
lørdag, juli 31, 2010
fredag, juli 30, 2010

mandag, juli 26, 2010


søndag, juli 25, 2010

lørdag, juli 24, 2010

Undertitlen til Scattered er A Further Collection of Lost Demos, Orphaned Songs and Odd Covers og tjener i lige så høj grad som varebetegnelse som forlængelse af titlen. Titlen Scattered (spredt) kunne heller ikke være mere velvalgt, for der bliver virkelig skudt med spredehagl.
I den obskure ende af skalaen finder man numre som ”Claire Said” og ”Little Buddy”, der begge stammer fra den tidlige del af gruppens eksistens. Lyden er elendig, og stilen er milevidt fra, hvor The Handsome Family er i dag. Tænk dårlig grunge i en lydkvalitet, der vil få selv den mest hardcore garagerocker til at vrænge på næsen. Som et billede på, hvordan gruppen har bevæget sig, er de interessante, men det er vel at mærke et billede, man kun kigger på én gang. Fra samme periode finder man surfinstrumentalen ”Honcho”, der også bryder med den idé, man har om, hvordan The Handsome Family lyder, men som i modsætning til ovennævnte er et nummer, man vender tilbage til igen.
En stor del af pladen er fuld af coverversioner. Har man hang til engelske musikpresse, vil man kunne genkende flere af numrene fra de cd’er, der måned ud og måned ind er at finde påklistret forsiderne af Mojo og Uncut. Leonard Cohen, Bob Dylan og Beatles er alle repræsenteret på den konto, og især The Handsome Familys countryficerede fortolkning af ”Eleanor Rigby”, komplet med banjo, mandolin og melankoli, er en fornøjelse. Ud over ovenstående er der også sange indspillet af Jim Reeves, Hank Williams og et par traditionals, hvor Brett Sparks dybe vokal kommer til sin ret.
Demoer og alternative tag på senere udsendte sange fylder også op på pladen, sammen med et par sange, der tidligere har været udsendt i en anden anledning end The Handsome Familys officielle udgivelser. Et par numre, der gennem årene er blevet vejet og fundet for lette til at blive inkluderet på pladerne, men som i bagklogskabens tunge lys nu er at foretrække frem for de valgte, er også med.
Generelt holder numrene et højt niveau, men Scattered er skruet sammen uden hoved og hale og fremstår meget langt fra at være et samlet værk. Men i bider og uddrag er der guld at hente, for fortolkningerne leveres med stor tæft for mulighederne i de fortolkede sange, og deres eget materiale er bortset fra et par af numrene hentet tidligt i karrieren absolut på niveau med det, man finder på deres plader. Er man til The Handsome Family, er Scattered alle pengene værd, kender man dem ikke, så er det ikke her, man starter.
(Geigeranmeldelse, Handsome Family - Scattered)
fredag, juli 23, 2010

onsdag, juli 21, 2010

Der er noget let over det seneste udspil fra The Divine Comedy. Musikken er det, man i det victorianske England ville kalde chipper, og produktionen er løs og lounget. Efter et par gennemlytninger stod det mig klart, at det måske kunne være derfor, at denne The Divine Comedy plade er udsendt på eget selskab, for det samlede indtryk er milevidt fra The Divine Comedy i topform, og hvilket pladeselskab vil i disse tider lægge navn til noget, der på forhånd er dømt til at floppe.
Yderligere gennemlytninger har formildet mit indtryk af pladen, men fra Bang goes the Knighthood og til, hvad jeg ud fra førstesinglen "At the Indie Disco" havde forventet af pladen, er der langt længere, end den korte tid det tager at konkludere, at forventningens glæde var den største. "At the Indie Disco" er på ingen måde det stærkeste kort, Neil Hannon nogensinde har spillet ud, men den hæver sig alligevel over resten af pladen, der folder sig ud som en grå masse af sange, der ikke er skabt til at gøre væsen af sig. Et enkelt sted knækker filmen totalt. "Can You Stand Upon one Leg" slutter med linjerne "Let's see how long you can hoooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooold on to a note!", hvor det åbenlyst langtrukne ord lyder som en 10 sekunders hyletone, og hvad der måske er tænkt som et kækt twist, ender som et irriterende selvmål, der blot føjer spot til skade på en plade, der i forvejen er på tynd is.
Bang goes the Knighthood er ikke værd at bruge tid på. Pladen er en skuffelse af de helt store fra en mand og hans bandalias, der normalt gør det langt, langt bedre. Hvis der skal lyde nogen formildende toner herfra, så er det, at Neil Hannon stadig evner at skrive en poptekst langt bedre end de fleste, men serveringen i form af melodier og produktion er desværre tilsvarende håbløs.
(Geigeranmeldelse af Divine Comedy - Bang Goes the Knighhood)
tirsdag, juli 20, 2010

