Min aften er gået i rollen som babysitter, det vil sige rollen bestod mere i at holde skansen mens purken sov sødt end egentlig sitning. I min jagt på tidsfordriv faldt mine øjne på det eksemplar af Mads Christensens "Manual til mænd med skidesure koner" som jeg i et vittigt øjeblik forærede min svoger i julegave. Små 70 sider nåede jeg at hoste mig igennem før hørmen blev for tyk, og jeg kunne konstatere, at hvis Mads Christensen er en rigtig mand, så laver jeg hellere mandekussen med boller og sprinkler gemt bag lårene, og kalder mig selv for Susan. Mads kan ikke lide undskyldende mænd! Det får nævnt mindst lige så mange gange som han undskylder, at han igennem sit job på Euroman var med til at gøre den danske mand blød og metroet. En anden favorit er udredningen om hvordan alt var bedre da drengebørnene blev passet hjemme ved mor, og ikke hos de feministisk inddoktrinerende feminist pædagoger. Hvorfor mænd opdraget i området omkring mors skørter skulle være bedre stillet end pægagogiserede børn melder historien intet om. Mere forståeligt er det måske, og så alligevel ikke, at mandlige pædagoger ikke bliver nævnt med et eneste ord. At en tidligere modeskribent for et sladderblad, der for ussel mammon, men sikkert ublu hyre, lader sig fragte rundt i en indkøbsvogn mens han udtaler sig om hjemmets indkøbsvaner skulle være en eksponent for for den rigtige mand er mig en gåde. Ovenstående indtægtskilder konflikter i hvert fald med idéen om at en rigtig mand har integritet, og evner at sige nej, hvis noget går imod, hvad man står for. Forklaringen på det findes muligvis på en af bogens sidste 140 sider, men når motorcykler, der i min optik er noget af det lillepikkede og midtlivskrisede man kan beskæftige sig med, flittigt bliver brugt som et eksempel på noget typisk mandigt, så er der lang vej hjem. Så hellere tage en rask beslutning, og agere på den ved at smide bogen tilbage i reolen. Det er vist så noget rigtige mænd gør.