mandag, marts 30, 2009

På vores vej fra Hamburg Hauptbahnhof ned til vores Hotel gik vi igennem et stykke gade, der gjorde et vist indtryk på mig. Steindamm rummer kort fortalt lidt af hvert, og noget af det hele. Gaden fremstår halvt tysk, halvt tyrkisk. Halvt Istedstrasse, halvt Nørrebrostrasse. Callshops, spillehaller, kebabrestauranter, grønthandlere og sexkinos lå side om side på de par hundrede meter af gaden vi gik igennem flere gange. Sexkino Frivol reklamerede med alt indenfor fetich, nabokinoen med airconditionerede kabiner, men sådan er det vel, nogle er til det hårde, og afvigende, mens andre ikke kan koncentrere sig, hvis temperaturen afviger for meget fra gang til gang. Lige før vi drejede ned af Pulverteich, hvor vores hotel lå, passerede vi som noget af det sidste WOS. Forkortelsen stod med store bogstaver over butikkens tildækkede vinduer, og inden mine øjne var nået ned til forkortelsens forklaring, havde mine tanker passeret både hårde hvidevarer og E Spritte. Ved siden af, i døren ind til Sexum, der lå ved siden af World Of Sex, som forkortelsen dækkede over, stod den sidste i Steindamms række af østeuropæiske piger. Klar til at tage hånd om behovet hos de mænd, der i sidste øjeblik måtte miste lysten til at gøre det selv.

Gadens callshops reklamerede alle med internet for en halv euro i timen, men gældende for hver og en af dem var, at mere end et center for kommunikation, fremstod de som hælercentraler, med tilknyttet thesalon. Et indtryk understøttet, af vinduernes udbud af brugte telefoner, og flere steder forskellige typer knive i prislaget 11-14 euro som det danske politi næppe ville godkende til hverken fritids eller håndværksmæssig brug. Eller, hvis pengepungen havde været til det, så tilbød enkelte af butikkerne også totenschlægere i prisklassen lige over. Alle med behageligt gummihåndtag og praktisk teleskopfunktion, der gør det muligt at bære sin totenschlæger på sig til hver en tid, uden at skulle døje med de vanlige ulemper, der er ved at bære rundt på et halv meter langt slagvåben.

Grønthandlerne og kebabrestauranterne var som skåret ud af et hvert dansk bybillede, bortset fra uniformeringen hos kebabrestauranterne og priserne i euro. Spillehallerne med blinkende maskiner på rad og række, der lokker med große preise, virker som skabt til Steindamm, og er et godt billede på gaden. For her taber du uanset hvor du går ind.
"It's been a long time since I last stood on a stage in London. It must be fourteen or fifteen years ago. I was sixty - just a kid with a crazy dream".

Havde det ikke været for den forbandede saxofon, så ville denne dvd bevidne det vel stærkeste comeback i ca. 2.000 år.

Leonard Cohen - Democrazy

søndag, marts 29, 2009

Verdens bedste svensker har igen lagt lidt nyt op. Denne gang en demo med titlen Besvärjelse.

