Jeg er ikke den eneste, der har fået øjnene op for mulighederne i en karriere som børnesanger. Kathryn Williams har slået pjalterne sammen med Anna Spencer under det fantastiske navn The Crayonettes. Deres genistreg, der giver dem et forspring jeg tidligst indhenter i starten af det kommende år, er at de benytter deres egne børn som fokusgruppe. Hvis børn ikke ved, hvad børn vil have, hvem gør så? De indledende smagsprøver med sange om tandbørstning, robotter og pirater på bussen kan høres her.

Meget kan siges om det kommende Dragontearscover, men udover at konstatere, at de går ud med et brag, er jeg målløs.

27. august 2010 - Pissoir.

På den ene side er venstrefløjen en flok pylrende moralister, på den anden side er vores forsvarsminister fuldstændig ude af trit med virkeligheden. Fællesnævneren er, at ingen af dem synes at kunne kende forskel på virkelighed og fiktion.

24. august 2010 - Dør i lagerbygning.

Jeg har interviewet Jan Poulsen i forbindelse med "Something Rotten", der udkommer på Gyldendal 30. august. Resultatet kan læses her.

Det tredje (og sidste?!) Dragontears album "Turn On, Tune In, Fuck Off!!" udkommer 1. november 2010 på Bad Afro. Første udslip er "Time Of No Time". Køen starter her.

24. august 2010 - Containere.

24. august 2010 - Lagerbygning.

Baby Woodrose kan her ses i en liveoptagelse fra Bonn 20. marts i år.

22. august 2010 - Væg.

Er man på københavnske kanter i starten af september kan man smutte forbi Portscenen ved Skuespilshuset, hvor Det Elektriske Barometer anden, tredje og fjerde september præsenterer to gratis koncerter pr. aften. Mine anbefalinger går til Sterling, der spiller fredag aften kl. 21.00, og Mourits/Hørslev-Projektet, der spiller lørdag aften kl. 19.00. Mere info kan findes her.

16. august 2010 - Natkørsel.

Hele "Tomorrow Morning" kan høres på Eels MySpaceside.

Ud af det blå var der lige pludselig nyt fra Sufjan Stevens. Derudover har dagens musikalske overskrifter bestået af et småkedeligt interview med Mark Oliver Everett skrevet af en starstruck journalist, en gymnasieanalyse af Eels, og den ærligste anmeldelse siden en due sked et af Kings of Leon medlemmerne i munden.

8. august 2010 - Malmø.

8. august 2010 - Malmø.

Lejlighedsdigter flytter i typehus.

Tanker om tre nye sange.

1. Endnu et nummer fra den kommer Eelsplade er blevet sluppet fri. "That's Not Her Way" er en sløv og stenet omgang blød pop, som skabt til baggrundsmusik i en film, hvor man i et par minutter følger hovedrollen rundt, mens han/hun åbenlyst tænker om det der med kærligheden mon skal gå. Den ændrer ikke på, at forventningerne til "Tomorrow Morning" stadig er pænt høje.

2. The National behøver ikke tage den nyligt luftede "You Were a Kindness" med på Peter Bangs Vej til november. Ikke at nummeret er egentlig skidt, men de har lavet lignende numre, der lød bedre, og udtrykket en partykiller synes ikke helt af vejen.

3. Hvis "Morten" er lyden af De Eneste To, så vil jeg drage et lettelsens suk over at stilen er mere Sommer end Simon, og glæde mig til pladen dukker op. De herrers stemmer klæder hinanden, det klæder Peter Sommer med noget elektrodunder i baggrunden, og det klæder Simon Kvamm, at stå uden opstyltet ligegyldighed, og dåselatter. Det er helt klart en mulighed, at de skal ses inde i byen den 13. november.

Just bestilt hos Pressure Sounds:

Matt Berninger fra The National har lånt sin stemme ud til Clogs på den fine, men noget polerede "Last Song".

Roskilde Bypark, 13. juli. C.V. Jørgensen spillede ganske gratis, og som opvarmning, og lige så gratis spillede Cody i kvartetform. Deres koncert fra dagen kan findes, og hentes i en ganske, ganske fin publikumsoptagelse lige her.

For mit eget vedkommende er den endnu uhørt, men alligevel tør jeg godt anbefale Third Ears nyeste podcast. De plejer, at holde høj, høj klasse.

Elvis forlod bygningen dags dato for 33år siden. For knap så mange år siden havde U2 humor og talent, nu spiller de deres øredøvende ligegyldigheder i Horsens. I dagens anledning et uddrag af Elvis Ate America:

Elvis... with God on his knees
Elvis... owned three TVs
Here come the killer bees
Head full of honey potato chips and cheese
Elvis... the bumper stickers
Elvis... the white knickers
Elvis... the white nigger
Ate at king burger and just kept getting bigger

How many indie kids does it take to change a lightbulb?
It's a pretty obscure number. You've probably never heard of it!