Det er nu muligt at downloade b-siden til Spains "I'm Still Free" single. Lyden er klassisk Spain, og "Hang Your Head Down Low" kan findes her.
Det er ikke meget jeg har på plakaten når det gælder koncerter i det kommende halvår. Koncerten med Midlake og John Grant i Århus er der stadig spørgsmålstegn ved, men jeg satser på at finde selskab, der vil med. I Odense mangler Kulturmaskinen og Teater Momemtum stadig at offentliggøre deres efterårsprogram, så jeg satser på at kunne tilføje mere til min liste. Spørger jeg mig selv, hvad jeg kan se frem til, så er dette svaret:
14. August - Leonard Cohen, Engen
27. August – Kansas City Live (I Got You On Tape m.m.), Kansas City
08. September – Eels, Vega
10. September – Lorenzo Woodrose, Dexter
24. September – Emma Acs, Posten
11. November – The National, KB Hallen
17. November – Midlake + John Grant, Voxhall
14. August - Leonard Cohen, Engen
27. August – Kansas City Live (I Got You On Tape m.m.), Kansas City
08. September – Eels, Vega
10. September – Lorenzo Woodrose, Dexter
24. September – Emma Acs, Posten
11. November – The National, KB Hallen
17. November – Midlake + John Grant, Voxhall
mandag, juli 19, 2010

Tanker om Ærø.
”Besøg en rigtig ø, Ærø” stod der at læse på vandflasken henover en ubehjælpelig billedkollage af golfspillende gråt guld og bindingsværk. Flasken var købt i Ærøfærgens cafeteria, og meldte intet om, hvad vi forlod, kun at en rigtig ø here we come.
Det er muligvis flaget, der gør Ærø til en rigtig ø. Et flag, der består af tre striber, der til sammen udgør en mindre spraglet udgave af de homoseksuelles regnbueflag. Gul og rød er hentet fra den tidligere Hertug Christian af Ærø, med grøn kastet ind som et symbol på den grønne ø, en ting jeg troede irerne havde copyright på. Resultatet er en eksakt kopi af det litauiske flag. Én ø samlet under ét flag hentet i østen.
Et andet bud på, hvad der gør en rigtig ø kunne være størrelsen, der både udspiller sig rent arealmæssigt, hvor vi i Ærøskøbing ikke var længere end 15 kilometer fra noget byskilt på Ærø, og befolkningsmæssigt, hvor de under 7.000 indbyggere nok er samlet i flere lokalgeografiske grupperinger, men stadig alle som én er en del af den minoritet, der hedder ærøboere. Alt på Ærø er lokalt, og vi trådte lige ind i det. Et par minutter på land, og et par hundrede meter oppe af vejen, der skulle føre os igennem, og ud af Ærøskøbing, stødte kæresten på en gammel bekendt, og mens de snakkede, og jeg havde fået nikket min så-må-vi-se-hvor-lang-tid-vi-skal-stå-hér hilsen til den bekendtes kæreste, der høfligt gengældte den, kørte Lars forbi i en sort Audi. Jeg hævede hånden til hilsen, og Lars hilste tilbage uden at jeg tror han så hvem han hilste på. Man hilser på mandens hilsen, man hilser på mandens bil, man hilser mere sjældent på manden selv, det er mere refleks end egentlig høflighed, men man hilser, for når noget er lokalt, så skal det ikke hedde sig, at man ikke hilser.
Det indre Ærøskøbing er en spøgelsesby. De lokale er dem bag diskene, og alle de andre er os, der er her på visit. Alle kigger på alt, der er lokalt, og køber sig ind i lokallivet. Det lokale bryggeris logo fylder i bybilledet, ”smagen af Ærø” stod der på et glas honning med dild, den lokale håndlavede sæbe bliver lavet samme sted som det lokale kryddersalt, og Ærøs bolchefabrik viste sig at være to lokaler i en udtjent landevejsvilla.
Overfor bolchefabrikken, på den anden side landevejen, der er den ene af to muligheder for at komme fra Søby, hvis man ikke vælger søvejen, lå Bregninge Kro. Set udefra ligner kroen rammerne for et bombenedslag i et loppemarked. Bag ruderne vælter det rundt med stakket skrammel, og alligevel vajer flaget stadig udenfor, og kroens åbningstider står stadig at læse.
Når man færdes rundt på Ærø begynder tvivlen at melde sig, om man på øen smider andet end husholdningsaffald ud. Alt, der ikke er umiddelbart biologisk nedbrydeligt, eller fødevareindpakning synes at blive samlet i øens utallige ubrugte garager, bag et skilt med påskriften loppemarked og forsynet med en pris. En fiks måde at bortskaffe sit skrammel på, score lidt sorte penge, og endnu en gylden mulighed for turisterne til at købe sig ind i lokallivet. ”Vi kan sælge alt” hørte jeg indehaveren af loppemarkedet på Vestergade sige, og jeg tror hende gerne. Lokale uden eget loppemarked kan man være sikker på laver kunsthåndværk udenfor sæsonen. Mængden af akvareller med havnemotiver, strandhuse og andet ”typisk Ærø” var overvældende. Det er det første man ser når man går fra færgen, og det eneste man ser i flere butikker. Men hvad skal de lokale ellers få tiden til at gå med? Turismen er kun halvårs, og de kan ikke alle sammen arbejde på færgerne. Det er mit måske fordomsfulde gæt, at den gennemsnitlige ærøbo har nået den hjemmesyslende kunsthåndværksalder, og har mere tid end godt er. Ungdommen er heller ikke synderligt synlig på Ærø, men hvis man var ung, hvad skulle man så blive hængende på Ærø for, og hvis der ikke er unge, hvem skal så producere den næste ungdom, der ikke har grund til at blive hængende?
Alt synes småt og simpelt på Ærø. Det er blandt andet derfor både vi, de andre turister og de fastboende er her, men de samme grunde vi har for at besøge øen, er de samme grunde der gør, at jeg aldrig ville kunne bo her på fuld tid. Jeg hørte en tysk turist sige ”die wichtigsten entscheidungen die hier auf den insel gibt ist ja oder nein”, og han havde ret, simple living hedder det vist i damebladene. Alligevel føles det som at gå rundt i en antropologisk case, hvor problemformuleringen endnu ikke er færdigskrevet. For selv om idyllen er overvældende, og naturen konstant sparker ud efter mellemgulvet, og efterlader en åndeløs af betagelse over det kuperede ølandskab, der byder på et førsteklasses vue udover det øhav, Ærø selv er en del af, så tog det mig ikke lang tid at få klaustrobi. Det er for småt, for indgroet, for lokalt, for åbenlyst, hvem der er på besøg, og hvem der hører til, men udsigten er pæn.