lørdag, marts 28, 2009

Kyssekrogen er kælenavnet for her, hvor jeg ganske upassende sidder alene og læser dagens Information. Forladt af det selskab, der havde overhalet mig med flere omgange, allerede før jeg var dukket op. Ingen tvivl om, at jeg er ude af træning med det at sidde alene i en bar, men sammen med dagens avis og min øl er jeg ikke helt alene, og med en håndfuld invitationer sendt ud pr. sms er grundlaget for senere følgeskab lagt. De andre tilstedeværende i lokalet gjort op i selskaber er set herfra: to mænd, to kvinder, to mænd og så fire mænd og den enes kæreste, der åbenlyst er en for meget. Den anden halvdel af lokalet er tilsvarende befolket, men ikke synlig fra mit hjørne. Mine tanker er optaget af, hvor meget bedre musikken er blevet her. Da mine besøg tog til kørte baggrundsmusikken i fast rutedrift mellem Johnny Cash, Stevie Wonder og Jack (suk, støn og lidelse) Johnson. Den sidste time har budt på The Doors, Kinks, Coldplay fra engang, hvor jeg dengang syntes de var ok, og så et enkelt Foo (Frisørrock) Fighters nummer som en påmindelse om at det ikke kan være lige godt det hele, der dog blev afløst af Paint It Black, et af de ganske få tålelige Rolling Stones numre. Michael i baren griner lidt af, at jeg sidder og skriver i min sorte notesbog. "Inspireret"? Forbandede østriger. Kommer herop, og tager vores piger og vores arbejde, men alligevel svært elskelig med sit gebrokne dansk og sin inkatatoverede krop, der er krydret med en enkelt svale i nakken. Jeg kendte engang en punkrocktype, der også havde en svale på halsen, og Sparklehorse bruger den på et cover. Hvad har svaler og tatoveringer overhovedet at gøre med hinanden? I avisen anmelder Martin Kongstad mad, jeg husker ham stadig fra Martins Mikrofon i de Mix-blade jeg læste for 20 år siden, og for et udleverende opgør med pressens hykleri år senere i Euroman. Jeg kan stadig godt lide hans skriverier. Jeppesen anmelder kunst, hans stemme genkendte jeg da Smagsdommerne kørte bag min ryg i går aftes, jeg har ikke savnet ham. Across The Universe spiller lige nu, apropos højdepunkter fra hellige køer, jeg ikke bryder mig synderligt om. Godt nummer, rædselsfuld film. Den ene af de tre mænd i baren forsøger at dække sit manglende hår ind ved at skubbe sine briller op i stykket over panden, hans sidemand derimod står ved det han mangler, og den sidste i trioen burde få lært, at man tager sit hovedtøj af indendøre. Det kan han lige så godt, han narrer alligevel ikke nogen.

fredag, marts 27, 2009

Ben Webster, den gamle dreng, ville i dag været fyldt 100år, hvis ikke han i 1973 havde budt verden et adjø, og var blevet lagt til ro i Assistenskirkegårdens jord. Hans tenorsax gør det stadig godt på de optagelser fra 50'erne, hvor Billie Holiday gør mest ondt, og udgivelsen fra 1959, hvor han møder Ocar Peterson er min kind Kind Of Blue, min Soultrane, mit bud på den jazztitel, der i min begrænsede jazzverden er så højt oppe, at den kan overstråle alle de andre, og samtidigt var det den titel, der lod mig få gehør for jazzen. Euroman havde for 10-15år siden et jazztema, og ganske uhørt havde de lagt en cd med 5 numre ved bladet. Ral en masse, og så In The Small Hours Of The Morning, der havde noget over sig, som jeg blev ved med at vende tilbage til. Den, og så When Your Lover Has Gone var ulig noget andet jeg nogensinde har hørt, og begge at finde på Ben Webster meets Oscar Peterson. Begge rummer de en længsel og melankoli, og samtidigt en enkel skønhed, der er tryllebindende. Det gør resten af pladen også, men disse to numre er giganter. Gigantisk var Ben Webster også på Coleman Hawkins encounters Ben Webster fra 1957, to af de største Tenorsaxophonister sat samme på én og samme plade. Niels Helveg Petersen fortæller i omtalte nummer af Euroman, om hvordan Ben Webster tit ringede til ham om natten for at fortælle om noget han havde hørt, eller set. De to havde krydset spor i det københavnske jazzmiljø, men de nærmere detaljer er forsvundet ud i glemslen. Ben Webster kørte sig selv hårdt i sin tid i Danmark, og i sidste ende blev det hans død. Alligevel tipper jeg gerne på hatten i dag, og giver ham hans fortjente respekt ved at drikke hans skål. Æret været..
Rettelse: Det var ikke Niels Helveg Petersen, der talte i telefon med Ben Webster, men Henrik Wolsgaard Iversen fra DR. Niels Helveg Petersen introducerer i spalten ved siden af Ben Webster omtalen Chet Baker.
25. marts 2009 - Hamburg.
25. marts 2009 - Hamburg.

mandag, marts 23, 2009

lørdag, marts 21, 2009

18. marts 2009 - Båd.
..og så oprandt dagen, hvor Er De Sjældne fik deres egen hjemmeside, det kan man evt. fejre ved at høre Stillwaters remix af Fødder.