Det var et langt stykke hen ad vejen umuligt ikke at være benovet over Leonard Cohens tilstedeværelse, og jeg udfordrer gerne enhver til at se om de ville kunne knibe udenom at elske den lille elskelige velklædte mand, der med et skævt smil på læben stod i centrum på scenen. Fra de tonerne af ”Dance Me To The End Of Love” åbnede ballet, og til bandintroduktion og exit fra scenen efter første sæt holdt Leonard Cohen publikum i et jerngreb, hvor ingen ytrede et ord, og selv duerne sad stille i træerne, der omkranser Engen. Bogen om kunsten at få en stram orkestrering, og tilsvarende koreografi til at ligne en afslappet hverdagsaffære blev skrevet her, alt var iscenesat så vi ikke kunne se det var iscenesat. At stemmen ikke tilhører en vårsunge kunne høres, hver gang tempoet steg bare en smule, og linjerne i sangene blev i ét væk tilsat ekstra stavelser, andre ord, og ramte sjældent lige ind i den musikalske backing, men alt kunne tilgives, og intet gik tabt.

Andet sæt tabte noget af den pondus koncerten havde haft i første sæt. De utallige soloer blev ikke nødvendigvis længere, men til gengæld et tiltagende irritationsmoment i kraft af deres mængde. Selvom jeg gerne tilgiver en 75årig mand dette kunstgreb for at give ham pusten tilbage, så formede der sig en utålmodighed hos mig, der var tæt på at eksplodere under ekstranumrene. Non-stop soloer, to bandintroduktioner, et solonummer af Webb søstrene, exit Lenny en tre-fire gange, med et tak for i aften friends hver evigt eneste gang og 15 sekunder senere stod han der så igen. Jeg går helst sulten fra en koncert, og den sidste halve time af koncerten var jeg mere end mæt. Det er prisværdigt, at man for sin dyrt købte billet får over tre timers koncert, men mindre kunne i høj grad have gjort det.

Blandt højdepunkterne var ”Chelsea Hotel”, ”I’m Your Man”, ”Dance Me To The End of Love”, det håbløse synthklaverspil i ”Tower of Song”, og ironisk nok to af ekstranumrene ”Closing Time” og ”First We Take Manhattan”, der når de listede sig udenom soloerne begge var en brat rytmisk genoplivning af en koncert, der efterhånden kun blev holdt kunstigt i live. Bortset fra brægekoret i ”hallelujah” og en insisteren eller to på at klappe på et og tre, så var det imponerende at opleve så mange mennesker holde så meget kæft på samme tid.

Jeg giver gerne lige så mange stjerner, hjerter, skulderklap etc. som L. Cohen gjorde knæfald for ikke at miste pusten, bare for at have fået lov til at opleve ham mens han stadig er blandt os. Oplevelsen af at se denne mesterlige lille mand var massiv, og ikke noget jeg for nogen pris ville have undværet. Irritationsmomenterne skal jeg snart få glemt.

Simon Staun har anmeldt for Fyens Stiftstidende, Peter Schollert for Jyllands Posten og Ole Rosenstadt Svidt for Gaffa, hvor man også finder en sætliste.

Mågerne vidste næppe, hvem der stod på scenen.

Jeg har i dag fået min nye pladespiller, en Clearaudio Emotion med en dertil hørende ny Nano RIAA-del, også fra Clearaudio. Aftenen skal gå med at tweeke og indstille så alt kommer til at lyde optimalt, det er ikke meget galt, at jeg er misundelig på mig selv.

Fra Luke Haines hjemmeside:

"Luke Haines will be appearing at Port Elliot Festival, Cornwall 23rd – 25th July. He will be reading from and talking about ‘Bad Vibes’ as well as giving a sneak preview of the follow-up book to be published in 2011. He will also be playing songs. What he will not be doing is sleeping in a fucking tent. Luke Haines does not ‘do’ tents."

9. august 2010 - Billboards.

Jeg har tidligere skudt rosende ord af i retning af Emma Acs, det vil jeg gøre endnu engang. Hendes førstesingle "We Make Sense" landede i min postkasse forleden, med lidt held går der ikke alt for lang tid før der også lander en lp. Hun kan bl.a. opleves i Mod Strømmen den 26. august, og på Posten den 24. september.