Det er muligvis flaget, der gør Ærø til en rigtig ø. Et flag, der består af tre striber, der til sammen udgør en mindre spraglet udgave af de homoseksuelles regnbueflag. Gul og rød er hentet fra den tidligere Hertug Christian af Ærø, med grøn kastet ind som et symbol på den grønne ø, en ting jeg troede irerne havde copyright på. Resultatet er en eksakt kopi af det litauiske flag. Én ø samlet under ét flag hentet i østen.
Et andet bud på, hvad der gør en rigtig ø kunne være størrelsen, der både udspiller sig rent arealmæssigt, hvor vi i Ærøskøbing ikke var længere end 15 kilometer fra noget byskilt på Ærø, og befolkningsmæssigt, hvor de under 7.000 indbyggere nok er samlet i flere lokalgeografiske grupperinger, men stadig alle som én er en del af den minoritet, der hedder ærøboere. Alt på Ærø er lokalt, og vi trådte lige ind i det. Et par minutter på land, og et par hundrede meter oppe af vejen, der skulle føre os igennem, og ud af Ærøskøbing, stødte kæresten på en gammel bekendt, og mens de snakkede, og jeg havde fået nikket min så-må-vi-se-hvor-lang-tid-vi-skal-stå-hér hilsen til den bekendtes kæreste, der høfligt gengældte den, kørte Lars forbi i en sort Audi. Jeg hævede hånden til hilsen, og Lars hilste tilbage uden at jeg tror han så hvem han hilste på. Man hilser på mandens hilsen, man hilser på mandens bil, man hilser mere sjældent på manden selv, det er mere refleks end egentlig høflighed, men man hilser, for når noget er lokalt, så skal det ikke hedde sig, at man ikke hilser.
Det indre Ærøskøbing er en spøgelsesby. De lokale er dem bag diskene, og alle de andre er os, der er her på visit. Alle kigger på alt, der er lokalt, og køber sig ind i lokallivet. Det lokale bryggeris logo fylder i bybilledet, ”smagen af Ærø” stod der på et glas honning med dild, den lokale håndlavede sæbe bliver lavet samme sted som det lokale kryddersalt, og Ærøs bolchefabrik viste sig at være to lokaler i en udtjent landevejsvilla.
Overfor bolchefabrikken, på den anden side landevejen, der er den ene af to muligheder for at komme fra Søby, hvis man ikke vælger søvejen, lå Bregninge Kro. Set udefra ligner kroen rammerne for et bombenedslag i et loppemarked. Bag ruderne vælter det rundt med stakket skrammel, og alligevel vajer flaget stadig udenfor, og kroens åbningstider står stadig at læse.
Når man færdes rundt på Ærø begynder tvivlen at melde sig, om man på øen smider andet end husholdningsaffald ud. Alt, der ikke er umiddelbart biologisk nedbrydeligt, eller fødevareindpakning synes at blive samlet i øens utallige ubrugte garager, bag et skilt med påskriften loppemarked og forsynet med en pris. En fiks måde at bortskaffe sit skrammel på, score lidt sorte penge, og endnu en gylden mulighed for turisterne til at købe sig ind i lokallivet. ”Vi kan sælge alt” hørte jeg indehaveren af loppemarkedet på Vestergade sige, og jeg tror hende gerne. Lokale uden eget loppemarked kan man være sikker på laver kunsthåndværk udenfor sæsonen. Mængden af akvareller med havnemotiver, strandhuse og andet ”typisk Ærø” var overvældende. Det er det første man ser når man går fra færgen, og det eneste man ser i flere butikker. Men hvad skal de lokale ellers få tiden til at gå med? Turismen er kun halvårs, og de kan ikke alle sammen arbejde på færgerne. Det er mit måske fordomsfulde gæt, at den gennemsnitlige ærøbo har nået den hjemmesyslende kunsthåndværksalder, og har mere tid end godt er. Ungdommen er heller ikke synderligt synlig på Ærø, men hvis man var ung, hvad skulle man så blive hængende på Ærø for, og hvis der ikke er unge, hvem skal så producere den næste ungdom, der ikke har grund til at blive hængende?
Alt synes småt og simpelt på Ærø. Det er blandt andet derfor både vi, de andre turister og de fastboende er her, men de samme grunde vi har for at besøge øen, er de samme grunde der gør, at jeg aldrig ville kunne bo her på fuld tid. Jeg hørte en tysk turist sige ”die wichtigsten entscheidungen die hier auf den insel gibt ist ja oder nein”, og han havde ret, simple living hedder det vist i damebladene. Alligevel føles det som at gå rundt i en antropologisk case, hvor problemformuleringen endnu ikke er færdigskrevet. For selv om idyllen er overvældende, og naturen konstant sparker ud efter mellemgulvet, og efterlader en åndeløs af betagelse over det kuperede ølandskab, der byder på et førsteklasses vue udover det øhav, Ærø selv er en del af, så tog det mig ikke lang tid at få klaustrobi. Det er for småt, for indgroet, for lokalt, for åbenlyst, hvem der er på besøg, og hvem der hører til, men udsigten er pæn.
søndag, juli 18, 2010
fredag, juli 16, 2010
"Whatever it is that ends up killing you is the worst thing that can happen to you."
Harvey Pekar
Harvey Pekar
torsdag, juli 15, 2010
tirsdag, juli 13, 2010