torsdag, marts 19, 2009

Følgende er nu at læse på Tryghed & Tristesses hjemmeside: Visse steder på Tryghed & Tristesses støvede kontorgange går snakken stadig om et projekt involverende noget halvdyster dansk startfirser musik, og umiddelbart ser det ikke ud til, at denne snak forstummer foreløbig. Inde på selve kontorerne er det dog Silent Section al opmærksomhed er rettet imod. Hvorfor? Fordi Tryghed & Tristesse en gang i løbet af forsommeren udgiver såvel en CD, som en 7” med dem.

Vi glæder os meget, vi synes nemlig, at Silent Section gør det forrygende godt.
Sørme om ikke Concert of the Moment har fået sin egen MySpaceprofil, hvor det ser ud til at man kan høre pladen i sin helhed.
Det burde måske nok være stof til eftertanke, at min kæreste indtil dagen før søndagens koncert med Er De Sjældne regnede med, at det var en norsk sanger jeg havde planlagt vi skulle tage turen til Sorø for at se, men lytter man kun efter, hvad jeg siger med et halvt øre, så er Addi Sjelne også et godt bud. Stedet for koncerten var Vestsjællands Kunstmuseum, og tidspunktet var set i lyset af lørdagens udskejelser ganske behageligt placeret midt på eftermiddagen. Forårets kulde udenfor taget i betragtning blev der imponerende lummert indendørs på museets førstesal. Det var slemt under Lone Hørslevs indlendende oplæsning, mens svedperlerne trillede frit under Er De Sjældnes koncert, men som sagt.. det havde været en hård dags nat aftenen før. Er De sjældne har Solveig Sandness i front, hun har tidligere spillet sammen med Henrik Olesen i Lovebites, der denne søndag tog sig af guitaren. Henrik Olesen blev på pladen Hjemstavn dekonstrueret af Anders Remmer, der havde taget plads ved trommerne. Her bliver jeg desværre nødt til at stoppe associationslegen, for Maria Køhnke ved jeg ikke, hvordan jeg skal få flettet ind, men hun gjorde sig på keyboard og elektronik, og den sidste medvirkende korpige/ipodbetjener fik jeg slet ikke fanget navnet på. Forrygende gjorde de det dog, alle som en, overfor et publikum, der sjældent er set så lydhørt, og takket været vores egen stilhed fik vi hvert et ord med. I stedet for at detaljekneppe koncertoplevelsen ihjel, vil jeg blot konkludere, at alt klappede. Samspil, harmonier, kontakten til publikum, alt! Det vil sige, et par enkelte overstyringer i guitaren blev det til, men jeg er villig til at runde op til nærmeste hele, og kalde oplevelsen for fuldendt.

Her en lille uges tid senere, har jeg haft fornøjelsen af at lytte til Lyserød Lyseblå Beige efterhånden en del gange. Egentlig udkommer Er De Sjældnes debut først den 30. marts, men de havde været så venlige, at tage et parti af debutvinylen med til Sorø. Som det er tilfældet, på en af mine andre nyere dansksprogede favoritter, Mouritz/Hørslev Projektets Så Er Det Sagt, så er det også her Lone Hørslev, der leverer teksterne. Igen er teksterne et eller andet sted håbløst naive, men de spiller fint sammen med Solveig Sandness søde stemme, og vokser sig for hver gang man hører pladen større. Har man læst læst Lone Hørslevs digte, vil man kunne nikke genkendende til hendes stil, opbygning og ordvalg, der går i spænd med musikken, som fod i hose, hånd i handske og Hans i Grethe. Musikalsk bringer Lyserød Lyseblå Beige mine tanker i retning af et Under Byen, hvor alt det prætentiøse, og alt artwankeriet var blevet lagt på hylden. Facit her på bundlinjen af de ovenstående mellemregninger, er en svær begejstring for Er De Sjældne, og en tilhørende anbefaling, der gælder såvel live, som på plade. Det er sjældent godt!
I anledning af, at Jens Unmack på mandag slipper hestene løs, bringer AOK i morgen dette sjældent fine og hyggelige interview.

