For nogenlunde nylig blev jeg opmærksom på, at Lise Westzynthius havde fået sig en officiel fanside (eller hvad det hedder) på Facebook, og den klikkede jeg så "like" på, og så lærte jeg så meget som at der er en ny plade på vej fra hende. Et sted i den proces kom jeg til at tænke på, at Lise både var mit første interview og min første anmeldelse.

Da "Heavy Dream" udkom i 2002 var jeg på pletten for Murmur.net, og tøvede ikke mange sekunder med at kaste et mesterværksstempel, eller i hvert fald en topkarakter efter pladen. Interviewet er long gone, og med tanke på hvor starstruck jeg mindes at have været, så er det også bedst sådan, men da Murmur.net blev til Undertoner røg anmeldelserne med over, og min første anmeldelse kan derfor læses her.

Anmeldelsen var som nævnt min første, men den synes jeg godt, at jeg stadig vil stå indenfor, og efter at have genhørt "Heavy Dream", synes jeg også sagtens, at Lise kan spole ni år tilbage uden at skulle skamme sig over, hvordan hun lød dengang. Ubevidst lagde jeg igen ud med at bladre rundt i Nina Beiers fantastiske cover, hvor de følelsesladede, og grovkornede fotos stadig på fornemste vis dokumenterer et kvart døgn i en kunstners liv. Jeg bliver stadig helt UH! over synet af et halvt bryst, og en røv set fra siden, selvom jeg i hendes tid med Rhonda Harris har tilbragt det meste af en koncert med frit udsyn op under hendes cowboyjakke, der godt nok dækkede set ud fra en vandret betragtningsvinkel, ikke havde taget højde for en mere lodret anskuelse af tingene.

Jeg havde en fornemmelse af at "Heavy Dream" næppe ville vække det store i mig i dag, og ville kunne kategoriseres i afdelingen for plader, der betød noget engang. Til min store glæde, og overraskelse, er dette ikke tilfældet. "Heavy Dream" har vist sig så tidløs som en god flaske vin, der er passende ved de største af lejligheder, og de mindste af undskyldninger. Det er en simpel plade, næsten ydmyg, der bærer følelserne uden på tøjet, men holder dem tæt ind til kroppen. Synliggør dem, men skriger dem ikke ud. "French Leave" var en åbenbaring at genhøre. Sangen til bedstemoderen, der nøgternt beskriver minderne, savnet og tankerne omkring hendes død rammer hårdere den dag i dag end den gjorde dengang. "Sensation" leger med dansk og engelsk i en verden, der endnu har Nephew tilgode. Det er poetisk.

Der er mange minder og bagudrettede tanker i teksterne på "Heavy Dream". Det er et stort vemod, der synes at have ført pennen, da teksterne blev skrevet ned, men det er en stor skønhed, der har taget styringen, da teksterne blev ført ud i livet. Jeg havde tænkt, at når jeg havde hørt "Heavy Dream" ville jeg stille den tilbage på sin plads uden at pladen ville have bragt noget i spil, måske lidt nostalgi, hvis bølgerne gik højt. I stedet er jeg den kommende plade svært taknemmelig for at have bragt mig på sporet af "Heavy Dream" igen. Tak for det, vi ses forhåbentlig snart.