Mængden af fotos, fotoblogs, og fotorelaterede hjemmesider jeg på det seneste har indtaget, har været tæt på grotesk. Forklaringen er ganske simpel. Jeg er gået ind i en luderfase af det med at fotografere, og nu vil jeg pinedød finde nogle mennesker, der gider kigge på min hjemmeside. Når man går i krig med intensivt, at lure alle internettets afkroge af for åbninger, hvor det ville være muligt at få sit navn eller fotografiske virke til at passe ind, så går det hurtigt op for én, at det ikke er nok, at fremsende et billede og spørge: er det ikke fint? En biografi, og et statement hører sig til. Biografien er hurtigt klaret. Det år blev jeg født, her bor jeg, så længe har jeg fotograferet, og det her har mine fotografier været brugt til. Det med statementet er mere tricky, for jeg har ingen overordnet idé bag mine fotografier.” Jeg kan godt lide at fotografere, og nogle gange bliver fotografierne gode”… den går næppe, men omvendt er der mange, der bruger mange ord på fotografier, der ikke er mange ord værd. Jeg har fået kogt mit eget statement ned til ”His work primarily deals with the emptiness in spaces, but he will reguarly let an object break the nothingness of his scenes”. Wanket? jovist! Men omvendt ikke helt væk fra vinduet når jeg sådan ser på, hvad det er jeg klikker ind på kameraet. Jeg er også meget bevidst om, at det at jeg fotograferer, ikke gør mig til fotograf, for der er pinedød mange dygtige mennesker derude, og i min jagt rundt i nettets fotolandskab har jeg noteret mig de første 30 navne jeg skal have kigget efter i sømmene. Når man ser disse menneskers værker, er det svært ikke at kaste håndklædet i ringen på forhånd, men omvendt er der masser af fotografier derude taget af personer, der er lige så fotograftekniskhandicappede som jeg selv, så hvorfor skulle jeg ikke have en chance? Jagten på navns nævnelse er i hvert fald sat ind, wish me luck!

Det første merchandise til det stadigt lydløse Manden fra Onkel projekt dukkede op i torsdags. Leveringen faldt sammen med medlem #25 af Manden fra Onkels Facebookgruppe. Et enkelt nyt nummer er blevet tilføjet den mulige trackliste, indspilningerne forventes stadig at ske i løbet af oktober.

Vejen til Europa går over Skotland.

Et foto fra optagelserne af MGM løven (1924).

Divine Comedy sætter fod i Vega den 23. oktober, og hvad gør den kloge bjørn så når den seneste plade var en omgang bæh? Uh altså, alle disse valg man skal foretage sig som musikelsker.

3. august 2010 - Parkering forbudt.

Drowned in Sound har taget en med E i fobindelse med den kommende Eelsplade "Tomorrow Morning". Det er der kommet et godt interview ud af, der kan læses her. Stereogum nøjes med at premiere "Baby Loves Me".

Kim Brinks dosmerseddel dukkede af uransagelige årsager op på mit skrivebord her til aften. Jeg skal hurtigst muligt have den frem til Kim så han kan få købt ind.

Kitsch og coverversioner, og så alligevel ikke. Amanda Palmer har grebet ukulelen og er dykket ned i Radioheads bagkatalog. Umiddelbart lyder det som et bud på en mission, man umuligt kan slippe godt fra, men resultatet er overraskende godt.

De skarpest optegnede øjenbryn i musikbranchen med en ukulele i hånden og en række fortolkninger af Radiohead på repertoiret lyder måske mest af alt som en syg joke sat i verden for at presse grænsen for, hvor kitschet musik egentlig kan gøres, men nej, overraskende nok så holder det hele vejen til banken. Amanda Palmer, af nogen kendt som en del af Dresden Dolls, af andre kendt som Neil Gaimans kæreste, leverer varen på Amanda Palmer Performs the Popular Hits of Radiohead on Her Magical Ukulele.

Det er de fem fortolkninger, der ikke er ”Creep”, der er hovedattraktionen, men er det downloadudgaven af pladen, man har fået fingre i, så må man desværre finde sig i, at ”Creep” optræder to gange, og at fortolkningerne ligesom originalen på forhånd trætter. Med fedtet skåret fra er der dog grund til begejstring, for med udelukkende vokal, ukulele og en smule piano udstiller Amanda Palmer med stor sikkerhed de kvaliteter i sangene, der har gjort Radiohead til det brand, de er i dag.

Alle sangene er tro mod deres forlæg, de skæve hug i ”Idioteque” er som skabt til at blive håndteret på en ukulele, ”High and Dry”, ”Fake Plastic Trees” og ”No Surprises” bliver alle indbydende underspillet, og ”Exit Music (For a Film)” bryder med konceptet og bliver drevet frem af piano, cello og hvis ukulelen er der et sted, så er den skjult for mine ører.

Amanda Palmer har drama i stemmen, og kontrasten til ukulelens tynde 'plinke, plinke'-lyde er stor, men det fungerer, og den umiddelbare begejstring, man føler, når man første gang hører Amanda Palmer Performs the Popular Hits of Radiohead on Her Magical Ukulele, fortager sig ikke. Til gengæld bliver man vedvarende bekræftet i, at det, der som udgangspunkt lyder som en åndssvag idé, egentlig slet ikke er så tosset endda.

(Geigeranmeldelse af Amanda Palmer Performs the Popular Hits of Radiohead on Her Magical Ukulele)

1. august 2010 - Vindue.

Jens Lekman er tilbage i fin stil med sangen "The End of the World is Bigger Than Love".

1. august 2010 - Odense Havn.

"Der er noget utroligt skønt ved at mikse papir, billeder og ord i et format, der ikke bruger batterier"

Thomas Brûlé (medieentrepenør m.m.) om aviser.

1. august 2010 - Odense Havn.