onsdag, marts 18, 2009

tirsdag, marts 17, 2009

Da jeg i går støvede igennem den lokale genbrugsbutik fandt jeg et funktionsdygtigt Agfa Isola til en tier. Isola er en art luksusudgave af Holgakameraet, det har glaslinse i stedet for plastlinse og fremstår til trods for sin plastikkrop noget mere solidt bygget. I samme genbrugsbutik fandt jeg også en gave til et fødselsdagsbarn, der i går aftes fejrede sin 19års fødselsdag. Nu kan jeg selvfølgelig godt se, at min mor har tænkt sit, og at jeg nok skulle have uddybet mit svar, da jeg på spørgsmålet om hvad vi havde købt til fødselaren svarede "et brugt massageapparat". Forklaringen er, at gårsdagens fødselar er Signe Høirup Wille-Jørgensen fan, og genbrugsbutikken lå inde med et originalt Jomi massageapparat, men den del glemte jeg altså at nævne overfor min mor.

mandag, marts 16, 2009

15. marts 2009 - Lone Hørslev.
Dette indlæg handler om at lytte, om en bog, og om en mand, hvis musik jeg engang, og i nostalgiske øjeblikke stadigvæk, holder meget af. Bill Drummond var den ene halvdel af KLF, der i 1991 udgav The White Room, og både før og efter markerede sig med flere happenings, der både forargede og vakte opmærksomhed. Det skænkede jeg nu ikke mange tanker dengang, men jeg kan stadig huske, at det var i en idrætstime, at jeg endelig fik overtalt Lauge fra a-klassen til at låne mig hans båndeksemplar af The White Room. Det er først fornylig jeg selv har investeret i The White Room. Indtil nu har singlerne derfra klaret at tæmme mine nostalgiske behov, når behovet fra tid til anden har meldt sig, hvad det stadig gør. Hvad den anden halvdel af KLF, Jimmy Cauty, laver i dag, ved jeg intet om, men Bill Drummond udgav altså sidste år en bog med titlen The 17, som jeg efter at have set, og læst om på årslisterne i alle de respektable musikmagasiner gav efter og købte. Kogt helt ned til basale, så lød det enstemmigt, at dette var bogen, der for evigt ville ændre ens opfattelse af hvordan man lytter til musik, og hvordan skulle jeg kunne sige nej til det, når forfatteren var et af de få navne fra mine teenår jeg endnu ikke har forkastet. 50 sider inde i bogen kedte jeg mig bravt, siderne sneglede sig afsted, og jeg bildte mig ind, at det skyldtes at mit engelsk i et godt stykke tid ikke er blevet brugt til andet end engelske musikblade og diverse netsider. Det var nu ikke derfor. De sidste 50 sider var også en prøvelse, selvom jeg nu havde fået læst mig varm, men kernen i bogen, de 300 sider, der skiller vandene mellem de to gange 50 sider, der åbenbart primært fungerer som fyld ud til bogens omslag rummer så meget fornuft og eftertanke, blandet ind blandt småsnak om musikbranchen, og causeren om kunstprojekter, og mennesker fra begge verdener, at det er en fryd. Der er ingen tvivl om, at Bill Drummond er en arty fucker, og at hans kunst fra tid til anden bliver kunst for kunstens skyld, en af mine personlige kæpheste jeg helst så banket til døde med sin egen retfærdiggørelse. Alligevel må jeg overgive mig til bogens indhold. Halvvejs igennem bogen stoppede jeg en dag op, og lyttede til en spætte, der hakkede i et træ et sted tæt ved, og stod i flere minutter og tænkte over det unikke i denne lyd. Jeg har gjort mig overvejelser, og ændret min opfattelse omkring hvorfor koncerter nogle gange virker, og andre gange ikke. Ganske enkelt føler jeg mig klogere på musik vidt og bredt efter at have læst denne bog. Det burde andre også gøre.

