". Til gengæld har jeg følt mig godt underholdt af både "Infodemens" og "Vægtløs Mand Under Truende Sky", uden at have tændt for fjernsynet og set programmet, der er emnet i sidstnævnte titel. Således kunne der skrives side op og side ned med godt og skidt om Martin Halls tidligere bedrifter, men jeg vil lade fokus indtræffe og lade ordene gå i retning af Relief og Cutting Trough, der nu er blevet samlet på en enkelt cd.

Relief udkom oprindeligt i maj 1985. Pladen var blevet indspillet i januar og februar samme år, efter en periode, hvor flere afHalls nærmeste havde begået selvmord. Rygtet vil vide, at der ikke blev pillet, rettet eller redigeret i teksterne, fra de var blevet skrevet sommeren før og til indspilningen af albummet. Tager man sig tid til at læse teksthæftet igennem, er der en stor chance for, at man enten elsker eller hader det, man finder. Personligt kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet af den ungdommelige prætentiøsitet, der som en rød tråd går igennem teksterne sammen det højtravende, naiviteten og et ikke alt for sikkert greb om det engelske sprog. Fint lyder det, men som med så megen anden dårlig poesi er det opstyltet og meningsløst, når først man ser igennem kejserens sprogmæssige klæder.

Omsat i musik går det bedre. Jeg er ikke villig til at trykke på mesterværksknappen, eller antyde, at Relief hører til i den mere interessante afdeling af Martin Halls karriere, men meget bliver reddet i land igen. Man efterlades dog ikke et sekund i tvivl om, hvilket årti denne plade tilhører, for synthesizerne er altdominerende, trommerne elektriske med masser af luft omkring, og bassen kunne være lånt fra funkbandet i nærmeste tilstødende øvelokale. Samspillet delene imellem fungerer dog på store dele af pladen. Selvom det syntetiske firserpophysteri i de indledende sekunder af "Eyes And Hands" varsler ilde for resten af pladen, følges åbningsnummeret dog op af det, der står som pladens stærkeste passage. I "An Overture", der bygger på tung bas og små hurtigt repeterede klaverstykker, bliver Martin Halls vokal forvansket til at lyde som dommedagsudgaven af den svenske kok, for i omkvædene at vende tilbage til hvad der måske er hans karrieres bedst skårne popomkvæd. "An Overture" bliver fulgt op af "A Description Of Patterns", hvor en violin leder slagets mørke gang. Selvom en violin også er det melodibærende element i "Network", og der på fineste vis løsnes op og tilbage mod et mere poppet udtryk, så er det her, allerede før pladen har nået halvvejsmærket, at man som lytter begynder at miste grebet.

Relief er for stor en mundfuld at køre ned på en gang. Ikke fordi den er for krævende, men fordi den er for trættende. Som pladen skrider frem, opgiver man langsomt at skelne numrene fra hinanden, og utålmodigheden efter at nå frem til et slutpunkt melder sig. Den tidstypiske produktion holder ikke på den lange distance; det går med et enkelt nummer af gangen eller højdepunkterne linet op efter hinanden, men som et samlet værk består Reliefs værdi i dag som et historisk dokument og ikke som en musikalsk oplevelse.

Det samme gør sig gældende for Cutting Through. For megen af den ovenstående kritik passer lige så godt på dette album. Tempoet er skruet en smule ned, numrene er blevet dobbelt så lange, men i bund og grund er udtrykket det samme. Bedst er uden tvivl "Crush", der er lige så dæmpet og forsigtigt, som det er klassisk Martin Hall. Resten efterlader mig ikke med andet end en tom fornemmelse. Ikke skrækkeligt, men heller ikke hverken godt eller interessant.

Efter udgivelsen af Cutting Through proklamerede Martin Hall som tidligere nævnt sin afsked fra musikken. Det holdt heldigvis ikke stik, men tidspunktet har uden tvivl været det rigtige, for Cutting Through lyder i dag mest som fem blanke skud fra en tom skyder. Jeg tror gerne på, at det har været anderledes tilbage i midtfirserne, at såvel Relief som Cutting Through har haft noget at byde på dengang, men tidens tand har slidt nådesløst på dem begge. Martin Hall har siden da bidraget med meget, der gør at man kan tilgive ham en hel del, men med mindre man har et forhold til pladerne, der strækker sig helt tilbage til dengang der var engang, så er der ikke meget at komme efter. Nye lyttere bør i hvert fald ikke starte her.

(Min Geigeranmeldelse af Martin Hall - Relief/Cutting Through)