mandag, juli 12, 2010
søndag, juli 11, 2010
lørdag, juli 10, 2010
Klikker man forbi Oscar Danielson, så vil man kunne lægge øre til "Stockholm i mitt hjärta", der bliver at finde på den kommende plade fra svenskeren. Hvornår den plade udkommer er der stadig inden der ved.
onsdag, juli 07, 2010
"Spectacular Girl" fra den fortkommende Eelsplade kan høres her.
mandag, juli 05, 2010
Man skal hytte sin egen ost, og derfor vil jeg ikke lade det gå ubemærket hen, at Fyens Stiftstidende omtaler mig som en "habil fotograf, med sans for æstetik og detaljer".

lørdag, juli 03, 2010
Det er mig der har levet det her liv. Det kan ikke benægtes.
Ærlighed.
Skyldig - hvad vil det sige?
Skyldig i at kneppe unge kvinder.
Jeg har dog elsket dem alle.
Min første kone.
Min anden kone.
Min tredje kone.
Mine kærester i Haiti.
Jørgen Leth, "Det Danske Sprog" i uddrag.
Ærlighed.
Skyldig - hvad vil det sige?
Skyldig i at kneppe unge kvinder.
Jeg har dog elsket dem alle.
Min første kone.
Min anden kone.
Min tredje kone.
Mine kærester i Haiti.
Jørgen Leth, "Det Danske Sprog" i uddrag.
fredag, juli 02, 2010
"I could probably do that, one of these days. Do my morbid album. My wrist-slashing music. No, they weren't my favourite Johnny Cash records."
Willie Nelson om Johnny Cashs American Recordings.
Willie Nelson om Johnny Cashs American Recordings.
Abonner på:
Opslag (Atom)