The17.org

søndag, marts 15, 2009

15. marts 2009 - Storebælt.
I nat bød på et grimt scenarie. I t-krydset efter tunnellen, langs den den bagvej jeg som regel følger hjem om natten, holdt de blå blink fra flere udrykningskøretøjer. Ambulancernes bårer var taget i brug, og som vi kørte frem mod vejskæringen, kunne vi se ind i dem. De virkede så tomme og triste. Bag en politibil holdt en mørk vogn, og bag den en rød bil, der blev skærmet af lægeambulancens blå lys, der uden hjælp og alene i kraft af dens blinkende autoritet ledte trafikken udenom. I mørket bar ingen af bilerne synligt præg af uheld, men aktiviteten omkring bårerne fortalte noget andet. Det værste var stilheden. I et inferno af råb og sirener ville man vide, at der stadig var håb, men i stilheden råder en tavs uvished. Er de stille fordi det er for sent, eller er alt så ok, at ord er overflødige? På det sidste stykke af vejen hjem kom jeg til at tænke på Riget, og de toneløse ambulancer Lars Von Trier lod skære gennem natten, de var godt tænkt, og de er lige så uhyggelige i virkeligheden.

fredag, marts 13, 2009

torsdag, marts 12, 2009

Så foreligger coveret til Hombre Loco, i mangel af bedre ord synes jeg det er smokin'...

En trackliste er det også blevet til: 01 prizefighter 02 that look you give that guy 03 lilac breeze 04 in my dreams 05 tremendous dynamite 06 the longing 07 fresh blood 08 what's a fella gotta do 09 my timing is off 10 all the beautiful things 11 beginner's luck 12 ordinary man
11. marts 2009 - Odense Sygehus.

onsdag, marts 11, 2009

11. marts 2009 - Grønløkkevej.
Lad mig indledningsvis blankt indrømme, at hans navn ikke vakte nogen genkendelse hos mig, da jeg for et par uger siden via forsiden på kultursektionen i Politiken stødte på Per Bak Jensen. Anledningen var den udstilling, der indtil 3. maj er at finde på Dunkers Kulturhus i Helsingborg. Teksten var en lang, og kedelig tale, der dels gennemgik udstillingen, og dels Per Bak Jensens fortræffeligheder som fotografer, uden at man blev meget klogere på sidstnævnte. Hvor teksten var dæmpet tale, knapt hørbar, så skreg billederne til mig, især nedenstående..
.. Skov er taget i 2008, og er et af den slags billeder jeg gerne ville afgive en af min krops ekstremiteter for at kunne tage. Den dag læste jeg kultursektionen på en kaffebar nede i byen, og Per Bak Jensens navn tog jeg med mig hjem på en post-it note, og derhjemme blev det overført til Google. Søgemaskinen over dem alle kunne fortælle mig, at jeg godt kendte Per Bak Jensen, jeg har set hans billeder på Aros for et par år siden. Jeg husker hvordan det var at gå fra billede til billede og tænke hit/shit/hit/shit, skiftevis genialt og banalt. Det hvide, tågede vand og igen, det tågede plastik, der dækkede stakkede halmballer, blev jeg ved med at vende tilbage til, mine øjne kunne slet ikke se sig mæt på disse billeder. Omvendt havde jeg dengang, som nu, kun en hånlig fnysen tilovers for hans billeder af græs, rødder og spor. De gav mig intet, de rummede intet. På bundlinjen er facit dog stadig, at jo flere af hans billeder jeg ser, jo mere begejstret bliver jeg for hans arbejde, og jo mere begejstret jeg bliver, jo mere misundelig bliver jeg også på hans evner. Jeg tror, at jeg endnu engang vil overveje at læse manualen til mit kamera, og mens jeg gør det vil jeg lade Per Bak Jensen få det sidste ord i dette blogindlæg. "Det er stedernes tavshed, jeg vil have til at tale - det kan de dårligt, hvis der er mennesker på. Mennesker laver støj i kommunikationen, de tiltrækker sig alt for megen opmærksomhed".

søndag, marts 08, 2009

Mouritz/Hørslev Projektet har fået ny hjemmeside,
jeg kan virkelig godt lide Mouritz/Hørslev Projektet.

lørdag, marts 07, 2009

Det var næsten for meget af det gode, at skulle starte denne bagstive lørdag med så gode nyheder, men plakaten talte sit eget tydelige sprog. Tiger Lillies spiller den 29. marts i Odense Koncerthus. De gæstede sidst Odense i 2005, hvor de leverede deres version af Den Lille Pige Med Svovlstikkerne så mesterligt, at jeg stadig burde have hænderne oppe. Denne gang står der Monteverdi på programmet, og uden at vide, hvordan det kommer til at gå for sig, så er her min uforbeholdne anbefaling og opfordring til at tage ind og se det.

fredag, marts 06, 2009

onsdag, marts 04, 2009

Det nye Gaffa udkom i dag, og nederst i højre hjørne på side 64 toner fire stjerner og navnet Onkel Dunkel frem. Jeg er lidt ked af, at det er en forkert MySpaceadresse, der er hæftet ved stykket, og det synes ikke helt fair over for Mikael, at jeg får æren for at have arrangeret sangene, men ikke desto mindre er jeg virkelig glad for ordlyden i anmeldelsen, der følger her.

Et rørende og mørkt barndomsbillede
Martin fra Fyn har lavet en cd med melankolsk børnemusik. Der er en knugende stemning over både egne kompositioner og udgaver af for eksempel Solen Er Så Rød Mor. Det er ikke musik for børn, men snarere til voksne, der godt kan lide børn, og kan genkende den fantasifulde ensomhed, der er drivkraften bag indspilningerne. Martin synger ikke specielt godt, men gengiver overbevisende oplevelsen af et lidt fraværende barn, der småmumlende leger og tænker på noget andet. Jeg kan virkelig godt lide stemningen her og synes, det er en original niche at gå efter, men om det er en historie, man kan sælge, ved jeg ikke. Der er mange forældre derude, der burde elske disse tyste og skyggefulde barndomsminder, men om det skal sælges som børnemusik, weird folk eller noget helt tredje for at finde sine lyttere, ved jeg ikke. Bortset fra Lille Undulat, er det en gennemarbejdet cd, der hænger sammen lige fra idé til cover.

tirsdag, marts 03, 2009

Sørme om ikke Mouritz/Hørslev Projekt har lagt en ny sang op på MySpace. Ny, ja.. men dog ikke mere ny end, at jeg kan huske, at den blev spillet til sidste års bedste koncert.
I afdelingen for yderligere småting fra pladebranchen kan det nævnes, at såvel The National som Jenny Lewis gæster Danmark i august. The National indtager Tivolis Koncertsal 4. august, og Jenny Lewis er blevet tilføjet plakaten til årets Beatday, der finder sted 14-15 august.
Oh, happy day! Ny Eels plade 2. juni, titlen bliver Hombre Lobo og pladen kommer til at rumme tolv nye numre.

mandag, marts 02, 2009

.. og ja, en Dolorean er selvfølgelig også den bil, der blev brugt i Back To The Future!
Det er ikke fordi, jeg har gjort mig de store tanker om Dolorean, siden jeg for et par år siden så dem som henholdsvis opvarmning og backinggruppe for Damien Jurado, men da Yep Roc for nylig holdt udsalg valgte jeg alligevel at bestille de to vinylplader You Can't Win og Violence in the Snowy Fields. Begge plader er siden blevet vendt og drejet, så både side a og b har kunnet blive hørt på pladespilleren, og jeg kan lide, hvad jeg hører. Dolorean er solid sangskrivning uden de helt store udsving i spændingskurven, men med et imponerende højt bundniveau og en blodtryksnedsættende effekt, der i selskab med et glas rødvin indbyder til at tusse rundt, og bare lytte og leve sig med ind i det univers af længsel og skønhed som Dolorean portrætterer. Især kan jeg ikke få nok af åbnings- og titelnummeret på You Can't Win, hvor Doloreanfrontmanden Al James igen og igen messer you can't win som var det den største kærlighedserklæring i denne verden, og ikke en falliterklæring på andres vegne. Doloreans pladeselskab linker til en italiensk turistside, hvis man bruger deres link til, hvad der skulle have været Doloreans officielle hjemmeside, men såvel Yep Roc som MySpace kan byde på lydklip til eventuelt interessede.